Solen skinnede varmt og smukt. En dejlig luft duftede godt, og rørte på hans bekymret ansigt. Martin havde kæmpet for længe til at kunne bringe liv tilbage hvor den ofte forurening havde blevet til miasma hvad var en smuk blå sø, før.
Nu, han ventede på at møde et meget særlig menneske, en der havde sket i hans liv som en hemmelighed og blev hans tanker anderledes, nu han ville at beskytte livet, nu hans tanker var andre, nu han ville ikke ødelægge verdenen hvor han ogsaa bøde.
Han ventede på hende... ivrigt, foran den meget smuk sø, som var blå nu, efter at Martin blev den til det. Han prøvede at huske hvordan det hele havde sket:

-Herre Martin, din fabrik har forurenede flere kilde og lige nu en lille sø skal blive depositar af disse fabriksaffald; og jeg er bare arbejder her fra, og jeg ved jeg har ikke ret til at give min mening, men som borger jeg troede på at havde den pligt at råde dig over mere det at skal blive til et ødelagt miljø .
-Nå, du har ret, du har ikke ret til at sige intet, og min fabrik ikke forurener, de bare lægger deres affalde i rigtige stede, så gå ud her fra og kom tilbage arbejde.

Det var på denne måde at Martin huskede om sig selv, han var en skør, som plejede at ødelægge naturen, og ikke engang havde lagt mærke til det.
Indtil den dag, hvilken på grund af en dømmende magt han havde at gå med nogle eksperter hen til søn hvor han havde lagt den affald af hans fabrike uden tilladelse til det
Og det var da Martin så pigen for den først gang.
I virkeligheden søn døde lidt efter lidt, tegner var klare,de eksperter skulle undsige ham, men de var venner med Martin, og på denne måde, intet rigtig ville være gjort for at afvise ham. Efter de give hinanden haænden, de eksperter forlod stedet, og Martin stod alene.
Han kiggede på søn og følte en mærkelig fornemmelse, som om han havde været der før, skønt han kunne ikke huske hvornår eller hvordan.
På dette øjeblik, noget magiske skete. En parfume duftede sødt, det lod umuligt, fordi luften havde en dårlig duft på grund af affald ved søn. Den var en duft meget særlig, godt og sødt, som straks blev Martin lagt mærke til den. Han kiggede på den anden side af søn, og der, han så den smukkeste kvinde han havde set allerede, og hun havde blevet alle sted duftet godt, bare gennem hendes tilstedeværelse.
Hun kom tættere på ham, og sagde sødt:
-Kan du huske om denne sø fra en stund af din fortid, kan du ikke, Martin?

