Jeg var bange for... at komme hjem igen og alting er på den samme måde.
Same fornemmelser, udfordringer, og så mange andre ting som jeg ikke var klar til.
Men i entrén, var alting det samme. Det samme gammel tæppe, hvor man er bange for at gøre det beskidt fødderne længere, uanset at blive dem rent.
Jeg var bange for at komme tættere på mit hus...
Men jeg kunne se det samme piletræ som lå til venstre for det lille hus hvor plejede at være vores Pakhus, hvor vi beholdte mad og flere forkellige ting.
Der fra jeg kiggede på trået jeg husker om duften af jorden, når regnen faldt... og lyden af hestene som løber gennem markerne når vinden ikke blæste for meget, når alting havde duften af frisk græs.
Intet derude var i stand til at skræmme mig, kun de ting jeg husker. Jeg var bange for at have været gladere end jeg kunne huske. Kunne være det sandheden?
Men nej! Hvis jeg forlod hjem den gang når solen og månen reflekterede blåt ved søn, og viste retningen af en anden horisont, det var fordi jeg ikke ville stå længere der, og jeg forlod, uden mod for at sige farvel. Og jeg fulgte gennem en vej så ensomme, langs mange tid jeg havde været så alene, at jeg havde glemt tiden når jeg havde trofasthed bor i denne lille del af verden.
Fugle ved vinduet... så smukke, de stadig sang samme musik, og om det jeg huskede vel. Røde blomster i hver vindue, de var ligesom en invite til en morgens Serenade, og på grund af dem, fuglene kom hver dag for at vågne mig op så mildt, ligesom i en gode drøm som fortsætter.
Skønt, i mine sidste dage her, jeg bemærkede det ikke mere, men nu, jeg kunne mærke igen. Fuglene havde været så venlige, de vågnede mig op når jeg bemærkede dem ikke.
Når sandheden er nok, men vi er blinde, vi kan ikke bemærke den.
Vinden rørte den entrén og vindens sendebud stadig havde den samme lyde.
Jeg holdte min lille kuffert. Jeg havde forladt hjem tager ingenting, men jeg kom tilbage bringer nogle ting, der havde været vigtige mens jeg fik dem, men nu de betød ingenting, de var bare en vægt som mine hænder kunne ikke bære.Tingene var bare ting, var kun "vægt" og intet andet. Men kigger på stedet hvor havde været min hjem, jeg genkendte mig selv igen, lige nu, hele det var delen af mit live, og verdens ting og kufferts ting var bare en stor vægt.
En der havde fået ting nok at placere på denne kuffert havde ikke været mig selv, fordi jeg ikke kendte hvem jeg havde været inden komme hjem igen.
Sikkert, rundt, hele nabo forestillede forskellige historier om min forladelsen.
Og nu jeg tænkte på der var ikke behøv for det, fordi jeg havde haft ingen særlig grund at forlade. Jeg havde bare gået søger efter friheden, og engentlig jeg var tilbage hjem i dag, stadig med samme evrig, men nu jeg var ændret, fordi jeg vidste at min frihed var ikke langt væk her fra, min frihed var faktisk i at komme tilbage hjem, så hvorfor den frygt?
En hastværk i at vise mig selv, men en frygt af når det skete virkelig.
Jeg placerede kufferten ved jorden og ventede på. Jeg havde ikke behov for at have den kuffert, ikke mere.
Så, jeg var igen uden tings vægt der jeg havde søgt efter.
Søn foran vores Cottage skinnede så dejligt, at jeg bare kunne huske sådan skønhed i drømme jeg havde sidste dag om den... Jeg havde været drømmende om hjem, tit, så jeg trøde på mine drømme tog mig tilbage hjem.
Der var en lille mole ved søen. Jeg gik der til, langsomt, husker mig hvor mange solopgange jeg havde set der fra, med vandets duft, som stadig var den samme.
Jeg satte mig ned ved mole, og tog mine sko af, for at føle det friske vand røre mine fødder, der havde glemt denne godt fornemmelse.
Friheden fra vandet rører mine fingre... frihed fra vinden som blæste i mit hår... Eksistede friheden, hvor som helst jeg kiggede på, eller vendte tilbage, friheden var der.
Jeg ikke forstod hvorfor jeg ikke følte det før.
Jeg havde været blind også på denne gang, og måske jeg havde fortsat blind, hvis dene drømme havde ikke kaldt mig tilbage.
Alligevel... hvad jeg havde fået efter at have forladt hjem? Tings vægt, kompromis vægt, der jeg ikke ønskede. Slaveriet uanset friheden, ensomheden uandset glæden.
Jeg havde aldrig været så alene, som i mine dage langt væk hjem.
