Hun sang... Havet var det eneste der lyttede.
   På stenen, sort og koldt, fyldt af grønt slim og små hvide pletter, hun sang, sang, så alene...
   Natten havde gjort hele stranden blå og sølv farvet, af lyset fra månen.
   Og hun kiggede ned langs kysten i samme retning som vinden havde der bevægede i hendes hår.
   Dag og nat gik på samme måde, mildt og blidt, men med en ensomhed så stor. Indeni i hende, følte hun at hendes hjerte bankede på en sørgelig måde, der mindede om måden bølgen rørte stenene.
   Fra stenen som hun stod på, kunne hun næsten se hvad der var på den anden side af horisonten, hun kunne se nattens stjerner og den gode vind fra havet, der rører blanderne væk, i det fjerne længere oppe af kysten.
   Kunne eksistere mindst ensomhed i det fjerne? Hun havde aldrig gået gennem denne veje, hun har bare oplevet farverne fra dag og nat her fra, over denne sten sort og koldt.
   Det var nytteløst at tænke over om der var andre slags ensomhed end hendes egen, fordi selvom der var en anden slags ensomhed så ville det stadig være ensomhed og intet andet.
   Og hendes sang blev mere trist, så dybt som dette hav og så storslået som øjeblikket hvor dagen bliver til nat.
   Og i månens lys, skær så hendes ansigt mildt ud og hendes sang båret af vinden.
   Hver dag en ny sang, hver nat sine drømme beholdte af månen, og på hendes læber der bare kendte den kærlighed gennem ordene der hendes ensomhed gav til hende.
   Hun bemærkede ikke, hendes sang nåede længere væk end der hvor hun kunne se med sine øjne.
   Hun sang til stjernerne om den kærlighed som deres lys gav inspiration til, at se lyset udover havet, var som at se på den ægte kærlighed, fordi viste at hvis kærligheden kom, så ville den fylde hendes tomme rum, og ville tænde lys i de mørkeste steder i hendes hjerte, og når denne store kærlighed skete for hende, hun ville være i stand til at se de smukkeste fornemmelser, der ellers var skjult i den mørke nat af ensomhed, der havde set ud til at være evigt.
   Og hun sang til havet, og sagde til de konstante bølger, at de kunne forsatte været tro til denne strand, hvilken ventede på dem ved hvert tidevand , som om de var løftet af meget mere liv til denne pragtfuldt kyst.
   På samme måde længtes hun efter en tro og gode kærlighed, som aldrig kunne glemme om hende, ikke engang når var anden den tidevand.
   En kærlig berøning der var i stand til gjorde at hendes elskede ønskede at komme tilbage i hendes årme, uanset hvor langt han var fra hende, på netop det tidspunkt hvor han tænkte på hende, på den samme måde vinden rørte ligesom i et kys stranden der savnede havet i det øjeblikke havde det været alene.
   Og på denne måde, for hver ny dag, fyldte hendes sang luften med en dejligt fornemmelse, som tilhørte en der kendte ikke kærligheden virkelig, men en der ventede på den... uden forestilling, uden hastværk eller illusion, bare lev og vent.
   Hendes afgang var rørende. Rørende den måde som hendes ensomhed ikke blev hende mindre lykkelig bare for at leve og være delen af livet. Hun bemærkede ikke, men rundt hende, føltes havet og stranden på en måde det aldrig havde føltes før. Der var tættere, gladere, de var nu som en i vildnæsset hvor de før var to, adskilt fra hinanden.
   Månen og stjernerne skinnede længere mere, månen havd lyst til at skinne, selvom var ikke FuldMåne nat, ved siden af stjernerne, bare fordi månen ønskede ikke miste en anden smukke historie som førte den og stjernerne sammen.
   Hele tingene havde lært, via sangene af en der kendte ikke kærligheden, at elske og at føle. Alting rundt havde blevet gladere, og smukkeste, bortset fra pigen der sang, så alene, over den koldt sten.
   Hun bemærkede det ikke, men via hendes ønsker i at elske virkelig, hun havde givet den ægte kærlighed til tingene omkring hende.
   Hele den nature der fra, havde blevet gladere, kun for at høre fra en der havde aldrig elsket, den sandhed om deres egne live.
   Havet har forstået, hvor meget det elskede stranden. Før, kom havet langt væk fra, træt, træt af at ankomme alene med bølgerne, uden at mærke at stranden længtes efter at havet kom tilbage.

Havet havde bemærket via en af sangene som det havde hørt på der, at for hver gang som det ankom, var blevet til et lykkelig øjeblik, fordi det ikke var alene som det var før, i det fjerne.
   I modsætning til... havet ikke var træt mere, ved at røre de milde strandens sande, fordi havet følte sig endelig i hjem.
   Ligesom på sangen, sunget af en der havde aldrig elsket.
   Hun havde lært til havet at føle og at elske. Måske, havet kunne have spildt hele dets liv, uden at vide hvad kærlighed mente, skønt stranden havde altid været der, venter på det, bare venter...
