Sidder med en ny slags ensomhed og mærker at jeg ikke frygter den ligesom den anden.
Jeg har tænkt på de ting der bragte mig tættere på mig selv.
Der var mange forskellige ting, men alle noget jeg havde inde i mig selv allerede, hele tiden. Jeg forstå det bare ikke og hvis jeg forstod det så følte jeg det ikke helt tydeligt.
Vi kan ikke være forelsket i nogen vi ikke har mødt og på samme måde kan vi ikke være kritiske overfor ting vi ikke kender til.
Hver en ting vi lærer, giver os nye spørgsmål, vi ønsker flere svar, og vi bliver taget til steder hvor vi ikke før drømte om at komme. Hvis vi ikke havde lært ville vi ikke finde vejen hvor vi skulle gå og derfor ikke stille spørgsmål.
Vi ville miste den smukkeste del af livet, vi ville miste os selv, fordi vi ikke kan elske hvad vi ikke kender og vi ville ikke elske os selv.
Jeg ser på horisonten i det fjerne der skiller himlen og jorden for at vi kan vide hvor vi er i dag.
Men jeg kigger efter den for at se hvad der skille, og kan ikke se horisonten, heller ikke himmel eller jord.
Der er kun en dyb blå, som et klart lys der befri os og tager os i hånden når vi ikke ved hvor vi skal gå.
Og der er ikke frygt, heller ikke noget fra fortiden tager vi med. Der eksisterer en fremtid som er her og nu, uden at vente på mere. Fordi hver dag er vigtig ligesom hver dråbe fra dette dybe blå er vigtigt.
Hvor mange drømme vil komme mens mit ansigt er vendt i retning af dem? Jeg venter stille.
Kender fra fortidens stilhed de svar som jeg vil have nu.
Den erfaring er en god skygge på de varme dage og det er en invitation til enhver, ligesom de grene på et træ, hvilket synes i dag at være det smukkeste træ i hele den store skov, blot fordi det huske dig på den rigtige vej hjem.
Men du tager dets duft, og trofast af dets skygge og altid huske du at, det vil gøre dig lykkelig fordi kundskaben vil aldrig forlade dig helt.
Det har lært dig at kende dig selv og elske hvad du er blevet til: Dig selv!