Og hvad havde jeg søgte efter? Jeg ikke kunne huske længere, det var ikke vigtig, men jeg trøde at blive løbende efter friheden... netop frihed, som havde givet mig dens sød selskab, og den var der, bare venter på mig.
Jeg tog mine fødder ud fra vandet og, følte blomsternes duft. Haven var fyldt af farvet blomster iblandt stenene og græs... Det var så smukt, skønt dens liv var så kort, men de fødte igen og igen og, på denne måde de så ud til at være evige!
Jeg stod mig op, og kiggede på væggen fyldt af "creeping plant", de store vinduer, så klart som vand, et af dette vinduer var af min værelse, jeg tænkte om den stadig ville være min værelse.
Jeg var bange for at bemærke jeg havde tabt alt hvad var allerede af mig, på grund af min ønske i at søge efter hvad tilhørte ikke mig.
Jeg havde været fjols.
En tåre ned på kinden ramte, i netop øjeblik når jeg bankede på døren.
Jeg skulle ikke være bange, fordi jeg havde behov for at kende svaret.
En fugl sang netop i det tidspunkt og sang så meget, at jeg vågnede op.
Satte mig ned på min seng og jeg var så forvirret som jeg var i min drøm.
Jeg gik til vinduet og fuglene og blomsterne var der, ligesom i hver dag før, som skinnede på grund af solopgangen og jeg kiggede på haven, hvor jeg havde forladt kufferten, men der var ingenting udenfor.
Verdens vægt, tings vægt... hele det var forbi. Jeg havde aldrig forladt hjem, hele det havde været kun en droem... Og, ak... Det blev mig så glad til.
Jeg gik ned ad trappen, løber. Mine forældre os søskende var allerede i køkken, hele den sød rutine, hele friheden i være mig selv og, ikke have at søge efter tingene jeg havde ikke.
Jeg var nødt til at søge efter ingenting.
Hele dem smilede, og ønskede mig tillykke, som om de var gladere for at se mig end mig selv for at se dem.
Jeg omfavnede hver en af dem, og de ønskede mig tillykke igen. Jeg kendte ikke grunden...
Når, endelig, min lille søster sagde mig:
Lykkelig Fødselsdag!
Jeg kunne ikke huske at min fødselsdag var i dag, og de kunne ikke forstår at grunden jeg er så glad, var ikke på grund af min fødselsdag.
Ingen ville kende sandheden...
Men mine forældre havde skjult gaven bagefter dem, som de var ved at give til mig.
Denne er den bedst gav som vi kunne give til dig, fordi hele dit liv, du har længts efter en enkelt ting, og vi har besluttet at nu er det perfekt øjeblik for at du have opfyldt din ønske.
Jeg kunne ikke forestille hvad denne gav kunne være, alligevel, netop i dag jeg ikke havde anden ønske end at fortsætte lever der.
Og jeg tog den stor pakning og åbnede den hurtigt. Men jeg forlod den ved siden af mig og kom tættere på mine forældre, som var rigtig forskreget.
De havde forstået ingenting.
Hvad har sket? Kunne du ikke lide det? Vi har købt denne kuffert til dig, fordi i hele andre fødselsdage af dig, du har bad kun det: Friheden for at rejse og at møde dit sted i den verden. Så, du er 18 år gammel nu, og vi har besluttet at du kan følge dine drømme og din skæbne, min datter. Vi kun ønsker at du være lykkelig!
Jeg var frygtellige, kufferten var ens kufferten af drømmen jeg havde haft denne morgen.
Men der, i min drøm, kufferten var fyldt af vægt af den verden. Jeg havde blevet mig en person som jeg kunne ikke lide, på grund af den, og havde været ensomme og trist også:
Nej, mor! Jeg vil ikke denne kuffert. Undskyld mig, hvis jeg har altid ønsket noget af den verden, noget som jeg havde ikke her... Nu jeg kender sandheden: Jeg har alting... Og andet sted er ikke så afstand her fra, at kan bringe mig nyheder; eller så tæt på her, som jeg ikke savner hjem. Jeg har forstået at jeg er lykkelig, mere end jeg kunne være. Jeg ikke ønsker er bange for at miste I, jeg vil ikke føle mig som en fremmed i det enkelt sted hvor jeg kan være "mig", virkelig.
Mine forældre kiggede på hinanden, de fik et chok, men de var lykkelige.
De ikke spurgte mig om hvorfor havde jeg skiftet mening, ikke engang fortalte om det med mig, som om de forstod at snakke om det gjorde øndt i mig.
Kufferten... Jamen, kufferten er en anden historie, denne og hvad jeg har gjort med den, er emne for en anden historie, eller to.