- ... Og ... hmmmm, mumlede psykologen, mens han gjorde et stort nummer ud af at sætte sine strittende fingerspidser sammen. Han tyggede på sine ord. Valgte dem med omhu. Så på mig hen over brillerne. - Og hvornår er det så denne fremmede .. kommer til dig?
   Jeg trak på skuldrene. Så opgivende ud.
   - Jeg ved det ikke, sagde jeg oprigtig. Pludselig er han der bare.
   Jeg ville ønske jeg kunne fortælle mere.
   Psykologen mumlede endnu et eftertænksomt: 'Hmmmmmmm'. Han lagde sine ben op på skamlen foran sig og lænede sig tilbage i stolen. Ryggen fulgte med. Den knirkede. En irriterende pinefuld lyd. Jeg havde ikke svært ved at forestille mig, han gjorde det med vilje. Bare for at se patienternes reaktion. Læne sig langsomt tilbage, trække lyden ud. - Og han kommer til dig, siden du fandt .. denne .. døde .. person? Han lod sine ben falde ned fra skamlen og nærmest fløj frem mod bordet mellem os. - Sigmund Ravnsdatter ... Hans læber skiltes i et hurtigt smil, som han øjeblikkeligt dræbte. Han skød et par fingre op mod det sirligt anlagte overskæg og lod dem glatte det. Smilet trylledes væk under fingrene.
   Jeg foretrak ikke en mine. Det var trods alt et underligt navn.
   Igen benene op på skamlen og igen lænede han sig tilbage. Denne gang trak han pinelyden ud i det uendelige. Som var han en politimand, der var ved at forhøre mig.
   - Ja. Det mener jeg. Jeg husker ingen episoder med ham før jeg fandt ... ham manden. Jeg så op mod psykologen; Denne gang var der intet at spore. Han så stift på mig. Nikkede, da vi fik øjenkontakt. Fingrene havde fundet sammen igen.
   - Og hvorfor tror du han kom til dig, da du fandt ham?
   - Jeg ved det ikke, svarede jeg, forudså hans næste spørgsmål.
   - Jeg tænker, at han faktisk kom for at redde dig. Tror du det er helt usandsynligt.
   Jeg trak på skuldrene.
   - Nej, sikkert ikke. Jeg har selv tænkt i de baner .. men hvorfor bliver jeg så bange, når han kommer?
   Psykologen begyndte at trække vejret mere roligt nu. Langsomt og eftertænksomt. Fingerspidserne trommede eftertænksomt mod hinanden. Han stirrede på mig.
   Jeg kunne ikke lide hans stirren. Det gjorde mig utryg. Det var som om blikket borede sig ind i mig. Gennem alle murene, jeg har bygget for at skjule mig bag .. skjule minder og tanker bag.

Der var i virkeligheden ikke meget jeg brød mig om hos psykologen. Jeg vidste det fra da jeg kom ind. Som at handle hos en bager, hvor der lugter fælt, muggent og klamt, eller hos en slagter, hvor fluerne sværmer og kødet lugter. Jeg havde lyst til at gå igen, men konsultationen havde været svær at få og udsigten til at få det bedre ikke til at overse. Praksisen var meget moderne. Lys, grå, firkantet. Stålrammer om de underlige plakater, som psykologen og nogle af hans mere vanvittige klienter formentlig så en enorm dybde i og kunne fortælle meget om. Det var bare underlige streger for mig. Jeg kunne gøre det samme. Whatever. Og stedet lugtede klamt af læder. Lige fra jeg havde lukket døren op ind til dette 40 kvadratmeter store lokale, havde jeg villet bede ham om at tænde for airconditioningen eller åbne et vindue. Jeg havde bare ikke gjort det. Jeg ved ikke hvorfor.

