Han sad i sin blå Ford Escort. Afslappet. Veltilpas. Eftertænksom. Han havde parkeret bilen inde ved kantstenen i en bevidst anonym distance fra huset. Her havde han siddet og iagttaget huset i omkring en time og som forventet, var der ingen bemærkelsesværdig aktivitet. Intet lys var blevet tændt, ingen døre var blevet åbnet eller lukket, ingen hund havde gøet alarmerende og ingen naboer holdt huset under opsyn.
   Han havde holdt øje med huset de sidste par uger nu, og hver gang det samme; Ingenting, ingen aktivitet. Fred og ro og vigtigst af alt - ingen nysgerrige blikke.

Han lod benene falde ned fra instrumentbrættet og skoddede sin smøg i det halvfyldte askebæger. Uden at se bort fra huset, greb han en ny fra pakken på passagersædet og tændte den med den samme lighter, som han havde lavet gnister med i den sidste time. Udefra ville det virke som han var rastløs eller ubeslutsom, men han var ingen af delene. Han vidste præcist hvad han ville og sådan cirka også hvornår og han havde endda en skematisk oversigt i sit hoved - over hvordan det hele skulle foregå. En oversigt, der var begyndt som en hurtigt skitseret kladde for omkring en uge siden. At han sugede nikotin og drak koffein mere eller mindre konstant, havde ingen følelsesmæssig eller psykisk værdi for ham. Det var mere eller mindre bare en naturlig reaktion på dagligdagen, der begyndte når han stod op ... hvornår det så måtte være. Han skulede ned til thermokruset i holderen. Greb og rystede den. Han tog den sidste lille halvkolde sjat, kørte det rundt i munden som for at få den fulde udbytte af væsken og sank det. Enten havde indholdet af kruset passet godt eller også havde de fungeret som en trigger, for han satte smøgen i mundvigen, greb bomuldshuen på passagersædet og trådte ud af bilen. Forsigtig med ikke at larme, påpasselig med at falde så naturligt ind i nabolaget som muligt.

Huset var ingen tilfældighed. Heller ikke på trods af, at det ikke lignede noget, der var et indbrud værdigt. En gammel, udefra set relativ simpel muret villa i 3 etager. Den dårligt udførte vandskuring var skallet af flere steder. Mange vinduesrammer var rådne og nogle steder var der endog brækket stumper af. Dørene så gamle og vejrbidte ud. Malingen var skallet af og det ubeskyttede træ havde taget skade. Den nøgne mossede plæne foran burde være slået for en rum tid siden og belægningsstenene i indkørslen på husets venstre side, var dekoreret med ukrudt. Der holdt ingen bil under garagens halvtag, der i øvrigt så tynget ud af mossede vækster på trapeztaget og efter hans beregning, ville garagen forblive tom i en rum tid endnu. Beboeren havde åbenbart ingen interesse eller mulighed for at holde huset pænt. Han satsede på interesse. Han havde kun set en person komme eller forlade huset. En spinkelt udseende type i en lang frakke med kraven trukket godt op over ørerne. Frakken virkede alt for stor og gav et indtryk af af det var en dreng, der havde lånt sin fars jakke. Det skete at lyset blev tændt og slukket under knægtens fravær, men det narrede ham ikke. Han vidste om nogen alt om diverse elektriske arrangementer, der kunne få et forladt hus til at se benyttet ud. Han var ikke dum. Dette kunne måske narre forbipasserende, men ikke den rutine han mente at have.

Forleden dag, under dække af et post-ærinde, var han gået en tur rundt om huset. Noteret sig brugbare informationer om udgange, vinduer, synlighed i nabolaget og ikke mindst døre. Baghaven var lige så misvedligeholdt som forhaven, blot var der her vilde buske og høje træer. Ukrudt groede vildt i hvad der formentlig engang havde været et bed. Græsset var højere her end foran og mellem nogle buske stod placeret en bænk, som det måtte være umulig at bruge på grund af buskenes vilde tilstand. Der var engang sømmet nogle fuglebure til et par af træerne, men nu hang de skævt og så kedelige og ubenyttede ud. Heromme var der en dør ind i en stue.
   Her kunne han komme ind uset og uden at støje.

Han trak huen ned om ørerne, tog det sidste hiv på cigaretten og forsøgte at ligne en der skulle på besøg i huset. I den tid, hvor han havde holdt huset under opsyn, havde han ikke én eneste gang bemærket at der var nogle der besøgte hinanden eller standsede op og talte med hinanden på gaden. Faktisk var det ufatteligt få mennesker, han havde set i den sidste uge. Han gættede at det ikke var byens mest livlige og gæstfri kvarter, men det skulle han jo ikke bekymre sig om – og i øvrigt passede det ham jo fint.
   Han smilede ved tanken om de af hans kollegaer, der risikerede liv og lemmer og frihed for den smule sølvtøj, de kunne nå at røve før strømerne dukkede op og det bare fordi de ikke kunne modstå fristelsen for et besøg i de store strandvejs villaer i den anden ende af byen. Hvis ejerne af de huse havde penge nok til sølvtøj og fint porcelæn, havde de også penge nok til alarmer, vagtselskaber, dobermans, rottweilere og i nogle tilfælde tilmed tjenestefolk. Ikke alene var risikoen tidoblet, men der var heller ingen ære i indbruddet. Enhver idiot kunne sparke en dør ind og snuppe sølvtøjet og se om han kunne nå at komme væk. Han foretrak de stille huse. De oversete huse. Alle havde noget af værdi og man blev overrasket over hvor meget disse huse gemte på af værdi.

