Til Mikael.

Røgen hænger tæt omkring bordene. En sted kæmper en jukebox en brav opslidende kamp. Musikken kvæles i højrøstet latter, klirren af flasker og ophidsede stemmer. Nogle var oppe at slås før uden at nogen gav det særlig meget opmærksomhed. Her er folk vant til slagsmål, sprut, øl, kvinder, skænderier og røg. Der er hashtåger i hjørnerne, der er spejle med kokain. Blowjobs under bordene. Et toiletbesøg er som en tur i junglen uden manchete. Grene og blade erstattet af flagrende arme, dansende par, kyssende par, par der skændtes eller trækker hinanden af tøjet. Junglen lugter af sved og røg og stærk parfume. Det regner med øl og sprut og blod. Der er sex i toiletbåsene og opkast i urinalerne. Men sådan er det dagligt. Morgen, middag, aften, nat. Uden undtagelser. Så man vænner sig til det. Og man passer sit. Alt kan købes her. Der er ingen hæmninger, ingen meninger: Kun ting der bytter hænder. Man får serveret til man er så fuld, at man ikke kan hæve sin arm længere og hvis man falder i søvn over bordet, bliver man slæbt udenfor til man er klar til at komme ind igen. Segner man fuld om på gulvet er man bare heldig, hvis man bliver slæbt ud før man er gul og blå over det hele. Når man vågner er man velkommen igen. Det er et lykkeligt ægteskab, men hvad ved jeg: Jeg har aldrig været gift. Har aldrig haft lyst. Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg køber min egen mad, gør selv rent og har penge nok til at købe alt det sex jeg vil have. Kærlighed betyder ingenting for mig. Så hvorfor engagere sig?
   Jeg er min egen. Det har jeg altid været. Det vil jeg altid være .. og det er der ingen der skal lave om på.

Damen sidder overfor mig.
   Der er fyldt op på værtshuset, men vi sidder to ved et bord til fire. Jeg har brug for pladsen. Der skal skydes og jeg skal kunne bevæge mig frit og hurtigt. Desuden skjuler bordet pistolerne. I hylstre omkring mine lår, sidder en Glock 17L og en Beretta M 92F. De har begge fyldte magasiner, men er ikke ladt. Ikke endnu. Snart. Hvis det er nødvendigt at jeg skal rejse mig, dækkes de af min lange frakke. De bliver kun set, når de skal. Og kun, når de skal bruges.
   En kuvert skiftede hænder her på dette sted for en uge siden. Der var ikke tid til den store forberedelse, men det var heller ikke nødvendigt. Et portrætbillede, billeder af hende på arbejde og i bilen. En beskrivelse af hende. En kopi af hendes kørekort. Hendes adresse og telefonnummer.
   Vi fik serveret øl.
   Hun glattede sit hår for gud ved hvilken gang den aften og smilede til mig, som om hun kendte mig. Der var noget bekendt ved hende, men jeg kunne ikke komme på hvad det var. Jeg ser dagligt mange mennesker og er god til ansigter .. måske har jeg mødt hende før. Sex? Det ville jeg nok huske - og hvis ikke .. så godt det samme.
   Jeg er en enspænder og har det bedst med at hyle for mig selv. Jeg glider ubemærket i med mængden, har ingen venner, men kun en masse bekendte. Jeg skifter adresse tit, betaler kontant og i rede penge. Det post der går tabt, er jeg ligeglad med. Det der betyder noget er de kuverter og kufferter, der skifter hænder oftere og oftere for tiden. Jeg har altid de vigtigste ting med mig og jeg har en bankboks og et lagerrum med ting i. Begge under forskellige navne.
   Hun smiler igen. Hun er faktisk ret køn.
   - Du har et job til mig, siger hun som for at sætte gang i samtalen samtalen.
   Hun virker utryg og rastløs og det generer mig at jeg ikke kan gennemskue hvorfor. Men der er mange der bliver utryg, når jeg er i nærheden. Jeg behøver hverken at gøre at sige noget. Åbenbart den indflydelse, jeg har på folk. Jeg gør ikke noget for at ændre det og i min profession er det alligevel en fordel. Måske hvis jeg var piccolo eller tjener?
   Hun griber en Prince Light fra en krøllet og næsten tom pakke på bordet foran hende. Jeg knipser min lighter over til hende og griber selv en Cecil for at virke selvskabelig; Dagens anden pakke er ved at løbe tom. Pokkers usundt og ja, jeg har sikkert allerede det ene ben i graven, tak, men jeg tager den chance, at jeg bliver begravet levende, muret inde i en forladt kælder eller sendt ud at svømme med betonklodser om benene, før cigaretterne tager livet af mig, så, tak for omsorgen, men jeg ryger som det behager mig. Jeg tager én dag af gangen og får det bedste ud af den. Når regnskabet gøres op vil jeg også hellere ryge med et brag end at kede mig ihjel og tænke på hvordan det engang var. Spille kort med gamle, syge mennesker. Træt vade afsted med stokken uden at skulle nå noget. Det dumpe bok-bok-bok når dens ende støder mod vinylen og ekkoet flygter afsted gennem lange, tomme sterile gange, der lugter af desinfektionsmiddel og er prydet af plastic blomster. Få medicinen leveret af sygeplejersken morgen middag og aften. Vaskes af rynkede overvægtige Olga fra et sted som Minsk, Kiev eller Volgograd. Erektion hører fortiden til. Måske hvis det var Lisa Lents?
   Med smøgen mellem fingrene smyger hun nu håret bag om ørerne og flytter lidt formålsløst rundt på cigaretpakken på bordet. Fra det ene brændemærke til det andet, fra den ene rids eller hul fra dolk til det andet. Jeg overvejer, hvor meget man skal kede sig for at sidde og brænde i et bord eller skrive Anna elsker Leif eller ring (telefonnummer) for at få den i røven .. men kommer til den konklusion, at vi mennesker jo er forskellige og at det jo - bevares - godt kan være sjovt at læse alligevel.
   Jeg bør svare hende, men venter bare for at se hendes reaktion.
   Hun emmer utilpashed, men skjuler det med en vis charme.
   - Ja, siger jeg endelig. - Skål. Jeg hejser mig glas og tømmer det. Jeg skubber glasset til side og griber min whisky. Til højre for os flyver en blødende, temmelig fuld fyr forbi os. Snart efter ham ryger et par af hans tænder. En ordentlig bamse stryger efter ham og der er optræk til ballade. Jeg spænder ben for ham. Jeg har ikke brug for tumult omkring mig lige nu. Han kommer op igen, forbavsende hurtigt sin størrelse taget i betragtning, og vender sig arrigt om efter mig. Jeg ryster stille et: Nej, lad hellere være med det med hovedet og jeg kan se bamsens kæbemuskler arbejde som var det fingersprog. Han sveder klamt og har blodskudte øjne. Han bløder fra den ene mundvige. Hans hænder åbnes og lukkes, som kan han ikke besluttede sig om han skal stikke mig en eller lade være.
   Jeg siger: - Jeg er lige midt i en samtale. Du må vente.
   Jeg tager en tår whisky og stiller glasset igen roligt og velovervejet.
   Han kaster sig frem mod mig, og i en lang bevægelse, tygger jeg sammen om smøgen, skubber stolen væk med knæhaserne og griber mit tomme ølglas. Jeg er ikke voldsom stor af statur, men stærkere end jeg ser ud til og arrig som en tyr. Selvom hans vægt kaster os begge tilbage, vælter vi ikke omkuld og jeg tvinger ham tilbage med et greb mod hans tykke hals. Jeg smadrer glasset mod bordkanten og tvinger skårene ind i kinden på ham.
   - Jeg beder dig bare vente lidt ..
   Jeg skubber ham væk.
   Vi står et kort øjeblik ventende, afprøvende overfor hinanden, men så kigger han væk og forsvinder hovedrystende i mængden igen.
   Camilla, servitricen, en hæs stor-rygende tøs sidst i trediverne med et ganske forfærdeligt sprog, kommer hen til vores bord og stiller en dobbelt whisky til mig.
   - Det er på husets regning, fortæller hun mig.
   - Tak, siger jeg.
   Hun sætter sine tynde senede arme i siden. De er fyldt med blodårer og har samme farve som lakeret mahogni. - Karl vil stadig gerne ansætte dig som udsmider. Det ved du godt ikke?
   - Jo, siger jeg, - men jeg er stadig ikke interesseret.
   Jeg møder blikket fra hendes grønne øjne og mindes hed sex en sommeraften i det fri.
   Hun smiler, tænker måske det samme som jeg, og stryger en lang mørk krølle væk fra ansigtet. - Okay, men det er dit, hvis du ombestemmer dig. Hun blinker til mig og vimser hen mod baren igen. Hendes bagdel så god, at den bliver fulgt af mindst 5 sæt øjne. Mine inklusive.
   Jeg tænder en cigaret og tager øjenkontakt med damen modsat mig.
   Jeg fortæller hende hvad hun hedder, hvor hun bor, hvor gammel hun er, hvor hun arbejder og at hun ikke skal få sjove tanker .. for jeg er ikke ude på at få hende med i seng. Hun smiler. Det er et dejligt smil. Et smil, der spreder varme og ville lokke hvis omstændighederne var til det. Hun virker som et sødt og venligt menneske, der i sin godtroende dumme naivitet ikke stillede spørgsmålstegn ved hvorfor jeg inviterede hende hertil i aften. Bevares, hun har vel undret sig. Måske har det ikke været passende at spørge, hvorfor jeg ringede eller hvilken interesse jeg havde i hende? Og jeg kunne jo faktisk også være ligeglad. Det var lige meget nu.
   Jeg tager det halve af den dobbelte whisky.
   Hun siger ikke meget. Hun nikker, smiler lidt genert og forsøger at skjule de små bekymrede blikke hun sender rundt i lokalet. Hun har det varmt. Hun har hængt jakken over stoleryggen og sidder i en flot løs skjorte. De øverste 3 knapper er løsnet og jeg kan ane kanten af en sort brystholder. Hun har en relativ kort nederdel på, der sidder stramt som hud mod en tiltrækkende bagdel. Hun har sorte nylonstrømper på, der klæder hendes slanke ben. Hendes skin er tonet uden at være brun. Hun har en forsigtig mascara på og en rød læbestift. Kun lige nok til at fremhæve kurverne i hendes ansigt. Noget siger mig, at hun har gjort noget ekstra ud af sig selv i aften. Måske har hun andre planer efter dette .. og jeg tænker, at der må være nogen, der bliver skuffet i aften. Jeg skåler til hende, upassende måske, og hun løfter sit glas og tager en stor tår. En tår som hun ville have taget, hvis hun skulle få nerverne på plads efter et diskussion eller overfald.
   Jeg løsner Glock'en og Beretta'en fra bæltet. Det er ved at være tid og jeg ser frem til at få opgaven overstået. En kærkommen tumult opstår ved bordene bag os. Stød og støn og et smertes-udbrud. Der er knyttede næver og hårde slag i luften. Nu må jeg fokusere.

I stolen overfor mig, tager hun en dyb indånding og bøjer sig frem ind over bordet. Hun folder sine fingre og hendes ansigt antager et strejf af seriøsitet: Som en læge, der skal fortælle mig, at jeg er dødssyg og ikke har lang tid at leve i. Hun ser mig dybt i øjnene.