Jeg havde stået et øjeblik for længe i døren, i hvert fald så længe at psykologen vinkede mig ind, 'Kom bare', havde han sagt og forsøgt et smil. Det lignede noget der var klistret på ham. Jeg kunne ikke lide ham. Bam! Sådan. Det vidste jeg med det samme. Og der var noget ved ham, der gjorde mig utryg. Jeg gik ind og så mig omkring. 2 malerier på hver væg, undtagen den bag psykologen .. som om der ikke skulle være noget, der kunne undskylde at man så væk fra ham. To stole. Dybe blanke læderstole, skinnende som var de netop blevet poleret. Jeg havde mine tanker om at sætte mig i en af dem. Bange for om jeg klistrede fast eller spolerede deres udseende. Psykologen hjalp mig. Gik mig i møde. Gav mig hånden, som han efterfølgende lod svinge mod en af stolene. Som skulle han sælge dem. - Tag plads. Det lød som en ordre. Gulvtæppet lyst og da jeg kom til at skubbe en smule til stolen før jeg satte mig, så jeg tydeligt mærkerne i tæppet. Her står de altid, tænkte jeg, og det første han gør, når han har sagt farvel til mig er at fare hen og sætte den tilbage på dens rette plads igen. Jeg så ned og kunne godt forestille mig at tæppet var en smule mere slidt foran de to stole. Her sidder de altid og det går ham på, at tæppet er begyndt at blive slidt. Han bander nogen gange over at ingen tager sine sko af. Men han vil ikke flytte stolene. Mærkerne i gulvtæppet er værre end det knapt så tydelige slid. Han gik bag om sit bord og placerede sig mageligt i sin læder-lænestol. Det er en af dem med sådan en gaspatron og trinløs regulering. Den kører på et vinyl-underlag. Til højre stod en skammel. Den var næsten gemt bag det store lakerede mahogni-bord. Det virkede forkert at der stod en skammel på hans side af bordet, men måske havde han et problem med sine ben? Måske skulle han bare bevise noget. Det var fjollet, men jeg var ligeglad; Jeg skulle ikke bruge en skammel. Men det fik ham til at virke værdifuld. Jeg har aldrig brudt mig om sådanne mennesker. Jeg bliver bange for dem. Han havde en lys habit på, som han tydeligvis befandt sig godt i. Den var presset og fin - uden et eneste krøl. Den stod godt til farven i praksisen. Han havde formentlig købt den til at arbejde i.

- Se, det kan jo være fordi at når han kommer, så minder det dig om dengang. Det var slemt. Jeg læste om det i aviserne. Vil du fortælle mig om det? Spurgte han som intet var nemmere og rykkede mig ud af mine tanker.
   Hvorfor sagde han det?
   Han forstod mit spørgende udtryk.
   - Du sagde at du blev bange når han kom, forklarede han.
   Jeg nikkede anstrengt og så ingen anden udvej end at fortælle om det.
   Som så mange gange før.

