Jeg ved ikke hvorfor livet virker saa tomt nogle gange, som om vi ikke har fortjent mere, end denne tomhed. Det er ikke soergeligt, fordi sorg er en anden ting, ting der kommer fra konkret medlidenhed. Ingen ser smerten af et knust hjerte eller naar en illusion er forbi, det er kun mennesker som er i stand til at foele, og disse mennesker er faktisk faa. Jeg plejede at se paa solopgange og foelte at jeg ikke var alene, bare fordi i det oejeblik gjorde solen mig selskab og jeg taenkte paa noget andet... som et fjernt savn... faktisk var det ikke nogen som gjorde mig selskab, det var bare et fjernt savn. Savnet fra hvad, fra hvem? Det goer virkelig ikke noget, fordi jeg foeler ikke dette selskab mere. Mange gange var jeg opmaerksom paa hvad denne verden ville vaere villig til at vise mig... Men nu ser jeg igennem det samme vindue og verden viser det samme landskab, hvad enten jeg overvandt mit gamle syn, ser jeg nu soelandskaber i min ensomhed som er lavet af gamle aarsager. I mine tanker tilfoejede jeg en smule omsorg til mit eget hjerte, og dér saa jeg efter et stoerre hav, stoerre end denne foerste aarsag som havde vaeret der hele tiden, og endelig bemaerkede jeg dets form, og det gav mig en slags haab. Det er et maerkeligt haab, fordi man er ikke fri til at soege, man lukker sine arme og staar bare dér, oensker noget barmhjertighed, som du ved...ikke kommer. Imellem en eller to sandheder, kan der vaere en loegn, som bliver holdt hemmeligt, lever som sandheden som du leder efter. Ville du vide sandheden? Et tomt hjerte kan begaa fejltagelser, men det har altid en udfordring som er stoerre end sig selv som det skal overvinde, og det er derfor det nogle gange begaar fejl. Er nogen skyld i det? Vi levede alle uden kaerlighed, selvom vi forestillede os noget andet. Men saadan en fejl fortsaetter ikke evigt, og foer eller siden vil vi opdage vores store fejl som er opstaaet af en forvirring som var vores foerste illusion. Livet virker tomt, naar vi ikke kan naa sandheden, men livet er ikke tomt, det er fuldt, fyldt op med alt det der er bygget op i os som mennesker. Vores skaebne, vores fortid fyldt af fornemmelser og foelelser, vores tanker, de gode, alle dem goer vores liv vaerd at leve, vores liv med alle dets op og nedture, kommer til at foeles mindre behagelige, mindre haardt, og for foerste gang skinner det...Det skinner lige saa meget som solen, som foerste gang jeg saa den staa op. Al denne vandren har foert os til at starte endnu engang. Og vi ser os selv uden det samme spoergsmaal, fordi vi har fundet nogle svar. Og vi laegger maerke til lyset, der er livet selv, som det selskab som jeg naesten lagde maerke til ved solopgang for lang tid siden... Til sidst opdager vi at vi er dette lys... Saa vi vil aldrig vaere alene.