Solnedgangen på den store mark.
   Sidste farvel omkring, so mom natten var farligheden skjult imellem de øjne af stjerner.
   Dette gang, skulle være den forest, at denne familie ville sove der på.
   Huset lå på klint, i det højere sted.
   Og vinden gjorde larme, fordi vinduerne åbnede og lukkede hele tiden, træerne var blæst også, og snart alle disse tinge sammen, blev man bange for.
   Først, fordi der var ingen elektrisk energi til at tænde. Mennesker fra firma havde ikke komme og nu alt hvad der var mennede skygge eller mørk.
   Eneste hus i midt marken. Det så ud til at være bedre før, da de bare kiggede på det gennem billedet og de ikke bøde på det. Fordi huset i virkeligheden var lidt mærkelig.
   Emsonhed hvor som helst de kiggede på, og stilheden var ikke ord de kunne bruge for at sige om naturen derfra.
   Vinden baseste hårdt og alle slags dyrer gjorde mær kelige lyder.
   Men nu var for sent. Den bedste ting at gøre var at finde stærenlys . Og ar få lidt lys og mindre skygge. Børnene så ud til at være en besætning. De gik tilbage deres mor, hvor som helst hun gik, hvad blev mere hård arbejdet at finde stærenlys.
   Hun ønskede at var morgen allerede, men inden hun startede med at græde, hendes mand få noget vidunderlig. Tusind gange bedre end en eneste lys. Han havde tændt op.
   _ Kære! Hvordan har du fået det?
   _ En mand aldrig fortælle hans hemmeligheder...
   _ Han fandt brænde i kaminen mor.
   _ Ok - smilede hende - så hemmeligheden af mand er at være heldig!
   De var så lykkelige i at se hinanden og ikke bare skygger, at de ikke noterede en tilstideværelse mere imellem dem. Men hvordan kunne dem? Tilstideværelse var usynlig... I det mindste for de meste af os.
   _ Vi skal være lykkelige her! - hun sagde, mens søgte efter en marshmellow for at blive varme ved ild.
   _ Hvis vi har energi imorgen, helt sikkert vi skal være lykkelige.
   _ Er det en lejren mor? - spurgte en af børne.
   _ Idag ja min kære. Vi vil have marshmellow, pølser, hvad mere I ønskede og vi kan forbedere på dette ild...
   _ Min ild - sagde hendes mand.
   _ Vores eneste ild...
   De forblev sammen nær arne ild, men vinden kom ind og ud fra kaminen og næsten blev ild slettet.
   _ Vinden er dårligt for ilden - sagte et af børnene
   Og på dette øjeblik, som om kunne lytte til dem, vinden blev mere voldsom, og alle vinduerne blev rystet, hvad gjorde en stor larme.
   De blev bange for, kun da ilden slettet foran vinden der blæste gennem kaminen kommet ud fra skorsten.
   Alle af dem, var rigtig bange, ikke på grund af vinden, men fordi mørket og kulden startede med at være ligesom en spøgelse. Larment kom fra alle retninge; og de kunne se på ingenting.
   _ Vær bange ikke mine børn.
   Men de var tæt på og stille. Deres far var en der havde behov for en "mor". Og hun gik indtil ham for at hjælpe.
   _ Jeg vil at komme tilbage vores gamle hus på byen. Dette hus er ikke for os, vi må gå.
   _ Kære, tag det roligt... Tænk på vores børn. Vi har købt dette hus for deres fremtid. Det er kun et dårligt vejr. I morgen vi skal have lys, og alting skal være forskellig.
   _ Jeg kan ikke vente på det... Jeg vil at tænde et lys nu!
   Og ilden blev tændt igen; som om havde ikke slettet.
   _ Jubii! - de råbte.
   _ Hvordan har det sket? - spurgte hun.
   _ Og hvilken betydning har "hvordan", hvad er vigtig er at få lys igen -sagde faren.
   _ Men der er mere lys far, kig!
   Hvert vindue havde noget som spøgelse på det, og de kiggede på familien, mens spillede og legede med vinden.
