Det hele, begyndte paa en stille Loerdags morgen.
   Solen kom ind gennem vinduet og doeren, vover at naa alting ud, som om var inviterer mig til at gaa udenfor, og paa denne maade den kunne roerte mig fuldt ud.
   Men jeg bare saa paa lyset som fyldt hele huset, mens jeg fik min morgens mad.
   Ensome time... solen var roerer bordet nu, og jeg spiste nogle smaa broed, alene.
   Gennem vinduet, jeg kunne se at himlen var perfekt, ingen sky, og den friske og stadig fugtige luft af morgen gav mig en ny styrk.
   Og, skoent jeg var kaemper mod denne invitere som solen havde lavet til mig, jeg besluttede at gaa ud, endelig, fordi ogsaa, jeg havde ingenting at goere ind i huset alligevel.
   En hurtig vind blev varmen af solen mere svag.
   Flere mennesker gik med dets boern, kommer til en torv naest der. Andre mennesker gik i cykle foelger retningen af en Park, uden uro paa dets ansigte.
   Jeg kunne sige til hvor hvert et af dette mennesker var gaar... det var sjovt at forestille... parret kommer til at goere koeber, gammel kvinder gaar til noget marked...
   Men havd med mig? Var jeg gaar hvor til?
   Det var en ting at jeg kunne ikke forestille... Der var ingen maal da jeg forlod hjem, jeg bare ville at gaa, se solen at kom gennem mit vindue.
   Uden boern til at tage hos mig.. uden koeber til at goere, uden cykel som kunne tage mig til nogen park...
   Alene... indtil dybeste af mine tanker.
   Jeg blev stoppede imellem en Korsvey, som var viser flere retninger. Jeg vidste ikke hvad retning skulle jeg at tage.. hvad forskellighed det kunne at goere, alligevel?
   Uden maale, har ikke vigtighed vejen hvor man er gaar i.
   Saa, jeg valgte paa lykke og fromme, en af de retninger der havde faerselsskilt, som nogen som er foelger vinden, uden taenker paa ingen eller oensker at finde ingenting paa endens vej.
   Mens jeg var gaar, jeg bemaerkede flere bygninger, med deres lukket vinduer, ingen der fra kunne har foelt solen af denne morgen, fordi ingen aabnede hjertet til at den kunne komme ind.
   Og, saa jeg bemaerkede en ny ting... naar solen kom ind gennem mit vindue paa denne morgen, solen havde roert mit hjerte ogsaa... paa den samme maade at jeg havde oenskedt at se den mere taet, jeg havde gik ud af mig selv, og bemaerkedt hvor meget jeg var alene og hvor meget mit liv var uden retning og maal, paa den samme maade at jeg var paa dette oejeblik.
   En ensome baenk, taet paa et gamle egetrae, i en ganske gade af lukket huser, hvor der var ingen livs tegn.
   Og jeg besluttede at jeg skulle sidder mig en lidt, fordi stilheden derfra, ikke var saa daarlig.
   At taenke paa eget liv blive stilheden velkommen.
   Gult blader af egetraee faldt paa hvert blaest af vinden.
   Pludselig, i en af disse blaeste, vinden bragte mere end egetraees blader,... den bragte et Papirs Blad, saa gult som dette efteraar, faldt lige i mine haender.
   Uden kan undgaa, jeg begyndte at laere hvad var skrevet, det lignede rigtig gamle og meget interessant:
   " Jeg er ikke klager, men det er saa ensomt her..."
   Det var den foerst saetning som jeg laeste. Jeg blev stoppede, og boejede paa den baenk foran hvad jeg havde fundet saa pludseligt.
   Fra hvor havde kommet dette papir ?
   Jeg kiggede paa ovenover mit hoved, og alting som eksistede var grene og blader fra det gamle trae.
   Der fra det papir kunne ikke have kommet, kun hvis havde vaeret kastet fra noget vindue, men hele af dem var lukket, og gaden var tome.
   Maaske, ikke engang vinden vidste hvor fra den havde bragt det til mig.
   Men, endelig, indaaender fra denne vind en ny luft, jeg kiggede paa papir, og startede med at laese igen:

" Jeg er ikke klager, men det er saa ensomt her...
   Foer, naar alting var forskellig, jeg foelte ikke denne ensomhed paa en saa dyb maade.
   Maaske fordi jeg havde aldrig oplevet den smage af selskab... eller duften af dage naar man faa at aabne den sans for den foerst gang til verdenen og se af den mere end denne hverdagliv paa en samme kort tid, som for den foerst gang ligner evige.
   Jeg vidste ikke endnu, men hvad jeg foelte i en dag, var nok for at aendre hele mit liv. Og alt der jeg levede foer, virkede stykker, mit liv var ikke ganske, og det var mangler i mig lige nu.
   Det er maerkeligt at foele alene, gennem en ganske ensomhed, uden ingen mulighed at blive forbi.