   - Jeg ved godt, hvad du er blevet betalt for at gøre, siger hun og et nervøst spøgelse strejfer hendes blik. Hun bevarer beslutsomt øjenkontakten. - Og jeg ved, at du har tænkt dig at gøre det .. men jeg vil gerne have, at du hører på mig først og beslutter dig bagefter. Jeg har klædt mig på til at blive et smukt lig og det er så meget jeg kan forberede mig.
   Jeg sidder et øjeblik og holder øjenkontakten ved lige.
   For pokker, hvor har jeg set mange grimme lig, og jeg har lyst til at fortælle, at uanset hvilken beklædning og sminke man har iført sig, ser man ikke særligt tiltalende ud med grimme blødende huller i maven .. om ikke andet, så for at se hendes reaktion, men jeg lader være. Jeg aner en mærkelig viljestyrke og seriøsitet hos hende. Jeg vil høre på hende, som hun beder mig om, og jeg spørger mig selv hvad det er hun vil fortælle, der kan være så vigtigt, at hun frivilligt er dukket op til hendes egen likvidering.
   - Jeg kender dig, indleder hun, - eller så godt jeg kan fra billeder og ord.
   Jeg er ikke overrasket. Det er noget, jeg har hørt mange gange før. Jeg er en ensom skikkelse, med en grum personlighed. Jeg holder mine nødvendige kontakter på et minimum. Hvor skulle hun kende mig fra.
   Jeg spørger hende.

- Din bror, siger hun og jeg fastholder hendes blik.
   Jeg skodder min cigaret og tænder en ny. Jeg ryster på hovedet.
   - Jeg har ingen bror, siger jeg. Pokerfjæset stramt og ikke til at gennemskue.
   - Jo, du har. Han hedder Michael og er i problemer. Store problemer. Der er nogle grimme mennesker, der har fat i ham. De er ikke søde ved ham.
   Hendes stemme knækker over. Hun sluger en klump i halsen.
   Det rører hende. Hvorfor? Hvorfra kender hun til Michael?
   Michael og jeg har ikke set hinanden siden vores forældre døde for mange år siden. Det var et stort slag for os begge og hvor vi burde have holdt sammen, gik vores veje hvert til sit. Det har jeg lært at leve med. Jeg ved ikke med Michael. Jeg er ikke nem at få fat på. Sådan er livet. Jeg græder ikke over det længere og det bekymrer mig ikke stort om han gør.
   Jeg giver hende ikke ret, men er interesseret. Jeg spørger: - Hvilke problemer er ham Michael i?
   - Store problemer. Jeg ved ikke om han stadig er i live. Han har været væk i 3 dage. Der kom nogle i en stor varebil. Velklædte, barske typer. De havde pistoler. Da han forsøgte at løbe væk skød de ham i benet. De slæbte ham med. De skød også Mark - vores hund.
   Hun tømte det sidste af sin øl.
   Tårer løb ned af hendes kinder.
   - Det sidste han sagde var, at jeg skulle få fat på dig. Han sagde, du ville hjælpe mig.
   Tårerne trak mascaraen ud til lange sorte striber.
   - Hvorfra ved du alt det her? Spurgte jeg hende.
   - Jeg var .. jeg er .. hans kone, din svigerinde. Vi har hus i Randers.
   Jeg skodder min cigaret, tænder en ny, og bestiller en øl til os med en cirkelbevægelse med fingeren. Jeg venter med at fortsætte til de står foran os. Jeg tager en tår.
   - Hvor længe har I været gift? Spørger jeg og forsøger forgæves at lyde uinteresseret. Det rører mig, at høre om Michael igen. En fornemmelse, jeg ikke har mærket længe.
   - Vi har kendt hinanden i 6 år og været gift i 3, siger hun. - Vi flyttede i hus lige efter vi blev gift. Et billigt hus med en del mindre reparationer. Michael gjorde hvad han kunne .. men han var altid bedst til de indviklede nørdede ting.
   Sætningen blev afsluttet af et sørgeligt skævt smil. Hun tog en serviet op af lommen og tørrede sine øjne, sin mund og næse.
   - Han arbejder jo meget med elektronik og radioudstyr. Han var uddannet radiomekaniker. Han sagde, at det ikke gav meget og at der sikkert ikke var den store fremtid i det, men at det var det han ville. Han byggede ting selv og solgte til folk. Han var ellers meget dygtig .. han er meget dygtig. De tog faktisk også noget af det med.
   Jeg finder det lidt underligt, at hun sidder og fortæller mig om dette. Jeg havde glemt Michael. Det var som om han ikke eksisterede længere. Som døde han i ulykken sammen med mine forældre .. og på mange måder gjorde han det vel også. Og nu .. nu skitserer hun ham for mig. Ikke en dreng længere, men en mand. En mand med et liv og hus og bil og interesser.
   - Hvad tog de med? Spurgte jeg.
   Hun rystede opgivende på hovedet.
   - Jeg ved det ikke. En lille boks. Noget .. med en antenne på. Nu begyndte hun at hulke. - Det kan også være lige meget. Hjælp mig og hvis du ikke vil hjælpe mig, så hjælp ham ...
   Jeg iagttager hende stift, men det er en facade for at give mig tid til at tænke. Jeg løber aldrig fra mine aftaler og det har givet mig et godt omdømme og det er jo ikke slik jeg sælger eller småpenge vi taler om ... men at skyde hende nu - og ikke høre historien færdig.
   Jeg ved sgu' ikke.
   - Han er din bror, for pokker, skyder hun arrigt afsted efter mig.
   Hun griber glasset og det tager noget tid for hende at finde sin mund fordi hun ryster.
   Jeg byder hende en smøg, men hun ryster på hovedet.
   - Interessant, siger jeg diplomatisk. - .. og du ved hvor han er?
   - Ja.


* * *
   Vi kører i min Audi.
   Hun sidder på passagersædet ved siden af mig, selen på, hænderne foldet komfortabelt i skødet foran hende. Hun er faldet til ro.
   - Hvordan ved du egentlig hvor han er? Spørger jeg.
   Hun smiler vagt. - Når man bor sammen med en radio-entusiast, så ved man hvor han er .. han havde altid sådan en GPS ting på sig, som jeg kunne spore.
   - Åhh, siger jeg.
   - Men du var ikke så nem at finde. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg skulle begynde. Men Michael havde engang fortalt mig, at du ikke var den mest lovlydige borger i Danmark, så jeg opsøgte nogle temmelig væmmelige fyre, der bare ledte mig videre, men sporet endte altid blindt. Og så fandt du mig, kan man sige.
   - Ja, det kan man vel, siger jeg og spørger mig selv, hvad hun føler ved at sidde ved siden af mig, der jo var blevet bestilt til at dræbe hende. - Hvorfor vil nogen dig til livs?
   - Enten har jeg været lidt for nysgerrig hos nogle af dem, jeg har talt med - eller også er det dem, der har Michael. Jeg tror det er dem.
   Jeg kan ikke opklare det for hende og selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke fortælle hende det. Lige så svært som jeg er at finde frem til - lige så lidt ved jeg om, hvem der i virkeligheden bestiller mig til en opgave. Det kan i teorien være hvem som helst. Der er visse mellemmænd, jeg har valgt at stole på, og i gensidig interesse mødes vi altid forskellige steder - og aldrig i privaten eller hos venner. Jeg har mødt mange underlige mennesker, med mindst lige så mange underlige holdninger og vaner, men jeg respekterer dem og holder dem ud. I denne pakke, følger en solid sværm af psykopater. Tyve, voldsnarkomaner, undergrunds-dealere af hvem alt - eller alle - kan købes. Hæmningsløse stoddere uden holdninger eller respekt for hvem de sælger til eller hvorfor .. var det bare hjemløse eller drankere, incestuøse forældre, pædofile fjolser, generelle tabere, narkoprostituerede med så mange huller, de kunne servicere 10 mand stærk, korrupte strømere, uduelige politikere, .. men skolebørn? Velkommen til en plads på min hadeliste.
   Jeg spørger, om hun har et billede af Michael og hun griber sin taske i bunden af bilen. Hun finder sin pung og tager et billede op. Man kan se at det har ligget i pungen i lang tid.
   - Det er et par år gammel, oplyser hun. - Men han ligner faktisk sig selv meget godt.
   Hun smiler et plaget skævt håbefuldt smil, som jeg ikke vil spolere, ved at spørge om hvem pokker han ellers skulle ligne. Jeg skodder min smøg i askebægeret og tager mod billedet. Jeg holder det så jeg samtidigt kan holde øje med vejen. Nu er det min tur til at smile. Det er Michael godt nok. Sidst jeg så ham var han vel ti år yngre end dette. Han var ældet, men stadig en stor sig selv. Håret halvlangt og pjusket, smilende, sine brune øjne, som han udnyttede til at få mig til at lade være med at sladre til vores forældre ... sjovt nok, var det ham, der var banditten, da vi var mindre. Jeg passede altid mine ting og var meget pligtopfyldende. Han var ligeglad med det hele. Han var skoletræt i 3 klasse. Han kedede sig, så han drillede og lavede ballade og jeg reddede hans røv utallige gange. Jeg var større end ham og havde allerede dengang en vis respekt. Jeg svigtede ham aldrig dengang. Skulle jeg nu redde ham endnu engang? Hvor sikker havde han været, da han fik konen til at finde mig? Han har afslappet, pænt tøj på. Cowboybukser, en T-shirt og løs skjorte. Han har få centimeter uregelmæssig skægvækst. Jeg smiler. Han havde ikke skæg sidst jeg så ham. Jeg husker vi øvede os i at bruge skraber længe før vi fik skæg. Vi havde begge være plastret ind i hæfteplaster og lignet trafikofre begge to. Den gamle grinede af os. Det var ok. Jeg er blevet bedre til at barbere mig, selvom der gerne går nogle dage mellem.
   - Skægget var et forsøg, sagde hun på sædet ved siden af. - Jeg ville gerne se, hvordan han så ud med skæg, så han lod det gro for mig. Han tog det af igen nogle dage efter. Han sagde at det kløede som bare pokker.
   - En god mand? Spurgte jeg og følte mig åndssvag. Jeg burde jo kende ham bedre.
   - Rigtig god. Ingen bedre. Et dejligt menneske. Jeg savner ham meget.
   Jeg nikkede og gav hende billedet tilbage igen.
   Jeg fulgte hendes instruktioner og holdt ellers mund. Jeg sad i mine egne tanker, selvom der faktisk var mange ting, jeg gerne ville spørge hende om. Den ene smøg afløste den anden og ved omkring den sjette, spurgte jeg hende om det var Esbjerg, vi var på vej til og det bekræftede hun. Et sted på havnen, sagde hun og jeg sukkede: Jeg hader stanken af fisk. Esbjerg er en møgby. Har været der før og hvis vinden er i vest kan man ikke handle i gågaden uden at lugte fisk. Jeg spørger mig selv, om man kan vænne sig til sådan noget; Jeg kunne ikke. Der er mange suspekte typer i Esbjerg og jeg har handlet flere af mine pistoler der. I baggårde, der stank af forfald, fordærv, urin, fæces og døde dyr .. men ikke fisk, trods alt. Så havde jeg nok valgt at handle et andet sted. Lidt holdning har man vel altid.
   Hun spørger mig på et tidspunkt, hvad der får mig til at gøre de ting som jeg gør og jeg beder hende pænt om ikke at bekymre sig om det. Jeg taler ikke med andre om det. For det første er det min sag og rager ærligt talt ikke andre, og for det andet agerer jeg samfundets skraldemand og burde have en medajle af Dronningen eller Rigspolitichefen .. og for det tredje er hun i bedre selskab uden den viden.