Han blev sig fortryllet med ordene fra sådan en dejlig ukendt kvinde, som snakkede med ham som om kendte ham og hans tanker, så han svarede hende, men han ikke engang vidste hvad han sagde:
-Ja, jeg kan huske om denne sø, det var her hvor jeg har brugt de bedre år af min barndom.
-Det jeg allerede vidste, og jeg bliver rigtig glad for at vide at du kan huske. Her har allerede været stedet fyldt med meget skønhed og harmoni, hvor ganske familie kom for at gøre Picnic og hvor unge mennesker mødtes til at svømme og have sjov med, og du var en af disse unge, kan du huske?
Martin huskede om det hele, det var som om sin fortid havde været slettet, og bare nu den kom tilbage, levende på sin hukommelse gennem ordene fra unge kvinde.
-Det er på grunden jeg er her nu, Martin. Jeg ved hvem er ansvarlig for sådan trist måde at denne sø er nu. Denne sø, var fyldt med liv før, så jeg bader om dig at stoppe med at ødelægge og gør noget af godt til naturen, som forsvarsløs bare lide i stilheden imellem meget dårlig som mennesker har skabt med deres egne hånd, de samme hånd som er også den eneste der kan hjælpe
Dybt rørt ved disse ord, der aldrig gjorde intet til ham før, Martin kiggede på alle omkring ham og så nu, meget klart alt hvad han gjorde, alle dårlige ting som han provoked på grund af hans uvidendhed. Han ikke elskede naturen, han glemte om naturen, og havde ødelagt dette sted i især, sted hvor han havde været så lykkelig ved siden af sin familie og venner i fortiden.
Og stadig fyldt med fortryllelsen af hans hukommelser, Martin kunne ikke undgå til at love, ansvarligt, at han ville blive søn til en ren sø igen, men ivrigt, spurgte om hvornår han kunne se hende igen.
Hun gik væk, men inden bliver forsvindende imellem grenerne af et tørrede træ, hun sagde:
-Bekymr dig ikke om mig, fordi jeg vil være her straks søn kommer tilbage livet.
Og inden at Martin kunne spørge hendes navn,eller hvem hun virkelig var, hun havde allerede forsvundet i det fjerne, ligesom en overjordiske røg, og med hende forsvundet alle dejligt parfume som hun havde bragt i hende.
Og nu alene, han følte bare det dårlig duft som kom fra søn og så han blev sig trist for at tænke på at var hans skyld, måden som han blev det sted, det stykke af naturen som han glemte om elske og bekymre sig.
Martin forlod stedet og gik straks at snakke med eksperter om hurtigtere og virksom måde af blive søn godt igen, og også om hvordan at ændre de maskine fra sin fabrik, og på denne måde de aldrig mere kunne forurene.
Martin gik hos eksperter for at kigge på søn bliver til en anden, lidt efter lidt. Det var spændende måden som naturen fik et nyt liv med hjælp af dygtig hænder af hans arbejderer. Men Martin også gik hen til der, fordi han havde håb for at se igen den hemmelig pige, skønt han kunne huske om hendes sidste ord, og han vidste at han bare ville se hende igen på den rigtig dag hvor alle ting rundt kom tilbage livet igen.
Søn startede med at blive blå igen, snart små fisker ville bo i dens vande , lige som omkring søn ville eksiste igen smuke blomster og græss.
Tiden gik og den særlig dag kom, Martin skiftede hans tanker og gerninge, og han også kunne redde søn. Han var meget lykkelig, nu han var der, foran søn af sådan en skønhed... Nu., omkring søn der var en stor marke, hvor stemmens ekkø ville blive tabt.
Små strande blev ført sammen de forskellige dele af søn, og de store og høje trær, der så ud til at være tørt og døde før, viste nu, under den milde majs sol, deres første blomster, efter en lang tid af tomme grene.
Alle tingene var anderledes der, han havde faæt... men skønt denne lykkelige virkelighed, noget blev ham meget bekymret. Han var bange for ikke at se pigen, som havde lovet ham, at være der på øjeblikket som alle var reddet.
Men pludselig, Martin startede med at føle det sød og særlig duft igen, det var så anderledes fra alt hvad han havde allerede følt, at han var sikker på at hun var der, men da han kiggede på den anden side af søn, Martin bare så nogle cypres og piletræ der vinden blæste på.
Men skønt han kunne ikke se hende, hendes duft kom til ham gennem vinden, og blev hver gang stærkere, og han var sikker på at sådan en særlig duft kom fra hende, så han var ganske sikker på at hun var der. Han bare ikke vidste hvor.
Han blev træt af at kigge på alle hjørner i forgæves.
Så Martin sad på græsset, og han blev endnu mere forvivlet over at duften blev stærkere. Så, han vendte sig og så han havde endelig fundet kilden af denne gode duft. Alle den gode duft kom fra en enkelte blomst, sjældent og meget smuk.
En blomst som ingen havde allerede set, men som var født der, hvor Martin havde bekymret om.
Det havde været løftet af den hemmelige pige da sagde at hun ville være der, da harmonien kom tilbage.
Det var på denne måde at Martin så hende igen, med fornemmelsen af en der se på en mirakel, og det var med tårer i øjne at på det sted, han fik lov til at være for altid, størren livs beskytter som kunne eksistere.