Vinden susede uhyggeligt .
   Hele havet syntes vækket til raseri.
   Langs kysten, få tilbageværende træer, og dem, der var tilbage, var tavse vidner til andre snøde vinde som denne.
   Men i afstanden, et håb skinnede midt alt det mørke, et lille lys .
   Måske en hytte, inde i en konkret jungle . Klipperne strakte sig som en forskellig slags af hav, solid men farvet var den samme: blytunge .
   Og blandt disse klipper, et lille og lyse lys skinnede .
   Det virkede et mirakel. Midt i stormen, efter at være blevet kastet i havet, og mangler båden , venner og naesten livet, at se paa et lys var en uventet og velkommen mirakel .
   At gå rundt var farligt , i isaer ved saadan et vejr . Men intet kunne sammenligne med, hvad hun allerede var gået.
   Hendes kæreste og hun forliste, som om de ikke vidste havet ... Som uerfarne turister fanget i fælder af vejret .
   Det er noget at hun kunne ikke forstå ... Hvordan de begge to kunne ikke overvinde denne storm i sikkerhed ? De var ikke amatører. Og alligevel ...
   Hun kiggede ned på sine hænder , men midt i mørket , hun ikke kunne se noget , men hun vidste, at ikke var skadet . Åndedrættet ja, det manglede. Hun havde svømmet for meget, og vandret for meget også ... Og for hvad ? Hvis hun ville være alene fra nu af. Intet syntes at betyde noget , men mærkeligt hun ikke ønskede at fortsætte i den mørke og instinktivt gik hen mod det lille lys hun så fra kysten .
   Den voksende og bidende koldt som en kniv, syntes at have skarpt de stejle klipper . Og nu ja, hendes bare fødder harmedes ved det ru vej, hvilket nu syntes at være den eneste der hun skulle have for sig . Hun var ligeglad , hun gik videre paa dette vej.
   "Som et møl i lyset" ... Hun tænkte på det pludselig , som om tingene kunne har mening stadig. Og hun huskede , at for skødesløs møl , lyset var en fælde , skønt til den stakkel møl, lyset betød den herlighed, eller som betød denne lys for hende, husly, der skandaløse mørke, inaktiv ... Hvilket hun ikke kunne klare for en enkelt sekund mere .
   Endelig , på trods af vind og regn mod sine egne øjne , nåede hun lyset blandt klipperne.
   Det var virkelig en hytte, alle lavet af sten , som alle de andre stener der omgav det , og alt det lys , hun havde set i det fjerne, ikke var mere end en enkelt revne under døren .
   Det var forbløffende, hvor selv den mindste af lys er i stand til at trænge ind og overvinde det tætteste mørke.
   Kraftig larme af stormen ville ikke lade at mennesker ind i hytte kunne lytte til hun banker paa døren.
   Det var forbløffende, at al denne vrede af vejret ikke havde gjort nogen skade i denne rønne . Men det var indlejret i klipperne. Måske hun undervurderede denne simpel bygninge, fordi hun ikke kunne kaldes det paa en rønne, alligevel.
   Fordi det var solidt og synes ikke at blive intimideret af nogen vind og regn.
   Så hun besluttede at komme ind straks, uden at vente længere, heller ikke banke . Fordi, ville ingen høre det.
   Døren var tungt , men det var ikke låst. Hun skubbede døren som skulle gøre til hendes eget hjem. Det var en mærkelig fornemmelse.
   Pludselig lyset invaderet det helt. Alle mørket stod bag . I virkeligheden , skyndte hun at lukke døren , som for at hun kunne vaere sikker paa at mørke ikke kunne trænge ind og forbruge det lys, der var i dette lille sted.
   Hvor befriende det var , på trods af at ligne et fængsel.
   Igen ... Det ville være ligesom den fælde , hvor møl bliver fanget ?
   Hun kom uindbudte , og alligevel en stemme kaldte hendes navn !
   Fascineret hun gik til en lille tabel i midten af hytten, og noterede at derfra udstrålede alt lys . En enkelt lys brændt og det var nok for at klarheden repræsentere noget så vigtigt som et liv . Mindst det var, hvad hun følte .
   _ Sid ned, jeg ventede på dig siden længe.
   _ Hvorfor mig? - Hun forsøgte at beholde tør og mente, at der burde have en skorsten eller noget, men nej.
   Men invitation til at sidde var velkommen , trods den mærkelige gamle kvinde giver hende en vis frygt.
   _ Hvordan man kunne vente på mig? - Hun tvivlede tilregnelighed af den stakkels gamle kvinde, der bor på et sted, så øde som det, men der var noget, der gjorde ingen mening , havde hun sagde hendes navn. Det var fantastisk, men det var som om hun virkelig ventede på hende .
   _ Spillene er overstået, nu du har nået din sidste destination , og ikke kunne lide meget af det , gør du?