   _ Jubii! - råbte børnene igen - Vi har vores egne spøgelser.
   _ Hvad? - faren var mere hvid end spøgelser.
   _ Vi ejner dette hus, men I kan være vøres gæster i natten - sagde en spøgelse.
   _ Hvem er I?
   _ Vi er de 4 Vinder og vi bor på dette hus. Vi beskytte de 4 sider af verden herfra.
   _ Ak, min Gud! Jeg købte huset som er "Hovedkvarter" af 4 spøgelser der beskytter 4 sider af verden.
   _ Kære... stille venligst...De ser ud til at blive nervøs.
   Og de var rigtig nervøs.
   _ I sagde dårlige orde om Vinden, og vi kunne ikke lide!
   _ Børnene og vi bader om I kan undskylde os. Vi vidste ikke om...det hele... - sagde den mor.
   _ Så... Jeg har tabt min penge? Hvis disse spøgelser sagde at de ejner huset, de skal lægge os væk... Hvorfor de ventede på så meget for at dukke sig? De ventede på jeg havde brugt alle penge og nu de sagde vi har huset ikke mere.
   De 4 vinduer blev lukket straks. Lyset af spøgelserne startede med at flyve omkring huset og kom tæt på ilden. Ilden blev større da de kom tættere på.
   _ Vi er Vinderen fra alle Danmark, mand, og du stadig tænke på en ting værdiløs som "penge"? I, "mennesker", kan ikke forstår et mirakel, ikke engang da dette mirakel sker foran I, som nu!
   _ Indtil idag, jeg vidste ikke at Vinden var en ånd.
   _ Men vi er, ikke bare en, men 4.
   Et af børnene gik indtil hans rigsæk og tog noget derfra i stilhed.
   _ Vi er magt! -sagde anden ånd - og I har ikke tilladelse for at bo her! Det er vores sted, for at hvile, og I er ikke velkomme her!
   _ Men din "ven" sagde at vi kunne stå her idag som gæster...
   _ Jeg er ikke enig med det.
   _ Så vi har "mo dvinder" her- snerrede faren.
   _ I kan ikke gage vores hus, jeg har et bedre sted til alle I - sagde den lille børn, og med en sugerør trukket luften og pustede de 4 Vinder ind en flaske, hvad var lukket straks.
   Flasken var bedre end andet lys. Hele huset skinnede som om solen var ind i deres hall.
   _ Søn, du er en geni! Du fangede de 4 vinder.
   _ Men kan det være mulig? - Moren var bange for hvad de 4 ånder kunne gøre imod dem.
   _ Det ved jeg ikke min mor, men jeg fangede dem. De var ikke så magt som.
   Alle dem kom tættere på flasken for at kigge på de 4 ånder. Men lyset var så skinnende at de kunne ikke kigge på.
   _ Jamen... Nu vi har et problem mindre. Vi skal har lys og ingen regning - smilede faren.
   _ Så vi skal spise nu.
   Men da de kiggede på kaminen, ilden havde slettet.
   Så de tænkte på det var bedre at sove. Natten havde været rigtig mærkelig.
   Men lyset var i hele huset. Ingen kunne sove. Hvert soveværelse, badeværelse, stue, overalt skinnede, og det var umulig at sove.
   _ Det er som Nordlys, midnatten sol.
   _ Måske det er hvad de er, kære.
   _ Norlys? Men de sagde de var 4 vinder.
   _ Og hvad kender os om det?
   _ Ingenting, du har ret.
   Men det var nat udenfor. Og da solopgangen dukkede på horisonten, de gik ud huset og det var stadig mere mærkelig udenfor.
   Ingen tråe bevægde sig, markerne havde ingen liv. Græsset stod stille som om var et billed. Vinden ikke blæste. Og det var ikke smukke for at se på.
   Helle Danmark stod stille. De så fjernsyn på denne dag: Vindmøllerne ikke fungerede, skiberne ikke gik ud fra havne og Drønningen sagde på em speciel tilkendegivelse at hun skulle betale med Guld til menneske der havde afsløring til disse mærkelige problemer.
   _ Far, far! Vi kan blive velhavende.