   Trafikken består af vanvittige taxichauffører, enkelte natbusser og ganske få bilister. Da vi nærmer os Esbjerg overhaler vi flere og flere larmende tunede EU scootere, der farer rundt på vejen som vanvittige Karl Smart typer i kamikaze træning. Da vi kommer ind i Esbjerg er nattelivet i fuld sving og jeg må bandende holde tilbage flere gange for fulde, skrålende folk, der intet sansende krydser vejen og enten er meget gode venner eller nødvendigvis må støtte hinanden. Jeg bemærker slagsmål, knuste ruder og i hvert fald tre politibiler. En af dem med udrykningsblink. Jeg møder Esbjergs inferno af kulturer og subkulturer, årtiers indflydelse på stil og væremåde, der vader rundt som fortabte zombier. Moderne hippier trisser rundt hist og her, som forsøger de at minde samfundet om en livsstil og nogle værdier, der for længst er svundet bort. Punkere og rockere laller rundt mellem højrøvede trendy tøser og smarte fyre og det ser så usmagelige ud som marmelade på ost eller mayonnaise på hamburgerryg. Et kaotisk virvar af skæve eksistenser. Men det gør mig ikke noget. Jeg lader folk passe dem selv og dem mig. Et par slagsbrødre tumler ud foran bilen og jeg må lave et sving uden om dem. Jeg kører bevidst og målrettet og under fartgrænsen; Der er tider, hvor man ikke vil standses. Bevares; Jeg har kontakter indenfor politiet, som jeg kan trække i. Den ene hånd vasker den anden, men jeg skal ikke til at vaske nogens hænder lige nu. Jeg har aldrig kunnet forstå slagsbrødre. Jeg ser på dem som intellektuelle, kulturelle amøber, uden hjerne til andet end at knytte deres næver og vælge den mindre intelligente måde at løse konflikter på. Jeg ar altid ment, at hvis man ikke kan tale sig ud af en diskussion, skal man helt undgå den. Med den undtagelse, naturligvis, at man bliver trukket ind i den. Nogle typer efterlader ikke en meget spillerum.
   Jeg navigerer Audi'en ned mod havnen, hvor hun dirigerer mig rundt. Hun virker lidt forvirret.
   - Det må være her omkring, siger hun, i mens hun ser sig omkring ud i mørket. - Det er det nærmeste dimsen kunne fortælle mig.
   Jeg kører lidt rundt mellem diverse haller, kraner, skibscontainere og parkerede varevogne og lastbiler. I det fjerne knejser tøjrede fiskekuttere roligt fra side til side og tættere på følger et par større skibe trop.
   - De er ikke her, oplyser jeg uden at begrunde det yderligere.
   Der vil være for meget aktivitet helt her nede ved vandet til at man kan holde en mand i fangenskab ... i ...
   - Var det 3 dage han havde været væk? Spurgte jeg.
   - Ja, sagde hun. - Siden i onsdags.
   Det ville blive opdaget her. De måtte have ham længere væk.
   Roligt og ganske langsomt cirkulerer jeg rundt i mørket. Radioen slukket og vinduerne rullet ned. Havluften frisker mig op, men stanken af fisk er svær at tolerere. Vi sidder begge spændt og opmærksomme og spejder ud i mørket. Jeg kan høre sandet knase under hjulene. Jeg smider en smøg ud af vinduet. Tænder en ny. Jeg slukker for airconditioningen og den lave summen dør hen. Der er ingen røg i bilen og der dufter dejligt. Tysk kram. Bilen altså.
   Vi passerer skibscontainere i utallige farver og størrelser. De fleste fyldt med graffiti og tags og ord af mindre intelligent natur, - men som vi alle har moret os over omend i en yngre alder, - mens andre bare er røde af rust. Jeg bemærker flere cykler, knallerter og scootere, der står afventende eller ligger smidt hist og her - nogle glemt af alle andre end deres ejermand.
   Jeg driver bilen langsomt fremad, mens jeg lyser med en lommelygte ind mellem containerne, men alt det åbenbarer er flere af dem. I grimme rækker ved siden af hinanden, som var det ghettoers etagebyggerier af beton.
   Hun sidder ved siden af mig og ryger og sipper noget kildevand, hun har fundet i sin taske. Jeg finder det fantastisk, hvad kvinder kan have i deres tasker: Uanset hvor små de så måtte virke.
   Jeg føler at hun ikke er til nogen hjælp, men ikke desto mindre er det hende der med en håndbevægelse få minutter senere beder mig om at standse bilen. Jeg parerer ordrer. Jeg slukker lommelygten og lyset på bilen. Motoren lader jeg køre i sin rolige tomgang.
   - Hvad? Spørger jeg nysgerrigt.
   - Jeg hørte noget, fortæller hun.
   Jeg lytter, men kan ikke høre noget. Ikke i starten i hvert fald. Men jo. Der er skridt. Bestemte skridt. Sand knaser i et roligt tempi. Jeg kan høre lav fløjten og nynnen og det virker så misplaceret, at jeg tager mig selv i at smile. Det gør hun dog ikke. Hun ser anstrengt ud, som om hendes ansigtshud er tapet op mod ørerne. Hun er bange. Lydene bliver lavere og lavere og forsvinder nu helt. Vedkommende er på vej væk.
   Jeg klikker spændet på pistol-hylstrene op og rækker hende min Glock.
   - Ved du hvordan du bruger sådan en? Spørger jeg og forventer en negativ respons.
   - Ja, .. ja, jeg ved godt hvordan jeg skal bruge den, siger hun og ser på mig. - Men jeg har ikke lyst til det.
   Jeg nikker forstående, men det er mere for at berolige hende.
   - Bare du holder skæftet ind mod dig selv og løbet væk, så skal det nok gå, siger jeg og forsøger at kvæle et løst smil. Så meget for mine beroligende evner, men hvad pokker; Jeg er jo hverken pædagog eller psykolog.
   Hun smiler svagt: - Ja, så meget kan jeg godt huske. Michael sendte mig engang til skydetræning. Jeg har aldrig tænkt over hvorfor. Jeg gjorde det bare. Jeg gjorde ... jeg vil ... gøre alt for ham.
   Jeg undlod at svare på det og slukkede bilen.
   - Kom. Vær stille. Bare følg mig.
   Vi har alle perioder i livet, hvor vi skal tages i hånden og føres.
   Hun åbnede og lukkede bildøren lige så stille og roligt som jeg og følger i mine fodspor synkront og stille og roligt. Vi nærmer os, men hendes støvler larmer og jeg siger hun skal blive og vente. Vi kunne lige så godt gå med bjælder om nakken og danse rundt og vifte med armene.
   - Jeg henter dig, siger jeg. Jeg nikker mod pistolen. - Hold den klar.
   Jeg sniger mig frem mellem containerne og holder mig synkront med skyggerne ... hvilket ikke er sværere end at et ophidset, spastisk damp barn kunne gøre mig kunsten efter. Skyggerne er lange og lys er stort set ikke eksisterende i denne labyrint af containere. Jeg kan nu igen høre manden nynne roligt for sig selv. Jeg bevæger mig taktisk videre, spejder om hjørnerne. Stille og lydhør. Nu kan jeg se ham. Jeg kunne være bedre foruden. Han står og lader sit vand op ad en container og står uroligt, som om han med strålen forsøger at følge et forudbestemt mønster. Det lykkes ikke særlig godt; Han havde pisset over det hele.
   Han var en høj fyr med en smal talje og brede skuldre. Han var karseklippet og uden skæg, pænt klædt i jakkesæt, men ingen slips. Han var ikke bare en vagabond. Vi var på rette spor. Han havde høretelefoner på og mellem de små fløjt og den falske nasale nynnen, fornemmede jeg den dumpe, monotone lyd af technotrommer.
   Dunk-dunk-dunk-dunk.
   Jeg strammer grebet om Beretta'en og nærmer mig langsomt og iagttagende. Mine muskler spændt. Jeg holder vejret. Holder. Holder. Holder .. og han hverken hører eller ser mig før jeg springer på ham. Jeg sender et knusende slag med pistolens skæfte mod det nederste af hans kranium og den knasende lyd overdøver en lav overrasket prusten, der fader ud som en tom våd vind. Han falder slapt om på asfalten. Arme og høretelefoner spredt ud til alle sider.
   Dunk-dunk-dunk-du--.
   Jeg knuser dem under mine sko.
   Det stinker af urin. Urin og fisk.
   Jeg trækker ham i skjul på den anden side af containeren. Det bløder kraftigt fra hans ene kind og det efterlader en stribe af blod. Jeg noterer mig det, men har intet at tørre det væk eller dække det med, så det må nødvendigvis være sådan. Forsøgsvis sparker jeg løst sand hen over det. Jeg tager hans pistol og spreder projektilerne væk fra ham. Pistolen sparker jeg ind under containeren.
   Jeg spejder efter hans makker, sikker på at han er i nærheden og sikker på at jeg ikke vil overraskes. Jeg ser ingen og fortsætter, roligt, spejdende videre mellem de store skibscontainere. Da jeg havde rundet nogle stykker er jeg ved et stort pakhus. Flere større biler og motorcykler holder parkeret foran. De store skydedøre til pakhuset lukkede. En vagt står og læner sig op af muren. Han ser temmelig utålmodig og irritabel ud. Har sikkert stået der i timevis uden andet at lave end at søbe kaffe og ryge smøger og nu havde kollegaen også fundet det nødvendigt at daffe af for at pisse og i øvrigt tage sig god tid. Han tager et stort sug af sin smøg og kaster den væk med et vift med håndleddet. Han puster røgen ud i en stort sky og begynder at trippe rundt foran bygningen.
   Pakhuset var en stor rektangulær kolos med et underlig buet tag af noget, der lignede malet aluminium. Den meste af malingen var skallet af. Den to-delte skydeport rakte det meste af forsiden på pakhuset og kunne formentlig åbnes helt, sådan at større ting kunne bugseres ind og opbevares i pakhuset. En gammel skallet og hullet vandskuring holdt murene sammen og havde sikkert set flot og frisk ud i tidernes morgen, men efterlod et indtryk af en forladt og glemt bygning, der bare stod og ventede på at blive revet ned. Flere steder var der malet graffiti. Flere af farverne nu blegnet. Flere af dem skallet af med vandskuringen. Det var ikke kønt. Jeg bemærkede KEF havde været her et par gange eller flere. Arbejdsom type denne KEF eller også kedede han sig umenneskeligt.
   Det hele lugtede langt væk af lyssky operationer. Noget med penge i.
   Hvad pokker havde Michael været involveret i?


* * *
   Jeg forsøgte at spotte vinduer i pakhuset, så jeg kunne forberede mig på interiøret, men de fire, der var ligeligt fordelt på siden af pakhuset, var alle blokeret af træ på indersiden. Jeg kunne heller ikke høre noget. Jeg måtte droppe mine talegaver og diskutere med Beretta'en. Den havde trods alt også 16 gode argumenter. Jeg sneg mig frem langs siden til jeg nåede hjørnet. Stille og roligt. Tog mig den tid opgaven påkrævede. Pludselig kom en telefon til live med en heftig country melodi, som kunne sætte liv i enhver line-dance trup.
   Vagten rømmede sig og sagde med dyb, myndig stemme: - Egon.
   .. Kort efter: - Nej, alt er roligt her. Martin skulle pisse og er ikke kommet tilbage igen .. .. men .. ja, jeg bliver her .. .. .. ok. Ja, godt.