Han gik fredeligt om bag huset, som om han var en velset gæst, der havde fået en nøgle til bagdøren. Han lod sig falde ind i eventuelle iagttageres illusion og virkede huskendt og målrettet og velkommen. I haven – godt dækket af mørket og den uplejede have, kunne han stile mod døren og med et greb i jakkelommen tage låsegrejet frem som var det en nøgle.
   Døren var låst, men ikke svær at låse op. Den gled op med en svag, men næsten uhørlig piben. Han gik ind og vendte sig om, mens han tog sine handsker på. Han så ud i tusmørket og spottede tilskuere.
   Han stod sådan et kort øjeblik og så ingen.
   Han lukkede døren.

Mørket i den stue han stod i, skjulte de fleste detaljer, men ikke det væsentlige. En simpel sofa. Et fjernsyn af ældre model. En plet, sløselig smidt over sofaryggen, en fjernbetjening af samme dato som fjernsynet og stor som en mursten og med knapper, der skulle en håndværker til at trykke ned, lå ved siden af. Et par ugemagasiner lå uåbnede på bordet ved siden af en lysestage, hvor lyset var brændt halvt ned. Nogle tæpper dekorerede gulvet. En bogreol stod langs den ene væg og et par hylder var hængt op på hver side af den, som et dekorativt initiativ, men det så usammenhængende og tilfældigt ud. Et par bøger lå på hylderne.
   Han lod sine fingre glide gennem de gulne og mørnede sider. Bogen var støvet og han kunne stadig se aftrykket af den på hylden. Han lagde den tilbage og ignorerede de andre bøger. Der var nogle ubetydelige papirer i reolens skuffer og han skubbede rundt med dem i skuffen, for at se om der lå noget nedenunder. Han vippede et par malerier på den modsatte væg ud fra væggen, for at se om der skulle gennem sig noget bag dem, men intet. Stuen havde ikke skuffet ham med dens manglende indhold af værdi. Han havde stadig en god fornemmelse af at han nok skulle finde noget af værdi. Der var bare et eller andet foruroligende ved stuen. Noget mærkeligt. Det var som om at stuen virkede som en kulisse. Som om det hele bare var placeret sådan for et syns skyld. Han rystede på hovedet. Og hvad pokker ragede det egentlig ham? Han var her jo ikke for at drikke kaffe og spise småkager.
   Fra stuen kom han til et køkken, der lugtede krydret og var varmt som om der netop var blevet tilberedt et måltid. Service og gryder stod i vasken, klar til at blive vasket af. Et viskestykke lå krøllet sammen ved siden af. Det gav et indtryk af, at en eller anden var blevet afbrudt, da han skulle til at vaske af. Skabe med glas og tallerkener, skuffer med bestik og poser og et enkelt rent viskestykke, et fedtet komfur og en kaffemaskine med filter og bønner stadig i tragten. Videre til et toilet af mindre format, hvor vasken var grim af kalkaflejringer og kummen brun af snavs. Hår flød rundt nede i vandet. I mørket kunne man nemt bilde sig ind, at der var nogen på vej op af den. Toiletspanden trængte til at blive tømt. Forhænget var trukket for badekarret og bag den kunne han høre hanen dryppe sin monotone takt. Dryp-blob-dryp-blob-dryp-blob. Han syntes at kunne ane en skikkelse, som en mørk silhuet bag forhænget og han stod frosset fast et øjeblik; Lyttende, musklerne spændte, forberedt, men der var ingen bevægelse og han rystede det af sig og smilede lidt af sig selv. Det måtte være mørket, der spillede ham et pus. Han gik ud igen.
   Han gik på opdagelse i to gæsteværelser, der så lige så ubrugte, uindbydende og kedelige ud som indholdet af dem. Intet af værdi. De lignede hinanden: En redt seng, gardinerne trukket for, gamle (ildelugtende) tæpper under sengen. Et sengebord ved siden af sengene. Skufferne tomme. En lampe stod slukket ovenpå. En polstret støvet lampeskærm. Tråde af støv hang som slidte, kedelige guirlander fra den til det nøgne tapet. Ingen billeder, ingen skabe eller hylder. Intet lys i loftet. Intet tegn på liv.
   Gamle sort/hvide portrætter og familie-billeder hang i gangen ind til soveværelset og han standsede op et øjeblik og iagttog dem følelsesløst. Gamle mennesker. Anonyme indbyggere. Vejrbidte og rynkede. De så ud som de ikke vidste de blev forevigede. Stive og berøringsangste stod de ranke linet op ved siden af hinanden. Kun på et enkelt billede var der to, der smilende slog armene om hinanden. Han lod dem hænge, han havde ingen interesse i affektionsværdi. Affektionsværdi var ikke let omsætteligt. Andet selvfølgelig end mellem de få stakkels sjæle den involverede.
   Soveværelset så mere benyttet ud end de to gæsteværelser. Der hang flere billeder rundt på væggene. Der stod en kommode og et skab langs med den første væg. Sengen var uredt, lagnet krøllet og dynen lå som en klump i fodenden. På et sengebord, stod der et glas vand ved siden af et vækkeur (der ikke passede, noterede han sig) og en vase med visne blomster i. Vinduet var lukket og gardinerne trukket for. Der hang en tung doven luft i værelset. I skuffen på sengebordet lå der en bibel, to pakker Kleenex og et glas smertestillende piller. På sengen lå der et krøllet linieret ark med noget ulæseligt håndskrevet på. Han kunne tyde at der stod: ”Jeg foresager Djævelen og alt hans afkom.” ”Jeg er Guds hånd.” ”Jeg rydder op.” I tre forskellige passager. Han lod sedlen svæve ned på sengen igen og gik hen til kommoden.