   _ Hvad , for Guds skyld , taler du om ? Jeg havde et uheld til søs , mistede min kæreste. Jeg ved ikke, hvordan jeg overlevede, jeg ved ikke, hvordan jeg kom her på dette sted ... Og du stadig hævder at kende mig og min destination?
   Den gamle forblev uanfægtede . Hun syntes at kende alle svarene, men var ikke villig til at sige intet , medmindre hun var interesseret i at spørge.
   Tid gået i stilhed, mens udenfor stormen syntes værre.
   _Okay ... Jeg venter på solen til at stige, og denne frygtelige storm passerer , så jeg ikke gider dig . Jeg vil bare blive her til morgen - sagde hun , som om hun kunne være klogere end det gamle , mens ønskede vildt, at derud blev klart og roligt, og at denne frygtelige nat var forbi.
   Og hun ventede , ventede ... Indtil hun vidste at have gået tid nok, for at derude, Kysten var badet i varmt pragt af en nytilkommen solopgang tid, hvor det hvide skum af havet havde gyldne refleksioner af denne nye dag saa længtes efter hende.
   Den gamle kvinde sad i stilhed stadig, og paa en mærkeligt måde, lys brændte nøjagtigt paa samme måde. Havde indtages ingen millimeter . Måske den gamle havde ombyttet til et andet , alligevel hun kunne have sovet uden at noticere det , fordi hun var for udmattet, skønt hun huskede ikke at have sovet .
   Men nu skulle være øjeblik til at gå . Havde brugt tid nok til at denne gruopvækkende nat havde afsluttet .
   Og uden venter laengere, hun gik indtil den tunge dør.
   Amplituden udvides i samme sort kappe . Forskrækket , hun åbnede døren lidt og kneb øjnene sammen og trøde paa det hele skulle være en dårlig drøm.
   Stormen var den samme, kulden og mørke også.
   Saa hun lukkede døren igen , var hun nu virkelig forvirret . Hendes hjerte var væddeløb , og det var som om hun mistede sidste vilje til at fortsætte med at leve .
   _ Føles som om der ikke var mere håb, ikke pige?
   Næsten uden stemme , hun forsøgte at retfærdiggøre.
   _ Men du ikke se ? Hvilken slags trolddom er det? Der vil ikke eksistere "den i morgen"? Hvorfor er mørkt udenfor endnu? Hvorfor ikke kom den nye dag ?
   Og mens hun kiggede på stearinlys, indså hun, at stearinlys virkelig var den samme, da hun gik derind. Der var kun et stearinlys og ingen mere , og det syntes, at på den anden side , selv om små , ville det være evig, vil aldrig ende?
   Det var med dette lys, at den gamle kvinde tiltrak hendes ofre dertil? Nu hun forstod metafor, der ikke ville forlade hendes sind.
   "Det møl og lyset . "
   _ Hvad er det helle , alligevel? - Hun spurgte i et anfald af raseri
   Det mærkelige gamle kvinde syntes at have ingen hastværk , og kaldte hende ved navn igen og denne gang med autoritet.
   Hun blev krøllet sammen , efter at forsøge at skjule sig paa lysere hjørne af denne hytten af sten .
   Hun turde ikke kigge paa den gamle kvinde, hvilken stemme bare nu kom til hende , som om rungede hendes egen stemme i et dybt hul , og denne stemme kom tilbage som ekko eller spejl af bølgerne , der dannede sin egen identitet .
   _ Er nu bange ? Det er lidt sent nu ... Kom , kom, kig paa mig ... Kig paa virkeligheden .
   Langsomt løftede hun sit ansigt og stoppede med at græde. Den stemme af den gamle kvinde , hendes ansigt, selv gammel ...
   _ Du ... Du er jeg selv ?
   _ Endelig... _ Jeg sidder fast her på denne ø af ensomhed og mørke , så længe, at jeg blev gammel... Det eneste lys jeg har, er det , alt det lys at har forladt på dig, dvs , paa os, fordi vi er bare et.
   _ Men hvordan kan det være?
   _ Hvis jeg endte her, du endte her også, men meget senere ... Der er laenge siden, at mørket dominerer dig, og du ikke engang mærke til. Mindst alt lyset er ikke blevet tømt ... Beviset er det lille stearinlys, men det er alt.
   _ Nej, nej, jeg kan ikke acceptere ... Så aldrig skal være dag udenfor? Hvad skete der med mig alligevel, jeg døde?
   _ Det er op til dig at opdage ... Hvis du ønsker at vågne op igen, hvis du ikke vil have at en gammel kvinde redde den patetisk rest af lys i dig , så tænk på hvad der kan ændres ...
