Det er fredag. Vi har fået fri fra skole. Torsten og jeg er cyklet hjem til ham. Da vi træder indenfor, imødekommes vi af citronduft. Torstens mor lider af OCD, og der er derfor altid nydeligt rent hos dem. Torsten tager sine kondisko af i entreen. Jeg følger hans eksempel.

"Vil du have en cola," spørger han.
   "Ja tak," siger jeg og følger efter ham ud i køkkenet.
   Han tager to dåser fra køleskabet og rækker mig den ene.
   "Vil du se min nye fisk?" Spørger han og åbner coladåsen.
   "Det vil jeg da godt," siger jeg selv om akvariefisk aldrig har sagt mig det store. Men jeg har selvfølgelig heller aldrig ejet nogle.
   "Kom," siger han beslutsomt.

Vi går ind i stuen og op af den runde metaltrapper, som fører til hans værelse ovenpå. Her er alt også i nydelig orden. Jeg kommer til at tænke på mit eget værelse, der er den diametrale modsætning af Torstens. Hos mig hersker der et evigt rod og kaos og min mor hader de huslige pligter. Jeg er næsten bange for at komme til at rode eller besudle noget, så der skal gøres rent efter mig.

Torsten går hen til akvariet og peger: "Det er den hvide med sorte pletter på sig som er ny. Det er en Ballon Molly. Jeg kalder den for Moonfish."
   "Hvad er de andre små farverige fisk for nogle?" Jeg peger fra afstand, for jeg vil ikke skræmme fiskene.
   "Det er Neonfisk."

Fiskene virker beroligende på mig. Dog ikke Moonfish. Den virker malplaceret midt i bestanden. Den er for stor i forhold til Neonfiskene synes jeg, men det er vist også den eneste uorden jeg kan finde på Torstens værelse.
   Jeg åbner min cola og erfarer til min gru, at den er blevet rystet på et eller andet tidspunkt. Det bruser over og substans af cola rammer det lyse gulvtæppe. Jeg prøver at drikke så hurtigt jeg kan, men skaden er sket. Torsten stivner et øjeblik.

"Det må du undskylde," siger jeg: "Jeg vidste ikke den var rystet." Jeg har lyst til at gemme mig af bare skam.
   "Det ordner jeg. Bliv her," siger han og stiller sin cola ovenpå akvariet. Han går nedenunder i en fart, og kommer tilbage i løbet af få minutter. Med sig har han en skurresvamp og våd karklud. Torsten begynder staks at skrubbe gulvtæppet manisk.
   "Det er jeg ked af," siger jeg mens Torsten arbejder på livet løs. Jeg sætter mig på hans redte seng med skyldfølelse.
   "Så, tror jeg det er fixet," siger Torsten: "Tror du det er noget man lægger mærke til?"
   Jeg kigger på den fugtige plet på gulvtæppet, som dårlig nok er synlig.
   "Nej, det er væk nu", siger jeg og indser det burde have været mig der skulle ordne gulvtæppet.
   "Skal vi spille lidt," spørger Torsten og går hen til sit kontorbord til sin computer.
   "Det kan vi godt," siger jeg og stiller min dåsecola på udkanten af skrivebordet. Torsten tænder computeren og flytter på min dåse. Der er kommet en fugtig ring der hvor dåsen stod. Torsten sukker og tager karkluden fra før, for at tørre under bunden af dåsen og derefter kontorbordet.
   "Sorry," siger jeg og kravler i et usynligt musehul. Jeg må vist hellere snart til at tage hjem for en god ordens skyld. Jeg slår blikket over på akvariet. Moonfish skiller sig tydeligt ud fra den farvede fiskeflok med sine kedelig to farver. Hvid og sort som farven på en fangedragt. Det går op for mig at Moonfish er en rebel der ikke passer nogle steder ind i boligen. Mon den selv ved det?