   Jeg hørte skridt. Væk fra mig. Jeg lænede mig frem og kiggede om hjørnet. Egon havde puttet mobilen i lommen på sin sorte vindjakke og var gået hen til døren. Ud kom 3 af forskellig højde, men alle kraftigt bygget. Pænt traditionelt klædt i mørke habitter. Håret kortklippet og skægget justeret med lineal. De to af dem steg ind i en af de sorte biler og kørte væk med en blid spinnen fra motoren og den sidste talte med Egon og gestikulerede med armene. Egon slog et slag med skuldrene og tog armene ud til siden. Et hvad-ved-jeg. Hovedrystende forsvandt den anden ud mellem containerne. Jeg håbede Michael's kone holdt sig i skyggerne og holdt Glock'en klar.
   Jeg griber klaverstrengen i min lomme.
   Tydelig irriteret, banker Egon en cigaret op af pakken og tænder den, mens han skærmer for ilden. Han suger nogle hurtige gange på den og puffer røg ud som var det røgsignaler.
   Jeg har sneget mig hen bag ham. Et fast greb om håndtagene. Klaverstrengen buet som et O. Den sænkes over hovedet på ham med et næsten uhørligt wuush og spinder kort en høj tone, da jeg strammer den om hans hals. Cigaretten falder mod jorden og hans overraskede skrig kvæles af blodet i hans overskårne strube. Strengen går adskillige centimeter ind i hans hals og sætter sig fast i halsens ringbrusk. Den bløde yderste hud danner en flap som en diabolsk krave af hud og ud vælter blodet, pulserende, frisk og rødt, som en håndvask der løber over. Jeg dæmper hans fald med klaverstrengen og med ditto, trækker jeg ham ind til siden.
   Jeg tænder en cigaret og tager et par hurtige hiv. Jeg tørrer klaverstrengen af i Egon's jakke. Den overskårne hals og det stivnede udtryk i hans ansigt, giver huden et udtryk af en maske, der er trukket løst ned over kranie og hals. Jeg sikrer mig Beretta'en er ladt og alle mine ekstra magasiner er fyldt og klar til brug. Jeg overvejer mine muligheder. Snig- eller overraskelsesangreb? .. og beslutter mig hurtigt for det sidste. Da jeg ikke ved hvor mange der er i pakhuset, må jeg formode det værste - og man kan ikke snige sig ind på en gruppe mennesker.
   Jeg går hen til en sort stor Mercedes Viano og da jeg ikke vil sidde i glasskår, smadrer jeg ruden i passagersiden med Beretta'ens skæft. Lyden dæmper jeg med min jakke. Da jeg rækker ind for at låse op, finder jeg ud af at den ikke er låst. Jeg smiler af min dumhed. Det er muligt, at tyv tror hver mand stjæler, men ingen stjæler fra disse fyre, så de låser sjældent deres biler. Jeg sætter mig bag rattet og finder nøglerne i kammeret foran gearstangen. Jeg tvinger de sidste få hiv ud af cigaretten og kaster den ud af den nu ikke eksisterende siderude. Jeg tager min kniv og punkterer airbag'en og spænder sikkerhedsselen for første gang i lang tid. Jeg bakker Mercedes'en så langt tilbage som jeg kan, før jeg træder speederen i bund og slipper koblingen.

Den tunge varevogn smadrer gennem porten, så træ og buet jern flyver til alle sider. Jeg når at se nogle bag porten, før de forsvinder under vægten af den og bilen. Bilen hopper og danser og selen spænder mod mit bryst. Airbag'en skydes ud, men tvinges i to af riften fra kniven og falder sammen over instrumentbrættet som to tomme indkøbsposer. Da forruden fyldes med rifter, når jeg at tænke, at de ligner iskrystaller, før den flyver indad, rikochetterer mod mine beskyttende underarme og kastes mod passagersædet.
   Jeg fornemmer vild tumult og prøver at følge med i hele scenariet foran mig.
   Jeg gætter der er omkring 10 personer og de løber vildt og overraskede til alle sider, mens de råber og skriger til hinanden. Godt. Det var også planen. Så langt så godt. Jeg drejer rattet 180 grader og tæmmer bilen med håndbremsen, sådan at den drejer en halv omgang og giver mig dække til næste skridt.
   Jeg flår selen op og glider ud af døren i samme øjeblik som projektilerne begynder at bore sig ind gennem karosseriet og flår ruderne ud af deres rammer. Jeg retter min opmærksomhed mod bilens for- og bagende, så der ikke kommer nogen rundt om bilen.
   Da den første korte pause begynder, orienterer jeg mig op over kølerhjelmen.
   Langs pakhusets sider står der rækker af forseglede trækasser. De er et par meter gange et par meter og tekst er stemplet på dem. Nogle af dem er stablet ovenpå hinanden. Rundt i pakhuset står flere store pakkede trådcontainere på hjul. Et par trucks står afventende i bagenden af hallen. En stor tavle er stillet midt i pakhuset og foran den et bord og nogle stole. På bordet spiller en radio. Der råbes ordrer om opstilling i forskellige konstellationer, men det virker ikke særligt disciplineret. Alle syntes at rende rundt efter eget bedste skjulested og manglen på skud fortæller, at de alle lader deres våben på samme tid. Jeg hviler mine arme ind over kølerhjelmen og piller en af dem ned, da han er på vej i dækning bag en trækasse. Hans skrigen overdøver et øjeblik den larmende tumult, men drukner da han falder om. Et projektil flænser med et skrig kølerhjelm op og fortsætter ned i motoren, hvor den falder til ro med en dump afmålt lyd.
   Jeg lader mig falde i dækning igen.
   Over mig, river og flår en maskingeværs-salve i bilen og får den til at svinge blidt fra side til side på støddæmperne. Til højre for mig kommer en af dem snigende rundt om en stor træcontainer. Det er en større fyr og han hiver og slider for at få vejret. Han sveder. Hans blik afslører, at det ikke er en situation han er vant til. Han har dårlig kondition og er hunderæd. Dette er ikke et værtshusslagsmål eller en kunde, der skal sættes på plads, fordi han er bagud med afbetalingen på dummebøderne eller beskyttelsespengene. Dette inkluderer kugler .. kolde, hårde kugler, der er i stand til at presse sig gennem hud og sener og splintre knogler. Måske er han vant til blå øjne eller brækkede fingre, åbne lårbens- eller kraniebrud, men ikke dette og det overrasker mig. Døden hænger over ham som en kold skygge. Han søgte mig, fandt mig og ser nu ud til at være overrasket over det. Han fumler med sin pistol og jeg skyder ham to gange: Første skud flænser hans ansigt, smadrer kindbenet og river noget af hans kranie med bagud og andet skud banker ind hans bryst og får ham til at knække bagover på en akavet måde. Et sidste spjæt retter ham ud igen.
   Jeg kaster mig de få meter mellem bilen og den dækning, som hans lig og træcontaineren tilbyder og bag mig, fornemmer jeg forfølgende skud, der banker betonen op og efterlader små kratere. Der lugter grimt af krudt og jeg er ved glide i den pøl af blod, der siver ud af og omgiver den overvægtige mand. Hans ene ben rammes af en maskingeværs-salve, der næsten deler den fra resten af kroppen. Et projektil hviner forbi mit øre og efterlader en irriterende hylen. Den banker ind i muren bag mig og får pudset til at stå ud i små skyer.
   En kommer farende frem mod mig fra den anden side af pakhuset. Da vi får øjenkontakt, springer han ind mod muren og kanter sig i skjul bag en af de mange store massive jernspir, der går fra gulvet til at bue under loftet. Jeg løfter fyren foran mig op og med ham som skjold, standses endnu nogle skud.
   Fra en megafon et sted lyder: Han skal kun såres! For fanden! Pas nu på! Vi skal bruge ham - skyd mod arme og ben!
   Et øjeblik standser alle skud, som om sigtekornet skal indstilles igen.
   Altså skal jeg kun såres. Hvad pokker skal de bruge mig til?
   Jeg løber i zigzag frem mod jern-pillen.
   Manden ser rådvild ud. Det er som om han ikke ved om han tør skyde. Panisk skubber han sig væk fra muren, mens han sender et par vilde meningsløse skud ned i den betonen foran mig for at standse min fremdrift. På vej i skjul bag de næste trækasser, skubber han blindt trådcontainerne ind foran mig. Jeg er for hurtig og jeg behøver ikke sigte efter sekundære mål. Mit første skud rikochetterer hylende mod en af trådcontainerne og bange for om mit næste skud vil ramme, giver han øjensynlig fanden i ordrer og instrukser, og, stadig løbende, vender sig om sigter mod mig .. men han har for meget fart på og tumler omkring mens han tømmer sin pistol op mod loftet. Jeg skyder ham i brystet. Et umage skud. Dræbende. Man er vel human.
   Jeg hopper op i en trådcontainer og sender den trillende ud i det frie areal - mellem trucks og bord og stole - bagerst i pakhuset. Hurtigt noterer jeg mig 3 gorillaer og piller dem ned med skud fra Beretta'en. Foran mig springer en frem fra sit skjul og med et hop og et skub lykkes det mig at sende containeren direkte mod ham. Han tumler omkuld med nogle hidsige udbrud og vognen følger skramlende efter. Jeg indser, at jeg har fået så meget udbytte af overraskelses-angrebet, som jeg nødvendigvis kunne og sætter i løb mod udgangen. Bag mig hører jeg containeren skramle arrigt. Som bliver den smidt. Han råber efter mig.
   - STOP!
   Og sender en svada af bly mod mig.
   Bevidst eller ej, banker de en stol i min umiddelbare nærhed til splinter og laver hul i en container. Det stinker af svovldioxid. Jeg standser op og vender mig om.
   - Okay, okay, rolig nu, forsøger jeg, mens mit blik søger efter læ for de kommende skud.
   Gutten, en lettere overvægtig type med tilbagestrøget vokset hår og tøj, der er knapt så pænt og stilfuldt efter turen med containeren, ser hadefuldt på mig, mens han hvæser noget jeg ikke får fat på. I hans højre hånd og rettet mod mig er et mindre maskingevær i stil med Heckler og Koch MP7 eller Brügger og Thomet MP5K og da begge yder i omegnen af 900 skud i minuttet, finder jeg det svært at blive stående. Jeg kaster mig til min venstre side, som en målmand, der tager en chance ved et straffespark. Jeg hører maskingeværet nynne sin dødbringende melodi, men kun et øjeblik så holder det op.
   Gutten ligger og vrider sig. Skjorten flænset og blodig, hans mave et stort grimt rødt hul.
   Med nogle voldsomme spark og vrid, giver han op og ånder ud.
   Han døde fordi han ville skyde mig. Hvorfor?
   Gud, hvor jeg trænger til en smøg!
   Jeg griber en af de få stole, der faktisk stadig står op og hiver mig selv op. Mit ansigt ømt og skrammet og min albue et rent smerte-helvede. Jeg sætter mig tungt, snart igen parat til næste slagsmål jeg måtte blive tvunget ud i. Jeg ligger Beretta'en på et beskidt og plettet træbord, der er fyldt med aske, brændemærker, vælte flamingo kaffekrus, ølflasker, pizzabakker. Det lugter fælt. Jeg finder en cigaret, der ikke er knækket til ubrugelighed og hiver røgen ned i lungerne. Dejligt. Jeg mærker adrenalinruset fortage sig. Omkring dukker de sidste banditter så småt op. De peger på mig med pistoler og maskingeværer. Amøber. Jeg skal i hvert fald lige ryge færdig.