   Ensomheden af tanker... fordi eksiste ingen ekko for ingen af mine tanker, ved ingen sted, paa ingen andre.
   Jeg er ikke klager, jeg siger igen, men dette at vaere her er rigtig ensom. Dette at afsloere sig alene, dette at vandre uden skaebne"...

Jeg stoppede med at laese det, imponeret... hvad var skrevet paa dette papir var netop hvad mig selv startede med at foele.
   Det var en maerkelig sammentraef , rigtig maerkeligt!
   Naar havde aabnt jeg mit hjerte for denne sol, havde jeg aabnt mine sans til at bemaerke hvor meget var jeg alene? Og jeg ville lide paa grund af det ligesom hvem havde skrevet om det paa dette papir?
   Jeg blev bange for at gaa videre med at laese, og paa den ende opdagelser en trist afslutte, ens hvad var beholdt til mig ogsaa.
   Men inden jeg kunne laese enden, vinden staerkere end vinden som bragte papiret, tog det af mine haender, straks.
   Jeg blev frygt, men forsoegede at foelge med oejnene retningen at vinden havde taget, faar papiret danser ovenover det egetrae, flygter ligesom en brog som vinden roerte, men vinden var venlig og ikke rev papiret.
   Jeg forlod baenken og denne sidegang fyldt af gult blader der vinden blaeste mere en gang.
   Jeg loebte, forsoeger at naa en gamle stykke af papir som kunne holde den ende af min egen historie af liv.

Imens jeg gik meget hurtigt, jeg ikke engang bemaerkede at jeg var gaar gennen gader der var del af min fortid.
   Jeg bare bemaerkede det naar jeg saa at bladet af papir havde blevet fange paa hoejt i en Skilt ved en graat og kolde bygning.
   Jeg kiggede paa den bygning en gang mere og jeg bemaerkede at havde vaeret der hvor jeg fik mit foerste arbejde.
   Jeg ikke engang ruskede det... men jeg havde arbejt der lang nogle maaneder.
   Jeg bare tog dokumente til andre stede hvor de bad. Men jeg kunne ikke li at goere det. Jeg foelte mig meget ordinaer, som om mit arbejde kunne vaere gjort for nogen andre, og det blev mig meget ulykkelig.
   Papiret var ud af min naa... fange paa Skilt som sagde: Til Leje.
   Saa, stedet hvor jeg arbejdede havde lukket doeren allerede.
   Jamen, hvis eksistede mennesker med hvem jeg arbejdede der, de ville ikke huske mig paa ingen maade... jeg altid forsoegede at vaere jo mere alvor at var mulig, og aldrig komme taetere paa ingen.
   Havde jeg gjort den bedst? Jeg saa paa denne bygning med andre oejne nu. Den virkede ikke saa stor og jeg blev ikke forskreget naar jeg saa paa den igen. Maaske jeg havde vaeret vigtig da arbejdede der, maaske jeg havde lavet den forskellighed paa nogen maade, selv om jeg kunne ikke tro paa det om den gang.
   Det er sjovt maaden som nu jeg huskede om detaljer der foer jeg bemaerkede ikke.
   Saa, jeg gik gennem vejen omkring den bygning, glemmer fuldt ud grunden at havde taget mig indtil der: bladet af papir.
   Hvis det var stadig heller ikke fange ved denne Lejesskilt var noget at jeg ukendte.
   Alting at jeg oenskede var at se paa tingene der fra, der huskede mig af mig selv, af hvem jeg var der er laenge tid foer.
   Ser paa store doer af bygningen, selv om lukket nu, jeg naesten kunne se den fade og gammel kvinde, chef der fra, aabner doeren og klager om nogen smerte, men altid med god humoer, beder at jeg gik indtil bageriet og bragte nogle soede broed.
   Jeg hadede at goere det, men husker det nu, de virkede havde vaeret gode oejeblikker.
   Jeg gik udenfor paa gaden, foeler den gode morgens duft, mens hele de andre fik fange, arbejder paa deres smaa vaerelser, langt vaek fra friheden hvilken jeg var saa taet paa.
   Ved bageriet, den gammel bager var vant til at fortaele mig nogen historie af sin unge tid, mens han sagde at vaere vaelger det ret broed til hver en, der var hvem kunne li af dem mere hvid, andre mere ristet boed, og den gode bager vant til at bruge sin tid, vaelger de rette broed til mig, og mere, han gav mig rart historier om tiden naar han havde vaeret fisker og kendte friheden af havet, lykken i at se solopgangen fra forskellige deler af verden.
   Han sagde at den kunst af lave broed var noget som havde laert med havet. Han skulle respektere den ret tid af broeds pasta som skulle at vokse og blive klar, paa den samme maade at han respekterede den ret tid af fiske, vaelger baade rette: vejr og sted.
   Skoent at nu han troede ikke mere at eksitede ret tid for at tage live ud af de smaa dyr, fiskerne. Og det var grunden at han havde blevet bager. Han fodrede de mennesker stadig, men han havde ikke at tage live ud til at goere det.
