Jo laengere han kom ind i nattens moerke, jo mindre og mere genert foelte hans aand sig, som om hans sjael var imellen skygger, og saa meget at selvom det ikke var hans egen skov, saa sagde han at de var fra hans egne tanker.
   Han var saa langt hjemmefra... og snart han ville vaere endnu laengere vaek, meget laengere.
   Der var ikke noget signal fra maanen eller stjernenes lys.
   Alle traeerne var saa taet ligesom et kompakt tag, saa han kunne ikke se igennem det, saa langt hans syn rakte, kunne han kun se den kedelige og moerke skygge, dette sceneri var paa grund af disse hoeje traaer.
   At gaa... var hans eneste skaebne indtil nu.
   Hvis han taenkte paa at stoppe et sted for at faa et hvil, kom han bare til at erfare skoven selv.
   Der var ingenting, ikke engang et haab ved siden af sig selv. Hans hjerte gjorde ikke ondt naar han huskede og taenkte paa det. Lige som de skarpe grene der skar i hans bare hud, naar han gik af nogle veje der ikke tilhoerte ham.
   Paa samme maade tog hans hjerte ikke laengere hensyn til den smerte som havde krydset hans foelelser saa mange gange foer.
   Han saa sig selv som et paatraengende menneske i en verden af foelelser og hvis han blev saaret, var det maaske fordi han ikke havde fornemmelsen ar retningen af hvad der tilhoerte ham fra hans egen tilstedevaerelse.
   Naar vi ikke tilhoerer nogen, eller noget sted, er hver en smerte eller lidelse bare konsekvensen af vores egen invasion.
   Traeerne havde ingen skyld i at have revet hans arme og bem. Traeernehavderet til at staa hvor de stod, det havde han ikke.
   Det var noedvendigt til at krydse skoven og efter at have naaet den anden side af floden, og bagefter, bagefter, vidste han fakstik ikke hvad han skulle overvinde... skoent han var klar til hvilken somhelst afsloering, hvilken som helst udfordring.
   Skoent nogle ting gjorde ham ked af det og taenksom, som om det manglede noget ting saa noedvendigt som dets eget aandedraet.
   Han trak vejret haardt, hans hjerte slog endnu hurtigere end de skridt han tog. Det var saadan en uro, en sorg som fyldte hans sjael helt op, og tillod ikke nogen plads til andre foelelser. Lige fremme fik han oeje paa en lille aaben mark og han kunne foelge Nordstjernen, saa han kunne vide at han gikden rette vej. Maaske kunne han naa til floden ved solopgang og for at krydse den, ville der vaere andre udfordringer. Men han flygtede fra saadan en tanke for at lade denvende tilbage i det oejeblik há vilkelig sotd ved floden. Ikke nogen bekymringer, det ville ikke hjaelpe hans sind som allerede var oproert og spillet i alt andet end pinsler.
   Men det at komme igennem nattene var saa haardt. Og det var ikke muligt at falde i soven, selvom han var saa traet. Saa, han sattte sig bare ned, paa et lille bjerg hvorfra han kunne se horisonten foran sig. Hans hoved blev ved med at taenke for sig selv, minder saa brede, endda mere bred end hele den vej som han havde gaaet paa den vej han stadig gik. Der var nogle torne i hans sjael, der gjorde ondt og som ikke led ham vaere i fred. Engang,bare en gang, tog kaerligheden ham helt vaek, og fyldte ham op paa saadan en maade at han aldrig var den samme igen. Den kaerlighed, saa dyb, som kom ind i hans sjael lige som en soed aroma som toerer og spreder dufte som man hallusinerer af. Den kaerlighed aabnede hans syn saa han kunne ses maa ting af sig selv, som han havde tilegnet til den pige som kom frem saa hurtigt som et frisk pust fra et laenge mistet troest, den sjael saa ens som hans egen sjael.
   Og hvem han lige havde moedt i en droem, en god droem som besoegte ham i den moerkeste nat forlang tid siden. Om hendes eksistens, var han ikke sikker paa noget som helst paa naer sin egen intuition. Siden begyndelsen, forestillede den foerste straale, i dette syn kom droemmen i opfyldelse, dette ene syn fik ham til at opgive sin gamle tro og vaekkede bloede foelelser i ham, som hans haarde hjerte ikke vidste det var i stand til at laegge maerke til. Og denne droem 'reprised' sig selv, en og en anden gang, nat efter nat og overfor dem overgav hans hjerte sig mens han talte (som hvis det var virkeligheden) til den pige som kun optraadte i hans droemme, for led ham derefter, saa ensom og fortvivlet ved morgengry naar han vaagnede...Aldrig foer, havde nogen forstaaet ham, paa saadan en maade. Han var altid bange for at vise sine foelelser fordi der var ikke nogen foelelser som svarede tilbage paa den anden side. Men den pige han havde droemt om, saa ud til at dele samme frygt, at frygten snart ikke var der mere, og begge delte de samme fornemmelser, saa ukendte foer... af fortryllelse og kaerlighed. Nu var hander, ved midnat i skoven han taenkte paa hvad der egentlig var blevet af hans liv... der var mange naetter han ikke kom til at sove...og den maade moedte ikke i hans dromme, den pige som han var soeger efter, nu, mens vaagnede.
   Han forlod tilbage, sit liv, sin rutine, der gjorde saa meget daarlig til ham, og hele det, bare til starte med en haendelse paa en skoer soegen , efter en ideal som maaske kun eksistede i disse droemme, der skoent virkede saa staerke og virkelighed, var dem maaske bare hvad lignede: Droemme, og ingenting mere.
   Endelig et blaa straale blev moerket til morgen. Saa han vidste, han kunne starte med sin rejse igen, nu på morgenlys, skoent han kunne ikke vide, ikke engang forstaa hvad han var soeger. Men hans sjael foelte sig selv doer hvis han taenkte paa lever hele sin eksistens uden at kende hvis pigen fra sine droemme boede paa samme sted, hvis hun eksistede, hvis hun indaandede samme luft end ham... og hvis hun elskede ham ogsaa. Staarer op, han gik videre gennem skoven, igen forlader bagefter aabnet mark, saa kold og uden nattens droemme.
   Hvorfor?? Taenkte han paa..., saa dybt roert for hans trist skaebne.
   - Hvorfor? Iblandt hele mennesker der kunne at vaere hos mig, deler virkeligheden fra mine vaagnede dager, jeg er her, soeger efter nogen som maaske eksiste ikke?
   Men han vidste at ingen fra sin fortid kunne forstaa ham, eller elsker ham paa samme maade at den pige som besoegte ham paa sine droemme gjorde. Hvordan kunne den skaebne bliver saa grusom, giver til ham saa stor foelelse om nogen som han ville aldrig moede? Uanset det, han soegede efter hende... ville blive sig skoer??
   Saa, mens gik videre, naaede han skoven hvor traeerne var mere skilt et fra andet, og hvor morgens lys naaede jorden ud, mindre fugtige nu end foer, da lyset kunne ikke komme ind.
   Saa, laegger maerke til morgens varm, og hoerer fugle synger larm og soedt, han huskede om noget, mere frisk end foerste dagen´s tidspunkt, besoegte sit hjerte, og han savnede disse oejeblikke, der han bare levede paa sine droemme. Hvor meget havde han behov for hende... at hoere hendes stemme, at roere hende... holder hende i sine aarme, beskyter hende, og på den maade, beskyte sig selv imod frygten af mister hende. Hvis hun eksistede, hvis nogen dag han fandt hende, hans eneste hygge ville vaere et tidspunkt naar han holdt hende paa sine aarme, fordi bare det kunne blive hans smerte til tilgivhed.
   Men det var simpel forstaar at eksistede ingen grund paa saadan bevaegelse. Alligevel hvad kunne vaere det, der gav ham saa meget sikkerhed at den soegen var ikke forgaeges?