   - Er der ingen kaffe i denne biks? Spørger jeg.
   - Jeg er ikke sikker på, at vores ven vil være så stor i slaget, hvis han var lidt mere opmærksom, svarer en ældre mand. Stemmen er mandig. Han er vant til at give ordrer. Han kommer til syne nu. Tvinger sig frem som gør det ondt at gå. En bred bandit ved hver side.
   - Jeg har set alle jeres fine skydevåben, svarer jeg, da jeg tror han hentyder til deres overvægt i våben. Jeg tilføjer trodsigt: .. men det vil hjælpe at kunne ramme med dem.
   - Det er ikke mine ansattes færdigheder, jeg hentyder til, returnerer han kontant, - Og hvis du tager et blik bag dig, vil du nok mene, at du har brug for noget, der er en del stærkere end kaffe. Han værdiger mig et ondskabsfuldt blik, som var jeg en hund, der lige havde sat sig til at skide på hans nyslåede græsplæne.
   Han nikker mod noget bagved mig.
   Jeg vender mig halvt om på stolen og et gisp undslipper mine læber. Pludselig forstår jeg, hvor den grimme lugt kom fra. Hvordan havde jeg kunne undgå at lægge mærke til det?
   En træplade var spændt ud i hallen med wirer til spirerne og gulvet. Monteret på pladen var spændt en mand og ikke bare hvilken mand. Min bror. Jeg havde ikke set ham længe, men vidste det var ham med det samme. Halvlangt mørkt hår, et pænt ansigt, ikke furet af rynker, men heller ikke velholdt med plejende salver og smørelser. Et ubekymret, uplaget ansigt. Han så yngre ud end han var, - selv med en uges gamle skægstubbe. Jeg huskede ham som altid smilende, men nu var smilet stivnet. Håret var fedtet og klumpet og der sad kager af blod, støv og savsmuld i det. De øjne, der engang kunne bedåre pigerne, var hævede og der var gule og blå mærker omkring dem. Begge øjne åbne og stirrende. Det ene øje helt hvidt. Pupillen gemt bag en mælkehvid hinde. Læberne var røde, blodige og hævede og smilet ødelagt af flækkede eller manglende tænder. Underkæben hang mod brystet og tungen hænger misfarvet ud som en død musling. Huden var faldet i store blege folder. Armene spændt ud til begge sider, og fæstnet med jernringe, der var skruet ind i pladen, og det så ud som om han prøvede at omfavne os alle sammen. Der manglede flere fingre på begge hænder. Der var brændemærker på hans bare tæer og det ene ben var drejet i en skæv, meget ubehagelig vinkel. Trøjen og skjorten var klippet op og huden misfarvet af slag. Der var skåret dybe revner i hans bryst, men det var længe siden at striberne af blod var koaguleret. Hudens folder kold, stiv og bleg.
   Han havde været død nogle dage.
   Jeg kunne mærke en uimodståelig malstrøm trække mig med ned i intetheden .. og jeg kæmpede bravt imod. Jeg drattede svimmel ned fra stolen og holdt mig oppe kun på mine knæ og hænder, som en syg hund. Deres latter fulgte mig, men det lød som noget langt væk. Jeg føler mig pludselig tom og kold indvendig. Jeg kaster op. En sær menneskelig fornemmelse. Den geleagtige opkast breder sig i en pøl foran mig. Der er ingen klumper i. Selvom min jakke breder sig som en flagermus' vinger omkring mig, når maveindholdet den ikke. Tårer presses ud af mine øjne og jeg ved ikke om det er fordi jeg har kastet op - eller fordi jeg græder.
   En farer frem mod mig, som var det en pludselig indskydelse eller som havde noget stukket ham, og sparker mig i brystet og vælter mig omkuld. Jeg undgår med nød og næppe pølen af opkast. Da han kommer igen, nu fulgt af råb og advarsler, griber jeg fat om hans fod og tvinger den rundt, så han laver en piruette i luften og lander hårdt på gulvet. Da han ligger og hiver efter vejret på betongulvet, kaster jeg mig over ham og nikker ham en skalle, der brækker hans næse med et smæld og smaskende lyd. Han stønner et av, der kommer ud som en opgivende pusten og nogen griber fat i mig og hiver mig væk. Han triller væk under mig og kommer vraltende op. Han holder begge hænder oppe ved sit ansigts blodige midtpunkt, som om at bare lufttrykket smertede. Hænderne kvæler det meste af hans udbrud.
   Et par af jakkesættene vrider mine arme rundt, så jeg må bukke forover for at løsne op for smerten. På tegn fra den gamle, stopper de, men holder mig fast. Jeg retter mig op. Den gamle træder et par skridt længere hen mod mig og de resterende fire af gorillaerne i jakkesæt stiller sig i agtpågivende formation omkring mig.
   - Det tyder på, at du trods alt stadig kan kende ham, siger han smilende og med umiskendelig ondskabsfuldhed. Han skænker ikke gorillaen med den brækkede næse et eneste blik.
   Jeg kaster et blik rundt på formationen. Ingen af dem ser væk. De fastholder blikket.
   Den gamle betragter mig misbilligende, nu som var jeg en flue på hans mad. Det er tydeligt, at der er noget han vil, men jeg kan ikke forestille mig hvad. Hvad det end er - er det stort nok til at han lod min bror dø for det, eller vigtigt nok for min bror at dø for.
   - Ja, du var ikke hurtig nok til at redde ham, begynder han og triumferer det med et kynisk smil. Det ser ud til at more ham. Havde han sagt noget sjovt? .. - Og du fik da lavet lidt rod i det her. Han lader et bebrejdende blik glide rundt på de resterende jakkesæt. Det er tydeligt, han bebrejder dem for deres kollegaers død. Det virker teatralsk og indstuderet. Han hæver en finger, som er han en lærer, der ønsker at dæmpe sine studerendes indvendelser. - Nuvel. Du er jo også stor og stærk .. og jeg er spændt på, om du kan tage mere smerte end din bror, før du bryder sammen. Tro mig. Alle bryder sammen. Uden undtagelser. Det er bare et spørgsmål om hvad og hvor meget der skal til.
   Han tog en kunstpause i sit forsøg på at nedbryde min psyke og brugte den til at tænde sig en cigaret.
   - Lad mig fortælle dig noget .. sagde han med cigaretten hoppende op og ned som en dirigentstav. Der kom røg ud mellem hans læber og fra hans næse. Han stoppede eftertænksom op og tog cigaretten ud og iagttog den, som om han ikke var sikker på, om han havde fået fat på den rigtige. Han rynkede sine øjenbryn, mens han drejede den spekulativt rundt i sine fingre. Han så ud til at stille sig tilfreds med smag og mærke og nikkede mod stolen ved siden af mig. Et par kødfulde lapper tvang mig i den. - .. ikke at det er noget jeg forventer er nyt for dig, men tillad mig. Der er jo nogle i denne verden, der driver forretninger der ikke sådan umiddelbart behager andre, og .. Han trak på skuldrene som var han uskyldig og egentlig bare fremlagde kendsgerningerne. - .. og det kan man jo mene om hvad man syntes, men hvorom alt er, så omhandler dette arbejde en hel del mennesker, en hel del planlægning .. og ikke mindst en hel del penge. Kun omtrent 70 procent af vores arbejde lykkes og giver profit. Resten ødelægges af indblanding fra politiet og få irriterende elementer. Kunne vi nu spolere politiets koordinering, kunne vi forudse deres patruljer og indsatsområder, kunne vi ødelægge deres struktur, deres samarbejde, deres kommunikation .. kunne vi nå op på en succes procent på 90 eller 95 .. og lad os nu antage at din bror havde et sådan apparat, og at han havde forsøgt at sælge det til andre end til dem jeg repræsenterer .. så er det jo noget vi gerne vil have fat på.
   Han tog et hiv på cigaretten og lod den falde mod betonen. Den ramte i et minimalistisk fyrværkeri af gløder.
   - Forstår du hvor jeg vil hen? Spurgte han.
   Jeg var ikke dum, men jeg så ikke helt sagens omfang.
   - Hvis han havde noget I gerne ville have .. hvorfor tog I det så ikke bare?
   Han smilede. - Det gjorde vi skam også ..
   - Og .. ? Det han har lavet kan .. hvad? Forstyrre radiokommunikation?
   - Blandt andet ..
   Han lignede en lærer, der langt om længe havde fået en elev til at indse problemstillingen.
   - Men hvis I allerede har den. Hvad skal I så med mig?
   - Der er en elektronisk lås på den. En form for kryptering. Vi kunne ikke overtale din bror til at låse den op. Vi gjorde os meget umage som du forstår.
   Der opstod en bitter rynke i panden på ham. Han brød sig tydeligvis ikke om ikke at få sin vilje. Han tager noget op af lommen på sin habitjakke og vægter det i hånden, før han lader det dumpe ned på bordet foran mig.
   Jeg kan ikke se hvad det er og tager det derfor op forsigtigt og med forbehold, men alligevel undersøgende. Det er smattet og blødt, nærmest som blød nougat, og mørkt beige og rødligt og pakket ind i køkkenfilm. Da jeg vender det om og ser tegnene på det, går det op for mig hvad det er og lader det med væmmelse dratte ud af mine undersøgende fingre. Jeg får kvalme og smager syre mod min tunge. Jeg hoster fælt, men kaster ikke op. Det er et stykke af Michaels kød. Ikke konserveret i glas med formalin eller alkohol, men ligegyldigt pakket ind i film. Jeg fornemmer grinende anerkendelser omkring mig, men de er fjerne og svage og jeg bemærker grumme smil gennem et tunnelsyn, der til stadighed bliver mørkere og mørkere.

Da min bror og jeg var yngre, fik vi sammen en tatovering på vores skulder.
   Han fik skrevet TER67 og jeg fik skrevet FRA65, sådan at når jeg stod foran ham stod der FRA65TER67. 65 og 67 er de år, vi blev født og FRATER betyder brødre på latin. Eller .. det var hvad han bildte mig ind. Jeg stolede på ham og har aldrig fået det bekræftet. Han var jo den kloge af os. Jeg spørger mig selv om han, i et svagt øjeblik, et af disse forbandede øjeblikke, hvor melankolien lægger sig over os som et tungt tæppe og lader os glemme at vi skal være realistiske, har valgt at bruge netop det som et kodeord til den maskine han havde fremstillet. For at hædre det, der var engang, for at hædre mig. Men hvorfor pokker så lede dem på sporet af mig? Og var det virkeligt hvad han havde gjort? Hvorfor blive slået ihjel for et åndssvagt kodeord - for så alligevel at give dem det meste af nøglen? Eller havde de måske bare tænkt, at tatoveringen havde noget med det hele at gøre? Og hvis det havde noget med dekrypteringsnøglen at gøre, hvorfor ikke vælge noget mere sikkert og længere. Det kunne da ikke tage lang tid for at finde et så kort kodeord, eller .. kunne det? Nuvel. Mange vil nok gøre det åbenlyst, at der kunne skrives tykke bøger om hvad jeg ikke forstod og jeg skal da ikke modsige dem. Jeg kunne ikke helt få styr over mine tanker. Der var så meget og så mange spørgsmål, der skyllede ind over mig at jeg nærmest blev rundtosset. Men det var næppe tidspunktet lige nu til at stille de store bekræftende spørgsmål. Jeg måtte vente og tage mig sammen. Jeg praler ikke af at være noget særlig klog eller specielt udspekuleret. Jeg er faktisk overbevist om, at jeg ville gøre en god cro-magnon figur med uartikulerede lyde og hoppen og trampen som advarsler for andre alfahanner. Så kunne jeg leve og svinge min kølle mod alt og alle og fremføre min egen lille justits uden at skulle stilles til ansvar eller døje med samvittighedskvaler. Desuden kunne jeg tage de kvinder jeg ville have. Ønsketænkning. Ikke andet. Bare ønsketænkning. Mit sørgelige gensyn med min bror, havde lært mig, at jeg ikke var helt så følelseskold som jeg bildte mig selv ind. Måske var jeg ved at blive gammel? Suk.
