En dag, var han lever sit liv, ligesom han var vant til at leve. Arbejder indtil dagen bliver til moerkt, og gaar tilbage hans kolde hus, endnu laengere kold om dette saeson af vinteren som var kommer.
   Hele de andre dage havde vaeret saa ens, at han foelte mangle af ingenting, han ikke engang kunne foele nogen ting forskellig.
   Men paa denne gang, bare paa denne dag, han satte ned foran fjernesyn som saa ud til at vaere stille for ham, og foelte sig traet, mere traet end han havde aldrig vaeret foer, og bemaerkede at hans eksistens loed saa kort og uden aarsage, snart han ville eksiste ikke laengere, men han ville vaere stadig fange til det dag efter dag... arbejde, arbejde og mere arbejde... ingenting mere.
   Sikkert faa aar paa fremtiden, fordi flere andre aar havde allerede gaet vaek, men taenker paa denne faa aar der ville komme, blev ham foeler en store vaegt.
   Langsomt! For langsom denne foelgende aar ville gaa, ingenting ville goere den forskellighed af en og anden dag. Bare arbejde og denne tomme hjem blev hvad var bestaar af sit liv til en evighed i hvilken han ville traekke sig paa en kedhed fornemmelse, forfaerdeligt. Han kunne ikke udholde det.
   Kun paa det tidspunkt han bemaerkede det. Alting rundt blev ham trist. Han gik indtil vinduet, den graat verden udenfor bare blev ham oensker at havde ingen vindue paa det sted saa lille som han kaldte af sal.
   Hvad kunne han goere? Hvor kunne han gaa til? Hvis var ind i ham selv hvor han ville ikke at vaere?
   Hvorfor han havde aldrig faet at gaa ud fra sig selv, og lad til sig selv at foele, vove og selv at tage fejl, hvis det var noedt, men har gjort noget som engentlig havde skiftet hans liv og denne rutine for altid?
   Nu, det virkede for sent til at proeve. Hvem kunne tror paa foelelser af ham? Hvis ham selv troede ikke?
   Hvor havde han taget fejl? Naar han benaegtede til at bemaerke hans foelelser? Nogen tid foer, han huskede nu, paa stilheden af hans traet og alene sinde, havde blaest en frisk og ny vind, som han huskede vel nu... noget saa ens med haabet. Han havde forsoegt lad sig selv at foele, og kaerligheden naesten havde kommet ind i sit hjerte.
   Og paa denne dage foer, haabet i deler sit live med en saerlig menneske, som laerte ham til at have droemme og at foele, fyldte de moerke og kolde rum af hans hjerte og for foerst gang han havde blevet lykkelig.
   Nu han huskede denne perferkt, men det saa ud til vaere en droem... det var ikke virkelig at taenke at en dag han var ved at roere sine fornemmelser, og naesten fik at elske nogen.
   Han ville have elsket virkelig, hvis foer, havde proevet at glemme det arbejde som brugede hele sin tid og liv, for at moede den glemt del af sin sjael, hvilken gav en advarsel til ham, viser at han kunne ikke blive lykkelig alene?
   Han vidste ikke hvis ville have faet at elske og vaere lykkelig... det havde vaeret laenge tid siden, at han kunne ikke engang at huske hvordan han var vant til at foele tingene foer. Fordi nu han fik at foele ingenting.
   At have ingenting for at foele, men at oenske foele hele tingene der man tabte, blive en menneske endnu laengere fortvivlet. Og var paa denne maade som han foelte sig.
   Paa bordet foran ham, der var en album med gamle billeder. Uden at taenke, han tog den album og saa paa sig selv, saa lille, paa et billede af tiden som han var et barn.
   Der var haab paa dette oejne, men han foelte som om han var ser paa et andet menneske, denne drenge havde ventet for meget af ham, og han fik at give ingenting hvad han kunne tror paa. Bare en fremtid som blev tabt hvert haabe som han havde foer.
   Hvad jeg engentlig ventede paa mig selv? Forsoegte han at forestille mens saa paa denne oejne af barn, der virkede at vide mere end ham selv om livet som paa denne gamle dage han havde ved fremtiden, men hvilket nu havde han allerede tabt.
   For sent til at gå tilbage den lyst til at leve, og eksistede denne lyst en dag, han kunne bemaerke det, kigger paa denne sine gamle oejne.