   Hvis han taenkte paa det, uden dene foelelser, han ville bemaerke: Der var ingenting grund til hans gernning... Han elskede, og maaske dette var grund nok, og han fulgt bare denne foelelse, som om var en stemme... maaske kommet fra stilheden. Mens han gik, foelte en frisk og mild vind, kommet fra flodens retning, han vidste at naesten hele skoven havde faet tilbage, om lidt og sine oejene ville naa den anden side af skoven , hvor der var traeer ikke laengere. Han oenskede at ovenover det sted alting var forskellig, fordi saa, det ville giv ham sikkerheden: han var paa en ret retning. Fordi hvis alting var forskellig, det var lige som en signal...at han skulle ikke opgive, ikke engang hvis senere, gaar videre blev mere svaer, altid uden finde hvem han var soeger efter. Men han ikke engang forestillede hvordan kunne ligne landskaben ovenover af floden og skoven, hvad farver dets mark ville have? Og hvem han ville finde paa anden side? Hun?? Hans bryste bankede som en trom bare fordi han forestillede at hun kunne vaere der virkelig.


* * *
   Stilhed saa bred og en stor mark foran hendes foedder, groen og gul moden paa grund af saesonen som kommer... og senere den er forbid, men naar den kommer naermere, skifter det umoden til moden, gamle ting til nye ting, det foregaar i tavsheden. Ovenover, en horisont hele fyldt af traeer, meget hoeje og smukke. Bliver umulig at indbilde udskille form fra anden side. Men der var den side derfra, paa samme made som var virkelig stedet hvor hendes foedder var paa det tidspunkt. Nogle skridt mere, og den mark var hele hvad eksistede der. Mark og mere mark, gul og hvid, hvor milde blomster hvilede dets gylden, hvor foer kun eksistede ensomhed og monotoni groent. Alligevel, der var saa faa nye ting at se, saa faa at hoere, foruden den varme stilhede fra hver saeson. Hun fik ikke lettelse til sit hjerte, skoent der var ikke grund til ingen uro, eller medlidenhed af sig selv. Maaske der var svaret til denne fornemmelse paa noget sted, maaske der var kur til sit forladt hjerte i det egen skaebene. Hun havde opgivet af foelelser? Det var klare forstaar nu. Alting rundt betoed ingenting. Men eksistede ikke en oenske at finde noget foruden den tavshed, skoent det gjorde ondt, men var bare det. Smerte og glemsom, ene efter anden, paa samme made som saeson blande med den stor mark, nogle gange groent, andre gange gul. Hvordan kunne hun at forstaa smaa livs mirakler foregaar saa gennert iblandt de smaa blader, eller paa fugle's ligge lunt, broelle eller ovenover jorden, naar alting hvad hun bemaerkede var sine egne esmerte og stilhed? Der var ikke oenske i finder ingenting ny, og paa grund af det ,hun blev blind til noget ny ogsaa.
   De dage ikke gik ind i dens egen uvidendhed. Alting gik i en endeloes fremskridt til at naa ud nyen fornemmelse, ny vugge til modtager hvad skulle komme. Alting er forbedere... mens season og dager at udvikle. Det er ikke mulig en konsekvense af en gernning hvis der var ikke ingenting gernning.
   Men, hvad kunne eksisterer foruden fornemmelser og foelelser? Er der mulighed i at naa dem ud, uden foerst at overvinde sig selv og hele den mark? Floden havde blevet til soen paa det sted hvor hun boede, mennesker havde taget til fange det. Alting var saa paaroerende ,floden havde foedt at vaere fri, dens stroem skulle loebe en retning til noget mere, men skoent floden har foedt fri, paa det sted manglede friheden til det. Der var ikke retning at hun kunne kigge op og kunne foele friheden. Maaske, paa grund af det, friheden eksistede ikke. Lige paa hendes droemme, naaede det hun? Hun huskede ikke af dem da hun vaagnede... og hvis hun var fri mens hun blev droemmende, hun ville aldrig kende. Men der var noget paa sidste uge som var forvandler hende, skoent hun havde ikke bemaerkedt endnu. Hun vaagnede meget lykkelig, dag efter dag, fakstik efter at have droemme der hun huskede ikke, men paa grund af disse droemme hun vaagnede op bare at oenske hun kunne sove igen og at laegge maerke til en spaendende lykke at var overflader fra hendes hjerte, paa hver vaagen. Hun havde smilt paa disse dage, netop hende, som hardt bemaerkede sit ansigt blanker paa i smilet. Skoent paa samme maade disse fornemmelser kom, de var gaet. Da sovende, paa sidste natter, hun fik ikke huske om hendes droemme, men ogsaa, der var gode fornemmelser. Det var som om det velsignet gave havde vaeret bare nyen aand paa hendes saa tor dage. Men gaven at altid var mistedt.
   Og hun havde aldrig foelte sig selv saa trist. Hun havde aldrig set tomheden rundt som noget saa stor. Det var for sent til en ny starte... hun taenkte paa det, mens gik. Stilheden saa bred var en bevise at noget bevaegelse ville vaere forgaeves. Der var ikke hvad det er at foele, hvad det er at goere. Alting der eksistede var allerede ganske og klar. Hun kiggede omkring og alting lignede saa samligt , fyldt op, bare hendes sjael var i stykker. Stykker der ville aldrig binde igen, kun fordi der var ikke anden halv, kunne at binde og blive to til en.
   Der var saa meget selviskhed paa alting der hun saa paa. Vanderne der kom fra langt, floden fra, overvandte skoven til ender dets loebe der, paa marke, paa en dige hvilket var egoistisk. Floden virkede ikke oenske andet liv.
   Det lignede saa stout i vaeret der, skinner som en glass reflekterer himlen, modtager igennem det, farver der viste sig selv til natten og dagen. I dag, det var isaer groent og delikat og virkede reflekterer hele marken, saadan overflade af den saa stor og stille . De marker var egoistisk ogsaa. De voksede alene, de har ikke behov for ingen at blive levende.


* * *
   Saa hurtig som vinden, overvandte han endelig de sidste traeer, han var fri nu, og ingen grene ville goere ondt paa hans aarme eller ville forpligte ham at gaa langsomt. Der var et haab saa stor, fodrer hans sans, at han foelte ikke sig selv sulten eller toerstig... saa bred var besaette i hans maal.
   Skoent det, han blev stoppende en lidt... Pludselig en maerkelig frygte blev ham bange for at vaere ensom for altid... Og det blev ham stoppede, som om bare nu vejen virkede for stor.
   Mennesker der lever bare for deres hverdagsliv, er som blaesen af vinden... de lever for deres snyderi hjertes oensker... daglig foelelser der snart, da natten er forbi, de er glemt, og paa den ny dag, der er ingenting ind i det samme hjerte, fordi deres oensker blev til virkelighed paa saa let maade i gaar, at det er fortid allerede... uden grund at minde om.
   Paa grund af denne taenke, blev ham stoppede paa midvejen. Han vovede ikke gaa mere, til blaat retning af horisonten, saa bred nu, fri fra traeerne.
   Foer, med traaerne omkring, han foelte sig selv mere staerke, og han ikke havde tanker ligesom det. Men foran ham, bare der var friheden, ingenting trae, og paa grund af det han blev bange for at gaa, han blev stoppede der. Han havde allerede set det foer... maaden som mennesker betragte deres egne foelelser, det var en trist ting for at se.
   De flygtede fra sandheden til at opgive sig selv til en legemlig verden, en verden af loegn og fejl.
   Og han var helt alene..., men hvad han havde gjort, var at have brudt med denne verden i hvilken troede ham ikke laengere. Og han var soeger efter en sandhed, hans sandhed... som ikke engang tiden kan skifte, fordi den sandhed var sin belief og sin oenske var paa denne soege.
   Mest af mennesker bare oensker det oejeblik som de er lever, og ingenting mere, og endnu, de var mere lykkelige end han var.