   Jeg får lov til at tænde en smøg, der bliver rakt mig fra en af habitterne bag mig. Jeg får af vide, at jeg har indtil smøgen er røget til at finde løsningen til dem og den Gamle fortæller mig at han ved at jeg er en vigtig brik i puslespillet, hvor pokker han så end har det fra. Det fortæller mig, at der er mere til sagen, end hvad der netop springer i øjnene, men det giver mig, måske, også svaret på det spørgsmål den Gamle har stillet mig.
   Den Gamle, der ellers havde virket så roligt og påtaget velovervejet, syntes nu at være grebet af en dødelig form for kronisk rastløshed. Han vadede stift rundt på den samme kvadratmeter, som var han ved at afprøve betonens holdbarhed eller som om der var noget meget vigtigt, som han absolut måtte nå, før hans legeme gav efter og blev til støv. Bevares, et par år mere og man kunne knipse til ham og hans klæder ville falde tomme sammen på gulvet og støvet lægge sig sådan relativt pænt over og omkring dem.
   Han iagttog min smøg, som om det var hans nedtælling og ikke min. Og måske på en måde var det. Nogen ville have den maskine og det var hans opgave at få fat i den. Kunne jeg ikke give ham, hvad han ville have, var vi begge måske i knibe. Det var en sjov tanke. En af hans folk stod og skulede til mig. Han lignede en dårlig birolle i en elendig krimifilm. Han så ud som om han bebrejdede mig det hele. Faktisk lignede de alle en flok arrige tyre. Arrige ubestemte tyre, der ikke rigtigt vidste om de skulle stange eller æde, og nu brugte den mellemliggende tid på at ryge smøger og stå så stille og afventede, at man kunne tro de var bange for at ødelægge deres pressefolder.
   Det var begyndt at lysne en smule udenfor. Som om at solen havde fået ondt af Danmark og besluttet sig for alligevel at give os endnu en morgen. En chance til. Det var til gengæld begyndt at småregne. Hvor typisk. Det regnede ind gennem den ødelagte port. Den store Mercedes lignede en rekvisit fra en film om terror.
   Smøgen var røget. Jeg knipsede den fra mig. Den hoppede nogle gange rundt på gulvet før den trillende fandt ro. En af jakkesættene trådte den symbolsk ud. Den gamle standsede op og stirrede stift på mig - som om han forsøgte at nedstirre mig. Så konkluderede han med et anstrøg af utålmodighed: - Ja, det var den smøg. Hvad har du så at bidrage med?
   Jeg slog blikket ned. Jeg forsøgte at vinde tid. De ville dræbe mig, uanset om jeg fortalte dem noget eller ej. Alt andet lige, vidste jeg jo heller ikke, om den fælles tatovering kunne have noget med kodeordet at gøre. De kunne lige så godt have set tatoveringen på Michael og tænkt, at den rent teoretisk, kunne have noget med noget at gøre, men ikke haft noget egentlig at have det i. Om jeg viste dem min eller ej, kunne for så vidt være ligegyldigt. Omvendt kunne det være at jeg kunne vinde lidt tid.
   Jeg tænkte åbenbart lidt for længe, for med et nik til fyren bag mig og et strejf af et sygeligt smil, blev vægten på mine skuldre fjernet og fyren kom om på siden af mig. Han var den hårde kortklippede type. Et ar skød sig ned langs den ene kind og rundede hagen, hvor det forsvandt. Han smilede til mig. Han havde en dolk i hånden. En større sag med tveægget blad og modhager og så blank, at jeg kunne spejle mig i den. Situationen til trods, kunne jeg ikke lade være med at smile. En dolk passede bare ikke ind i scenariet. Han lignede en forvokset spejderleder.
   - Pas nu på at du ikke skærer dig, sagde jeg med en sammenbidt grimasse .. men fik intet svar.
   Han greb min venstre hånd og placerede den på bordet, så fingrene strittede.
   Tavst, som en tryllekunster der viser sit publikum at hatten er tom, viste han mig kniven, før han langsomt begyndte at dunke spidsen ned i mellemrummet mellem mine fingre.
   - Nu skal du ikke begynde at more dig for tidligt, hvislede han til mig.
   Og han havde så ganske ret: Mine fingre hører ikke til king-size i anatomiens leksikon, men jeg må tilstå at bladet fik dem til at se endnu mindre ud. Jeg håbede ikke, han havde været ude at drikke for nylig og jeg havde nok allerhelst set, at han var urmager eller kirurg, for sådanne fætre må da kunne føre en kniv med en rolig og stabil hånd. Denne hånds bevægelser, så ubehageligt meget lemfældige ud. Han kunne jo godt gøre sig lidt mere umage.
   Han begyndte langsomt, nærmest prøvende, mens han stirrede på mine fingre med en ond stiv grimasse. Jeg kunne sagtens forestille mig, at han snart begyndte at savle. Et par gange kunne jeg mærke æggen mod mit skind, men der gik ikke hul. Et askebæger af sølvpapir hoppede og dansede rundt på bordet i dets eget lille askesky og de skæve skodder bumpede op og ned, som børn på en hoppepude. Et par tomme øldåser tog en vals for deres glaserede brødre, før de væltede om som drukne teenagere. Jeg slugte en bid luft hver gang bladets spids med et dunk borede sig ned i bordpladen.
   Kniven gik hurtigere og hurtigere op og ned mellem mine fingre og det sved på alle af dem undtagen min tommelfinger. Blodet løb langsomt fra dem. Der var gået hul. Han holdt godt fat om mit håndled.
   - Der ryger snart en finger, sagde fyren og satte vokal på mine tanker.
   Jeg forudså den næste bevægelse og da knivens spids ramte bordet, slog jeg med min frie hånd ovenpå skæftet, sådan at den borede sig ned i bordet. I samme bevægelse greb jeg en flaske, slog bunden af mod bord kanten og hamrede resten ind i hans ansigt, sådan at det blev siddende som en forlænget næse. Jeg slog stolen væk med mine knæhaser, da jeg rejste mig og placerede et ben i maven på ham, så han røg tilbage og faldt skrigende om, mens han forsøgte at trække flaske og skår ud. Da jeg vendte mig om igen havde de deres pistoler fremme, men den gamle stoppede dem med en bevægelse. Han nikkede mod en af dem, som trådte frem mod mig med et smil. Han gned sig i hænderne. Artikulerede et par brummende lyde. Aha! En abe.
   - Pas du nu på, du ikke ender som Pinoccio der, sagde jeg og nikkede bagud, men uden at fjerne blikket fra ham. Han brummede lidt igen. Til min venstre side, på den anden side af bordet, dukkede en op med et svejseapparat og en bunsenbrænder. Skulle de bruges på mig? Ingen af dem tog den mindste notits af fyren bag mig.
   - Sig mig, er I alle rekrutteret hos Al-Qaida? Spurgte jeg, men uden at få svar.
   Den Gamle så utålmodig ud.
   Fyren, der trådte frem mod mig, var af en stor kaliber.
   Hænder som mine lår, behårede og med en lyd som læder mod læder, når han knytter dem. Overarme som træstammer (og det føles sikkert også som at blive ramt af en når han svinger den, var der en lille stemme der drillede i mit baghoved) og skuldre, der lignede et gold bjergparti med fremskudte klippeblokke, et bryst der, når det hævede og sænkede sig var lige ved at skyde knapperne af den formentlig specialsyede skjorte. Håret tyndt og kortklippet. Øjenbrynene buskede og store. Kraniet pre home sapiens omkring øjnene, så det så ud som om at øjnene stirrede frem fra deres små huler. Næsen bred og skæv fordi den havde været brækket for mange gange. Tænderne store og munden så tilpas bred, at der faktisk var plads til lidt luft mellem tænderne. Hagen fremstående. Kæbepartiet stort og muskuløst og antydede, at han kunne gumle golfbolde, som var det tyggegummi. Han artikulerede endnu een af sine brummende sætninger og det forekom mig, at netop denne fyr havde fundet den eneste beskæftigelse ud over flaskedreng, som han kunne. Han kom frem mod mig med et brøl, svingende med en massiv gummibelagt stav, som han havde taget frem fra en inderlomme. Et ganske ubehageligt syn - uanset om det så bare var af gensynsglæde og for at give mig en knus eller for at trampe mig ned.
   Jeg var dog ganske sikker på, at hans boller var af så sart og følsom natur som alle andres .. og ganske vist: Da jeg rettede et spark mod dem (tarveligt, ja, men hvad gør man ikke?), trylledes hans brummen fra tenor en oktav eller flere nærmere sopran og han sank i knæ på gulvet, mens han skærmede for sit skridt, som om han ville være sikker på at gribe indholdet, hvis der var gået hul på løgposen. Jeg greb staven, da han slap den og sprang frem mod den nærmeste, mens jeg svang den i blind iver og da den kolliderede med siden af hans ansigt og kvaste den ene side ud af humanoide proportioner, greb jeg hans pistol, da han faldt om. Jeg nåede kun at skyde een, før jeg måtte søge dækning bag en kasse. De var begyndt at skyde efter mig. Jeg vidste ikke helt hvad det betød. Var de nu ligeglade med mig eller følte de bare, at de måtte gøre noget?
   Undervejs lykkedes det dem, at tage Pinoccio ud af sine kvaler.
   Han gik rundt bag os, hænderne søgende foran ham. Øjnene blindet af skår, næsen hang slapt og daskede mod kinden, næseknoglerne synlige. Han rallede fra en åben mund, hvor læberne ikke var andet end en blødende klump slapt kød. Han drattede om med et suk. Det lød næsten lykkeligt.
   Der var nu kun 3 tilbage og den ene af dem var Den Gamle. Det er sikkert allerede nu gået op for de matematisk kyndige af læserne, at jeg rent procentvis stod en del bedre nu end jeg havde gjort i begyndelsen, da jeg så voldsomt havde banket ind gennem porten. Men nu er det nok de færreste matematisk eller faglitteratur-kyndige, man finder i disse situationer, så lad mig sige at procenter ikke betyder så pokkers meget. Men jeg var stadig i live. Jeg takker og bukker og nejer og danser rundt for at behage min skytsengel eller en højere magt .. bare det hjælper. Typisk hyklerisk, når oddsene går en imod, men min tid skulle nu nok komme.
   Jeg sneg mig langs de store fragtkasser, mens jeg ledte efter et våben. Jeg fandt flere blandt de døde og endte med en Sig Sauer Pro variant (fordi den ikke er så stor) og en Heckler og Koch MP7 (så det var altså den model, syntes nok det lignede). Jeg kunne høre dem diskutere. Den Gamle lød ikke voldsomt begejstret for situationen. Måske han havde revideret ønsket om hvor levende jeg nødvendigvis måtte være?
   Jeg ville ikke få lov til at slippe væk. Det havde aldrig været deres plan.