   Månen og stjernerne havde også forstået og følt hvad førte dem sammen for altid: Nu de kendte en ny mening for kærligheden. Den var mere evig end denne himmel hvor de var på.
   Den evighed uden kærlighed som de havde lige nu, ville være kun en vægt. Mere, hos kærligheden, det skulle være anderledes, den evighed var en gave til dem, som den var taknemmelig for hvert øjeblik de havde sammen.
   Månen og stjernerne havde lige nu forstået den harmoni og skønheden i være sammen, på den evig kærlighed sunget, af en der havde aldrig elsket.
   Så, i en måneløs nat, når stjernerne lyste meget mere, når havet var blå, selvom i natten, og det nåede ud stranden i hastværk, skønt mildt. En magiske nat hvor himmel og jord længtes efter at høre på en ny sang, som blev dem elskende mere og mere, på denne nat, over den samme koldt sten, en der sang, ikke sang mere.
   Det kærligheds håb som eksisterede i hende, lykken i at vente på hendes sande skæbne, var endelig forsvundet og blevet hende ked af bare at vente på noget som hun ville aldrig have.
   Og hun blev sig stille... på denne smukkeste nat, hvor himlen og havet havde endelig lært om kærligheden via sangene de rørte på, og da de kom, længes efter at høre på mere... pigen der sang, ikke sang mere.
   Og den bølge som rørte imod den sten, forsøgte at forstå den stilhed og spurgte om stranden, men det vidste den ikke. Månen og stjernerne bare kiggede på det, triste, på grund af enden af smukke sange, der tilbød dem så meget harmoni.
   Og en koldt vind kyssede denne nat, fører hele den magiske væk.
   Pigen, som sang før, blev sig stille og ikke engang bemærkede at himlen og havet græd på grund af hendes lidelse.
   Det var ikke fair at var alene, faktisk en der havde lært dem om kærlighed.
   Flere andre natte var gæt, og, længtes efter høre på hendes sang igen, himmel og hav bare fundet den pige stille og trist.
   Hun havde afventet for meget, havde set flere tidevand, set mere månen og stjerne end hun kunne huske på, og kunne aldrig taler til anden om hvad hun så på. Hun talte bare via hendes sang tingene der hun ville at sige til anden mere.
   Men hun blev træt, ked af det... meget tid hun havde brugt hun med sig selv, alene i lang tid, venter på... forgæves.
   Og der var ikke skønhed på dette hav eller på denne himmel, som kunne give hende kærligheden som hun havde ønsket før.
   Over den koldt sten, hun ikke sang mere. Hun bare så på en verden så koldt som denne sten, hvor hun var på.
   Men af den anden side af horisonten, så vel kendte af havet, foregik i en nat hvor månen skinnede, enighed imellem himmel og jord om en samme løsning, for at pigen ikke var alene mere, og startede med at synge den kærlighed igen, som havde blevet dem så lykkelige før.
   I denne nat, kom til syne en fisker i et skib, så ensomt ved denne bred hav, som sejelede på en rute hver gang mere afstand fra stranden og fra den kolde sten hvor pigen var på.
   Han skulle have gået længere fjernere, hvis pludselig, havet havde ikke blevet helt voldsomt og bedt om vinden at blæse også, og på denne måde, måske i en eneste bevægelse, de kunne føre skibet hen til pigen som ikke sang længere.
   Nå, han sang en gammel sang, som fortalte om modighed fra et menneske der levede alene ved havet ligesom dette. Han sang og bad om denne vind som havde kommet så pludseligt, at den ikke førte ham væk med hans skæbne, og til at havet ikke tog hans liv, hvilket var hans største skat.
   Og månens lys førte skibet ligesom et fyr igennem havet af vind, som førte ham hver gang tættere på stranden. Han kunne ikke forstå hvordan der kunne eksistere måne og vind på samme tid... men han bare kiggede på retningen som hans liv tog, uden at han kunne gøre intet, så, han kun sang, og håbede at hans gode stjerne kunne høre på ham og kunne frelse hans liv.
   Stranden var klar til at modtage en der havet tog. Stranden havde forstået den modighed fra himlen og fra havet der havde ført sammen deres styrke og givet til pigen som ikke sang længere, en mulige lykke.
   Og stranden modtog den fisker med mildhed. Endelig vinden ikke blæste mere, og havet fandt igen dets elskede: Stranden, der ventede på det.
   Og stjernerne og månen lå der på højt, førte sammen på en dybe stilhed, kiggende på den plan lavet imellem havet og vinden for at en der ikke sang mere, kunne synge igen.
   Men hvis hun sang ikke længere, den ensomme fisker sang... han takkede for hans liv som var reddet, og for den vildnæsset som havde ført ham i velbeholden til denne strand.
   Selvom denne skæbne var ikke den ønsket på ham, selv på denne måde han var glad for at være i god behold der.