   Alle af dem havde familien eller nogen at komme til. Pludselig, han bemaerkede hvordan livet var unfair til nogen som soeger efter noget mere. Han oenskede ikke bare foregiver at vaere lykkelig og viser det til de andre mennesker. Han ville at vaere virkelig lykkelig... og netop paa grund af det... var trist han?
   Hvordan vroevl lignede hele det... Han foelte der var saa meget kaerlighed ind i hans hjerte... men eksistede ingen som han kunne give det.
   Saa, hvordan kunne ham tilgive livet?
   Stoppede der, han var starter med at forstaa, at han kunne ikke faa hvad han oenskede, ikke engang kunne forstsaette sin rejse mens han kunne ikke 'tilgive livet'.


* * *
   Der var ikke sans til ingenting... saa hvorfor ville gaa videre? Hun kendte helt det... altid var den samme... den samme mark, det samme vande der loebte ikke mere, hvor skulle vaere den flod.
   Hun staar op, ovenover et lille bjerg, og kiggede tilbage. Vinden roerte hendes haare, og kom i hendes vaesen ligesom et ny liv. Hvordan dejlige var at se alting paa fjernt, alligevel, paa den maade, tingene lignede ikke saa kedeligt.
   Foerstet trae optraedte , et af flere andre der eksistede paa skoven, stadig langt vaek der fra.
   Og hun taenkte paa... hvis, jo naermere hun var fra stedet hvor aldrig havde vaeret foer, jo naermere hun ville vaere fra lykken og frihed der hun aldrig foelte, lykke og frihed der hun ikke engang var soeger efter.
   Og paa foerst gang, hun taenkte paa det og startede med at laegge maerke til miljoet omkring, som havde hun aldrig gjort foer, og paa en af mindste grene fra det eneste trae derfra paa bjerg, hun bemaerkede en ligge lunt. Hendes ansigt blev skinnende, paa endeloes oenske i soeger efter mere og mere liv.
   Pludselig, hun taenkte paa sig selv... hvorfor hun aldrig havde denne oenske foer? Hun vidste ikke svaret. Men hun blev sig lykkelig nu, paa grund tingene der hun havde fundet. Livet som voksede paa naturens simpelhed som en Guds gave til at goere os selskab og viser til os en vaerdi af hver og enkelt liv.
   Proever at saette sig selv mere hoeje, skynder sig at se den ligge lunt, hun foelte som om hele hendes verden var rigtig der paa dette tidspunkt, og det var god at foele den foerste fornemmelse, hvilken foelte ikke hun siden laenge foer.
   Men hendes hjerte blev lille, og som om en kolde vind blaeste indeni, bemaerkede hun med taarer paa oejne at noget dyr skulle have vaeret der foer, og havde spist de aege, fordi der var ikke engang en eneste aeg, og paa den maade, ingen fugl ville foede.
   Saa, satte hun paa bjerget, ked af det, mens vinden roerte hendes haare, og led sine taarer bort. Hvor meget svaer til fuglen var at bygge den ligge lunt, at blive et par, fylder op med haab de nye live, der ville foede igennem de smaa aege.
   Foelte hun nu, at helt liv var vigtig, hver og enkelt liv havde deres funktion, giver held og harmoni, der hun aldrig bemaerkede foer.
   Hvordan kunne vaere hun saa egoistisk?
   Saa, den groent mark optraedte foran hende, foran sine oejne, der var ikke lukket laengere. Lige som vidunderlig taeppe, hver dag livet har vaeret ny paa hver saeson, doer, foeder igen, til mennesker ligesom hende, som aldrig bemaerkede da livet var tabet, som nu, da hun saa paa det tomt ligge lunt.
   Noget var vaagner ind i hende, men der var ingen naest efter hende for at del den stor livs opdagelse, som eksitede paa hendes sjael paa dette tidspunkt.
   Saa, proever at finde andre ligge lunt, der var fyldt med liv paa den gang, hun loebte indtil andet trae, stadig langt vaek fra skoven. Men var det eneste trae omkring der, saa, sikkert, hvis fugle soegede et sted for at hvile, eller at bygge deres ligge lunt, dette var eneste trae de kunne bruge der.
   Ved siden det trae, der var storen sten, som var skiller den marke og floden fra skoven, hvilken gik videre til syd retning.
   Hun var naermere paa skoven nu, men ikke engang paa den maade oenskede hun at naa ud den.
   Hun bare ville at finde livet, noget signal som viste at var umagen vaerd at eksiste, livet havde ikke opgivet af hende, heller ikke af verden.
   Paa en hoeje gren, hun bemaerkede imellen de groent blader, en gull graess paa lille hul i traeet. Hun klatrede det trae, uden ikke engang taenker paa, og snart hun var ovenover, paa hoej, hvor ingen kunne se hende og forsigtigt, hun laegte sig selv ved siden ligge lunt, og hendes hjerte bankede glaedt.
   Hun havde modtaget loenne for at tro... hendes oejne var fyldt af taarer. De smaa fugle var udforder hele fare som kunne eksiste, det hoeje, osv. som de kunne ikke at handle endnu., og alting for at blive levende, soeger efter, gennem hurtig bevaeggelser, mors bekymre, som var ikke der paa det tidspunkt.
   Hun lukkede hendes oejene mens foelte at optraade i hendes hjerte den mere dyb taknemlig for at blive levende.
   - Alle af os maa at vaere taknemlig. Hele tiden... - sagde hun det larmt, skoent soedt, for skraemme ikke de smaa fugle. - ... livet er en mirakel... Hvorfor se ikke det vi? Hvad vigtheden fra vores enstemmig oejblik, eller da vi mister tilliden, hvis tiden gaar igennem og blive os til stoev? Livet opgiver ikke os, saa hvorfor vi beholder loeber fra sandheden? Der vil ikke vaere en taar, aldrig mere paa den verden, naar vi bemaerker det, alting der eksistede foer var egoistisk. Vi vil finde at alt vi saa og hoerte, var bare hvad vi oenskede, mens den verden var doer, hver dag, bliver til en ny paa hver dag ogsaa... hele tiden verden havde skjult dens smerte... saa vi aldrig kendte den. Verden saa stille, var lider, men den bare viser dens vidunder side, for at give ikke smerte til os, foruden de smerter der vi egne har skabte. Nej! Der er ikke smerte, og naar enhver opdager det, de taarer vil ikke eksiste laengere.

Og han var der. Ved siden stenen, skjult iblandt de grene, foer, han var stoppede paa grund af sine foelelser, han havde bange for at foelge og nu han kunne ikke gaa, paa grund af hvad han hoerte, han vidste ikke hvad at taenke paa. Hver et af dette ord virkede kommet himlen fra og naaede hans sanser. Dejlige og soede stemme fik ham husker noget, hvilket en gang, tog hele hans sjael, paa en lykke saa stor... som han aldrig foelte foer... lige paa hans droemme.
   Han forstod ikke, hvis det var virkelig, eller var det bare en droem igen... men der er laenge han sovede ikke, saa han droemte ikke mere, og dette ord der hun havde talt nu, ikke engang i droemme, hun allerede havde talt foer.
   Der var paa denne stemme, noget som en vidende som voksede. Men han kiggede paa rundt og der var ingen. Han var alene, som altid... saa hvorfor kom denne stemme vaagner ham op? En og anden gang hun havde kommet. Den pige som han soegde nu, at give ham livet... og bliver ham vaagnende fra det liv hvilket han havde foer, boer i et samfund hvor der var ikke foelelser, heller ikke sandhed mellem de mennesker.
   Paa grund af hende, han havde faet mod til at gaa ud, paa grund af hende, han gik igennem denne vej, hele fyldt af torn og traeer... og han overvundte hele det... paa grund af hende... Men han var der nu, stoppede paa grund af en tvivl, en maerkelig frygte... bange for at gaa videre og finde ingenting paa enden.
   Men, da han hoerte den stemme, sikkerheden optraedte ind i ham igen, sikkerheden at han var ikke skoer, og at hun altsaa eksistede i noget sted, forunden hans egne droemme.
