Du er ikke aldrig her...
På den måde, jeg hårdt vil kende, da du er trist, eller da noget bliver dig lykkelig.
På fraværelse, prøver jeg at finde ud det... men det er forgæves, hvis der er så meget for at kende.
Men, pludselig jeg har ikke behov for at søge efter hvad jeg kender ikke...
På øjebliket, lukker jeg de øjne, og tillader vildheden som eksiste indeni, taler til mig hvad fjernet tillader ikke mig at forstå.
Og jeg afslører dig gennem mig selv. Jeg ved om dine følelser, lidt efter lidt, mens jeg kender mine følelser.
Der er ikke slør skjuler hvad fjernet gemmer, hvis det er let at overvinde den fraværelse igennem de følelser.
Jeg ikke prøver at forstille dit humør... jeg er fri for at smage dem, gennem af mine.
Jeg overvinder ikke havet på mine drømme, prøver at finde hvad jeg kende ikke, jeg bare våder mine tanker på det hav, mens jeg skriver om hvad jeg har lært.
Under din fravær, under tiden den skilt, jeg prøvede at gå gennem en vej, hvilken jeg aldrig var alene virkelig.
Jeg har lært med den ventetid, undervisninger fra hele den verden, og hver del, blev mig ganske, når, skønt fjernet, jeg har afslørt dig, gennem mig.