Der var fire skuffer i kommoden. Den øverste var så proppet med strømper og trusser, at da han trak den ud, væltede et billede ovenpå. Det gik ikke i stykker og han lod det ligge. Strømper, pakket sammen i par som en bold, så deres snit til at springe op af skuffen som en fjeder. Han rodede skuffen igennem og flere strømper væltede ud. Der var ikke andet i skuffen. Kommoden var støvet og håndtagene virkede fedtede. De to næste skuffer indeholdt mere tøj. Bukser i den ene og t-shirts og trøjer i den næste. Begge skuffer var godt fyldte og tøjet var proppet så ligegyldigt ned, at det var blevet krøllet af det. En fæl gammel stank steg op fra skufferne. I den nederste skuffe fandt han aftenens første gevinst. Damesmykker. Masser af damesmykker. Smykker af alle mulige karakterer og karat'er og varianter og afskygninger: Brocher, halskæder, armkæder- og lænker, ankelkæder, øre- og næseringe, sågar slipsenåle og manchetknapper fandt han. De lå blandet sammen som orme i mødding. Det var lige før de glimtede i mørket. Han ville ikke sortere i dem, så han trak en mulepose af stof op af lommen og lagde det hele derned. Det ville give gode penge. Han kunne ikke forstå at der var så meget forskelligt. Der var jo til alle typer mennesker, - inklusive rige og fattige. Selvfølgelig kunne han jo være ligeglad; Nu var det jo penge i hans lomme.
   Han lukkede skuffen da han havde tømt den.
   Han lagde tøjet på plads i de respektive skuffer igen og rejste billedet op – forsigtig med at det stod samme sted igen. Jo senere de manglende ting blev opdaget, jo længere tid havde han til at få det afsat.
   Han skubbede sengen til side og løftede tæppet, men der var ingen pengesedler gemt under den. Heller ingen løse brædder eller lemme, der ledte til Kong Salomons Miner. Der var pænt rent under tæppet og da han lod den falde på plads igen, så han sig indhyllet i støv og snavs. Det burde han have forudset. Han skubbede sengen tilbage og trådte støvet på plads, så godt han kunne efter sig.
   Han følte sig lettet med smykkerne vægtende godt i muleposen, for det beviste at han ikke var kommet forgæves. Kald det instinkt. Han tog aldrig fejl. Han var igen blevet bekræftet.
   Ude i gangen igen, bestemte han sig for at gå op af trappen.
   Trappens trin var polstret med et gulvtæppe, der så ud til at være sløseligt monteret med en hæftepistol. Tæppet var stænket til af gamle indtørrede brune pletter og lugtede gammelt og muggent. Til venstre var et stort massivt gelænder og til højre en høj mur, der var dekoreret med nogle få overskydende billeder, men han havde spildt nok tid på at iagttage, så han skyndte sig op af trappen.
   Det var først, da han var kommet op, at han bemærkede blodet.