   Han gik udenfor, imellen de grene, han gik videre, taet paa storen sten og, klaterer den, naaede toppen.
   Der fra, han havde en vidunderlig syn, ligesom 360 grader, fra hele landskaben rundt.
   Han kunne se baade, storen skove, hvilken han havde kommet igennem, og paa modsaette side, rigtig i Nord, han kunne se de marker aabner sig selv paa en bred og stille vildhed, og floden loeber igennem den, paa en smukt og roligt maade.
   Han tog en dyb indaanelse, fylder med luft sit trist bryste saa fyldt af uro paa det oejeblik, og uden at han kunne bemaerker, rigtig naer ham, ovenover , paa hoeje trae, hun var bange, paa grund af tilstedevaerelse af en fremed som optraedte der saa uventedet, og hun oenskede han gik ud, saa paa den maade, hun kunne gaa ned af traeet.
   Men, paa nogen maade, engentlig, hun havde ikke frygt. Hendes hjerte, efter fik en choke, blev stille nu, og fra traeet, hun kiggede paa nogen som havde
   blanke oejne, da sagde:
   - Hvor er du? - graabte ham, saa larmt, at overvundte de dale.
   Hun var nysgerrig, og oenskede at se alting med opmaerksomhed, han lignede en rigtig saerlig mand, hun vidste ikke hvorfor, men hun troede paa det, som om var en sandhed at hun kendte nok siden laengere... men hvordan kunne det vaere mulig? Hun var spoerger til sig selv, mens han videre siger:
   - Hvordan kan din stemme naar mig ud, da mig selv faar ikke det? Jeg , som holder hele styrke, som gik igennem dene gamle veje, fyldt af torn, overvundte hele skoven... bruger helt magt fra mit krop, soeger efter dig... altid soeger... ligesom en skoer, som forsoeger at naa en droem... og alligevel... jeg har fundt ikke dig. Hele mine styrke var forgaeves. Og nu, paa en milde oejeblik, ligesom bare de oejbliker der jeg foelte paa mine droemme, kommer din stemme og naar mig ud?? Hvordan kan det vaere mulig? Du finder paa mig... hvis hvem er paa denne soegen er mig? Hvordan kan hele styrke vaere forgaeves, foran hvad er mild? Jeg har knust med virkeligheden paa grund af den soegen efter en droem, hvilken aendrede helt mit liv. En gang, igen mildheden kommet fra en soede illusion havde vaeret mere staerke end gamle aarsager kommet gennem saa haardt virkelighed...

Hun havde forstaaet ham saa perfekt, men bare nu hvad han talte kunne goere sans til hende, fordi bare paa dette oejeblik, hun havde forstaaet hvor meget virkeligheden kunne vaere grusom hvis vi ville ikke at se paa tingene der livet, den sand liv havde at give til os.
   Men, der var en ting hvilken hun kunne ikke forstaar. Han sagde om en stemme at kom fra et fjerne sted og naaede ham ud... Hvad kunne mener det? Stemme af hvem?
   Men hun havde helt ret om en ting, denne stemme skulle tilhoere til en held pige, fordi det var klare den maade at han elskede hende... det var dybe, og hans liv lignede har skiftet paa grund af denne ukendt pige.
   Men, nogle ting blev stadig maerkelige... bare paa det oejeblik hun blev sig klar til at forstaa de foelelser... Hvis denne scene havde foregaet foer, hun ville have aldrig forstaaet.
   Hvordan kunne hun har forstaaet det:
   En fortivivlet mand, som havde saa staerke foelelser, som var paa en soegen stoerre end ham selv efter en droem...
   Inden dette oejeblik hun kunne ikke forstaa det, fordi hun vidste ikke hvad betydte lidelsen, eller at elske, at oesnke, eller loebe vaek fra en grusom virkelighed som skiller os af os selv.
   Saa, hendes hjerte var fortryllelse, denne mand, saa staerk og trofast paa hvad han oenskede til sig selv, paa nogen maade, han gav til hende en maerkelig glaede, skoent han lignede en lidt mistedt og trist.
   Hun taenkte ikke paa hvad han var goerer, da hun sagde:
   - Hvor meget held har du... herre, fordi du kender hvad vil du, du kender hvad oenske du, og det er ikke en let ting... Nogle gange, vejen til det maa vaere for lang, og flere mennesker opgiver, uden ikke engang at forsoege...
   Da hun sagde det, lukkede de laeber med baade haender, fordi hun vovede at snakke med en ukendt mand.
   Han var stadig ovenover af stenen, og saa stille som en statue kunne blive, og fulgte med sine velvillige oejne i retning af den stemme, den samme stemme fra hans droemme, den havde kommet igennem luften, og paa den gang, denne stemme var saa virkelig som luften der han indaandede.
   Hans hjerte bankede som aldrig foer, paa sin bryst, fyldt af haab nu, saa fyldt, at taenkte han det var en droem igen, og skoent han foelte sig ligesom en skoer for at tro paa denne stemme havde kommet rigtig fra hojet af dette trae ved siden ham, han blev soegende med oejenene, hver gang mere ivrig for den oenskedt moede.
   Og inden han kunne se hende iblandt de hoeje grene af traeet, hun, da lukkede de laeber med haender, mistedt ligevaegt, og faldt hurtigt fra traeet, saa hurtigt, at hun bare fik taenker paa faarligt tilstand, da staerke aarme held hende. Ligesom en gave kommet himlen fra, mere oenskedt og ventedt end regnen da falder langs toer vejr, og fra himlen uden sky. Han havde faet undgaar at pigen naaede jorden. Igennem larme på grene og blander ovenover hans hoved, ved en automatisk bevaegelse , han bare held hende på hans arme, og hun, lille og skraek som en fugl, de samme der hun var ser på , optraedte til ham, med blanker og lever oejne, ligesom en magiske refleks af droemme bagefter, han genkendte hende straks.
   - Du!... - hans stemme var fyldt af fornemmelse, han blev holdende hende på hans aarme, og kunne ikke tro på det, og han var saa lykkelig, som han aldrig havde vaeret foer.
   Hun, skoent, som huskede ikke af hendes droemme om ham, bare takkede ham på grund hjaelpen, og spurgte ham til at saette hende ned på jorden.
   Han gjorde hvad hun spurgte, stille og foeler sig velsignet med denne gave som traeerne, de samme der på begyndelsen af hans rejse havde saaret hans ben og aarme, de samme der oenskede viser at ham tilhoerte ikke i det sted. Traeerne saa på hver skrydt som ham tog, hver uro af hans hjerte hvilket var ved en taage mere tyk end en taage som daekkede skoven i tidspunkt inden daggry. Traeerne forklarede ham igennem raade givet på stilheden, hvilken han respektere, og disse traeer beholdte de minder af gamle droemme igennem af nye veje. Det foerst trae gjorde ondt på ham, men blev ham vaagnende, det sidste trae af skoven gav til ham, i hans aarme den aarsag af hans skrydte, praedestinere til at gå igennem gamle veje, men saa nye til ham... det sidste trae af skoven gav i hans haender den kur for den uro fra hans sjael... han ville aldrig vaere den samme igen... hun eksistede, hun var ikke en droem...

Kunne vaere dette kaerligheden?
   Han kunne ikke sige hvad var foeler... fordi det var alting, hele de fornemmelser... Lykke, som naest var eksploderer i sit ansigt, hvilket blev kiggende på denne pige, som han soegede efter, uden hvile på de sidste dage.
   Og hvad med hans hjerte? Det var flyver, ind i fuldende mildhed, som et hav hvor er ikke ved en storm ikke laengere... hun havde reddedt ham, som om han var en skibbruden foer, mistedt, og havde endelig nu, en sikring sted at hvile hans sans.