   Paa denne tid jeg hoerte det, men jeg kunne ikke forstaa hvad gammel mand var forsoeger at sige til mig.
   Men jeg havde forstaet nu, han ville at jeg taenkte paa det:
   " En ting er ikke ret bare fordi vi tror paa den."
   Arbejde af ham som fisker havde vaeret sit liv foer, men pludselig det havde blevet sin straf.
   Han havde afsloeret at det var ikke ret til ham, og saa started med at have andre tror, og mens han ikke havde et ret maal, han ikke fik at blive gankse igen.
   Det var en smukke lektion, en vidende at bare nu jeg var hakker.
   Han havde helt ret, virkelig, der var den ret tid for de pasta af hans broed vokser, og det var nogen at skulle vaere respekterede.
   Han forberedte min aand for en vidende for hvilken jeg bare var klar nu.
   Maerkeligt... - taenkte jeg igen.


Og nu, taenker paa den store rum af tid som skilte mig fra hvem jeg havde vaeret paa denne tid, jeg bemaerkede at skoent jeg havde vokset, forbedrer i mange aspekte, jeg var stadig som paa den tid i hvilken jeg havde der, min foerst arbejde, helt alene...
   I hvad punkt af vejen jeg havde glemt af ser paa den pasta fra dette broed som den gammel bager talte til mig, og set hvis denne var klar allerede?
   Jeg bare levede en dag efter den anden, hele af dem paa den samme maade, uden smag, uden liv.
   Maaske jeg havde bruget min tid af en forkert maade, og ikke saa til mig selv, hvis ligesom denne broeds pasta jeg var klar til en nye hoejde, en nye udfordring.
   Jeg troede paa hvad gjorde jeg?
   Mere en gang jeg huskede gammel fisker mens jeg gik gennem den lille plads rundt paa gamle bygning hvor jeg havde mit foerste arbejde, stadig fyldt af traeer der jeg ikke engang bemaerkede foer.
   Nu jeg havde tid for at se paa dem... de saa ud til at vaere saa smukke og jeg blev mig stille og milde paa grund af dem.
   Jeg kiggede paa himlen iblandt de grene der var naesten uden blader, og mere en gang jeg saa solen, som roerte mit ansigt venligt... den samme sol som fik mig forlader hjemme og gaar udenfor paa denne morgen. Paa grund af den, jeg var der, tilbage en fortid der er lang tid glemt ,og jeg taenkte paa mit liv.
   Ordene af den mand som havde vaeret fisker kom til min sinde paa dette tidspunkt saa friske, og saa let... ligesom denne sol som overvandt de grene og naaede mig ud nu. Maaske, foer den kunne ikke naar mig ud fordi nogen hindring blev det forbudt... igen ligesom solen, fordi hvis eksistede mere blader paa denne grene, den kunne ikke roere mig, fordi den ikke havde faet overvinder saa mange hindringe.
   Men denne var den ret tid... ligesom den tid af broeds pasta... denne var tiden af opdager at jeg troede paa i mit liv ikke mere... og som den ex- fisker havde talt, den eksistens bliver sig en straf naar vores tror starter med at blive forskellige af vores gernninger.
   Mens jeg vidste ikke hvad jeg engentlig oenskede til mit liv, jeg ville foele altid alene.
   Og i dag jeg havde besluttet at jeg oenskede vaere alene ikke mere. I dag jeg saa at der var ikke maaler i mit liv, og hele det fordi solen havde vagnede mig op til et nyt lys ind i mig selv, og ogsaa paa grund af dette papir.
   Saa, bare paa dette oejeblik jeg huskede hvad havde taget mig indtil der. Denne interessant papirs blade skulle vaere fange paa denne skilt, og jeg har interesse med at laese den ende af denne historie af ensomhed.
   Vinden havde stoppede med at blaese saa staerkt, og til min held det papir var stadig fange ved den lejesskilt.
   Men jeg kunne ikke naar den ud. Ved siden der var en gamle lille baenk af jern, som solen og regenen havde blevet mere gamlet, men jeg kunne bruge den til at forsoege at naa papirets blade.
   Saa, jeg fik at traekke det indtil den skilt. Men jeg kunne ikke naa papiret endnu, lige den lejesskilt var taet paa mig. Men hvis jeg tog den skilt ud, papiret ville komme sammen, og saa jeg endelig ville have papiret igen i mine haender, og kunne laese den ende af den historie saa ens til min.
   Men, mens jeg tog den lejesskilt ud, med hensym, jeg foelte at jeg var vaeret vagt, men jeg ikke forsoegede at se hvis eksistede nogen andre der virkelig, og jeg fik ned, forlader den lille baenk, tager hos mig den lejesskilt i en haande, og foeler mit ansigt braendende, som om jeg endelig havde faet maalet som jeg var soeger efter. Jeg startede med at tage papiret som vinden havde bindt rigtig godt iblandt laenker af den lejesskilt. Men inden jeg havde faet det,en stemme optraeder kommet fra intetsteds, paa det stille og forladt sted.