Han stod på plateauet oppe på første sal og foran ham var blodstænk i et sådant omfang at man skulle tro et svin var blevet slagtet (eller måske snarere banket til døde) hvor han stod og når han fulgte sporene, blev han opmærksom på at det så ud som om at den var blevet slæbt op af trappen, for der var blod gnedet ud over tapetet allerede fra de første trin og helt op til hvor han stod. Det undrede ham, at han havde kunnet overse dem på vej op. Han stod lidt og forestillede sig sceneriet, men kunne ikke rigtigt sætte noget realistisk sammen; Det blev hurtigt alt for fantasifuldt og han lod det være og rystede det af sig, så godt han kunne.
   Der var en dør foran ham, en til venstre, samt en i hjørnet til venstre. Han gik ikke ind af den første dør, men drejede mod venstre og gik hen til den næste. Til venstre var døren i hjørnet og foran ham var en hvid (blod?) stænket dør med et ulækket fedtet håndtag, som han heldigvis ikke nødvendigvis skulle røre ved, da døren stod på klem. Han gav den et forsigtigt skub.
   Han kom ind i et kontor, der under normale omstændigheder ville rumme gode muligheder for gevinst til en af hans profession. Men dette var ikke normale omstændigheder. Kontoret var ikke voldsomt stort. Det bestod af en trægulv, der var smurt ind i blodspor der førte fra den ene plamage til den anden. Væggene så ud som om de var forsøgt malet røde af en arrig maler, der havde forladt stedet, før han var blevet færdig. Malerier havde på et tidspunkt prydet væggene, men de lå nu med canvassen itu og nedad og rammerne ødelagt. Det lyder fjollet, men det så faktisk ud som om at blodet havde strømmet ud fra dem. En gammel massiv bogreol stod skævt, men stadig oprejst, langs den modsatte væg, men hylderne var skæve og nogle var røget ned. De få mapper og bøger, det havde indeholdt, var faldet ud og lå trampet til stumper på gulvet. Til højre, under nogle vinduer ud mod vejen, stod et ældre skrivebord på fornemme løvefødder, men det var misvedligeholdt og ridset. Nogle stakke af papir var blevet spredt rundt på bordet og nogle var faldet på gulvet, hvor de lå sammen med en stol, hvor det ene ben var brækket og betrækket var revet op. En fjeder stak sin nysgerrige ende frem. På bordet lå fire bærbare computere halvt ovenpå hinanden, som om de havde været stablet, men var væltet sammen med papirerne. I de mørke vinduer, kunne han se sit blege spejlbillede. Han syntes ikke, at han så rask ud. Til hans side stod endnu en kommode. Han skyndte sig at gå videre med hans minutiøse plan; Der havde allerede været for mange afbrydelser og han spurgte sig selv, hvor længe han allerede havde været i huset. Han modstod fristelsen til at tage et kig ud mod vejen. I mørket ville hans skikkelse kunne ses mere tydeligt, end han selv ville kunne se vejen.
   Kommoden rummede den store gevinst.
   Den øverste skuffe indeholdt så mange mønter og pengesedler, at han nu kunne fylde sin mulepose og det fik ham til at glemme alt andet. Med sin arm mod bunden af skuffen, lod han den skrabe fra den ene side til den anden sådan at pengene faldt ud over skuffens sider og ned i muleposen. Som med smykkerne, var der penge af enhver slags. Flest danske, men ikke helt så få udenlandske. Penge var penge. Han turde slet ikke tænke på hvor mange der var, men der var langt mere end han havde håbet på. I sit iver bankede han skuffen i med et knald og hev den næste op. I den var punge. Masser af punge. Mindst 40 eller 50. Både dame og herre punge. Af forskelligt udseende og i enhver prisklasse. Han tog nogle stykker op og kiggede dem hurtigt igennem, før han lod dem falde på gulvet, men han var ikke interesseret i sygesikringskort, hævekort, billeder af børnene, niecer, nevøer eller kæledyrene, kondomer, huskesedler, kørekort, visitkort eller pasfotos og efter de første ti punge uden udbytte, nøjedes han med at ryste dem. Der var intet af værdi i dem. Alle penge var åbenbart blevet tømt ud i den øverste skuffe. Han smed pungene ligegyldigt tilbage igen og åbnede den tredje skuffe. Her fandt han mobiltelefoner og gadgets i enhver kategori. Der var telefoner, PDAer, håndholdte spillekonsoller, MP3 afspillere og satellitnavigationsudstyr og der var både nye og gamle slags og nogle var endda stadig tændt. Han havde ingen interesse i dette. Han havde respekt for teknikken og var bange for at noget af det kunne lokaliseres igen. Det turde han ikke udsætte sig selv for. Desuden kunne han købe rigeligt med elektronisk legetøj for de penge, han havde stoppet i muleposen. Han lukkede skuffen igen med et dystert, men veltilpas suk. Han havde fået hvad han kom efter og som sådan kunne det være ligegyldigt hvad han fandt i kælderen – eller om han faldt over noget dernede overhovedet. Et sted i baghovedet på ham: Det sted, hvor det stadig var muligt at undertrykke tankerne, drillede det ham at der lå så meget forskelligt i skufferne. Det var underligt. Hvem pokker havde så meget liggende? Hvad skulle de bruge det til? Og han kunne meget hurtigt konkludere tilfredsstillende, at enten gik fyren amok i købsrus eller også stammede det fra smårapserier eller indbrud. Hvor ironisk at han nu skulle rende med det hele.
   Han forestillede sig, at de kunne have været flere om det, og havde været oppe at slås, da udbyttet skulle deles og han gættede at huset ikke var andet end en røver-rede, hvor byttet kune gemmes sikkert og uden at vække mistanke. I hvert fald indtil han faldt over stedet. Han frydede sig over sin overlegenhed og sin evne til at opdage nemme huse med værdier. Det gik op for ham, at han trængte til en smøg .. men han tændte ingen. Han måtte - og kunne godt vente. Når det her var overstået, havde han gjort sig fortjent til drinks, øl, piger og smøger. Se det var værd at vente på.