   Jeg stillede mig med ryggen mod en kasse og ventede, spejdede forsigtigt rundt. Opmærksom på ikke at kaste en afslørende skygge. MP7en ladt. Jeg havde tørret grebet fri for blod, men det var stadig klistret. Da fyren sniger sig om hjørnet, lykkedes det mig at sparke pistolen ud af hånden på ham og fiksere ham med maskingeværets truende munding. Jeg ledte ham ud i det frie rum i midten af hallen. Henne ved bordet forsøgte kæmpe-gorillaen fra før at komme op at stå, men smerten i skridtet tvang ham i knæ igen.
   - Okay, sagde han. - Okay, så må vi jo til det.
   Jeg iagttog den Gamle på afstand. I dække bag fyren.
   Han havde en telefon i hånden. Han gav en kort besked og lod den falde i sin lomme. Han sender mig et bedrevidende smil, som en pokerspiller med dårlige kort, men jeg ignorerer ham. Jeg føler jeg har situationen relativt under kontrol og jeg kan ikke forestille mig, hvad han muligvis kan stille op af overraskelser.
   Men alligevel ..
   Gennem porten kommer endnu et jakkesæt. Denne slæbende afsted med Michaels kone. Han har godt fat i hendes overarm og hun vakler efter ham på høje hæle, som var hun en teenager, der skulle stilles til ansvar for sine handlinger. Hun ser mod betongulvet med triste våde øjne. Hendes hår er vådt, som havde det regnet og mascaraen er løbet ud som mørke striber mod hendes kinder. Fyren skubber hende hen mod den Gamle og hun falder på knæ efter få skridt. Hun udstøder et suk og der løber blod fra hårgrænsen og ned af den ene kind. Der er mærker og rifter på hendes ben og knæene er skrammede. Hun kommer anstrengt op igen og ser forvildet omkring, som om det lige skal gå op for hende, hvor hun er. Da hendes blik glider over mig, fastfryses det et øjeblik og hun ser undskyldende ud. Så ser hun ned igen.
   Den Gamle ser tilfreds ud og ligner en der netop har fået den julegave, han har ønsket sig de sidste mange år, og ved siden af står fyrene som skildvagter med deres udtryksløse ansigter og ranke holdning. Livløse. Som om de ikke havde hørt bare én god vittighed de sidste mange somre .. og sluttelig: Kæmpen med de knuste æg, der end ikke ser ud til at han har lyst til at høre nogen vittighed.
   Den Gamle rømmede sig på en sær forsigtig måde, som var han en intellektuel, skægget og bebrillet søndagsskolelærer, der diplomatisk forsøgte at få ro på 20 vilde unger.
   Ingen sagde noget.
   Det var ikke nødvendigt at rømme sig for at få opmærksomhed.
   - Altså, begyndte han, svagt smilende. - Som jeg tolker situationen, har vi nu begge noget god valuta, som vi trænger til at få vekslet.
   Jeg brækkede mig over hans formuleringer.
   - Og hvad får dig til at tro, at jeg vil veksle? Tror du hun betyder noget for mig?
   Smilet stivnede en smule, men han bar det pænt, som man nu gør for at overbevise andre om at man har situationen under kontrol og med et anstrøg af utålmodighed, nikkede han mod fyren, der havde bragt hende ind. Han sagde: - Set i lyset af, at hun formentlig er den eneste, der kan bibringe dig bare en smule viden om din bror og hvad han har lavet de sidste mange år, kan hun jo være en vigtig brik i puslespillet. Et puslespil, du kommer til at bruge resten af dit liv på at samle.
   - Jeg vil give dig .. han rømmede sig og med en eftertænksom mine, som om han virkelig havde tænkt meget over det, fortsatte han på en tør og dunkel måde: - skal vi sige 10 sekunders tænkepause - før jeg gør det af med hende. Jeg vil foreslå du bruger dem fornuftigt.
   Han så væk med et tomt blik, som havde han dårlig samvittighed og stod i et tombola, der udelukkende solgte nitter.
   En anden fyr trak en pistol op af et hylster og stødte mundingen mod hendes baghoved. Hun udstødte en lyd. En Åhhh-lyd. Hun faldt ned på alle fire og så bedende mod mig. Givet; Jeg er en hund, en kujon, en tølper, en farisæer, en svindler, en egoist, .. men jeg kunne altså bare ikke få mig selv til at lade hende henrette. Måske havde synet af min bror som morbid skulptur vækket et eller andet i mig. Tidligere savnede jeg ham ikke, fordi jeg vidste, at han turede rundt et sted i verden, men nu betød han pludselig meget for mig.
   Hvorfor er det altid for sent, når sådan noget går op for en?
   Jeg bandene bistert, indædt og benægtende, men - forfulgt af blikke, ikke mindst hendes - afsikrede jeg maskingeværet og pistolen og lagde dem på betongulvet foran mig. Jeg skubbede fyren væk fra mig.
   - Godt, sagde Den Gamle veltilfreds, men uden at smile. Havde jeg stadig haft et våben, havde jeg pointeret, at hans læber godt kunne trænge til at blive strukket engang i mellem, men nu gjorde jeg det ikke. Det var nemmere at være tapper med en pistol i hånden. Jeg var nu sikker på at Den Gamle døde som en bitter gammel mand. Det gav dog en vis tilfredshed.
   Han blik gled fra mig og endte hånligt på muskelklumpen. Ham med de bløde løg.
   - Kom op, det er ikke piveri som Organisationen betaler din klækkelige hyre for.
   Der lød en indædt mumlen og få kvalte suk og støn. Jeg kiggede.
   Det var lykkes ham at komme op på hug. Ansigtet strakt i lige flade asiatiske folder, så det så ud som om hans bukser klemte i skridtet. Han var rød i ansigtet og mindede om en tudse, der havde pustet sig op og var klar til parring eller kamp. Det både glædede og morede mig på en eller anden barnlig måde, men det var nu dejligt. Hans ene hånd var stadig i skridtet, mens han holdt balancen med den anden. Med et pint blik mod Den Gamles stirren, skubber han fra mod gulvet og forsøger stolt at kvæle et suk (eller et skrig), men det lykkes ham at komme op. Han står et øjeblik svajende og foroverbøjet, nærmest som en nyfødt kalv, men finder så balancen og tvinger sig fremad på usikre ben, som en halvt bedøvet elefant. Sørgeligt. Han ligner en der har bedt om slush ice og fået serveret gul sne i drinksglas med sugerør og paraply. Da han går forbi mig, banker han sin skulder ind i min ryg og mumler noget, hvoraf jeg kun får fat på 'betalt' og så kan resten jo i faktisk også være ligegyldig. Han går Den Gamle i møde og forventede han medfølelse var han gået forkert: han bliver mødt af et så koldt, stift og udtryksløst ansigt, at det lige så godt kunne være en blank konservesdåse med mund.
   En af jakkesættene på højre side af Den Gamle skyder armen frem, så hans behårede underarm kommer til syne. Han noterer sig tiden og med et blik og tappen af en negl på urets glas, gør han sin boss klar over det. Med en rolig kort bevægelse skyder han ærmet på plads igen.
   Gu'ved hvad de skal nå?
   I en fælles forståelse mellem de to, nikker Den Gamle mod ham og gutten vender om på hælen og forlader den glade forsamling gennem det hul i hallen, hvor porten havde været. Udenfor er mørket på vej til at blive erstattet af en eksotisk skumring, der med garanti kunne gøre enhver kåd teenager nyforelsket, men som får mig til at tænke på en liggestol, en cigaret og en kold øl.
   Jeg ved mine odds ikke er mest fantastiske, men det er meningsløst at ligge sig ned og lege død. Jeg har stadig en kortbladet foldekniv i lommen og den må kunne udnyttes på en eller anden måde.
   På Den Gamles højre side står et jakkesæt med korslagte arme og stirrer på mig som en løve der vogter sit bytte. På den anden side en klon af ham, denne dog med noget kortere hår og knapt så stikkende øjne. Jeg ser ham trykke noget blankt lotion ud i sine hænder og gnide det ind. Håber for ham det er almindelig håndlotion, for hvis han har tænkt sig, at stikke sine hænder op i røven på mig, kan han godt glemme det. En tredje holder Michaels kone i skak og så er der muskelbundtet, der endnu ikke har fået sig rettet helt op. Den røde kulør svinder dog ganske langsomt fra hans oppustede, anstrengte ansigt, som hvis man får fat i en af disse pumpede kun halvt modne peberfrugter fra Holland med flere farver fordelt pletvist rundt om den. Og så ham der har forladt os. Ham vil jeg ikke bekymre mig om nu.
   - Jeg skal bede dig om at sætte dig på stolen, siger Den Gamle med en mine som om han syntes det hele går alt for langsomt.
   Jeg sukker lyksalig, da fyren uden lotion på hænderne, tryller læderhandsker frem fra sine jakkelommer og træder frem mod mig. Jeg bliver stående.
   Han ser uforstående på mig.
   - Lad Helene komme op nu. Den Gamle slår et smæld med tungen.
   Helene?
   Og Michaels kone bliver hjulpet op igen.
   Med en beskidt håndryg tørrer hun blod væk fra sin kind og mundvige. Hun misser en smule og det efterlader en tynd urolig stribe på tværs af hendes højre kind. Nu møder hendes blik mit og jeg aner uro og vel skjult skam et sted dybt inde i de grå-grønne øjne. Jeg holder øjenkontakten til hun ser ned.
   - Jaae .. Den Gamle lader det hænge i luften som en løftet pegefinger. Han gør ikke meget for at skjule et lummert smil. - Måske jeg skylder en forklaring .., begynder han og slår ud med hænderne som om han vil servere ordene.
   - Spar dig, vrisser jeg irriteret, forvirret.
   Hvad er alt det her nu for noget? Hvorfor nu pludselig så fandens indviklet?!
   Gutten med handskerne, presser en klat spyt frem gennem fortænderne og ned på det ru betongulv. Det lyder som pffffftttt. Han griber en gummistav fra indersiden af sin jakke, træder et skridt frem og svinger den mod mit ene knæ. Det gør ondt som bare pokker og jeg falder på hug. De fandens ting må være armeret.
   - Det er klart, .. fortsætter han som om intet er hændt .. - at når min arbejdsgiver finansierer et projekt med det omfag som din brors, må han være sikker på at få sit lovede udbytte, hvorfor der måtte iværksættes stadig, daglig overvågning. Ingen har interesse i at lege skygge eller ligge på tage og sove i biler 24-7, så vi bragte Helene ind. Dygtig pige. Pæn pige ...
   - Sæbeopera, spytter jeg ud, så man kan brænde sig på foragten, .. - sex, ligegyldighed, intriger..
   - .. men han har åbenbart været af den fanatisk mistænksomme type, siden han har sat denne .. han slår ud armen, som skubber han en simpel tigger væk .. - denne kode, denne kryptering på. Selv Helene ville han ikke fortælle noget. Heller ikke under pres. Her. Selv efter flere dage. Så måtte vi jo have fat i dig .. og jeg overgiver mig .. er jo ikke meget for chancer og tilfældigheder ..
   Her løfter han sine hænder opgivende op foran sig og drejer rundt med et veltilfreds smil.
   - .. men jeg havde faktisk ikke regnet med at du fulgte så nemt med, men det er jo ikke altid ..
   Og han havde sikkert fortsat, men oppe under hallens buede loft, lød nu en ildevarslende buldren og elektrisk kratten, da adskillige wirer og ledninger gav efter for de vådeskud, der havde rikochetteret rundt, og svang de store lysarmaturer rundt som var de kæmpe golfkøller. Lysstofrørene smadredes med voldsomme brag og det regnede med metalliske splinter og varmt glas.