   Men, hvis var mild hans hjerte, var ogsaa fyldt af flere fornemmelser, der, netop på dette oejeblik tog hans luft bort. Han ikke engang fik forstaa hvad ham selv var på det tidspunkt der, helt givet til den lykke mere oenskedt end det egnt liv. Han elskede hende for meget, men hvordan kunne sige det til hende? Hvis hun havde aldrig set ham?

Men han vidste ikke at skoent hun kendte ikke ham eller huske af hendes droemme om ham, eksistede nogen ting i ham, hvilken fik hende at oenske holde ud der, deler med ham noget... maaske deler hendes opdagelser om livet... hvem andre kunne hoere hende eller forstaar hende?
   Han lignede saa vis, rolig og smuk, at hun foelte at kunne snakk med ham igennem timer og timer og det ville ikke nok endnu, fordi der var meget, engentlig meget havd at sige... hun forstod og elskede nu de smaa detajler af livet, der gav ikke mening foer.
   - Det er rigtig godt at finde dig! - sagde hun smiler, som om kendte ham. På grund af det, han blev fuldende, og på det oejeblik, han vidste hvor hans hjerte var på ... i hjemme.
   - Er du glad for at moede mig? - hans oejne var skinner foran muligeheden i kender hvis hun var soeger efter ham på samme maade han var soeger efter hende - Vide du hvem er mig?
   - Nej , men du er foerstet menneske som jeg moeder efter noget ind i mig at vaagne op... og jeg behove at del denne ny verden af fornemmelser... livet er saa praegtfuldt... og du optraedte her, netop mens jeg var "vaagner" til livet, og jeg hoerte på ditte ord... saa smukke... Efter hvem du er soeger? Jeg blev rigtig roert for dine fornemmelse, og alting der du sagde har overvundet på grund af denne foelelse, skoven... du kendte skoven rigtig vel, du forlod sin verden til at staa over for hvad du kendte ikke... og ligesom en vuggevise, skoven blev en beskytte til dig... og det er spaendende... hvor meget jeg ville gerne at kende skoven paa samme maaden at du kender... - og hun vendte tilbage til at se paa skoven rigtig bagefter hende, saa ukendt og hemmelighedsfuld, men hvilken han kendte vel.
   Han blev trist da bemaerkede at hun, engentlig, vidste ikke hvem han var, men paa samme tid, noget gav ham troest... Det var fakta at hun beundrede ham, at alting der sket til ham paa sidste dage, soeger efter hende, hun allerede vidste, og overvejede som en gerning fyldt af mod.
   - Aedel froeken... flere veje har skilt mig af dette sted... veje saa gamle som tiden... og maaske jeg blev aldrig her hvor jeg er paa dette oejeblik, hvis noget meget vigtig og vidunderlig havde ikke foregaet nogle dage og natter bagefter.
   Hun blev nysgerrig om de aarsage der fik ham at komme der, men spurgte ingenting, han lignede at oenske siger mere, og hun oenskede hoere paa ham:
   - Paa begyndelsen, skoven havde saaret mig- og han viste tegn rundt hans aarme - og jeg ikke engang bemaerkede... fordi eksistede smerte paa mit hjerte stoerre end bare de kradsen af traeerne. Jeg tilhoerte ikke til skoven... men det var ikke paa grund jeg er ikke et trae, jeg forstaar nu... jeg foelte ikke mig der virkelig, mens jeg gik, jeg var taget til fange for mine smerte, skoent ingenting jeg kunne bemaerke, af mig selv, heller ikke af traeerne, der lignede at vil blive mig vaagnende... og lidt efter lidt de fik det. Jeg loebte fra mig selv, forsoeger at finde pigen som jeg vidste ikke hvis eksiste i virkeligheden... denne dage var fyldt af uro paa grund af denne soegen saa usikkert, men det var bare at stoppe for et oejeblik og taenker paa... og sandheden var ved mine haender , de var de oejeblikker mere skinnende, mere ret... jeg fulgte den retning af kaerlighedens intuition. At forestille kaerligheden... hvem er os... kun doedelige som mistede os sig selv paa stilheden... vi som taber tid spoerger paa hvad vi kan ikke forstaa... men hvis roert for en milde fragment af haab, ligesom en Guds gave, vi er mere hurtige end den tanke , og vi vil oenske at naa hvor den tanke fik ikke... og paa den maade jeg naaede det sted her froeken, jeg fulgte efter mine droemme.
   - Droemme? - dette ord virkede velkendt, men hun vidste ikke hvis var han henviser til droemme lige som oensker, eller som rigtig droemme.
   Han havde bemaerket i hendes oejne, den samme hast og den samme blank, ligesom en feber, af hvem er naermere paa stoerre opdagelse af sit liv, og ikke engan forestiller det.
   - Droemme... jeg droemte, natter og natter om den samme soede stemme, om den samme udseende og ansigt, nat efter nat, som en engel som kom til at besoege mig, jeg snakkede med hende, som om jeg var ikke sover, og hun var saa virkelig, saa trist og lykkelig paa en samme gang… Hun blev vaagnende mig, skoent jeg var sover. Paa grund af hende, bemaerkede jeg hvor meget tomt var mine tro, mit liv, og hvis jeg kiggede paa mit hjerte, var det bare et tome og moerke vaerelse, ligesom af flere andre mennesker omkring mig. Og jeg kunne ikke benaegte.
   - Og kendte denne pige, hvilken du droemte om?
   Han smilede, forestiller og husker paa hende de samme ansigt... siden foersten gang allerede saa kendt, det var som om havde aldrig foregaet den foerst gang paa denne droem i hvilken han saa hende... fordi det var som om han kendte hende siden altid.
   - Hvordan kan jeg svarer til noget at mig selv ikke helt forstaar ? Jeg kendte ikke hendes krop, hends navn, men det var netop den hemmelighed... der var ikke hvad jeg vidste ikke om hende... skoent havde jeg aldrig set hende foer. Efter hun kom ind i min sjael, med aedelmodighed af hvem deler samme verdens opfattelse, jeg har aldrig blevet den samme igen.
   - Og hvordan var du inden det?
   - Helt alene... selv om flere mennesker var rundt til mig, jeg havde blevet alene altid, inden denne droemme... og siden det, hun har fyldt alting, hele tomheden, hele ensomheden... ligesom en straale af sol, at endelig naar ud de mere tykke blader paa en taet skov, en skov aldrig roert paa dette soede og milde varm... men hvilken, paa foersten roere, vil blive aldrig den samme igen, og aldrig vil glemme dette oejeblik. Paa den maade foregik til mig... jeg kunne ikke blive den samme, tilbage til mit liv som om ingenting havde foregaet. Hun roerte mig ligesom denne sol, og jeg bare oenskede foeler den igen. Vi snakkede med hinanden i de droemme, som om var virkelighed. Hun var saa real, vores frygte og oensker var talt til hinanden, og hun hjalp mig at forstaa dem, og jeg fik hun kunne se paa hendes frygte og oensker ogsaa. Paa hver nat, en ny droem, og hver en af dem var en ny vidende til mig og til hende. Uden hende, da jeg vaagnede, jeg var ingen... den samme tomhed af mennesker der var omkring mig tog min luft bort og blev mig meget trist, saa besluttede jeg at gaa soeger efter lyset som havde skiftet mit liv, efter solen som roerte mig, som overvandte de grene mere tykke af skoven som jeg gik igennem, hvor ingen naaede foer... Hun optraedte kommet fra stort fjerne, og jeg soegte efter hende som om soegte efter den egne sol, fordi jeg vidste om umuligheden i naar stjernen ud... nogen som jeg vidste ikke hvor var paa, nogen som jeg ikke engang vidste hvis rigtig eksistede.
   - Det var meget mod!! - Hun sagde til ham, imponeret - Men hvorfor stoppede du den soegen? Hvorfor jeg moedte dig her, stille, og taenker paa det? Er du soeger efter hende ikke laengere? Har opgivet?