Ude på gangen, svingede han til højre mod døren i hjørnet. Nu egentlig lidt ligeglad med, hvad han mere fandt i huset. Han havde allerede snuset sig frem til skattekisten og kunne ikke forestille sig, der blev gemt mere af samme værdi andre steder i huset .. men tjekkes skulle det.
   Han fornemmede, han havde lidt tid endnu.
   Det var den første låste dør han kom til, og det undrede ham, at netop den var låst, når alle goderne havde ligget frit for alle i værelset ved siden af. Det pirrede ham og det gjorde ham nysgerrig. Hvad kunne det værelse gemme på? Han vurderede døren og dens lås. Døren så massiv ud, hvilket den gamle indstemmede kasselås også krævede. Han kunne ikke umiddelbart vurdere, hvor mange tilholdere der var i den, og hvor nem den var at låse op med hans værktøj. Han var ikke meget for at brække den ned. Det var ikke hans stil, men han lod alligevel sin behandskede hånd glide langs karmen og gerikterne.
   Hvor massiv døren end måtte være – var den jo ikke mere holdbar end karmen, der holdt den på plads.
   Han mente, han nok kunne sparke den ind. Sådan stod han lidt og overvejede om det var besværet værd. Han tænkte, at han jo havde fået hvad han var kommet efter, men han var alligevel drevet af sin nysgerrighed, for netop hvad var så vigtigt at det skulle låses inde? Han vidste også, at dette var hans eneste chance for at få fat i det, der måtte være bag døren. Når først de fandt ud af at deres ting var væk, ville de flytte det, der måtte være tilbage, væk fra huset. Han brød sig ikke om situationen, for den tvang ham til at tage et valg han ikke kunne have forudset. nHan kunne bedst lide at være forberedt og dette indgik ikke i hans planer.
   Men han tog et valg.
   Og håbede at han ikke kom til at fortryde det.

Han gik et skridt tilbage og kastede sig frem mod døren med skulderen først - i sit første ihærdige forsøg på at få døren op. Den bragede og karmen knagede, men den gik ikke op. Det blev varmt og ømt i hans skulder, men han trådte igen et skridt tilbage og fór frem. Denne gang lød der et knæk i karmen. Den var ved at give efter. Tilbage igen – og frem, mens han forsøgte at ignorere smerten i skulderen. Han gav et dæmpet støn af smerte, da hans skulder og overarm for tredje gang kolliderede med døren, men denne gang åbnede døren sig en smule. Striben af lys, der slap ud fra det oplyste værelse, blindede hans øjne. Han skubbede til døren og det gik op for ham, at han skubbede mod noget på den anden side. Han tvang den så meget op han kunne og trådte ind i værelset.
   Og han gispede og satte muleposen fra sig.

