Saa skete det at hun sagde ja... Saa tidlig. Det var nemmere at tro paa kaerligheden denne gang, hvor droemme og haab var alt, hvad der var.Han ville gerne vise hende en ny verden, langt fra hendes verden, og hans ord var saa dejlige... hun sagde ja.De skulle dele deres livshistorie, som ville starte i det oejeblik, de var blevet foert sammen.Det var sjovt at dele for at addere. Hun taenkte ikke paa matematiske beregninger, men maaske hun burde. Hun troede kun paa kaerligheden.
Og det saa ud til at vaere saa aegte, hvad han foelte, at det var saa let at smile og at sige ja.
De skulle snart giftes, og hun droemte om det soede selskab med ham. Han skulle vaekke hende med et lille kys og skulle hviske i hendes oere, hvor hoejt han elskede hende, og de skulle elske hinanden for evigt.
Tilliden til denne fremtid var allerede nok til at goere hende lykkelig, selv om hun var langt væk fra sin elskede.Det var laenge siden, han havde fortalt om ture, hvor de begge to skulle
Foelges ad i fremtiden. Og naar hun lukkede oejnene for at sove, kunne hun se, ligesom i en droem, hvordan virkeligheden ville vaere ved siden af en mand, som hun elskede saa hoejt. Hun iagttog havets overflade fuld af flere hemmeligheder, som ikke forklarede, hvad der manglede i livet, fordi livet snart var forbi, uden vores oenske, skoent livet udfordrer os, gennem en evig følelse af at være fyldt op af skoenhed.
Hun troede, at saaledes skulle hans kaerlighed være for hende, og det var i stand til at give hende ro og glæde. Livet maatte have en ende, men hvad de foelte for hinanden, kunne gøre, de kunne leve for evigt.
Maaske, levende i hinandens erindring, maaske i hinandens sjael.
Og hun elskede ham meget for det! Han respekterede hende og sagde, at han troede paa, hvad hun talte om, skoent han aldrig havde troet på det foer.
Det var noget, der gjorde hende en lille smule trist, men hvis han nu troede paa, alting skulle vaere forskelligt. Saa hun sagde ja.
Disse blaa oejne af skoenhed og godhed, saa ud til at vaere vendt kun mod hende, mod hendes taenker og oensker. Hun sagde ja, fordi han sagde ja foerst. Han skiftede sit liv og gernninger, for at de kunne blive bare én, ind i denne kaerlighed.
Og hun fortalte om fornuft og følsomhed, og han fortalte om virkeligheden, som ville vaere der, naar de var sammen.
Og paa denne virkelighed var der ikke vaegt fra ofre, ikke engang vanskelighed, som er bragt med et ny liv. Saa hun startede med at spoerge om, hvorfor intet gjorde ham bange for de lidelserne eller den ondskab, livet er fuld af, og vi maa vaere parat.
- Jeg tror paa mig selv! - det var hans svar.
- Ikke på noget andet? - spurgte hun ivrigt, alligevel hvem kunne han vaere altsaa.
- Intet andet. Vi kan ikke spilde tid med lidelse eller med sorg, vi maa goere, hvad vi har lyst til at goere.
- Men, hvorfor? Hvordan kan vi goere, hvad vi vil, hvis at goere det sikkert vil goere ondt i én, der tilfældigvis krydser denne egoistisk vej.Han svarede ikke. Han forstod ikke, hvad der kunne fortsaette over hans egoisme.
Hans oejne saa ikke ud til at vaere saa blaa mere. Droemmene de delte saa ud til at vaere langt væk, og nu kunne ingen nå dem. Stederne hvor hun forestillede sig ved siden af ham, var bare tomhed nu, paa den samme maade som på ham, når hendes foelelser proevede at komme taettere paa, men ligesom i en oerken, der har vaeret tørt inden at krydse den stor vej .
Og hun sagde ja. Ja for hvad mente den ufuldstændig form fra hendes droemme.
Det havde vaeret den foerste fejl hun gjorde i sit unge liv.
Aldrig igen, hendes fornemmelser gav efter, eller hendes droemme foelgede havets vej.
Hendes skridt foerte hende på afstand fra disse blaa oejne og fra dette haab, allerede mistet for laenge siden.
Maaske det var hende, én der gik gennem den oerken, hvilket hendes liv var blevet til nu
Men kaerligheden fortalte meget mere, end han nogensinde kom til at forstaa.
Kaerlighed fortalte, at kaertegn uden bade om noget til gengaeld, frihed, vished, evighed, sikkert han havde fundet kaerligheden som han ville smilende laeber, ingen forstyrrelse, interesse for, hvad han havde og ikke for, hvad han var,;
...Men hun, ville stadig have en lang oerken at overvinde... alene.