   Hun var trist paa grund denne kaerligheds historie... hvilken, maaske, ville aldrig ske, saa stor var umuligheden af tingene han havde talt. Stakkels af ham, saa paen og vis, men havde en trist og usikkert skaebne... hun troede ikke at han ville faa at finde hvem han var soeger... det lignede mere haard end holder luften med de haender... men hun oenskede ikke han opgav... der var meget tillid og mod paa ham, saa, hvis han opgav, var som om delen af verdens tillid var forbi ogsaa.
   Mens hun spurgte det med uro, han med mere uro end hende, ventede paa noget signal i hende der viste at hun endelig vidste at var hende, som han var soeger, og hvem han havde allerede moedt. Men hun lignede noterer ikke intet. Ville vaere mulig, hun have optraedt lige i hans droemme, uden han have aldrig besoegt hende i hendes droemme? Det kunne ikke vaere... han oenskede at vaere genkendt, oenskede at hun havde behoev for ham, men hun bare vel sagde den held af hvem han var soeger.
   - Lykkelig, denne pige som du er soeger... dit mod vaerdig hende, og hvis en dag, du moeder hende, hun vil blive saa lykkelig som du er.
   Paa dette oejeblik, foedte i ham den oenske af tager hendes haender paa sine, og talte at hun var hvem har soeger! Han havde allerede moedt, og han allerede var meget lykkelig.
   Men, ville tro hende i saadan sammentraef? Maaske, taenkte paa det var en snyderi... Nej! Han kunne ikke sige det! Hun skulle opdage for sig selv.
   - Ditte ord glaeder min sjael, aedel froeken, men der er laenge at jeg soeger efter en ukendt skaebne, og akkurat her min soegen er forbi.
   - Ak... - hun sagde med hjertet rigtig roert paa skuffelse - saa er du opgiver af din soegen, af din fremtid, naar, maaske faa var bestaar til at finde den?
   - Ja, jeg er opgiver. I livet, der er lektioner der laerer os at tabe... og at goere det med vaerdighed og uden blive trist, er den bevis at vores tillid vakle ikke, er venter paa ... ind i talmodigheden... anden dyd som vi skal laere igennem vejen.
   Hendes oejene var skinner, han sagde noget hvor var hun bemaerkede en dyb vidende.
   - Saa, hvad har fundet virkelig, mens var soeger efter en ukendte kaerlighed, det var at genkende de dyde der var forlod ind i dig, men der ville gaa videre skjult hvis du havde ikke bestemt for den soegen?
   - Du har talt en stor sandhed, den stoerest... ikke engang mig selv ville faa, men jeg maa siger det igen... Ja, hvert skridt taget i denne vej saa langt hvilken jeg gik igennem alene inden kommer der, holder lige seslkabet af den foelelse mere vidunderlig at jeg havde paa mit hjerte, hver et af denne skridte fik befri mig, jeg har laert med dem, de aendrede mig! Foer, jeg fik ikke taenker paa ingenting mere end mine egne oensker i at finde nogen som paa mine droemme viste til mig at livet skulle vaere mere end denne rutine i hvilken jeg boede indeni foer. Men jegled uden bemaerker at jeg var lider, jeg bemaerkde ikke at rundt til mig, livet oeskede mig ganske og uden beklager, uden saadan hast, og mens de dage gik, jeg fik befri paa mig talmodigheden og andre dyde der jeg troede ikke eksiste i mig laengere... jeg var afsloerer mig, et menneske meget bedre end jeg var. Jeg var opdager at jeg, foer, var ligesom enhver andre der jeg doemmede daarlige, jeg bemaerkede ikke det... men jeg gjorde det nu.
   - Saa, vil du at gaa tilbage og siger til dem, hvad du vide nu? Og paa den maade, de kan se paa dem selv, som du gjorde?
   - Den rejse var stor... og mine opdagelser kom til mig igennem min egn anstrengelse... ingen kan give hvad levede, dette skulle vaere dygtighed af enhver... men synes at jeg kunne hjaelpe dem paa en anden maade.
   Han blev stille da sagde det. Han lignede at skjulle nogen hemmelighed, men var denne en god hemmelighed... hun kunne se igennem hendes oejne... blanke og bestemt, skoent saa soede, at hun kunne blive mistedt for altid ind i hams oejne, og finder sig selv paa dem igen..
   Han havde bemaerkt at hun beundrede ham af nogen maade, og det gav ham troest, men han var bestemt i afsloerer ingenting mere, og ville forlade til den skaebne denne bekymre.
   - Jeg vil tilbage hjemme, til mit liv, men jeg vil ikke tilbage bliver den samme som forlod...
   - Men, paa den samme maade, du vil ikke tilbage haver faet dine mission fuldende, den mission at du tog for dine, da forlod.
   Han indaandede den friske luft som blaeste kommer fra de brede marker, duftet af tusind af vilde blomster... oensker meget at blive der, at kende denne ny jord, i hvilken fandt sin elskede, men han havde faet en beslutning, og bare paa grund af at hun havde ikke genkendt ham var grunden han oenskede at gaa bort:
   - Jeg gjorde hvad min sjael havde spurgt til mig, og jeg beklager ikke... alting der jeg foelte tog mig fundende, tog mine sans og viste at igennem tilliden jeg ville finde en vej igennen hvilken jeg havde aldrig gaet, hvis skaebnen havde ikke givet til mig denne vidunderlige gave: De droemme om... - han var ved at sige "om dig", men han fik at undvige det - ... om denne pige som jeg elskede siden den foerst oejeblik... uden det, jeg havde aldrig afsloeret sandheden om mig selv.
   - Livet er en hemmelighed, virkelig... men det havde ikke vigtighed for mig inden dette tidspunkt.. og nu jeg er bange for at blive for faa tiden til at jeg kender alting hvad er vigtig.
   - Dette kan ikke sige du... der vil tiden... altid... fordi vi taber ikke evigheden... ikke engang naar tiden ligner er forbi for os. Friheden "min veninde" - han havde behoev for at kalde hende paa en kaere maade, fordi var umulig at benaegte det. Hun smilede, paa nogen maade hun forstod ham, og saa perferkt, at dette blev hende frygt - Derfor er paa grund af friheden at vi soeger efter sandheden. Og livet bliver mere vaerdifuld for hver en af os, af forskellig maade, fordi enhver forsoeger at tage af livet hvad er vigtig, hvad roerer paa saerlig maade vores foelelser. Paa grund af dette, tiden bliver faa... Men bare nogle ting saetter os ovenover af vores lidenskaber, paa den samme maade, bare en foelelse var kunne at forvandle mig... hvad er haard min veninde, er at finde dette, hvad vil roere os, det er naar at tiden kan ikke vaere nok.
   - Jeg havde ikke taenkt paa dette foer... men dette er en stor sandhed! Men hvis vi bliver aldrig roert paa noget aedel, kunne at saette os hoejere paa denne smukke maade, som kun paa dig jeg have bemaerkt?
   - Jeg troer ikke paa dette er saa umulig... til mig dette foregik uden at jeg havde venter paa, og jeg tror at ingenting beslaegtet med vores oensker er ansvarlig for det. Da denne foelelse optraedte i mit liv, lyn hele vejen indtil jeg fik kommer her, det var noget saa stoerre end min opfattelse... stoerre end min tillid eller nogen ting i hvad jeg troede paa, heller ikke. Jeg var velsignet, og det var for stor til at jeg kunne loeber bort fra... og sin omfavne var saa soed og mild, at jeg kunne ikke undvige. De oejeblikke der vi havde delt paa de droemme, jeg havde beholdt lever paa mit bryst , og paa den maade, blev ikke bare mig selv paa denne saa stor rejse igennem dene Gamle Veje. Paa nogen maade, maaske jeg har faet at hun har blevet vaagnende ogsaa... mens jeg taenkte paa hende, oensker med hele mine styrke at finde hende, og selv vaeret skilt hinanden, denne styrke maa at have roert hende... saa, selv om hun aldrig vide at jeg soegte efter hende som om soegte efter mit liv, jeg foeler at nogen ting har skiftet paa hende... fordi der var nogen ting mere staerk binder os, og denne tid og rum skiller os, ville ikke vaere nok til at hun foelte ikke den samme end mig selv foelte.