   Men hvorfor der var noget saerlig paa dette billede? Han saa ud til at vaere ved at faa noget som han var rigtig oensker, men han kunne ikke huske hvad var det.
   Paa billedet ved naest siden af den album, han fandt svar for denne spoerge. Paa dette andet billede han havde en store smil, ved siden af en mand som bar roede toej og en store hvide skaeg.
   Endelig han huskede den aarsag for det braende paa oejnene. Han troede paa Julemand, og dette billede visede sin foerste moede med og til hvem han havde gjort en saerlig spoerge denne dag.
   Han husker at han var gennert da kom taet paa den god gammel mand, men snart bemaerkede i ham, den mulighed af bliver sin store oenske til virkelighed, fordi han troede paa Julemanden, det var en tillid som blev ham forskellig from hvem han var nu. Naar han var et barn, han havde haab og tillid, og paa dette tidspunkt af det billede, hvad han troede paa, gav ham styrke for at proeve at aendre virkeligheden i hvilken han levede paa.
   Men, hvad var sin oenske paa dette billedes tidspunkt? En stykke legetoej? Nej... det var ikke det. En rejse til Disney? Nej, han havde faet dette some tid foer. Jo mere han taenkte paa jo mindre han kunne huske.
   Og ser paa det foelgende billede, han saa ham selv ved siden sin mor og soester, det var Jul allerede, og de var aabner de gaver rundt af traet. Men ingen saa ud til at vaere lykkelig. Og sin far? Hvor var ham? Hvorfor han var ikke paa billedet hos dem i denne Jul?
   Saa, hurtigt han forsoegte at finde i hele dette billeder, et i hvilket sin far var med dem. Men der var ikke.
   Pludselig hans hjerte blev saaret, ved en angst som gjorde han husker hvad havde oenskt til Julemand da barn, paa dette gamle billede. Sin far var altid arbejder. Altid travl, han havde aldrig tid for dem.
   Og der var ikke en foedselsdag eller en Jul i hvilken han havde vaeret med familien.
   Det arbejde altid havde vaeret mere vigtig, skoent han talte at gjorde det for at de havde en bedre liv.
   Det var som om gennem det, han forsoegte at undskylde hans fravaer, hvad var ikke mulige til at undskylde. Fordi han saa sin mor lider, og han selv led meget ogsaa. Og paa denne Jul i hvilken moedte de Julemand, sine oejne blev braendende af haab, da taenkte paa den hvad ville bede, og paa grund han troede paa Julemand, han var sikkert at sin oenske ville blive til virkelighed, og bad med hele sin sjael at sin far brugede den Julens nat med dem, og at han havde tid for ham, soester og mor.
   Men det var med taare paa oejne at ham huskede sin oenske havde ikke blevet til virkeligheden. Sin far gik videre vaeret den samme. Han aldrig var ved siden dem i ingen Jul. Altid rejser, mister muligheden at se de boern vokser, og bliver ham, hans egen soen , nogen uden tillid og haab, paa hver dag, men hovedsaelig paa denne Julens nat, i hvilken han var ikke ved siden ham, skoent den oenske til Julemand
   Han lukkede den album og han var rigtig trist. Det var paa denne Jul at han startede med at miste den tillid paa sig selv, og blev sig lidt efter lidt i nogen med ingenting foruder det arbejde som han gjorde.
   Og alting var vel paa den maade som var, inden i dag, naar alting virkede uden aarsage, og han bemaerkede sig alene, med hele livet forgaeves.
   Og engentlig, han bare levede livet ligesom sin far. Fakstik den maaden af liv hvilket gjorde ondt paa ham, fakstik den liv hvilket han bemaerkede som egoistisk og forkert, og alligevel han havde blevet sig nogen som det.
   Sin far havde doet uden bemaerke at havde vaeret en ulykkelig mand, og at havde blevet enhver rundt af ham, ulykkelige ogsaa.
   Nogle af os, blev os selv ens hvad vi mere var bange for, fordi vi glemme af slags imod det, vi blive skuffede med oensker der blev ikke virkelighed gennem vores vej, og saa, vi opgive os selv... og naar vi bekymre om ingenting mere, det er hvor vi mister os selv.
   Men hvad havde blevet han bemaerker hele det? Emsonheden af sit liv, det arbejde som brugede de bedre af sine dage.
   Han gik indtil vinduet igen, hoerer paa nogen forskellig som foregik udenfor.