Han havde set meget i sin aktive karriere, men endnu intet som dette. Det var et slagtehus. Man kunne ikke kalde det et værelse, for et værelse har indbo og ophæng og ejendele til at definere det og dets beboer. Dette var bare et Rum. Et mere eller mindre nøgent Rum. 16 kvadratmeter, blottet for følelser og tanker. Gulvet var af træ og var fyldt med dybe ridser, væggene var malet hvide og i det hjørne længst væk fra ham stod en massiv stol af træ. Rundt om stolen lå tykt reb og lignede et sovende slange. Betrækket var blodigt og glinsende. To brede stykker krydsfinér var sømmet forbavsende pænt og retvinklet op på den ene væg og dækkede hvad der formentlig var vinduer. En lukket dør var det eneste, der prydede den modsatte væg og han fandt, at han stod stille og holdt vejret i bare et kort øjeblik for meget, spændt over hvad der måtte buldre ud fra rummet inde ved siden af. Gulvet var plettet og smurt ind i blod, der ikke var trukket ned i træet endnu. Væggene var plettet af blodstænk og man kunne forestille sig, at en hullet pose fyldt med blod var blevet svunget rundt i et kort snor af en eller anden opportunistisk kunster. Rummet et makabert, sygeligt maleri. Det hele badet i lys fra en nøgen pære, der hang fra loftet i en kort ledning. Pæren var plettet af blod og lyset var ujævnt. Han havde kvalme og havde svært ved at ignorere klumpen i halsen.
   Som en sygelig dørstopper, lå en kvinde bagbundet. Hun havde en knebbel i munden. Hun så på ham med bange øjne. Øjne, der spurgte 'Hvad skal der nu ske med mig?'. Han havde mest lyst til at gribe sin mulepose og skynde sig væk. Hjem til sit relativt trygge hjem, gemme byttet (bortset fra en håndfuld penge) og ud og drikke og ryge og købe en pige .. men han gjorde det ikke. Det måtte være en af de første gange i sit liv, at han ikke tænkte på sig selv først. Han greb foldekniven i lommen, satte sig på hug, ignorerede hendes bange øjne, der fikserede kniven, som om hun tænkte han ville skære hende op i stedet for rebet .. og skar rebet op, der bandt hendes hænder og fødder. Bevægelsesfri krabbede hun sig angst tilbage fra ham, stadig ikke overbevist om, at han virkeligt ikke ville gøre hende noget.
   Sceneriet fik ham til at dirre og sitre og det var svært at ignorere. Han tog sig sammen så godt han kunne. Han så på kvinden. Hun havde været en pæn pige og med lidt omtanke og påpasselighed ville hun sagtens igen kunne vende ansigter på adskillige værtshus og diskoteker. De ansigter hun vendte nu, ville være skæmmet af forfærdelse, forargelse eller sympati. Hun havde mørkeblond, skulderlangt hår, der som det var nu - var filtret og kaget af indtørret blod. Hendes ene øje var blodskudt og øjenæblet var praktisk talt helt rødt. Pupillen som en mørk plet på en overmoden tomat. Huden omkring øjet var rødt og hævet og åbnet af slag flere steder. Blod rendte stadig fra rifterne. Det andet øje var også hævet, men i mindre grad. Det var blåt og gult. Det gjorde nærmest fysisk ondt bare at se på hende. Hendes næse var blodig, hævet og formentlig brækket. Læberne tykke og opsvulmede. Hun havde tabt nogle tænder. Hendes ansigt var fyldt med røde skrammer og et bredt åbent sår gik fra midten af hendes pande til op over hårgrænsen. Hendes trøje var revet i stykker og åbenbarede en lys BH med blonder, der så beskidt og blodig ud. Hendes bryst var fyldt med små rifter og skrammer, som om negle havde forsøgt at flå hendes hud af. Hun havde stramme cowboybukser på som ikke gav plads til nogen fantasi om hendes figur. Omvendt var der ikke noget at fantasere om. Hun havde en flot figur. Hendes arme var forslåede og blodige og fyldt med mørkeblå pletter. Hendes negle forrevede og flækkede og fingrene beskidte og blodige.
   Og hun sad bare og stirrede på ham.
   Savl rendte ud af hendes ene mundvige.
   Han satte sig på hug.
   - Jeg gør dig ikke noget, forsøgte han sig med den mest rolige stemme han kunne fremtvinge, men hun stirrede bare forvirret på ham. Han kunne ikke bruge tid på at overtale hende. Han havde gjort, hvad han kunne. - Jeg går nu, sagde han, - og du må selvom hvad du gør .. men du er fri nu og jeg syntes, du skulle se at komme væk herfra.
   Han syntes at det lød fjollet. Han ville gerne, han havde noget andet at sige, noget der lød bedre .. eller at han vidste hvad han skulle gøre. Hvad han kunne gøre for at hjælpe hende, men det eneste han kunne komme i tanke om var at komme væk. Langt væk. Drinks og smøger. Mange smøger. Før han rejste sig op, samlede han de pengesedler op, der var faldet ud og stoppede dem tilbage i muleposen igen. Han stod et øjeblik og holdt øjenkontakt med hende. Af en eller anden årsag, ville han ønske at han kunne få hendes tillid; Han vidste ikke hvorfor, for det var ikke hans stil. Han ville bare gerne gøre noget godt for hende. Guderne måtte vide, hvad hun havde været igennem - eller hvad der ventede på hende, hvis hun ikke kom væk i tide.
   Han hankede op i muleposen og snurrede hanken rundt om sin hånd, som om han ville være sikker på at den blev hvor den var. Så vendte han sig om og tog i døren.
   Og det var netop dér, at han hørte den anden dør blive sparket op. Han vendte sig om med et forskrækket udbrud og så døren ricochettere mod væggen og tilbage igen. Den blev standset i dens sving af en udstrakt økse.