   - Saa, synes du at hun vide at du er soeger efter hende?
   Han kiggede paa hende, oensker med hele hans sjael, at hun kunne husker af ham, maaske igennem paa et samme ord hvilket de havde talt paa deres droemme, fordi han vidste... de droemte sammen. Men hendes oejne var tomt, uden det samme lys hvilket eksistede paa dem foer, paa de droemme.
   Saa, mens vinden blaeste, han bare havde en ting at goere... at glemme hele om hende, og forsoeger til videre med sit liv, bliver mere staerk... fordi, skoent den hemmelighedsfuld maade at tingende havde foregaet, og skoent den skaebne har bragt ham indtil der, netop hvor hun boede, netop hvor hun var paa dette akkurat tidspunkt da hans styrk var naest forbi, skoent alting, der var denne Gamle Veje, der han gik igennem, og han havde laert med dem hvordan det er at overvinde ham selv, hans forgabelse, hans egoistisk maade... han havde laert hvordan det er at se paa real vigtighed af tingene og foelelser, og hvis eksistede ikke foelelser, ingenting mere havde vigtihed.
   Maaske han skulle forsoege at aabne hendes oejne, uden bliver frygt af viser sandheden til hende... Men han havde ikke helt ret at kaerligheden kunne vaere vistet, som en ting, skoent hele lidelse at han havde, inden ankommer der, han havde ikke ret at goere det.
   Pludselig, noget, fik at hendes hjerte blev knust, da hun havde bemaerkdt at han var ved at forlade. Hun taenkte paa hvis ville det fair. Alligevel hvorfor fandt ikke han kaerligheden hvilken han havde vaeret soeger efter langs hele denne Gamle Veje, der en hvilken som helst anden ville vove foelger, paa grund af de var faarligt, ukendt og for stor?
   Hun foelte dybt ind i hendes, at der var noget hun havde behov for at opdage endnu... og paa grund af denne foelelse, hun var skylder den hele verden for en ting hvilken hun kunne ikke forstaa.
   Han startede med at gaa bort.
   - Gaa ikke! - hun blev forskellig, taget for den fornemmelse, hun havde lyst til at han kunne blive der for altid.
   Han saa paa tilbage, foeler de sidste straaler af sol roerer hans haare. Hun var smukt der, saa smuke som i hans droemme, og bagefter hendes form, solen viste de fjerne marker, der han kendte ikke endnu, og floden som startede med at blive roed paa grund af solnedgangen.
   - Er der noget aarsag for at jeg blive her?
   Hun ville at raabe en larmt: JA, men hun vidste ikke hvorfor, eller hvad kunne betyde denne foelelse. So, kun et svar kom fra hendes laeber:
   - Jeg vil savner dig...
   Begge havde taarer paa deres oejne, begge foelte deres hjerte knust og fyldt af smerte, men kun en aarsag ville goere ham at blive der... men hun vidste ikke det.
   - Jeg behoever at gaa - det var hele at han sagde inden kommer ind i skoven igen.


* * *
   Natten faldt ned, fylder hele landskaben. Pigen graed, uden at kende hvor kunne at hvile hendes hjerte paa, nu at det havde ikke hvil.
   Hun foelte det som en straf, fordi ingenting havde roert hende foer, ingenting lignede at have farve, liv eller vigtihed foer...
   Men nu hun havde forstaaet, indtil grunden for floden at have vaeret taget til fange paa den dige. Det var ikke ganske daarlig, fordi der var flere mennesker, flere live der havde behov for at vandet var netop der, paa den maade det var, fange paa den dige.
   Og hver og enkelt ting havde deres vigtighed, skoent de viste ikke det til enhver...
   Saa, lige hvem havde oejne at se, ville se. Og netop nu hun havde dene oejne at se.
   - Hvad har skiftet ind i mig? Hvorfor jeg talte med en ukendt mand som om jeg kendte ham fuldende?
   Hun kiggede paa himlen, og flere stjerner var skinner mens nattens luft blaeste mildt og fryskt. Hun oenskede hun kunne gaa videre der, for altid, hvis hun kom tilbage hjemme, hun ville savne mere og mere det sted og de nye foelelser der hun havde faet nu.
   Saa, mens den vinden var blaeser, satte hun naermere paa traeet hvor smaa fugle var sover hos deres foraeldre, og hun blev sovende dybt, som hun havde aldrig gjort foer.
   - Hvor er jeg? - hun noterede at var paa et for forskellig sted, der var en anden skove omkring et omrade med brede marker fyldt med blomster der hun havde aldrig set, og et vidunderlig slot.
   Og saa, en stemme naaede hende:
   - Jeg forestillede at ingenting kunne faa du husker mig... men vi er paa en ny droem, sammen igen.
   Det var ham... han var snakker med hende... og paa denne droem hun huskede hele de andre droemme der hun havde om ham.
   - Det var du, med hvem jeg laerte hvordan det er at bekymre... jeg har laert at elske livet paa grund af dene droemme om dig! - hun var saa lykkelig, og var ved at spoerge noget til ham da hun blev vaagnende.
   - For Guds skyld!
   Hele de droemme kom tilbage hendes mind, aabner ligesom blomster om foraaret.
   - Min gode ven... hvorfor du talte ikke at var mig, pigen som du var soeger efter?
   Den morgen bare havde begyndt, og hun kiggede ikke tilbage da startede med at komme ind i skoven at gaa igennem den samme vej hvilken han gik, nu soeger efter ham.
   Flere dage og natter havde gaet, mens hun fulgte igennem dene samme Gamle Veje, og hun saa paa de samme udsigter der han saa paa, og kiggede paa sammen himmel, og blev sig paa den samme maade ivrig for at finde ham.
   Endelig, efter at overvinde hele skoven, hun naaede ud et sted saa praegtfuldt at hun bare vidste at eksiste, fordi var det samme at hun havde droemt om foer, da genkendte ham.
   - Paa min droem jeg fandt dig her min kaere ven, saa hvor er du virkelig?
   Hun var alene og meget traet, men alting at hun havde faet opleve igennem dene skovs veje, aendrede hende, men havde skiftet ikke de foelelser med ham. Hun havde foelt hele den ensomhed at han havde talt om til hende, hvilken han foelte da gik igennem den skov, helt alene, leder bare den spaendende ny kaerlighed som havde fyldt ham fuldende. Nu hun kunne forstaa ham saa perferkt... den vej at hun havde gik igennem gav til hende nogle lektioner der han havde laert ogsaa. Det var umulig bare at tale om det med nogen... det sand liv og foelelser for at blive virkelig, maa vaere en oplevelse af enhver, eller de liger er tome ord.
   Og hun var fyldt op af dem... og hele at hun havde behov var at moede ham igen, og at tale ham hvad hun levede og laerte langs hele den vej hvilken han kendte som ingen andre.
   Men, paa det tidspunkt, hun var helt alene, paa et ande land. Nu, paa foerst gang hun blev frygt.
   - Gud! Hvordan kunne jeg har faet hele denne rejse alene? Hvad led mig?
   Hun vidste svaret... det var Kaerligheden... men paa det tidspunkt hun var for frygt, hun kunne ikke taenker paa.
   Rundt til hende, flere mennesker gik med hast som hun kunne ikke forstaa. Bonder, nogle af dem meget fattige, andre ligner rige, men enhver gaar hurtigt, gaar til en enest retining.
   Hun kiggede paa deres ansigte, forsoeger at finde hans ansigt paa nogen andre som var passerer. Men hun vidste ikke hvis han ville vaere der, hvis han var a ydnyg bonde eller en rige mand... hun bare vidste om hans sjael..., den var rige og aedel med sandhed. Hun huskede hele hendes droemme om ham, alting der de talte med hinanden... begge kendte den ny liv igennem de samtale der de havde mens droemte sammen, skoent skilt. Maaske det ville vaere ligesom en slags af mirakel, en Guds gave som ham selv havde talt til hende foer, da han vidste hvem var hende, men hun vidste ikke endnu.