   - Lykoenskninger! Du har gjort en god handel unge pige.
   Jeg blev frygt, og paa sidegangen, en gammel mand, med hvide toeje smilte, mens kiggede paa mig holder den lejesskilt..
   Jeg kom taetere paa ham, uden forstaa hvorfor han havde talt det.
   - Undskyld mig, Herre, men hvorfor give mig lykoenskning?
   - Dette sted var forladt der er mange aar, og der er flere arbejde at vaere gjort der, og eksiste flere mennesker der har behov for at arbejde. Og du , unge pige leje den bygning nu, og jeg har helt ret at det vil hjaelpe flere unge paa deres foerste arbejde. Skal det vaere et Arbejde Bureau, ligesom det var paa begyndelsen, eller har jeg taget fejl?
   Jeg blev stillende, kiggede paa den lejesskilt i mine haender, og bare paa dette oejeblik jeg forstod at den gammel mand havde taenkt at som jeg havde taget den lejesskilt ud, og at jeg ville bruge den bygning og arbejder der. Men det var ikke sandheden, jeg bare havde gjort det til at laese papiret fange ved den. Jeg var ved at sige det til ham, men han talte foerst:
   - Ikke glemme bare en ting, at koebe smaa broed paa hver morgen , til hele der vil arbejde her,... dette varmer de hjerter... jeg stadig husker at sine favorite var de soede broed, og de mere hvide!
   - Saa, er den Herre?
   Jeg smilte til ham, endelig, gengaelder den store og gode smile med hvilket han kiggede paa mig siden at han optraedte der. Men bare nu jeg havde genkendt ham.
   Han var denne ex- fisker, den gode bager som paa stilheden af sit arbejde havde givet mig kaere lektioner.
   Jeg var rigtig lykkelig for at se ham. En god del af min fortid var der, foran mig... det fik mig at foele rigtig godt... jeg foelte mig saa alene ikke mere.
   Jeg oenskede takker ham for de gode advarsel der uden vil han havde given til mig, og der blev beholdt i mig, hele denne tid, sovende, men der var vaagner op nu.
   Men jeg var ved at tale ogsaa at desvaerre han havde taget en fejl, jeg var der for at leje intet.
   Og mens jeg tog papiret for at vise til ham grunden at jeg havde taget den lejesskilt ud, blaeste en vinden stoerre end den foerst, men jeg holdt det papir saa staerkt at vinden kunne ikke tage den ud af min haande, men den lejesskilt blev taget til langt vaek paa vinden.
   Jeg lukkede mine oejne, fordi flere blader kom gennem vinden, og nogle af dem roerte min ansigt og haare.
   Paa en sekund alting blev stille igen, og jeg kunne aabne mine oejne, og se at papiret var stadig i mine haender.
   - Det er meget god! - jeg sagde - kigge paa denne Herre, denne er hvorfor jeg er her.
   Og jeg udvidet papiret til at vise ham.
   Men foruder traeerne og mig selv, der var ingen mere der. Og ingen tegn af den gammel bager paa ingen sted. Paa langs af hele gaden, bare stilheden og gule blader af traeerne paa den jord.
   Jeg kunne ikke forstaa det, fordi han var hos mig der er en sekund foer. Og jeg havde at takke ham for alting, og havde at forklare at jeg ville ikke vaere sin nabo af plads, jeg var ikke der for at holde et Arbejdes Bureau, jeg bare ville ikke gaa videre vaeret alene .
   Saa, faerre nysgerrig om enden af historien skrevet paa dette papir og mere nysgerrig om den gammel mand som havde hjulpet mig saa meget, og som forsvandte saa hurtigt, jeg gik til sit bageri. Han havde husket af mig, indtil af min favorite broed. Paa denne morgen jeg havde spist et lille broed, men den var ikke saa smage som de broed der han var vant til at lave. Pludselig, saa ud til at jeg kunne ikke leve uden foele denne gode smage igen.
   Den lyde af fugle paa traeerne, solen langs af gaden, alting var saa ens paa tiden i hvilken jeg gik koebe de smaa broed der er mange aar siden... de fugle og solen er trofaste - taenkte jeg - vi kan skifte, men de aldrig!
   Endelig jeg kom paa det bageri. Det var som nyt, men beholdte dets stile gammel og hyggelige..
   Jeg kom ind, oensker meget at tale med den 'gammel ven', men havde ingen paa balkon, bare en smag meget god af dejlige ting bager, en soede smag som en gang mere tog mig til fortiden.
   Som havde ingen der, jeg satte papiret over den balkon og mens jeg ventede paa nogen som optraedte der, jeg forsoegede at afslutte dette interessant laesning:
   "Jeg ved ikke hvad har skiftet mig... jeg engentlig ved ikke, foer jeg var ikke vant til at bekymre hvis jeg var alene, men siden min far doede, og jeg havde at arbejde alene, at se alene paa den samme himlen hver morgen, jeg bemaerkede at der er ikke fremtid hvis det er haardt ovenover dagen af i gaar.