- Det var en tidlig morgen, huskede jeg. Minderne rene og fejlfri. Som var det i går. Jeg viste, at jeg ikke behøvede at tænke over mine næste ord. De kom bare. Som en fortælling jeg kunne udenad. Først politiet, så aviserne, så familien, så vennerne, så alle de nysgerrige og så mig selv i et bittert forsøg på at deciphere hvad jeg så, for så nu igen at blive taget op .. gang på gang på gang.
   - Ikke mange fugle sang på det tidspunkt og solen var kun netop begyndt at dukke frem. Det lød som om jeg ville pynte på historien: Det ville jeg ikke .. jeg fortalte den som jeg oplevede den. Hvad mine øjne så. Det var det hele.
   - Jeg havde taget tidligt af sted for jeg trængte til nogle timer for mig selv. Ikke noget specielt. Ensomhed er sundt. Jeg havde mine waders på for det havde regnet nogen dage i træk og jeg forudså at jorden var smattet. Det var mit sted. Det bildte jeg mig i hvert fald ind. Det var lidt uden for byen. Ingen sti viste vejen. Kun en lille næsten skjult åbning mellem træerne og buskadset - som en hemmelig port til himmerige. Mit uskadte himmerige.
   Det var vådt og smattet, og da jeg havde kæmpet mig gennem det høje uspolerede græs, var mine waders våde op til knæerne og støvlesnuderne godt mudret ind. Det duftede af dejlig morgen. Græsset og ukrudtet tronede højere ud mod åen, så jeg skubbede det væk med fiskestangen i min ene hånd og kassen med fiskegrej og en sammenklappelig skammel i den anden .. som om jeg fægtede mig gennem junglen med en machete. Jeg kom frem og stedet var virkeligt mit. Ingen havde set mig der: Begge sider af åen var kommunalt ejet og blev ikke brugt til noget, så ingen kom der nogen sinde. Græsset noget lavere ud mod åen efter mit sidste besøg, men ikke trådt ned og sådan vandaliseret som hvis det blev hyppigt besøgt.
   Jeg trak på skuldrene, jeg vidste jo godt at det ikke var mit sted og måtte leve med hvis der kom andre og fiskede der. Det ville bare ærgre mig rigtig meget. Vi har alle brug for et fristed her i verden og dette var mit.
   - Jeg fangede aldrig mange fisk der - kun et par stykker engang i mellem, men det betød ikke noget. Det var ikke den primære grund til jeg var der.
   Som tiden skred frem, tydede det heller ikke på at jeg ville fange noget den dag og efter nogen timer gjorde jeg parat til at pakke sammen og takke af. Kaffen blev pakket væk, kruset skyllet i åen. Fiskegrejet samlet. Da jeg skulle pakke fiskestangen sammen og snøre linen ind syntes den at sidde fast i noget. Jeg bandede stille for mig selv, for jeg burde være klogere. Jeg havde før haft problemer med at krogen sad fast i bundvegetationen og har siden sat proppen en smule længere nede på linen, for at undgå at det skulle ske igen. Den sad fast, ok, en gren formentlig. Jeg lagde fiskestangen ved siden af mig og rejste mig fra min skammel. Tog et par prøvende skridt frem mod åen. Jeg viste, at hvis jeg ikke var forsigtig, så ville jeg glide i det glatte underlag.
   Jeg tog fast om linen og hev forsigtigt, men den kom ikke fri, så jeg hev lidt mere, men uden held. Jeg ville ikke miste mit grej. Det var for dyrt og ærgerligt at miste ved skødesløs behandling og uforsigtighed, så jeg tog en gren og pirkede ned i vandet for at løsne vegetationen eller grenen, og da jeg samtidigt trak i linen syntes der at ske noget. Linen var stadig meget stram. Rolig nu, tænkte jeg og trak forsigtigt i linen, for jeg håbede at redde krogen ved ikke at forcere. Da proppen begynder hæve sig over vandet, træder jeg ud i det og griber fat i grenen nede i vandet og hiver den med op på land .. men .. men som du har læst, så var det ikke en gren. Det var et menneske. Et dødt menneske. Krogen havde sat sig fast i øjenhulen, havde sådan krænget sig gennem øjenæblet og hægtet sig fast bag knoglen i øjenhulen.

Jeg bøjer min finger som en krog og laver en sigende bevægelse mod mit øje. Psykologen ser ud til at forstå. Han holder masken, men det er tydeligt at han ikke bryder sig om min fortælling.

Jeg fortsætter:
   - Jeg er ved at gå i panik og mit syn snævrer ind. Det yderste af synsvinklen tværes ud, som om jeg ser gennem et rør. Jeg skriger og glider da jeg bakker væk. Jeg falder tungt og en smerte breder sig i mit ene ben. Jeg ignorerer det. Mit skrig stilner af.
   Du kan klare det, du kan klare det.
   Jeg forsøger at kontrollere mit åndedræt, men gisper efter luft. Sluger det i små mængder og hvor meget jeg end vil, kan jeg ikke få blikket fra den døde mand. Det er som om jeg er bange for at han pludselig skal gribe ud efter mig. Jeg ringer til alarmcentralen og forsøger at lyde normal, da jeg fortæller hvad der er sket og hvor jeg er. De siger jeg skal blive der til de kommer. Det frygtede jeg. Men jeg blev. Der var ingen farve i øjnene længere, ingen farve. Det hele var mælkehvidt, pupillerne dækket af denne hvide hinde. Huden var stiv og klam og rynket. Krogen havde tvunget huden op i nogle tykke folder, der ikke havde rettet sig ud igen, da jeg var holdt op med at trække i krogen. Tanken om at det var mig, der havde trukket krogen gennem øjet gav mig kuldegysninger; Som om det var mig, der havde slået ham ihjel. Det sagde jeg også da politiet kom, men de beroligede mig og trak mig væk. Faktisk måtte de ringe til mig for at finde stedet. Det var først bagefter, det gik op for mig at mit fristed var fundet. Nu kendte alle til det og det ville inden længe vrimle med journalister og teknikere. Det gjorde mig ked af det og sur på den døde på en mærkelig måde. Hvorfor skulle han lige dukke op der?

