Du tager min hånd... så sød en berøning, så sødt et kig i min retning... jeg smiler bare, og går videre, vandrer ved siden af dig, mærker glæden stråle fra dine blå øjne, mens du ser på verden foran os, du ser i virkeligheden kun mig, der smiler til dig.
Men jeg bemærker at der er en mærkelig skygge der følger os, jeg forstår ikke hvorfor, men jeg føler at din hånd vil ikke være mod min hånd længere.
Jeg kigger omkring, og der er ingen skygge, himlen er klare og rigtig blåt, åbner sig på en venlig omfavne, tager hele den gammel havn, hvor vores skridt førte os.
Flere skibe er på højt og på lavt, ved træthedløss tidevand.
Flere mågi råber, og så mange live eksploderer i farve blå og hvid gennem vildnæsset, ved havet foran os, at jeg tænker på skæbnen... tænker om den vil være så godt og mildt til os ligesom denne sommers dag var været.
Din stemme bryder stilheden, og den er så mild og venlig at jeg kommer tilbage med mine tanker til dig, og der er ikke frygt på mit hjerte længere.
Jeg kan ikke miste dig... fordi mig selv føler mig allerede mistet... i kærlighed.
Jo mere jeg kigger på dig og høre på din stemme, jo mere finder ud mig selv ønsker at vil dig meget mere, og jeg bliver mig mistet i en gode fornemmelse ind i mig, som om jeg var ligesom et skib ved havet.
Fordi du er ligesom havet til mig, hvor jeg kan tro på, fordi vil være altid der, for mig, på enden af en bred strand.
Du er den "blå" i hvilken jeg kan gå og altid komme tilbage.
Det er hvad jeg føler og jeg kunne tro at det er for altid...
Men jeg har aldrig spurgt dig om hvad du føler om mig er ens hvad jeg føler om dig.
Er det faktisk den sort skygge som jeg forestillede nogen tid siden? Elsker jeg for meget? Har jeg været for meget til dig? Måske nogen ting ovelever på dig uden mig, og måske nogen ting på dig vil virkelig at live med friheden som du havde inden mig.
Skulle jeg at spørge det til dig ?
Du ser ud til at være glad, så jeg tør ikke fordi jeg ved at intet på mig ville overleve uden dig... mine drømme, alting hvad har jeg faæt at se på, siden jeg har set dig for den først gang.
Uden dig jeg ville blive mig trist igen, jeg ville være så alene, jeg ville ikke have drømme.
Skulle jeg siger al det inden at spørge om du vil den frihed?
Lige foran, en bænk, tomt, og du kalder mig at sidde ved siden af dig. Bølgerne er mere tæt på, men de ikke nå os.
Eftermiddags vind bringer din perfum også til tættere på mig.
Det er som om havet og dig gav mig en omfavne, og føler mig reddet og lykkelig.
Din hånd rører den min... det er som om jeg havde ventet på føle mig på denne måde hele mit liv... uden frygt, men at miste dig.
Denne skygge vil aldrig forsvinde?
Jeg kigger på dine blå øjne, og jeg forsøger at finde svaret der jeg øsnke høre på, uden at gøre den spørge virkelig.
Men du lyder ikke forstå at til mig det er ikke nok at være sammen ligesom nu, på et samme sted, under denne himmel.
Vi skulle at være sammen på et noget sted ind i os selv, hvor det var vores mødes foruder denne tid og rum, ovenover hvad jeg følte via digterne der jeg skrev til dig.
På begyndelsen du kunne ikke forstå dem og derfor du kunne ikke tro på hvad jeg sagde.
Men nu, langt tid efter, med haænde givet under denne himmel så blåt, hører havets lyde, vi bemærker at vi er ændret.
Du har forstaæt mine digte, endelig, og du kan se dig selv på hvert ord, selv på dette ord der jeg har aldrig talt eller skrevet.
Så, du kigger på mig, som om det var den først gang, og forstår denne skygge som er på mit kig, hvilken ikke lade mig at være lykkelig, selv om jeg er ved siden af dig ligesom i dag.
-Hver dag vi lærer noget nyt - du sagde til mig, mens vi er stadig alene, sat på den bænke foran kanalen - Jeg tænker at i dag jeg har afsløret hvad har faæt dig trist... Du er bange for at komme den dag i hvilken jeg forstår dig ikke mere, eller at foregå en gang hvor vi bliver ukendt hinanden, er det min kære?
Din stemme var sød og jeg hørte på dig i stilheden, bange for at sige at "ja". Men du gik videre:
-Vi ændrer altid, virkelig. Vi er ikke perfekte mennesker, og vi må være vidne af vores egne ønsker og skuffelser, eller andre følelse som bliver os rigtig blind for at se på den sandhed, og på denne måde, vi er ændret... Mange gange, for værre... Men kig på mig - og du smilede og kyssede mig på min ansigt - Jeg har ændret mig selv ja, men jeg er blevet til en bedre menneske, jeg har efterhåndt mig og det kun på grund af dig... og jeg kan se på steder hvor havde ikke nok lys i mig for at forklare dem til mig selv... Du har været mit lys. Og du kan aldrig have tvivl om det.
Så nemt ordene fylder os, at snart jeg kunne har glemt denne skygge af dagens begyndelse.
Men jeg kunne ikke... at tro på det.
At have tillide, ikke afhænge af hørt ord, og alligevel, jeg ville at tro på dem...
Men jeg hørte på dig, forestiller nogen signal der viste til mig at var en sandhed vores fremtid sammen.
Og jo mere jeg tænkte på det, jo mere jeg følte den skygge der, lever.
Den ikke lade mig at tro på det, skyggen ikke lade mig at være lykkelig. Ikke engang for et eneste øjeblik.
Så du forstod ikke, når jeg stod mig op, føler den ensomme vægt der ville være min skæbne, og imellen at forsatte trønde bare for at blive mig skuftet senere, og beholder mig ganske siden nu, sætter denne skygge væk fra mig , og jeg siger dig:
-Undskyld mig... men jeg bare ikke tro på. Det er øjeblikket for at forlade, inden den dag bliver til nat, og denne skygge bliver større end os begge, og være den eneste virkelighed i vores live. Jeg har behov for at være på lys... Et lys som har ikke tvivle, og ikke blive svæg. Undskyld mig, min kære... men ved siden af dig, jeg bare har bemærket den skygge, skønt du har talt mig om lyset som eksistede på dig efter vi har mødt på dette liv. Desværre, vi er ikke på samme sintony. Men en dag... hvem kan vide? Men dette øjeblik er ikke nu, undskyld mig.
Jeg lader du siger ingenting, og jeg forladte så hurtigt, at mig selv ville have tænkt at denne tidspunkt tilhørte nogen drøm, hvis jeg havde ikke kigget på himlen mens jeg forladte havnen... En himmel der mistede lyset lidt efter lidt. Og blev sig fuldende til nattens skygge.
Nå, den skygge der eksistede ind i mig siden dagens begyndelse, når dagen skinnede via solen og livet, denne skygge havde gæt væk.
Der var ingen skygge på mit liv, jeg havde lært... det er bedre at forlade en frygt, selv om denne frygt ser ud til at være kærlighed, og at live ganske, uden den skygge der ville ændre hele dit liv til en evige nat, hvis du var ikke stærk nok for at skille denne først skygge siden dens begyndelse.