   Jeg faar ikke at leve bare den 'i dag', og maaske det er hvad er vaerre.
   Jeg soeger at aendre ikke hvad er klar ind i mig allerede, fordi jeg er bange for at aendre mig og bliver mig til nogen som jeg kender ikke og saa bliver mig mere alene.
   Jeg ved at der vil ingenting for at goere mens jeg foeler mig paa den maade, men jeg taenker paa, hvis alting hvad"...

Naar jeg var ved at faerdig med at laese, papiret var taget ud fra balkon for noget staerkere end denne foerst vind.
   - Hvor har fundet du det?
   En drang rigtig uhoeflig spurgte mig det, med en ansigt af faa venner. Han havde taget mit papir ud med staerk, og nu det var ved sine haender.
   Jeg blev vred paa ham, og var ved at sige nogle sandheder til ham, alligevel hvem han taenkte han var, for at goere noget som det?
   Men naar jeg kiggede paa sine oejne, jeg fik blev vred paa ham ikke mere.
   Han, skoent havde en daarlige maade og saa ud til at vaere skoer, havde paa oejnene noget saa dyb, saa forskellig... i sandheden jeg havde aldrig foelt noget som det foer.
   Vred og medlidenhed paa en eneste tid, fordi paa samme maaden at han virkede vred, han saa ud til at vaere meget trist.
   Men jeg beholdte mig haarde, alligevel han havde vaeret meget uhoeflig:
   - Jeg fandt dette papir, hvorfor? Det vendkommer ikke dig, vaere venlig og give mig dette papir tilbage.
   - Jeg vil ikke give det tilbage!
   Jeg kunne ikke tro paa det.
   - Hvem du taenker at du er? Se... paa grund af dette papir jeg gik langs flere tid, vinden gav mig det, mens jeg var satte paa en baenk langt vaek der fra, og jeg laeste hvad var skrevet der...
   - Har laest du dette papir?
   Han blev sig mere vred paa mig end foer.
   - Sikkert jeg laeste, hvad ville du jeg havde gjort? Og det var tingene smukkeste og trist som jeg har laest allerede... rigtig ens til mit egne liv... og naar jeg var ved at blive faerdig med laese det, naar jeg havde behov for at kende den ende, vinden tog det fra mine haender og jeg fik ikke det, og nu, naar endelig jeg var ved at kende, du roeve det fra mig? Hvad er du taenker paa?
   - Hvorfor behoever du at laese den ende?
   - Hvad betyder det for dig?
   - Hvis du have en gode grund, maaske jeg give det til dig.
   - Se... jeg tror ikke at jeg er snakker paa denne maade med nogen som jeg kender ikke, og som er saa uhoeflig som dig.
   Men han saa ud til at vaere siger sandheden, og fordi jeg ville gerne at faerdig med laese det, jeg besluttede fortaeller:
   - Du fortjener ikke at jeg fortaelle, men jeg vil sige... paa dette papir, nogen har skrevet at foeler sig helt alene, og jeg bemaerkede at denne er en ensomhed stoerre end en menneske som "dig" kunne forstaa, det er en ensomhed af sjaelen, af tanker, en ganske ensomhed, som maerkeligt jeg foelte ogsaa, i dag, for foerst gang.
   - Har du vaeret paa denne maade? Saa en tyv af papir have foelelser?
   - Hvad betyder det? Du er en tyv her! Du er hvem stjaelte 'mit' papir, og jeg vil det tilbage NU!
   - Du stadig fortalte ikke mig hvorfor vil du papiret...
   - For Guds skyld! - jeg havde allerede tabt hele min talmodighed, men kiggede paa drengen og hele den vred var forbi, og jeg kunne ikke forstaa mig selv. - Jeg er noed til at faerdig med at laese dette papir fordi jeg frygt at min ensomhed er den samme skrevet der, og paa denne maade jeg behoever at vide hvordan denne historie er forbi for at vide hvordan min egne historie vil ende ogsaa, har du forstaet nu? Er det nok til dig? Jeg talte og viste mit liv til dig, en ukendt!
   Han saa ud til at vaere vred ikke mere, jeg bare kunne bemaerke gennem sine oejene, han var trist.
   - Ok...
   Det var alt som han sagde. Naar jeg hoerte paa det, jeg blev mig vred virkelig.
   - Ok?? Er bare det? Du er en ufoelsom ...give mig dette papir tilbage, nu! Jeg behoever laeser den ende af denne historie, jeg har talt det allerede.
   - Nej, du ikke behoeve!
   Og han tog det papir og rev i flere stykker.
   - Hvad??
   Jeg blev mig forvirre foran hvad han havde gjort.