Psykologen nikkede til mig som om han forstod.
   Gu' gjorde han ej. Han forstod ingenting. Det eneste han forstod, var sin egen lille eksistens. Han gav ikke en skid for andet. Uanset hvor meget han prøvede at foregive andet.

- Jeg husker at han næsten var delt i to. Fra halsen og ned mod læderbæltet, havde nogen skåret ham op. Han havde ingen jakke på, kun en tshirt og en skjorte. Skjorten var åben og tshirten flænset tre steder. Som fra et stort dyrs klo. Jeg kunne se organerne. De var vasket rene af vandet. Jeg kunne se på de flækkede bryst- og ribben, hvor kniven var blevet hugget i og trukket ned mod benene. Nogle af tarmene var skåret over og lå slaskede og elastiske, men glatte og smidige hver for sig .. som tykke stykker pasta. Andre var snittet åbne. Der var meget kød der manglede. Det var nok fiskene. Der var intet udtryk i ansigtet længere. Det så .. nærmest hævet ud. Tungen en hævet død muskel i hans åbne mund.
   Jeg sad bare og stirrede på ham til alle kom. Jeg svarede på deres spørgsmål. De tilbød mig krisehjælp og ville køre mig hjem. Jeg afslog og de gav mig lov til at gå. Det virkede ikke som om nogen af dem havde tænkt sig at bruge meget tid på at overtale mig. De havde andet at gøre.
   De bedte mig om at blive hjemme. De kom nok forbi senere.
   Jeg svarede at jeg ikke havde tænkt mig at tage nogen steder.

- Jeg har sådan forholdsvis kort hjem. I bil tager det ikke længe. Det gjorde det den dag. Jeg havde det dårligt, og havde svært ved at koncentrere mig om vejen. Holdt farten på et minimum.

Jeg skulle holde tilbage for en fodgænger på et tidspunkt og var lige ved at køre hende ned. Hun råbte forskrækket efter mig og hævede armen. Jeg stirrede væk.
   Hvor elsker vi mennesker at gå op i bagateller. Få dem til at blive vokse og blive store. Råbe op med vores egne små problemer, fordi der ikke sker andet i vores liv. Vi har det for godt. Der er død og sult overalt og vi ynder at råbe op over alle de ting vi ikke har råd til og at vi syntes dellerne er blevet for tydelige.
   Og jeg ærgrer mig igen over tabet af mit eget lille stykke skønne Danmark. De få jomfruelige uspolerede kvadratmetre, jeg havde set som mine, havde mistet sin uskyld.
   Ud af 43.090 kvadratkilometre, hvorfor skulle han så lige dukke op på mine?

