Man overgav sig til jazzen hundrede procent eller også gav man sig ikke til jazzen overhovedet, der fandtes ingen middelveje, hverken af den gyldne slags eller indfarvet i andre kulører. Jazzen tog selvfølgelig aldrig selv nogle hovedveje, men var i sin egen form en hovedvej som Mattea blev nødt til at følge for at finde hjem. En landevej, som Route 66 var den, musisk. Derfor tænker hun heller ikke, hun deler sin uge op, i dele, i to, der findes ikke et liv på kontoret og derefter et andet liv, scenelivet, nej, hendes liv begynder først til fyraften fredag og strækker sig weekenden over, alt andet er stilstand og ståsteder. All of Me, sang Lady Day og det er virkelig sit alt som Mattea giver, til baren, til bandet, til jazzen. Til Sacha som tager imod med grådige fingre og en indsmigrende tunge, de kysser i hver pause, så Mattea bliver stakåndet og senere må synge videre, hæs og haft i mælet. Se dem dog, se dem leve det ene liv de har. Til fulde.

Lipstick kaldte på hende, fordi Mie ikke gjorde, ikke et eneste opkald efterlod hun sig, da hun var gået, hun forsvandt som ind i en stilhed intet syntes at kunne bryde. En stilhed Mattea ikke havde armkræfter til at brydes med. You took the part that once was my heart, mumlede hun for sig selv, igen og igen, det var trods alt i decibel, det kunne høres. Længe henlå hun, indtil en aften hvor tomheden ikke længere trak hende ned, den skubbede hende op, på benene, på tasterne og hun slog sin egen identitet op online, spurgte Google, hvor hun skulle gå hen. Lipstick var hit nummer et og sikke et hit det var, pigerne var åbenhjertige, åbenarmede og åbenkæftede dér, sikke de kunne udtale hendes navn i velkomst, i villighed. Pludseligt kunne Mattea umuligt være tom længere, hverken tomhjertet eller tomhændet var hun, for kærlighedserklæringer og inderlår var der nok af, verdenen åbnede sig op i halvfemsgraders vinkler og stønnelyde. Sådan begyndte det altså, livet.