En kraftig mand stod i døråbningen og så arrigt frem for sig. Hans stikkende ufokuserende øjne skinnede en uhæmmet bestialsk lyst til smagen af blod, hævn, drab, vold. Han så syg ud. Hans skæg var langt og vildt og kaget. Hans læber voldsomt hævede og sprukne - specielt i den ene side. Hans hår strittede filtret til alle sider. Hans ansigt rødmosset og opkogt af arrigskab, hvilket fik øjnene til at se små og malplacerede ud under de buskede øjenbryn. Han var iført en beskidt trøje, med en lige så beskidt og flosset skjorte uden over. Ærmerne var smøget op og hans arme var smurt ind i blod. Neglene på hans fingre var flossede og flere centimeter lange. Han havde shorts på. Hans ben var forslåede og hævede og han havde bare tæer. Det blødte fra et åbent sår på det ene ben og han manglede et par tæer på hver fod. En grim lugt emmede fra ham.
   Han gestikulere voldsomt og svingede rundt med øksen, som om han ville retfærdiggøre noget eller sine handlinger og en brummende lyd undslap sammen med barnlige ga-ga-ga lyde hans mund. Det fløj med spyt fra ham og blod rendte ned i det vilde skæg.
   Han havde ingen tunge, men han prøvede at sige noget.

Damen skreg hysterisk og han tænkte, at det var fordi hun vidste hvad manden var i stand til og hvad der ventede hende. Hun krabbede sig først længere tilbage, men syntes så at komme på andre tanker og forsøgte at rejse sig op - så hurtigt at hun gled i blodet på gulvet. Der var intet komisk over det mislykkede forsøg. Ingen af de tre trak på smilebåndet, men øksemanden udstødte endnu et af sine uartikulerede brøl.
   Han så hende komme op på andet forsøg og hun haltede, usikker på det ene ben, frem mod ham og han kunne læse alt hvad han behøvede at vide i hendes bange øjne.

Sammen kom de gennem døren og han smækkede den bag sig, så den bankede ind i den ødelagte karm og svingede op og i igen. Han fulgte efter hende på det mindre plateau, hvor hun anstrengt og formentlig udmattet faldt mod væggen og søgte støtte, før hun kunne tage turen ned af trappen. Han fulgte hende med blodet pumpende og usikker på hvad det egentlig var der skete. Det var som en drøm og han vidste ikke om han turde tro på noget af det. Det var for uvirkeligt. Det kunne simpelthen bare ikke ske.
   De nåede bunden af trappen på samme tid.
   Hun støttede sig til døren for neden af trappen. Hun rystede og var udmattet. Hun forsøgte at sige noget af flere omgange, før hun til sidst fik stammet: Kælderen, kælderen.
   Han hjalp hende med at få døren op og han hev nøglen ud, før han smækkede den bag sig. Hun var allerede på vej ned af trappen, støttende til gelænderet på begge sider. Det var mørkt. Han låste døren og tændte mekanisk og reflektorisk for en kontakt til venstre før han fulgte efter hende.
   Bag ham brød øksen gennem døren med en sådan kraft, at træet splintrede til alle sider og fløj omkring ham.
   Han blev så chokeret og overrasket, at han i sit iver efter at komme væk, trådte forkert på det første trin og væltede ned af trappen og slog sig gul og blå på trinnene og kælderens betongulv. Muleposen, hvis håndtag han stadig havde viklet om sin hånd, fløj omkring ham og flere sedler faldt ud og dalede ned på trappens trin og gulvet. Denne gang samlede han dem ikke op.
   Han befandt sig i en kort gang. Der var en dør på hver side af gangen, men de var lukkede og sådan forblev de. Kvinden stod og vrikkede med dørhåndtaget på døren for enden af gangen. Det så ikke ud som om hun kunne få den op, måske var den låst? Han fik ikke lang tid til at overveje det i, da manden bag ham åbenbart havde fået vrikket øksen ud af hullet i døren og nu igen lod den smadre gennem døren. Denne gang efterlod øksen kun en halv dør tilbage. Han kunne få armen ind og låse døren op .. hvorfor havde han ikke taget nøglen ud igen?
   Og som om det havde gjort nogen forskel, drillede en stemme i hans hoved, døren er jo praktisk talt brækket ned allerede. Banke, banke-på.
   Der var ingen tid at spilde.
   Han kom op at stå igen og angsten dæmpede alle smerter. Han råbte til hende at hun skulle flytte sig og hun nåede kun lige at svinge til side, før han med sin smertende skulder bankede bestemt ind i døren. Det var en gammel dør og en fugtig kælder, så denne gang var det ikke bare karmen der gav efter, men også hængslerne for hele døren strøg ind i rummet bagved den og han fulgte efter.
   Hun gav ham et blik, da hun fulgte efter ham. Var det taknemmelighed? Og hun rakte ham sin hånd og hjalp ham op. Hun bar et skævt smil, der slet ikke passede til hendes forslåede ansigt og som han havde opfattet, under andre omstændigheder, som sødt og forførende. Hun ledte ham mod den eneste dør i rummet og han gættede at det var den, der kunne lede dem ud fra dette psykotiske mareridt. Hun havde åbenbart den samme tanke, for han fornemmede lettelse hos hende og han kunne se på hende, at selv korte enstavelsesord gjorde ondt på hende, for hun fortrak ansigtet i smertefulde folder og tog sig til sin mund, da hun åbenbarede ...: - Ud.
   Han bemærkede en fæl stank, der var meget svær at ignorere. Det lugtede som råddent kød - som at åbne en emballeret, men muggen og fugtig kødsovs. En stank, der trak ind overalt og fik kvalme-reflekserne til at arbejde.
   Han standsede op foran døren, støttende til den med den ene arm og panden mod den, velvidende at manden nu var nået ned af trappen og kom stormende mod dem, svingende med øksen - som var han en lort med en fluesmækker.
   Døren var kold og fugtig af kondens.
   Han skubbede sig væk fra døren og fik et glimt af kvinden, der havde fundet et ko-ben og en stor svensknøgle. Han tænkte først, at der ikke var tid til brække døren op med det, førend det gik op for ham, at hun måtte tænke de kunne bruge det til at forsvare sig med. Og det var nok sandt. Manden var snart så tæt på at de ikke kunne nå at komme ud og måtte tage kampen op.
   Han lod muleposen falde til gulvet og vendte sig om for at bede om brækjernet, da en varm smerte pludselig bredte sig fra baghovedet ...
   ... og alt sortnede og hans muskler slappedes ufrivilligt.