   Og den stille pige, som kiggede på alting hvad havde sket, kunne ikke forstå hvorfor den ensomme fisker lykkeønskede den skæbne der havde reddet hans liv.
   Hun så havet blivende fyldt af hade, faktisk der, udover horisonten, på det sidste sted hvor hendes øjne nåede. Og bemærkede hun at inden havet havde blevet voldsomt, det var mildt, men pludselig havet havde blevet vrede og taget skibet ud af dets rute.
   - Der er ingenting at takke - sagde hun til den fisker, som stadig sang og smilede - Havet og vinden var ansvarlige for at tage dig ud fra din rute, og stadig vil du at takke dem for det?
   Den pæn fisker, imod lyset af den sammen månen som der havde lært at elske dens egen evighed, og også stjernernes evighed, kiggede på pigen, som stadig var ligesom før, på den kold sten, og tilbød hende et sted ved siden af ham, på milde strandens sand, glad på grund af hans liv.
   Hun ikke ville gå, men han insisterede. Og for den først gang, hun følte den mildhed i stedet af hård og kold sten, og på grund af det hun smilede i det simpel kig af en der var kommet langt fra.
   - Jeg synger ikke for det jeg har mistet, ikke engang for tingene der fik mig trist, jeg synger for livet som jeg jeg havde og stadig have, og for dette hav har elsket mig først, inden jeg havde virkelig elsket det også. Jeg stadig tro på at havet har reddet mig og ikke at det har gjort mig ondt.
   Pigen tænkte på hele tiden som hun havde forladt hendes sange, kun på grund af hendes træthed, fordi hun ikke så skønheden på himlen længere, ikke engang på havet, og fordi hun kunne tro på ingenting, ikke mere.
   Hun havde forstået endelig at vigtigheden af livet var større end det at vi føle, og at vi er aldrig alene, selvom der er ingen tæt på os.
   Himlen og havet havde lært hos hende, den smukkeste lektion, og havde givet til hende ligesom en gave, hele den kærlighed som de havde fået, de gav til hende tilbage, i form af dette sød selskab.
   Hun gik indtil højere sted af stranden og kiggede på fiskers skib som var der, ganske og reddet, ligesom ham selv, og for at takke, hun startede med at synge igen, og talte til havet og til himlen om lykken som de havde givet til hende, fordi de havde bragt fra langt væk, en der endelig kunne føre hende der fra, og en der kunne tage væk hende fra ensomheden.
   Himmel og hav havde bragt til hende en grund for at synge igen, et håb som hun kunne tro på ikke mere, men dette håb var ind i hendes bryste, og gav hende lyst til at synge igen.
   Hun sang så smukt, at den fisker græd da hørte på hvor meget havde været trist ensomheden af en så sød pige, og da han bemærkede at havet havde bragt ham til hende, og han græd længere mere, da han noterede at kun på denne måde, hun kunne have endelig selskabet af anden en, foruden havet og stjernerne.
   I en rørende farvel, de begge to forladte ved skibet, sejler gennem vanderne af det samme hav som førte ham før.
   Men pludselig, havet blev vred på det hele igen, og det var ved at knuse skibet i to med en voldsom bølge, når stranden spurgte om havet hvorfor det gjorde en ting som det. Havet svarede at ville at pigen kunne fortsatte der for altid, synger, nu at hun havde startede med at synger igen. Men, i stedet at takke havet og fortsatte der med os, hun ville at forlade os og går hos en der jeg har bragt fra langt?
   - Lad dem gå væk... - sagde stranden, månen og stjernerne til havet som ville ikke at lade dem gå.
   - De vil fortrylle andre via deres smukke sange, som de have i sjæl. Hun alene, lærte os at elske og at være lykkelige. Lad hun bliver sig lykkelig nu! Og ved siden en anden stemme, af en der elske hende, og som skal synge sammen hende. De vil vise kærligheden til andre hav, himmel og strande, der ikke kende den endnu...
   - Men, hvis jeg bragte ham indtil her, var fordi jeg ville at hun kunne synge igen til os! Jeg har ikke gjort det hele kun for at hun gik væk og forladte os for altid, uden hendes smukke sange.
   - Vi har ikke behov for at have denne sang som før, vi har fundet kærligheden i hinanden og nu, afhænger bare af os at beholde den for altid...
   Havet hørte på stranden i stilheden, stranden havde ret... det var egoisme at ønske høre på kærligheds sang, hvis havet havde kærligheden allerede, det var bedre at pigen sang til andre mere nu, og det var godt at denne fisker elskede hende og sang sammen på en eneste stemme den kærlighed som pigen havde kendt endelig. Så havet blev mildt og bad om vinden at føre dem til skæbnen som tilhørte dem, og på denne måde, andre kunne lære om mildheden af kærligheden på øjeblikket som de hørte på deres sang.
   Og havet længtes efter dette øjeblik.
   Havet næsten ikke kunne vente på at være der, når det skete.