Paa en strand, sommeren havde blevet havet til et varm og mild vand.
Mange mennesker kom fra fjerne steder, soeger efter et oejeblik paa solen. Dag efter dag, stemmer langs stranden og gader... taler om deres lykke, hvilken fyldte helt sted.
Men, naar solen var gaet, og vinden startede med at blaese koldt omkring stranden, stemmer blev stille...
Mennesker gik vaek ligesom solen, og stedet blev tom og trist.
Men nogle mennesker som boede der i den lille by, vil stadig gaa gennem den strand og gader.
Og synes jeg hvis de vil gaa videre hoerer ekko fra lykkelige stemmer at solen bragte en gang.
Eller, maaske det ekko eksiste ikke...
Mennesker kan ikke hoere stemmer fra fortid...
Hvis de kunne hoere paa den, sommerens glaede ville ikke forsvant, og dette mennesker der kom tilbage hjeme, ville huske deres egne lykke... og ville ikke have behov for at soege efter mere en sommer, til at blive lykkelige igen, ikke laengere.