   Mennesker var synger Julens sange gennem gader, og den foerste sne af aar startede med at falde, bliver alting hvide, fylder hele rum.
   - Det er Jul!
   Han sagde det forskreget med sin egen opdagelse. Han arbejdede saa meget og altid bekymredt kun med sig selv og sine problemer, at ikke engang havde bemaerkdt de pynter gennem gader, og bevaegelse af de mennesker, koeber, og gaar hurtigt til hele de retninger.
   Det var Julens nat, og han var helt alene. Hvis han kunne tro paa Julemand som foer, han ville bede om at blive ikke som sin far havde vaeret. Han ville bede for at have en familie og elske dem, bruger hos dem, hele tiden som han kunne og bekymre sig mindre om arbejdet.
   Men sine Jules oensker var aldrig blevet til virkeligheden.
   Saa han forsoegte at glemme hele det, og vende tilbage at leve sin virkeligheden igen.
   Men den fjernesyn saa ud til at vaere stille endnu til ham, og noget ind i ham var raaber larmt at ville ikke denne opfoersel af ham.
   Og pludselig han huskede at havde en familie. Sin mor og soester havde lidt ligesom ham selv, paa grund af svigte af sin far, men ogsaa skulle have lidt paa grund svigte som han havde udsat til dem ogsaa, og havde aldrig bemaerkt.
   Smiler foran den nye mulighed af skifte sit liv, han tog sin bedst frakke og kiggede paa spejlet for at se hvis han havde paa oejne de braende af haab som blev tabt for langt tid.
   Og eksistede det i ham! Han var ikke mere dette ordinaer figur af foer uden lyst til at leve. Han ville at leve, og vaere sammen paa liv af hvem elskede ham. Han havde glemt hvordan var det at elske, men ville proeve at befri denne foelelse ved siden sin mor og soester.
   Den sne blev haard at gaa ud hjemme. Han tog handskerne paa, og naesten rullede uaenset at vandre gennem sidegange paa gurnd af sne. Skoent det kolde, der var nogle butiker aabnt stadig, rigtig taendt og med Julepynt, han forstod ikke hvordan havde ikke bemaerkt det paa gader i de sidste dage. Maaske det var fordi han havde glemt af Julen, han ikke engang kunne opmaerksom jule, ikke laengere. Men han var bestemt til at aendre. Denne Julemand som blev ikke hans mere kaere oenske til virkelighed paa denne gamle Julens nat, kunne ikke gaa videre tager sit haab ud, der var noget gode i sit hjerte paa denne nat hvilken var starter og han var klar for at foelge denne foelelse indtil at finde sig selv paa den ende, en mand alene ikke mere, en mand med haab og droemme.
   Han stoppede i en af den butike og kom ind, hoerer paa den lille klokke ringer paa doeren da han gik gennem den.
   Han skulle at tage nogle gaver til sin mor ot soester, alligevel det var jul og der var langt tid han besoegede ikke dem. Og han ville at goere et overraske. Der var ikke flere tinge til at vaelge, fordi de bedre tinge havde vaeret allerede koebt, men han gjorde den bedst han kunne, saetter hele sin kaerlighed paa denne gerning.
   Gaar ud der fra, flere menneske gik hurtigt med aarme fyldt af store pakninger, og han bare tog smaa pakninger, men foelte sig lever, del af denne univers i hvilken var god at have nogen for at elske og give gaver i en dag som blev hele hjerter taetere paa et af andet.
   Men han foelte sig alene stadig, havde ladet tilbage den sidste mulighed af vaere lykkelig, hos nogen af hvem han huskede nu som den eneste hjerte hvilket kunne taende hans hjerte... han savnede kaerligheden, men det var for sent til det.
   Sikkert hun skulle at vaere gift, og rigtig fjerne, lykkelig med et liv som han benaegtede at leve.
   Kommer i sin mors hus, de hoje traeer og uden blade gennem sidegang, og den sne fylder den vej indtil den hoved doer, blev ham huskende af sine barns dage, da spillede med sne og saa paa denne samme landskab.
   Han var ivrig og frygt for at optraede uden advarsel, efter saa meget tid og fakstik paa den Julens nat, han overvejrede om hvad ville sige, og bemaerkdte at den bedst ville vaere foelge sit hjerte, det ville sige hvad at goere.
   Efter med at range de klokken, og venter paa nogle sekunder, doeren aabnede og han saa sin soester.