   Endelig, bestemte hun at foelge helt dete mennesker der gik til den samme retning, maaske det ville vaere vigtig, hvem ville vide?
   Mens hun gik, kunne se paa et blink hele det smuke sted. Det var for forskellig af hendes land. Der var flere mennesker, der gjorde meget larm, livs larm, der var ikke fugle eller traeer ligesom der var paa skoven hvilken begge havde overvundet, paa forskellige gange. Men der var andre slags af skoenhed der, den disciplin iblandt de mennesker, en by virkelig stor, fyldt af bygning, og pludselig hun stoppede, kigger paa et pragtfuld slot, som hun havde set da kom der, ankommer fra den skov, den foerst bygning hun saa,og sikkert det var den smukkeste.
   Noget lige som en stor moede eller fest var ved at starte der paa det sted. Hun bare bemaerkede det da kom naermere paa, og en stor laage aabnet, leder til det spaendende slot, og enhver kom ind, igennem en groent straede af ege traer, og de satte paa stoler vel pryde langs hele den bred have.
   Det var ikke behove billet til komme ind, fordi enhver lignede at vaere velkommen, paa nogen maade hun foelte sig inviteredt ogsaa, og started med at gaa langs den straed ... Alting var saa smukt, hun taenkte paa hvem boede der, skulle vaere lykkelig, men hun huskede de ord der sin ven sagde foer:
   " Lykken aldrig er ud side, den maa vaere faet, ind i os, den maa komme som en Guds gave, og saa den vil vaere den sand lykke."
   Nogle bonder satte langs den have, der var meget mad og de snakkede med hinanden, netop om hvad hun havde taenkte paa det tidspunkt:
   - Vores kong er en held mand, han holder alting der ingen andre holder, saa han er en lykkelig mand.
   Hun vaere ikke enig med det, ikke engang, saa hun sagde til dem:
   - Nej, lykken er ikke paa denne ting. Saa, maaske han er ikke en lykkelig mand.
   Hun bemaerkede at de mennesker, skoent var lykkelige for at vaere der, lignede ikke vaere rolige. Den Konge var satte foran enhever, men der var flere mennesker rundt til ham, saa hun kunne ikke se ham. Men hun havde lyst til at sige noget til ham:
   - Lyset kommer naar du har mere behov for det. Ensomt paa sin vej, flere gange troede du at vaere alene, uden troest eller kaertegne? Men hvad har faet du aldrig opgive? Var det moerkt, den frygte, den ensomhed? Nej! Det var hver daggry som stille, saa paa dig, paa siden mere skinnende af horisonten. Den love af dage fyldt af lys fik at du gik, taget af dit daekker... haard og kold.
   - Hvorfor er siger det til vores konge? Kender ham? Vide du hvis sit hjerte var kold, eller var haard sine gernninger? - spurgte en af minister af konge, mens han bare hoerte paa med hensyn.
   - Du er konge af helt det land, sine vasale er her i dag, hele af dem, og jeg bemaerke paa deres ansigte den frygte som paa fortid du gav til dem - hun sagde det til den konge, som var stadig skjult iblandt de minister.
   Hele de bonder, gennerte paa grund af sandheden som pigen var siger, bare blev stille, husker den haard maade at den konge led dem.
   Han foelte sig skiftet, og oenskede radere bort hele den fortid og starter igen, med en ny mod, som soegen efter kaerligheden havde givet til ham, selv om fra denne soegen havde han kommet tilbage alene.
   - Jeg kunne ikke fortsaetter et liv paa en rutine som jeg troede paa ikke mere, mite Mennesker var lider, og det var ikke paa grund af mine kujone gerninger imod dem. Min enest fejhed var holder ikke den lyst til at vaere en sand konge, og styrer mite Mennesker. Alting for mig var uden grund og ingenting var real...
   Hun var hoerer paa ham, og var genkender hans stemme, skoent kunne ikke tro paa.
   - ... inden den dag som jeg forlod alting der jeg troede paa ikke mere, hele min virkeligheden jeg forlod, hele min kongerige for en eneste og simpel droem.
   Paa dette oejeblik, hun var helt ret af hvem var han virkelig. Og de minister der var rundt, forlod den konge, forsvinder der fra, og forlader den konge alene, og endelig hun blev foran ham. Manden af skoven, som gik igennem denne Gamle Veje paa grund af hende, han var den KONGE fra dette land.
   Hun faldt paa knae foran ham, maalloes, bare en stor fornemmelse tog hendes hjerte og sjael, fordi hun havde forstaaet at sin kaerlighed med den mand havde skiftet ham, som havde blevet fyldt af foelelser igen, paa den samme maade at hun havde blevet fyldt ogsaa, foeler igen livet og elsker det, med bekymre og med hensyn af hvem er forstaar det, endelig.
   Den konge stod op, han var den samme smukke mand som optraedte paa skoven foer, men nu, han havde vidunderlige toeje, og i sine oejene hun kunne notere en bestemt maade, rigtig stoerre end foer.
   Han roerte hendes haender, spoerger at hun blev staarende:
   - Du vil aldrig have at falde paa knae foran mig, min elskede...
   Enhver, hele de vasale og minister fik en choke paa grund af hvad havde hoert.
   - Det er mig, som maa falde paa knae for dig.
   Og han faldt paa knae foran pigen som gav friheden som gave til ham.
   - Nej... - hun sagde da saa ham paa denne maade.
   Men han gik videre, siger med kaertegne:
   - Du gik igennem hele de veje der jeg gik til at komme hvor du var, jeg beundrer dig, mere og mere, fordi jeg ved, bedre end ingen, hvor meget fyldt af torn og haarde er dene veje... men hvad bragte dig indtil her?
   - Jeg fik husker af hver droem der havde lavet du gaar igennem dene veje... jeg blev huskende af dine droemme, fordi de var mine ogsaa. Da jeg bemaerkede at jeg var pigen som du var soeger, jeg blev fortvivlet, paa samme maaden som du blev fortvivlet foer... men jeg vidste at du eksistede, og jeg havde ikke tivivl da jeg bestemte at foelge igennem denne vej, siden jeg fik at moede dig igen.
   Han holdt hende paa et soed knus, foeler dette velsignet oejeblik. Hele den soegen havde ikke vaeret forgaeves.
   - Tilgive mig, fordi jeg sagde ikke, at du var pigen som jeg havde droemt om, men jeg troede at det skulle vaere en opdagelse af dig... jeg ville ikke vaagen dig, bare hvis du bad mig at goere det.
   - Saa, jeg er beder nu... jeg oensker at leve virkeligheden som du havde lovet til mig paa vores droemme... jeg har laert at elske livet igennem dig.
   - Og jeg oesnker at bare en enest virkelighed bliver evig, at nu, vores droemme bliver bare en. Du gav mig tilbage til mite Mennesker, gav mig fornemmelser der jeg troede var mistedt, du gav mig tilbage mig selv, og jeg elsker dig mere end jeg kunne tro at vaere mulig at elske. Paa grund af det jeg forlod dig, netop fordi jeg havde forstaaet at jeg skulle at give inden ingenting mere, Friheden... friheden til at du kunne goere hvad dit hjerte var beder, og nej hvad jeg, en simpel mand var beder.
   - Du er ikke en simpel mand. Og paa grund af dig jeg gik, alene igennem hele denne faarligt vej. Vi tilhoerer hinanden... paa den samme maade at blomsterne tilhoerer til de marker, og dete traeer til skoven.
   - Paa grund af det, vi moedte hinanden, og vil blive for altid bare en, fordi vi er hvem fik overvinde den samme vej i navn af den sand Kaerlighed.