- Du må gerne sige at han var en skid og fik hvad han fortjente! Sagde nogen bag mig.
   Jeg blev rusket ud af min drømmeverden. Bilen tog et sving over i den anden kørebane, men det lykkes mig at få den under kontrol igen.
   - For satan! udstødte jeg.
   - Ja, nu skal du bare køre galt. Tag det roligt. Sådan en skid tog dit sted og nu er han død, og? Han trak på skuldrene. - Det skulle ikke påvirke dig sådan. Du kendte ham jo heller ikke .. ikke alle sjæle er værd at sørge over.
   En fyr sad på sædet bag mig. Jeg rettede på bakspejlet så jeg bedre kunne se ham, men han sad i en dum vinkel. Han havde mørkt tøj på og sad med blikket mod sine ben, så kaskettens skygge dækkede det meste af ansigtet. Pjusket, krøllet hår stak ud fra under den og dækkede hans ører og nakke.
   Jeg fik det indtryk at anonymiteten passede ham godt.
   Han gengældte ikke mit blik. Jeg kunne ane skæg på hagen. Han havde en cigaret i munden, hvis aske truede med at falde af, når han talte. Jeg havde stoppet med at ryge for et par år siden, men blev mindet om hvor meget jeg savnede det.
   - Hvem fanden er du? Spurgte jeg. Det lød dumt. - Eller .. hvad laver du i min bil? Rettede jeg. Jeg følte mig overraskende rolig og gættede at det var reaktionen efter mit fund og den pludselige kontakt med døden. Hvad skulle kunne chokere mig nu?
   - Hvem fanden er jeg? Tjae, hvem er jeg ikke. Fortæl mig det, drillede manden og jeg kunne ane et smil. Asken gav endelig op og strøg på gulvet. Manden virkede ligeglad. - Kan det ikke være lige meget? Jeg er her for at hjælpe dig, så du skal ikke have så travlt med at slippe af med mig. Han rullede vinduet ned, greb cigaretten og skød den ud af det åbne vindue uden at se efter om den ville ramme nogen. Med et trylleslag havde han en ny mellem fingrene. - Du må hellere holde øje med vejen, sagde han, da han tændte den.
   Jeg slog blikket ned mod vejen igen. Der var rødt længere fremme og jeg slog bremserne i. Dækkene hvinede. Folk gloede. Jeg var ligeglad.
   - Hjælpe mig? Spurgte jeg. Hvordan vil du hjælpe mig?
   Han trak på skuldrene. Det virkede som noget han gjorde ofte og et udtryk, en gestus, han havde tillagt sig med tiden og som bare fulgte med, når han skulle sige noget. Det gav et indtryk af at lige meget hvad han sagde, så var det en konklusion. - Det kommer an på så meget. Hvad der er nødvendigt. Du skal lære at acceptere det uundgåelige. Tænke på dig selv og ikke bekymre dig om andre - hvad de tænker, hvad de gør.
   - Og det gør jeg ikke nu? Svarede jeg hurtigt igen for at få ham ud af den. Hvordan skulle han vide hvad jeg jeg tænkte? Jeg var godt klar over at jeg gik med på samtalen.
   - Det kender du allerede svaret på. Det behøver jeg ikke at udrede.
   Jeg bed kæberne sammen. Trodsig. Hvad bildte han sig ind.
   - Der er grønt, sagde han og det blev bekræftet af en dytten bagfra.
   Jeg kørte. Det gik så småt op for mig, at jeg ikke havde tænkt mig at smide ham ud af bilen. På forunderlig vis accepterede jeg ham. Det var måske den selvsikre, kyniske fremtoning der gjorde det. Som en halten man ikke kunne slippe af med og måtte lære at leve med.
   Vi havde kørt lidt før han sagde noget igen.
   - Det er ok at være sur på ham. Ansigtet i bakspejlet var indhyllet i røg. - For fanden, tænk over det. Manden invaderer dit sted og tror vel at du smutter. Hvad havde han forventet? At få det. At blive der. At du bare skred? Det var godt gjort. Jeg ville have gjort det samme. Han satte et grin op uden at afsløre mere af sig selv. Det var en kluk-latter. Hånlig. Syg. Ustyrlig. Ærlig.
   - Omvendt kan man vel sige at han fik det sidste ord. Hvor skal du nu finde fred? Hjemme? Haha. Med konen og ungerne?
   Du skal tage hjem og fortælle hvad der er sket, få konen til at trøste dig, kramme ungerne og så skal du tage ud og få noget godt at æde og drikke dig fuld. Det vil gøre dig godt. I aften vil du grine og i morgen vil du syntes du er et fjols, men så er det overstået. Det værste du kan gøre er at sætte dig ned og begynde at fundere over hvorfor og hvordan og hvorfor lige dig og hvorfor lige der og hvad skal du nu gøre ... når du skal ud at fiske? Vil du kunne fiske igen .. eller vil du ryste hver gang du hiver en fisk i land? Der er ikke noget hvorfor, der er værd at sidde og fundere over. Der er reaktion og konsekvens. Reaktionen har du været vidne til og konsekvensen er nu op til dig. Lad være med at lade det gå dig på - ud og sige fanden med det. Han tog endnu et drøn på cigaretten og igen knipsede han den ligegyldigt ud af vinduet. En ny fandt en flamme. - Sket er sket og nu er tiden moden til at komme videre. Han trak på skuldrene, som om intet var nemmere.
   Jeg holdt øjnene på vejen nu. Lod ham være, snakke. Der var noget rart over det. Måske var det hans måde at sige tingene på. Så ligefrem, så åbenhjertigt, så ærligt. Det var rart at høre på. Overbevisende. Det var ikke min stil, men jeg tog mig i at nikke ubevidst engang i mellem.
   - Videre, videre, videre. Lev livet. Vær ligeglad for en gangs skyld. Du vil kunne lide det. For fanden, selv konen vil kunne forstå det og hun være glad på dine vegne .. engang når forandringen går op for hende i hvert fald. Kom nu. Lidt mere dynamik, lidt liv, du er ikke for gammel til skæg og ballade, du vil have godt af det. Kom. Dyt, for fanden! Dyt! Vis lidt livstegn!
   Og jeg gjorde det.
   Jeg trykkede hornet i bund og holdt det der. Talte sekunderne før jeg slap igen. 6. Pinligt. Jeg ved ikke hvorfor. Måske turde jeg kun fordi jeg var kommet ud af byen og der stort set ikke var nogen trafik omkring mig. Nogle køer brægede deres utilfredshed. En cyklist rystede på hovedet og et par ældre fodgængere i gummistøvler, der luftede en af de her små tæpper med ben, havde vendt sig om og fulgte bilen med øjnene.
   Jeg smilede.
   Var ligeglad og havde det faktisk overraskende godt med det.
   Hvordan fanden fik han mig egentlig til det? Spurgte jeg mig selv. Jeg så i bakspejlet, ville spørge, men der var ikke nogen længere. Ingen røg. Bilen lugtede ikke engang. Underligt. Jeg gik så vidt at stille på bakspejlet for at se om han havde lagt sig ned, men han var væk. For da. Han kom igen.