Da han kom til sig selv igen, kunne han ikke bevæge sig. Først troede han at smerten havde lammet ham, men det gik hurtigt op for ham, at hans arme og ben var bundet til en stol. Rebet spændte så meget om hans arme og ben at de var kolde og følelsesløse. Overraskelsen over dette uforudsete, gjorde ham panisk og et øjeblik hev og sled han i rebene, for at se om han kunne komme fri. Men de løsnedes ikke og stolen var næsten ved at vælte. Han var ør i hovedet og han svedte. Hans syn var usikkert og uklart og han kunne ikke fokusere. Han havde ikke sine handsker på længere, jakken var taget af ham og da han så ned af sig selv, kunne han se, at hans trøje var stribet af blod og at han havde kastet op. Hans hoved var tungt på samme måde, som når nogen vækker en alt for tidligt. Hans næse gjorde ondt og føltes følelsesløst på samme tid. Han kunne mærke, at der rendte blod fra den og hans mund. Han kunne smage det. Han manglede nogle tænder og gummerne føltes underligt bløde og følelsesløse. Andre tænder var løse og det smertede, når han rokkede med dem med tungen.
   Da hans syn blev mere klart, fik han øje på muleposen. Den lå på gulvet nogle meter fra ham med penge og smykker spredt rundt omkring den. Den var blodig. Han var stadig i kælderrummet. Han så sig omkring, forsøgte at fornemme situationen.
   Det lignede et værksted ... men et specielt værksted. Værksteder lugter af olie, træ og opløsningsmidler, men dette værksted stank af råddent kød. Og selv med et sløret blik, der trods alt var på vej til at kunne fokusere, kunne han godt se hvorfor. Han gylpede med voldsomme smertefulde bevægelser den sidste rest bitre mavesyre op og harkede det ud over sine trøje, hvor det med sin gullige farve kunne følges i dets løb ned af den.
   På hans højre side, hang der i tove ned fra loftet, diverse aggregater eller instrumenter af spids, skarp eller takket natur. De var mørke af gammelt blod og klumper af gammelt kød sad tørret fast på dem. Der lå en økse i noget blod på gulvet. Til venstre for døren, stod en arbejdsbænk. I skruetvingen var en hånd spændt fast med den afskårne arm strittende op i en brækket vinkel. En stump blodig knogle stak ud af den. Kød, muskler og sener hang ud af armen, som havde den hostet dem op. Saven lå stadig på bordet. Der dryppede blod fra bordet ned i en pøl på gulvet. I hjørnet ved siden af bordet, hang et lig, som en grotesk forvokset kebab med hovedet nedad og af ukendt køn. Huden blev gradvis mørkere og mere plettet fra benene og ned mod hovedet. Liget var oppustet og specielt ansigtet så ubehageligt ud. Ligfedt var trukket ud gennem huden. Munden var åben i en form for træt gaben og øjnene var presset halvt ud af deres øjenhuler. Ved siden af liget stod en rusten cykel af ældre model. Den var punkteret på baghjulet. En taburet var stillet ved siden af - som om nogen ville til at lappe den.
   Bundet i en stol ved siden af ham, sad manden fra før.
   Ved første øjekast, så det ud som om han sov. Ansigtet hvilede afslappet og udtryksløst mod brystet og en tråd af savl hang fra læben og ned på brystet, - men hans bryst var blodig på grund af snittet på tværs af halsen.
   Han manglede den ene arm; Den var skåret af ved musklen over albuen.
   Hans ene ben var ikke bundet længere. Skoen var trådt af og den mørke og beskidte strømpe, var ekstra meget beskidt ved storetåen.
   I snavset på gulvet, stod der:

Jeg forsøgte at fortælle dig det.