   - Har ikke du respekte med andre mennesker? Har ikke du hoert hvad jeg talte foer? Jeg led rigtig meget loeber efter dette papir, og ikke engang vinden var saa grusom til at rive det, men du var? Nu, hvordan vil jeg vide hvis jeg vil vaere alene for altid, hvis den eneste ensomhed ligesom min, var skrevet der paa dette papir som du rev? Du tog af mig hvad jeg ville gerne, tingene jeg mest oenskede!
   Jeg havde lyst til at banke paa ham, hovedsagelig fordi han var stoppede, som om ingenting der jeg sagde til ham kunne roere ham.
   - Tingene at du mest oenskede var ensomheden? - han endelig sagde det.
   - Sikkert jeg vil ikke det!
   - Men du havde allerede opgivet, og troede at du skal have en ende ens hvad var skrevet her.
   - Jeg har opgivet til ingenting, hvad kender du om mig? Men bare for at du vide, jeg vil leje en bygning taet paa her og vil aabne et Arbejde Bureau.
   - Du? He he! Jeg tro ikke paa det.
   Bare paa dette oejeblik jeg bemaerkede hvad denne mand havde maatte mig til at sige. Hvorfor havde jeg talt noget som det? Jeg ville leje ingenting, jeg bare ville gaa tilbage hjem, og gaa videre mit liv.
   - Jeg vil goere det ja! Hvorfor, tror ikke du? Jeg havde mit foerst arbejde der, og saa der vil vaere netop hvor jeg vil tilbud de foerste arbejde til flere andre unge.
   - Hvis det er en sandhed, saa hvorfor sagde at du have frygt at sit liv kunne ende paa en ganske ensomhed, og bla bla bla?
   - Jamen... det vedkommer ikke dig!
   Jeg kunne ikke svar det spoerge, han havde helt ret, jeg var bange for at mine dage blev ensome, jeg havde ikke i sinde lejer denne bygning indtil oejeblikket at jeg snakkede med denne dum mand.
   Alligevel han var ikke saa dum, fordi paa grund af ham, jeg havde taget en beslutning mere vigtig af mit liv, og paa i en sekund.
   Paa grund af ham jeg havde et maal i mit liv. Jeg ville have et sted at gaa til, i hver morgen. Hvis nogen spurgte mig hvor jeg var gaar, naar saa paa mig vandrer gennem gaden, jeg kunne svar, stolt, at flere unge var afhaenger af mit arbejde og jeg ville have en bygning for at male, en have for at plante blomster, og tusind af gule blader ved jorden for at feje.
   Min Gud! Jeg havde ikke tid for at miste.
   - Se... det er ikke vigtig hvem du er, eller hvorfor du har gjort det med mit papir, og ikke engang hvorfor du behandlede mig saa daarlig, virkelig, jeg bare sige dig en ting: TAK!
   Og jeg gik loeber, forlader den duft bageri hos denne maerkelig mand der, bag den balkon, holder de stykker af papir som ham selv havde revet.
   Jeg gik tilbage den gamle bygning, soeger efter lejesskilt hvor der var telefon af kontakte til hvem havde interesse. Den skilt havde vaeret lod gennem vinden indtil traeerne, og jeg kiggede paa denne solen for sidste gang, solen af den dag som skiftet mit liv, og jeg smilte, takker.

I en maaned, alting var allerede fungerer. Den bygning, lige malede med et klare farve, virkede solnedgangen, mest naar solen naeede den med dens foerste straaele. Den have gav dens foerste blomster, selv at saesonen var efteraeret og traeerne vel formede virkede gennert foran den nye omgivende og de hjalp, lader faa blader paa jorden rigtig ren fra nu.
   Flere unge optraedte til at jeg kunne hjaelpe dem i at faa det foerst arbejde.
   Og paa en morgen i hvilken flere af dem var venter paa stor sal, jeg huskede af det broed.
   Jeg havde at fodre deres krop og hjerte. Det var hvad bageren spurgte mig, og jeg havde ikke blevet til virkeligheden den spoerge af hvem engentlig havde givet den ide til mig at aabne denne Bureau og aendre mit liv, paa den samme maade jeg havde ikke takket for den god lektion og for alting af god at sin advarsel af fortiden havde gjort til mig.
   Saa, forlod jeg de unge, langs nogle oejeblikker, siger til dem at jeg ville bringe en overraske.
   Den kendt vej saa ud til at vaere mere fuld af lys af solen og alligevel mere venlig paa denne morgen. De alle gennem sidegangen virkede magisker vaeser og ikke simple traeer.
   Alting hvad jeg ville gerne var at se paa den gammel bager naar jeg havde ankommet der, og ikke den uhoeflig drenge tjeneste
   Uhoeflig, men rigtig paen, jeg havde at indroeme til mig selv mens jeg kom ind i det bageri og saa paa han, bag den bankon.
   Der var en skoenhed paa denne oejne som roerte mig paa den samme maade at solen fra det saerlig dag foer havdde roert mig, Denne sol som tog mig ud fra mig ensomhed og gav mig et maal til mit liv.