Jeg standsede. Lugten af læder krøb ind over mig igen. Jeg sad og så på mine hænder. Vendte og drejede dem som om jeg aldrig havde set dem før. Psykologen iagttog mig. Fødderne igen oppe på skamlen. Han så faktisk interesseret ud. Fingrene samlet. Som om det var sådan han gerne ville huskes.
   Husk jeg sad med fingrene samlet!
   Som om det var vigtigt. Et udtryk for visdom, eftertænksomhed, et velovervejet menneskes udtryk. Men - bare et udtryk. Jeg gav fanden i udtryk. Reaktion og konsekvens. Jeg greb glasset på det lille bord til venstre for mig og tog en slurk af det lunkne vand. Overvejede at spilde på gulvet .. bare for at se hvordan han ville reagere. Ville han måske tromme sine fingre sammen et par gange før han reagerede? Gu' ville han ej. Facaden ville fordufte som dug i helvede og han ville springe op og tage det papir, han sikkert gemte i anden skuffe og forsøge at suge det op, før det sev ned i gulvtæppet, mens han samtidigt og vældig ihærdigt forsøgte at genetablere facaden. Vandet gjorde godt. Jeg havde talt meget. Jeg overvejede igen at bede vinduet åbnet, men lod det ligge.

Psykologen så på sit ur, drejede den yderste skive og fjernede et par støvfnug med et par hurtige velrettede strøg af sit skjorteærme.
   - Og hvad tænkte du så efter alt det her, spurgte han. - Hvilken reaktion kom? Hvilke tanker? Hvad følte du?