   - Du, min broder? Hvad gode overraske. Men skulle ikke du er ved arbejde? Det er hvad du altid sagde da vores mor inviterede dig for at komme her bruger den Julens nat hos os.
   - Undskyld mig min soester... det er sandhed, jeg fortjener ikke at vaere her.. disse gaver er til dig, og jeg vil at du give disse gaver til min mor... jeg er gaar...
   -Hvad betyder det? Komme, snart! Du vil vaere rigtig velkomme, min mor og jeg savnede dig.
   Han smilte og gav en knuse i hende, foeler sig paa hjemme igen.
   Paa sal, foer at komme hvor sin mor var paa, han hoerte stemmer.
   - Er der nogen andre her?
   - Ja, en af min veninde, vi arbejder sammen, og hun havde ingen med hvem bruger den Julens nat, saa jeg inviterede hende til at komme her, min mor er hos hende paa sal.
   Og kommer taetere paa dem, de kunne ikke ham, men han saa dem satte i den store groen sofa, foran den ildsted, som blev hele huset varme. Sit hjerte blev varmt ogsaa da han hoerte den soede stemme af sin mor. Hun var viser noget til den pige som havde kommet til den nattens mad paa denne jul.
   Det var en billeder album.
   - Denne her var min mand. Vi var ikke rige, men han gav de bedre hyggelig som han kunne til mig og vores boern. De aldrig vidste hvor metet han havde at arbejde for at de bemaerkede ikke at vi engentlig var fattige. Min soen havde de bedste stykke legetoej paa hver Jul, og og selv rejse til Disney... men min mand var aldrig ved os, fordi han var altid arbejder.
   - Aah Fru, saa han var en gode mand, og sine boern maa vaere taknemlig for det.
   - Ja... men min mand havde skam af de arbejder der han acepterede for at give os et bedre liv en dag, foer han doer, han gav mig dette billede og sagde at havde vaeret den dag mere lykkelig af hans liv, fordi han havde brugt den Jul ved siden den soen. See paa det.
   Og sin mor var ved at vise det billede for den pige, og han saa paa det og han genkendte fra afstand dette billede, og gik hurtigt til sin mor, fyldt af fornemmelsen han aldrig foelte.
   - Min soen! - sagde sin mor ogsaa spaendendt for at se ham.
   Og han tog det billede af hendes haender og seer paa det, han kunne ikke tror.
   - Saa denne julemand var min far? Hele den tid? Den foerste Julemand som jeg saa i mit liv? Jeg bad om ham at paa denne Julens nat min far var med os, men som det aldrig skete, jeg aldrig mere troede paa Julemand, og paa ingenting mere, men min oenske blev til virkelighed! Jeg var ved siden min far paa dette tidspunkt og jeg vidskte ikke!
   - Ja min soen, ikke engang mig selv vidste af dette, men det var han arbejder som Julemand paa dette butik, han elskede os meget, men havde skam af sige om arbejder som det som han havde vaeret Julemand.
   - Jeg har vaeret meget egoistisk, og proevede at skjulle mig selv af I, og af alting. Troer at, paa samme maade at min far, bare det arbejde var allerede nok for mig. Men nu bemaerker jeg at min far taenkte aldrig paa denne maade.
   - Det er godt at du er tilbage min soen. Aldrig er for sent til at forstaa livet og aceptere kaerligheden. Vi elsker dig meget, skoent af dit fravaer paa denne aar.
   Saa, sin soester kom taetere for at praesentere hendes veninde:
   - Denne her er min veninde...
   Naar han vendte tilbage for at see hende og siger hej, sine oejne fyldte af kaertegn og de straalede, det samme lys der havde paa dem da dette billede var taget ved siden de Julemand, fyldt af haab paa den oeske som sin sjael var goerer, hele det kom tilbage sine oejne igen, og han vidste at han kunne tro paa de Juleoenske, og ind i sin tanke, han bad at hele det var ikke en droem, fordi den veninde af sin soester, var den pige som han havde elskedt en dag. Og gennem en vidunderlig sammentraef hun var der, alene som ham, og ligesom en Julegave.
   - Det er aldrig for sent til Julen kommer ind i vores live - han sagde det, mens saa at reflektere paa oejne af hende kaerligheden som foelte med ham stadig.
   - Ja, det er aldrig for sent.
   Det var hvad hun sagde foer klokkerne ringede Mid natten, og julen bliver til virkelighed de 4 nye oesnker paa denne velsignet jul.