I dag jeg saa en lille fugl paa et hegn.
Han saa ud til at vaere saa ensom, men den blaa himel omkring ham var som et sloer på hans krop, saa gul, saa paen.
Han sang til mig, det var ikke sangen som han plejede at synge hver dag: "bem-te-vi", "bem-te-vi" !
Lige nu var hans sang som om han raabte noget, der var fanget i hans stemme.
Saa, jeg kiggede paa ham, og paa jorden under hvor sad.
Og der var rester af flere traer, kun rester af hvad der havde vaeret hoeje traer, med gode skygger, hvor vinden spillede til hverdag, og jeg iagttog og lyttede til deres saa smukke larm, larm af liv.
Og jeg taenkte selv...
Hvad kan jeg sige til dig, lille fugl?
Maa jeg siger:
- Vidste du, lille fugl, nedenunder hvor du er lige nu, eksisterede traer hoejere end mig eller dig. Saa hoej, at du kunne se dem naar som helst du foelte dig trist, og paa afstand kunne du se og foere dig til dem, for at hvile din lille krop, traet af at flyve over denne verden som har forladt dig til din egen skaebne.
Maatte jeg sige til dig, lille fugl, om fornoejelsen jeg havde, da mine oejne også kunne finde hvile paa det smukke landskab, som eksisterede kun paa grund af disse traer som ville liv og som er forsvundet nu?
Stakkels lille fugl, under en skinnende sol, uden hvile eller skygge, uden troest... fordi han afhaenger af en troest som aldrig skal komme tilbage.
Han har behov for barmhjertighed fra menneskene...
Menneskene har plantet traeerne.
Menneskene har draebt dem.
Er der barmhjertighed i menneskenes hjerte?
Nej lille fugl... men jeg har ikke mod til at sige dig det hele.
Saa, jeg kaster bare et sidste kig i din retning...
Tomheden omkrig dig er saa trist.
Farvel lille fugl, under denne varme sol...
I det mindst kunne jeg sige farvel til dig, fordi ikke engang det kunne jeg goere til traeerne. En dag vaagnede jeg, og alle traeerne var forsvundet... uden farvel, uden troest...
Dette er menneskelighed...
Stakkels mig.
Stakkels lille fugl!