- Ikke meget, sagde jeg. Jeg trak på skuldrene. Tænkte lidt over hvordan jeg kunne præcisere mit svar. - Lettet, er vel den bedste måde at beskrive det på. Jeg var ærgerlig og sur, men det var som om det ikke betød så meget mere. Det hele kom tæt igen, da journalisterne begyndte at komme eller ringe til mig, men jeg kunne ikke give dem meget. En fortalte at politiet var på bar bund og at deres teknikere var i gang med manden, men at de ikke forventede at finde nogle spor fordi han var .. som han nu engang var efter den tid i vandet. Det viste sig vist at fiskene havde spist mere af ham, end der var gået op for mig. At senere se det i avisen, gjorde det ikke bedre. Sigmund-navnet gjorde det mere håndgribeligt. Som om jeg ikke havde troet på han havde levet og haft et liv før det.
   - .. Men du følte 'han' havde hjulpet dig.
   - Bestemt.
   - Og det lig du fandt?
   - Hvad med det?
   - Hvad tænkte du om det?
   - Irritation. Had måske. Jeg var sur på mig selv. Jeg prøvede at forklare: - Hvis jeg havde skubbet ham ud i vandet igen, så havde jeg stadig haft mit fristed og jeg ville stadig kunne fiske. Når en fisk bider på, begynder jeg at ryste og smider stangen fra mig. Det gør mig sur. Jeg kan heller ikke spise pasta mere.
   - Så du kan ikke fiske mere?
   - Nej.
   - Og det har betydet meget for dig?
   - Ja. Der var der jeg lod mine tanker flyve. Blev hel igen.
   - Har du set ham passageren siden?
   - Ja. En gang. Han sagde han ville komme igen. Hjælpe mig på ret kurs.
   Psykologen tog sig god tid til at læne sig tilbage i stolen. Den knirkede så hårene på mine arme strittede.
   - Hvordan det?
   - Han sagde han ville lære mig at lege Gud og at ikke alle sjæle er værd at sørge over.
   - Og hvad lægger du i det? Psykologen bøjede sit hoved og så meget eftertænksom ud. Ventede på mit svar. Som om det var det vigtigste i hele samtalen.
   Jeg måtte skuffe ham.
   - Det ved jeg ikke, ikke noget - han vil jo vise mig det.
   - Aha. Det lød som om psykologen troede han havde fat i noget. - Og du stoler på ham.
   - Det ved jeg ikke. Der er jo ikke så meget at stole på. Ikke så meget at diskutere. Enten løber man med ham eller også bliver man tromlet ned. Han har fået mig til at få det bedre med mig selv. Være lidt positiv. Det betyder noget for mig. Det er håndgribeligt. Det kan jeg mærke. Han har ikke givet mig grund til ikke at høre på ham.
   - Hvornår viste han sig så anden gang?
   Jeg brummede lidt. Vidste ikke hvor jeg skulle begynde. - Jeg husker det ikke særligt godt og heller ikke særligt meget. Det er som små glimt af en helhed, der ikke har åbenbaret sig for mig endnu.
   - Prøv, sagde han, så endnu engang på sit ur og lignede pludselig en der kom på bedre tanker en kende for sent. Han åbnede munden for at sige noget, men intet kom ud.