   Men ingenting om det var vigtig, alligevel han havde vaeret meget dum, tager det papir fra mine haender og river.
   Saa, oensker ikke snakke med ham, jeg talte direkt i min emne:
   - Vaere venlig, og maatte mig at tale med den ejer!
   - Men hvad er det? Du vil ikke engang sige mig hej? God morgen unge pige, og lykoenskninge!
   - Hvorfor disse lykoenskninge?
   - Fordi du er ikke en lyver... jeg saa hvad du har lavet med denne gamle bygning, jeg har at indroemme at jeg troede ikke at du ville leje den virkelig, og arbejder der.
   - Det er god at du har set dit fejl... jeg lyver ikke!
   Men jeg havde ikke talt sandheden paa begyndelsen, og husker paa det, fik mig at have lyst til at smil, men jeg blev mig alvor.
   - Saa var det sandheden, hvad du talte om det papir? Saa du kunne li at laese det og foelte den samme at var skrevet paa det?
   - Sikkert det er sandhed! - og paa denne gang det var engentlig sandhed , det var ikke lyve om dette papir siden begyndelsen. - Men du lod ikke mig at laese den ende af den historie... men det er vitig ikke mere!
   - Det er ikke? Saa hvorfor er du her?
   Han allerede var den samme, vred paa mig og uhoeflig som foer.
   - Jeg kom her for at tale med den ejer, er du doev? Jeg maa takker den gammel bager, min "ven" der er lang tid siden... han var saa venlig... jeg vant til at komme koeber broed her for de mennesker der arbejde hos mig paa mit foerst arbejde, akkurat i denne bygning som jeg lejede nu , og havde han den venlighed af vaelger det ret broed som hver en kunne li mere, og mens gjorde det, han fortalte om tiden naar han havde vaeret fisker og hvorfor havde blevet bager.
   - Han talte det hele til dig?
   - Ja, hvorfor? Synes du at jeg fortjente ikke at hoere?
   - Det er ikke det, men han vant til at snakke med ingen om tiden i hvilken han havde vaeret fisker... naesten ingen ved det.
   - Jamen, men han talte til mig, og flere tinge der han talte mig hjalp med at forstaa at jeg havde behov for at aendre mit liv, og at den ret tid var nu, fordi jeg foelte det ligesom han foelte naar var den ret tid for at fiske, og efter, den ret tid for at bage den pasta.
   - Han talte mig om det flere gange.
   - Og du laerte ikke at vaere en gode mand med hans lektioner? Ved du at naar jeg var loeber efter dette papir som vinden havde taget fra min haande og satte fange netop paa den skilt af den bygning som jeg lejede. Jeg tog dene skilt hvor var skrevet TIL LEJE til at tage papiret, og han optraedte paa sidegangen, siger mig at han gav mig lykoenskning og oensker at jeg forberedte hele meneskerne der ville arbejde hos mig, og jeg...
   - Han talte det til dig?
   Drengen var saa frygt, at jeg havde medlidenhed af ham igen.
   - Ja, og det er grunden jeg kom her foer, jeg vil at takke ham hele advarsel han gav til mig, men da jeg kom her foer jeg fik ikke, saa jeg vil at tale med ham nu.
   Drengen blev stille, og endelig sagde:
   - Pige, jeg forstaa ikke hvordan noget som det har sket, men jeg vil fortaelle dig hvad jeg kan forlare. Jeg rev dette papir, fordi den ende af denne historie var ikke skrevet paa det papir, historien har ikke den ende endu... fordi det var jeg hvem skrev.
   - Du? Saa, dette papir var af din? Paa grund af det havde du taenkt jeg havde roevt det?
   - Ja, jeg forstaa ikke stadig, hvordan papiret kunne forlade det bageri. Jeg var skriver det iblandt den mel og pasta, og pludselig det havde forsvundet fra balkon.
   - Den vind! Vinden som bragte det, saa maa have vaeret den som tog papiret her fra... og saa papiret var gul paa grund af den mel og broeds pasta der blev det som om var et gammel papir!
   - Havde du taenkte at var et gamle papir?
   - Ja... undskyld mig for at opfoere saa daarlig, jeg vidste ikke at papiret var af din.
   - Og jeg beder at du kan tilgiv mig ogsaa, jeg vidste ikke at min far var sin ven.
   - Han er sin far? Jeg vidste ikke om det.
   Paa det oejeblik jeg huskede hvad drengen skrev paa papiret.
   - Vente paa et oejeblik, men du skrev at du havde blevet helt alene, hovedsagelig nu naar sin far doede! Sin far er doet?
   - Ja unge pige, desvaerre der er nogle aar, og jeg arvede hans arbejde og jeg forsoeger at aere ham, skoent jeg faa ikke at lave et arbejde saa gode som ham gjorde.
   Jeg blev mig stoppede, jeg vidste ikke hvad taenker paa.