   Gulden kaldte på dem. Og de kunne give dette gammel hus til spøgelser igen, og skulle stadig har penge nok for at købe et nyt hus hvor som helst de ville.
   Men faren kiggede på de 4 ånder fangede på flasken, og tænkte på hvad mennesker fra verden kunne gøre mod dem, hvis hans lille søn fangede dem så nemt, så noget rigtig onde kunne ske, og det blev han trist.
   _ Jeg synes at vi er den eneste skyldige. Verden skulle ikke har disse problemer hvis vi havde ikke anholdt de 4 ånder. Vi kan ikke modtage belønning for noget at vi har forårsaget.
   _ Men far... Drønning... Guld...
   _ Din far en en storm and! Jeg er stolt af dig, kære, og ikke foventede noget andet fra dig.
   _ Så... Lad os åbne flasken og give frihed til de 4 der give frihed til verden hver dag. De fortjener det.
   _ Men de kørte os hjem!
   _ Men dette hus er hvor deres Vinde er foberedt. Dette er en Helligt Sted. Det er noget vi må respektere!
   _ _ Kom børn, lad os gøre hvad er rigtig, jeres far skal gøre det bedst.
   Og alle dem blev ført omkring flasken, der skinnede mere end solen, og de åbnede det.
   De 4 ånder gik ud, som stråler. Helle huset rystede. Ilden kom tilbage, træerne ridset vinduerne igen, og udenfor, markerne var som bølger, bevæggelse så ud til at være et ballet, ny og magiske.
   Børnene noterede at de havde ingen ret til at gøre hvad de gjorde.
   _ Undskyld mig! - sagde den lille.
   Vinden blev større, og legede med hans hår, som om var en hånd på hans hoved.
   Han smilede, og kiggede på livet omkring. Uden vind havde ingen liv.
   Drønning dukkede på fjernsyn igen. Hun sagde at nu alt var godt i Danmark, og at ingen skulle blive bange, tingene var normal og hun takkede hvem som helst der havde hjulpt riget.
   Men kun den lille familie fra det gammel hus, kendte sandheden.
   De forberedte tingene for at forlade huset.
   Sty rken fra dette sted var i alting.
   Det var mærkelig at tænke på at vinden var blevet født der, som en kilde hvor de 4 vinder kunne tjene sig og distribuere alle denne energi til hele verden.
   De kunne ikke forstyrre.
   Men de 4 vinder lukkede vinduerne og døren.
   _ Vi skal dele vores hus med alle I. Vi er ikke så magt som vi trøde før, fordi den lille søn fangede os nemt, men du, mand, ikke lagde pris på os. Så I kan bruge dette hus, for altid,. Vi skal bruge også, men det er den sidst gang at I skal se os. Nu vi skal være kun vinden. Men energi fra dette sted skal blive jeres live rigtig forskellig.
   _ Jeg er allerede en ny mand! Tak ånder. Vi skal være rigtig lykkelige her, fordi vores børn skal lære om tinge mere vigtige end penge eller samfundet. De kendte værdi af livet. Her er livskylde. Alle vores sanser er forskellige allerede og vi takkede for at tillade os at stå.
   _ Guld af ånd er noget at ingen kan tage væk...Og de blæste en puste der fyldte helle huset... Af noget at de kun afslørede senere.
   Der var guld-støv på alle gulve, alle lille tinge, deres hår, væggerne.
   _ Hvad er det? - råbte moren.
   _ Er lidt af deres Guld.
   _ Guld af ånder er som vores guld?
   _ Nej min søn, er rigtig bedre, men de gav til os lidt af Guld der anvendes i denne verden.
   _ Er det ikke godt?
   _ Ja, men det er ikke alt, husk det min søn.
   _ Jeg har læst min mor. Gulden af markerne er smukkere.
   Og solnedgangen blev alting som Guld udenfor, mens ind i huset de havde modtaget et gave, men ikke engang dette guld som de kunne bruge og at blive velhavende, var større end at have reddet deres egne ånder. Og de havde reddet! Dette var den ægte guld for dem.


slut
   .