- Jeg husker det er nat, begyndte jeg og forventede halvt at blive afbrudt. Det blev jeg ikke. - Det er i hvert fald meget mørkt. Jeg er omtumlet, som om jeg har drukket, men kan ikke huske hvor, eller med hvem, eller hvor meget. Jeg har en grim smag i min mund og min krop er øm. Jeg har svært ved at fokusere og det gør ondt bag mine øjne. Jeg er standset op på en parkeringsplads, hvor der kun holder få biler. Et sted bag mig kan jeg høre musik. Måske fra en bar eller et diskotek. Foran mig ligger en mand. Det bløder fra hans ansigt. Han ligger stille. Siger ikke noget. Han er død. Jeg går et par skridt tilbage. En økse ligger i en pøl af tykt klumpet blod ved siden af ham. Nogen har hugget ham i hovedet. Det er delt i to forrevne stykker. Øjnene skeler blodige og ødelagte og tomme til hver sin side. Næsen er fulgt med til den ene side. Det hele er meget blodigt. Jeg bliver dårlig. Jeg vralter hen mod den nærmeste bil og med den som støtte kaster jeg op. Flere gange. Jeg forsøger at holde mig oppe, men går i knæ.
   Nogen siger noget bag mig.
   - Han havde fortjent det. En syg, fuld stodder ... sikkert.
   Jeg vender mig om. Det var da noget sygt noget at sige.
   - Lidt voldsomt, siger stemmen ud i mørket. Han prikker til kasketten. - Goddag igen. Vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde. Du må snart lære at klare dig selv. Du kan ikke lade verden gå dig på. Det er den alt for fyldt med skiderikker til. Tænkepause. - Men okay; Nu een mindre. Han prikker til den døde med spidsen af sin tennissko. Det efterlader et rødt mærke. Jeg fornemmer et smil brede sig under skyggen mellem skægget. - Kom op, siger han og det lyder som om han taler til et barn. Du kan ikke knæle der i dit eget bræk. Og se dig lige. Hvad tror folk ikke? Han griner. Det er tydeligt, han er ligeglad med hvad folk tænker. - Kom så! Han griber mig under armen og hjælper mig op. Det er første gang han har rørt mig. Det giver et sæt i mig, men jeg er glad for hjælpen. Mine ben slappe og umedgørlige. Mit hoved skriger efter ro. Var han der ikke, ville jeg bare ligge på asfalten. Helt væk. Hvilket syn. Sådan en tosse. Det er bedst at komme op, komme væk.
   - Du behøver ikke se mere på ham, siger han til mig, ganske givet for at berolige mig, men jeg havde heller ikke tænkt mig det; Jeg havde allerede set nok. De groteske billeder fór kaotiske rundt i mit hoved. Jeg kunne slet ikke lade være med at se dem for mig .. igen og igen.

Jeg stirrer tomt frem for mig. - Det er fortalt som jeg husker det.
   Psykologen forsøger at holde den professionelle mine, men det er tydeligt, han syntes jeg er en dum klient. - Men han hjalp dig altså. Fingrene skilles, han slår ud med dem. - I den forstand at han fik dig op igen og hjalp dig med at få fat i politiet.
   - Ja, det kan man vel godt sige, medgav jeg.
   - Godt. Ok. Igen ser han på sit ur. - Jeg er ked af det, men tiden er vist gået for i dag, siger han med en mine, der ikke kunne klare en løgndetektor-test. Han ligner en der forsøger at skjule at jeg netop har fortalt ham den værste af alle de åndssvage historier, han har måtte høre på. Han skyder fødderne ned fra skamlen og skubber roligt det klargjorte papir hen mod mig. - Hvis du lige vil skrive her, siger han, - du kan bestille tid til næste gang ved sekretæren.
   En kuglepen ligger klar ovenpå plastlommen.
   Han giver mig kuldegysninger. Han er som en hudlæge der ikke vil give hånd. Jeg lader mit hjerte bløde hos ham og han fægter det væk med poleret professionalisme. Hvad har han gjort for at hjælpe mig? Hvad har han sagt? Siddet med sine blanke sko på skamlen, nikket og gestikuleret, slynget sine små billige konklusioner ud og sikkert håbet på at jeg ville hoppe på dem. Mange ville hjælpe mig for færre penge end ham. En ville gøre det gratis. En der lærer mig noget, skubber mig frem. En energi. En kraft. Jeg skriver under på papirerne og forsøger at undgå hans blik, da han skubber sig frem på stolen for at se når jeg skriver. Han snupper plastlommen netop da jeg er færdig.
   - Ja, siger han bare. Åbner en skuffe, lægger lommen derned og skubber den pænt op i hjørnet. - Så farvel.
   - Farvel, lader jeg hænge efter mig, da jeg rejser mig.

Jeg er glad for at jeg ikke fortalte ham hele historien.
   Mine læber skilles i et smil. Det hele er nemmere når man er ligeglad.
   Ikke alle sjæle fortjener at blive sørget over ...
   Og listen er netop blevet en tand længere.
   Det er dejligt at lege Gud.