Hvis en vej kunne føre dig naer dine drømme, ville du så være bange for at gå den, eller vil du åbne dit hjerte for de nye opdagelser der vejen vil føre til?
Det er svær at tænke på sig selv når sine hånder er ved at røre en uendelighed. Fortid og fremtid mødes sig når lidt efter lidt, vi afslører hvem os er... små detalje laegge sammen bliver til fantastik opdagelse hvor vi ser os selv på første gang.
Og jo mere vi laerer, jo mere vi kender os selv, og livet åbner foran os ligesom en endeløs sceneri til nye opdagelser og endelig vi forstår de søde ord der en gang har været skrevet, hvilken sagde at en vidende vil være der, venter på hvem søger efter den, og jo mere vi benytter den, jo mere vidende vil eksiste til hvem søger efter den siden første øjebliker fra deres live.
Er der en større lykke end sykkerheden i at finde ud hvad er vi søger efter?
På begyndelsen, vi har bare en små samvittighed om hvad det kan være, men langs vejen, på dene trofast søge efter en samme ide, vi lærer flere forskellige undervisning, der vi kendte ikke før, og bliver vi mere og mere tro på det først mål. En større lektion er, derfor, bliver ikke sig friste med nye opdagelser og ja, benytter dem som måden at møde vores først ide, fordi på hver ny lektion og opdagelse, vi vil være nærmere os selv, og bare på det tidspunkt, vi vil forstår at vi var ikke klar at vide hele sandheden fra begyndelsen.
Og bare på ende, vi vil blive ganske, og vi vil forstå hvorfor denne veje føre os nær vores drømme... og vi vil blive ikke bange for gå videre, fordi de veje er uendelige.