   Hun huskede hendes kaereste. Havde delt med ham intet af hendes virkelighed
   Ikke elskede ham, som han fortjente. Fordi han advarede om faren, at der kunne være på havet den dag, men for at fastholde ordet til venner , hendes forfængelighed talte højere og højere , og hun havde ikke engang hørt kaeresten.
   _ Fra sin udtryk jeg noticerer at du er begyndt at forstå, hvad du bygger som virkelighed ...
   _ Mener du at dette stejl sti , denne storm , denne mørke aften ...
   _ Det opstod i dig selv , det er det!
   _ Og dette lys her ... Er det alt ? Jeg mener ...
   _ Ja, og du skal bo her, fordi det er alt lys der. Vi vil være sikker. Jeg holdt sikkert , ikke?
   Hun rystede på hovedet , kunne ikke acceptere det så passivt . Det var ikke beskyttelse, men en fælde. Hvordan kunne leve evigt med den latterlige lys, hvilket ikke kunne give liv, håb eller mulighed for hende eller for den gamle kvinde foran hende , der sagde at være hende selv.
   _ Kan ikke være ... Der må være noget andet derude , større end dette stearinlys, større end denne evige nat, og denne evige storme.
   _ Der er ikke pige og vænne sig til det . Du gjorde denne verden med sine egne storme, med dit eget oprørt hav...
   Hun holdt op med at tænke. Skulle være en vej ud. Mentalt hun prøvede at se igen den vej derop, huskede hun, at denne svage lys under døren ikke kan være det eneste lys var der , men det første at hun havde set paa, og som Møl, hun ikke stoppede på udkig efter et andet lys, større og sandere .
   Et lys for at redde hende for alvor, det var en guide til andre strande , hvor solen kunne skinne og hendes liv kunne fortsætte ...
   _ Der må være en sol bag disse skyer bag denne evige nat, der forhindrede mig til at se ægte . Jeg glemte af dette store lys til at give opmærksomhed til kun dette lys paa denne lille hytte her . Lys ude af stand til at gemme eller befri nogen. Se damen, du har været her utallige tid og intet byggede for sig over tæller år , dage og timer , der var mangler for mig at falde i den samme fælde igen. Men denne " Møl " her, vil ikke kæmper mod lyset, det er fælde ... Den måde, jeg handlede i fortiden ikke er forurenet den del af mig, der tænker og analyser. Jeg ved ikke, af hvem er det lys, hvilket er på den anden side af den dør , skønt alt dette mørke , jeg ved, at der er mere lys. Jeg tror !
   Den gamle kvinde syntes desperat.
   _ Nej ! Der er intet derude. Hvordan kan du tro på noget, du ikke kan se ?
   _ Jeg ved, det eksisterer, og det er nok. Men hvis jeg farer vild i alt dette mørke mens jeg søger efter, det har været bedre end at blive nogen .. Eller en rest ligesom dig ...
   _ Jeg er dig !
   _ Er det en trussel? Nej .. Vi er ikke de samme. Denne er din verden , ikke min. Du stoppede med at tro , og du sidder fast her i det svage lys der kan rumme kun et møl , ubetydelig og uden retning. Jeg skal forlade, selv om den storm dræber mig.
   Da hun åbnede døren med en fast tro på en urokkelig vilje i, hele hytte blev forsvundet. Den gamle kvinde ikke længere eksisterede . Natten stadig overskygges hendes vision, men vel vidende, at hun ville være andet ofre som møl fast ved første lys at havde set , var noget meget befriende.
   Og i det øjeblik et lyn lyser om natten, nåede havet i kilometer . Hun smilede , det ville være tilstrækkeligt at have set nærmere før at har fået travlt med det lille lys under døren , og hun ville have set ... En fyr i den højeste del af øen, et større lys , selvom det ikke var det sandt lys alle vi skal finde. Men håb og trøst i stand til at forny hendes hjerte.
   Ønsker at nå dette lys , strakte hun sine hænder :
   _ Spar mig - hun sagde i en hvisken , da regnen faldt på hendes ansigt, hendes mund ... Men det smagte ligesom salt .
   _ Du er i sikkerhed nu!
   Hun åbnede øjnene . Hun var på en strand ved højlys dag , til hendes store forbavselse og lettelse.
   Solen skinnede . Det havde ikke regnet , og vand, der falder på hendes ansigt var havet , dryp rigeligt dyngvåd fra krop af hendes kæreste.
   Hun græd , blanding de 2 slags af saltvand , han græd også . Han havde reddet sin elskede , og han havde ingen idé at det ikke var fra havet , eller fordi hun næsten drukne . Han havde reddet hun fra hendes selv ... Han ville forstå det en dag , og til dette hun gav et fingerpeg:
   _ Du er fyrtårnet af mit liv!
   De to omfavnede . Ulykken på havet , alligevel havde gjort ingen offer. Medmindre den gamle møl, der forlod at være styret af det første lys , at havde set.