   Jeg kastede mig frem og med min skulder knuste jeg gutten med gummistavens knæ. Jeg måtte bide sammen for ikke at skære tænder af lyden af knæskallen, der smuttede ud til højre. Da han skvattede om, greb jeg gummistaven og kastede den mod den fjerneste af dem. Han fik staven ind mod sit øre og øret, så ved sammenstødet nærmest ud til at eksplodere.
   Gutten ved siden af Den Gamle griber efter sin pistol, men den smutter fra ham, da hans hænder er glatte af lotion. Han griber ud efter den, som en fisker, der forsøger at holde en sprællende fisk, men den lander på gulvet foran mig. Skæftet er fedtet, men den smutter ikke fra mig og jeg skyder ham i brystet 3 gange. Fra denne afstand slår kuglerne ham tilbage og han forsøger først at skridte med, men falder snart om med et suk og et dump. Jeg tænker ikke meget i dette øjeblik. Jeg sender skud afsted mod kæmpen, der endelig har fundet kræfter til at ignorere sit skridt, og i blodrusens røde skær ser jeg skuddene gå ind i ansigtet på ham og eksplodere ud gennem baghovedet i en flæsket blodig masse af kranie-stumper, hjerne og hår. Adrenalinen får det hele til at gå alt for langsomt, som i en film. Bullet-time. Tosset. Det var som bearbejdede min hjerne indtrykkene for hurtigt til at alt andet kunne følge med.
   Pistolens slæde bliver tilbage og røg svæver ud fra hullet. Den klikker tomt. Jeg kaster den mod fyren med det blødende øre, der, opdager jeg, hiver en pistol op fra sit hylster og i samme bevægelse skyder mod mig. De små gejsere af løst beton og stumper af glas afslører skuddenes vandring i betongulvet mod mig.
   Jeg kaster mig ind i Den Gamle og vi tumler om på gulvet. Jeg formår at dreje rundt, sådan at jeg bruger ham som skjold mod kuglerne. Jeg kan mærke dem banke hårdt ind i ham og en kakofoni af desperate skrig lyder højt i mine ører. Jeg forbereder mig på smerte for fra denne afstand, burde de kugler der ikke sætter sig fast i væv og knogler, fortsætte direkte ind i mig, men jeg mærker ikke andet end de tunge slag af hans krop når kuglerne presser den ned mod mig og det går op for mig, at han har skudsikker vest på. Jeg kæmper med at holde ham som skjold og samtidig undgå hans paniske skaller og bid. Da skuddene stopper piber det vanvittigt i mine ører og mine øjne svier og løber i vand. Den Gamle ligger stille ovenpå mig og jeg ved ikke om han er død eller besvimet. Han stinker. Jeg tror han har skidt i bukserne. Jeg får fumlet en pistol ud af et hylster, han bærer under armen og sender et par blinde skud frem for mig - om ikke andet så bare for at give mig selv lidt mere tid.
   Svaret lyder prompte.
   Et øredøvende brag lyder og Den Gamle presses ned mod mig.
   Jeg mister alt luft og sorte prikker begynder danser for mine øjne. Jeg mærker hagl gnave sig ind i min venstre arm og fingrene stritter ukontrollabelt og sitrer som nerverne irriteres. Spredehagl. Jagtgevær. Et forbandet jagtgevær. Jeg må op. Min arm gør pokkers ondt og svier og er varm som holder jeg den over ild. Den gør ikke som jeg beder den om. Det er svært at komme op. Jeg holder stadig den Gamle foran mig og jeg nægter at smide pistolen. Jeg når på knæ, da det næste skud lyder. Jeg smager blod. Det gør ondt i min mave. Stanken af svovldioxid river i min næse. Den Gamle og mig kastes bagover og min færd standses af fyldte brune papkasser. Den Gamle fortsætter skrabende hen ad gulvet, før han standser og ligger stille. Hans arme og ben og ikke mindst hals i umulige positioner. Jeg har tabt pistolen. Jagtgeværets skæfte flækker mine læber og løsner flere tænder. Jeg spytter blod. Jeg ser op og gutten er ved at putte nye patroner i geværet. Det ligger knækket over hans venstre arm. Han smiler, svedig, blodig. Han har sin ene fod ovenpå pistolen.
   - Tag den! Hvæser han med sindssyge stirrende øjne. Han slår geværet sammen. - TAG DEN!
   Han sigter på mig.
   Jeg kravler frem.
   Pludselig kan jeg høre et højt SVJJUUUUSSSSH! og guttens ansigts bliver ligesom længere og længere. Øjnene overraskede og store. Panden bliver større og større. Pludselig løftes hans ben fra gulvet og han kastes hen over mig. Jeg kravler videre og forsøger ikke at tænke over hvad der skete, men bare fokusere på pistolen.
   Et af armaturerne cirkulerer rød og blodig hen over mig.
   Elektricitet slår gnister fra ledninger og oppe under loftet ser det ud som om der tændt mange hundrede stjernekastere. Der brager et højt knald og jeg ser et stærkt lysglimt til venstre for porten og det hele slukkes.
   Jeg bliver liggende og iagttager den gynge til ro, mens jeg tænker hvad er så lige oddsene for det og føler på mine læber og tænder. Jeg har bidt mig voldsomt i min underlæbe og den er helt tyk og træls indvendig. Jeg er trods alt i live. Øm og udmattet kommer jeg op at stå. Mine knæ popper. Mit ansigt føles en kende for stort og min venstre arm er et smerte-helvede. Den er hævet fra albuen og ud i fingerspidserne og den er svært at bøje. Jeg prøver.
   Jeg vakler frem og smider pistolen på bordet, hvorefter jeg læner mig op af den.
   Helene sidder med ansigtet hvilende på sine knæ. Armene hænger ned langs siden med hænderne slapt mod betonen. Det ser ud som om hun mediterer.
   Jeg står og iagttager hende lidt. Hun virker relativ uskadelig. Hun ryster svagt ser jeg.
   - Jeg skal have min Glock, siger jeg, men hun reagerer ikke. - Min Glock, gentager jeg.
   Små sæt går gennem hende, som om hun hulker og jeg mener jeg hører et snøft eller to. Jeg føler intet for hende: jeg skal bare have min Glock. Hun løfter langsomt sin ene arm og tager pistolen ud fra jakkelommen. Hun skubber den over mod mig, men så svagt at den ikke når hele vejen. Jeg går hen og henter den. Den ligger godt i min hånd. En dejlig pistol.
   - Du er en dum skid, Helene, siger jeg.
   - Det var slet ikke meningen, det skulle ende sådan, begynder hun, stadig med ansigtet mod sine knæ og det virkede som om, hun ville sige noget mere, men gurgler og kaster op mellem sine ben. Hendes ryg hæver sig i takt med mavens sammentrækninger.
   Jeg har aldrig været særlig god til at se folk kaste op. Stanken og tanken om, at klumperne i den fyldige spyt og mavesyre gele-agtige substans er resterne af den dårligt tyggede, halvt opløste aftensmad er nok til at give mig kuldegysninger.
   Det der løber ud mellem hendes ben er rødt og klumpet. Hun hulker slapt efter hvert gylp. Da hun er færdig, falder hun bagover og kryber sammen i fosterstilling. Hendes hænder støtter hendes mave. Trøjen blodig. Blod siver ud mellem hendes fingre.
   Du er såret, konstaterer jeg. Det er først nu, jeg kan se hvor bleg hun er og da hun ser frem efter lyden kan hendes blik ikke fokusere og hun leder efter mig som en blind. Hun rækker en blodig hånd frem i rummet og en lav hvisken undslipper hende. Jeg kan ikke høre hvad hun vil og hvis man tillader sig at tænke lidt praktisk, så er det faktisk også lige meget: hun er så godt som død alligevel.
   Jeg går hen til bordet og ser på Michaels kreation.
   Jeg finder svært at forstå, at noget så småt og uskyldigt udseende kan skabe en sådan furore. Jeg ser et digitalt panel og nogle relativt store drejeknapper. Under disse er der trykknapper. Med en strimmel dymo står der: Søg, Bloker, OK, Tast og Afbryd. Den sidste knap er ikke længere velsignet med information og man må gætte sig til dens funktion. Jeg kan stadig se nogle hvide streger fra dymostrimlen. Jeg løfter apparatet fra bordet og finder den massiv og tung som et mindre fjernsyn.
   Det går op for mig, at jeg vil tage den med. Jeg havde ikke tidligere tænkt tanken, men i et momentant anfald af melankoli forekommer det mig, at den er efterladt til mig. En gave. En arv. Måske indeholder den skjulte gåder om den tid hvor Michael og jeg ikke havde nogen kontakt.
   Jeg lader blikket glide op på Michael, men ser hurtigt ned igen.
   Der er sket meget på kort tid og nu hvor der ikke længere er nogen umiddelbar fare, skyller en masse følelser ind over mig. Jeg læner mig i afmagt ind over bordet, støtter på strakte arme og lader ansigtet hænge tungt. Lidt, bare lidt. Jeg bilder mig ind, at de dråber der rammer apparatets sorte aluminiumsoverflade er regn.
   Det regner lidt. Ikke meget. Kun få dråber. Tunge, solide dråber.
   Jeg tænder en smøg. Mine højre hånd ryster og jeg leger med tanken om, at det er begyndende Parkinson syge. Det hjælper da jeg ryster den vildt ude i luften og knytter den nogle gange. Nu er der igen respons. En træt udmattet respons. Fingrene smerter og er hævede. De føles for store. Mine knoer er blodige og håndryggen misfarvet af slag der er blevet givet og taget. En rift forgrener sig fra tommelfingeren på højre hånd og op mod underarmen. Det svier fælt.
   Med cigaretten fikseret mellem tænderne og med hovedet på skrå for at undgå røg i øjnene, kæntrer jeg apparatet og piller nogle kabler ud af den. Det ene er et strømkabel, mens de andre ligner computer og telefonkabler. Jeg kan følge kablerne hænge slapt ned fra bordet og løbe langs gulvet mod en fjern mur. Jeg tager strømkablet med. Ruller det i en ring og lægger det ovenpå.
   Jeg hører sirener i det fjerne, men har ikke lyst til at skynde mig. Jeg føler jeg burde gøre noget. At jeg ikke bare kan forlade Michael hængende sådan. Omvendt havde jeg heller ikke den store lyst til at diskutere med politiet lige nu. Bevares mine kontakter blandt de sortklædte banditter - politiet altså - kunne hjælpe mig, men det var ikke tjenester jeg ønskede at indfri lige nu eller tråde jeg havde lyst til at trække i nu. Jeg trængte til at trække mig tilbage i min lejlighed og bearbejde indtrykkene, hvor selvdestruktivt det så må lyde.
   Jeg mærkede kontrakten i min lomme og skød et blik mod Michaels kone. Hun var død nu. Tippet forover med armene knuget ind mod brystet på det røde misfarvede betongulv i sin egen lille sø af blod. Michaels blomst i en verden af torne. Havde han bare vidst at hun bar de mest spidse torne af dem alle. Jeg følte ingenting for hende. Muligvis koldblodig afstumpethed, men kontrakten var fuldbyrdet. Nogle djævle havde forladt verden i nat og kun jeg var tilbage.
   Jeg tager besværligt apparatet under armen og går ud i begynde fuglekvidder og en dag, der er alt for lys til så træt og trist som jeg føler mig.