   - Men, saa... hvordan kunne han har optraedt der paa den gamle bygning, og talt med mig?
   - Maaske, fordi han oenskede faa at jeg kom tilbage at arbejde ogsaa- sagde en stemme kommet fra bunden af bageriet.
   En fad kvinde kom der fra, taler hos mig, som om hun kendte mig.
   Og jeg engentlig kendte hende.
   - Dem?
   - Kender du min mor? - spurgte drengen til mig.
   - Ja, hun var den chef naar jeg havde mit foerst arbejde paa den gamle bygning.
   - Det er sandhed min soen... saa, det var dig som lejede vores bygning? Vores advocat talte mig at havde lejet, men jeg vidste ikke for hvem.
   - Men det hele virker rigtig spaendende. Hvordan sin maend kunne optraede der, hvis han er allerede...
   - Min unge - sagde den gammel og fade kvinde- Jeg elskede mit arbejde, men aldrig engentlig snakkede med de mennesker, jeg aldrig bekymredte om hvem de var, og min maend i modsaetning... han altid saa de mennesker som hvad var mere vigtig, og ikke det arbejde. Og siden han doede, jeg startede med at forstaa det, men jeg ville at se paa ingen mere, saa jeg forlod det arbejde og lukkede den Bureau og den bygning blev forladt paa den samme maade at mig selv. Og maaske min soen har lidt meget, og lige nu jeg forstaar hvor meget han maa have vaeret alene. Jeg laeste papiret som han skrev, undskyld mig, min soen, men jeg tog papiret indtil den bygning som jeg forlod, satte mig udenfor imellem træerne og læste alting, og følte den ensomhed som jeg paadrog dig. Men jeg led meget naar jeg laeste det, og forlod papiret rundt der, og paa denne maade jeg havde ikke at se paa det igen.
   - Saa papiret var allerede taet paa hvor jeg moedte det, vinden bare bragte det til mig. Og ligesom en mirakel, sin maend optraedte takker mig for at have lejet den bygning, men paa sandheden jeg bare ville at tage papiret som var fange i den lejesskilt.
   - Saa du er en lyver virkelig... du ville ikke leje denne bygning?
   - Undskyld mig... paa sandheden det var du som gjorde at jeg tog denne beslutning. Du blev mig saa vred paa altig du sagde, at jeg afsloerede maalet af mit liv paa det oejeblik som jeg ville at bevise at du havde taget fejl.
   - Du begge har ikke forstaet hvordan store er hele det? Sin far oenskede give et maal til hver en af os, og vinden som optraedte og forsvandt bringer dette papirs blade maa have vaeret arbejde af denne hemmelighed ogsaa, en vidunderlig almindelig.
   - Saa, oensker, Dem, hjaelper mig med de unge paa deres foerste arbejder. Jeg vil blive smigrende hvis Dem aceptere, og vil vaere kommer tilbage den bygning som er af din altsaa.
   Hun taenkte paa det langs nogle oejeblikker og sagde:
   - Jeg vil ikke det... jeg synes at det bageri vil blive mit liv nu. Jeg oensker at laere den ret tid som de pasta noed for at vokse, men her, og ikke paa et andet sted. Jeg vil at forstaa maaden som min maend taenkte paa om livet, maaden at han forstod de mennesker gennem det broed som de kom tage her, mere den det materiel broed, men ogsaa det aandelig broed. Men jeg ved om nogen som ville elske at gaa ud fra dette bagari og starter med et ny liv, fyldt af udfordring... ved siden nogen som er meget ens til ham.
   - Er du taler af mig, mor?
   - Sikkert at jeg er, nogen andre arbejde her?
   - Men hvorfor er du taenker at jeg ville gerne at gaa ud her fra?
   - Jeg har undgaet sandheden langs mange tid... men denne pige bragte lyset for at jeg kunne se. Du tror ikke paa hvad du goer min soen, du, dig selg skrev dette paa papiret... ligesom sin far var vant til at sige og jeg fik ikke at hoere, men denne pige vidste at hoere paa det og forstaa, vi kan ikke arbejde paa noget som vi tror paa ikke mere. Det bare vil bringe mere ensomhed min soen, du er ikke noed til at goere den arbejde som havde vaeret af din far bare fordi det var vigtig til ham, hvis det er ikke vigtig til dig, saa ingenting vil vaerd, min soen. Og jeg vil dette arbejde til mig, jeg oensker at forstaa og elske arbejde i hvilket min maend satte den bedste del af sit liv.
   - Saa, kan jeg gaa virkelig?
   - Det vil afhaenge af hende... hun gav ikke det arbejde til dig endnu.
   - Hvad? Men det er sikkert kompagnon! Hvis du aceptere at arbejde hos mig, vi vil vaere kompagnon... ingenting mere, ingenting mindre.
   - Saa I har ikke at betale den leje, det vil vaere min gave til I.
   - Er du giver den bygning for at vi kan arbejde uden betale den leje til dig, mor?
   - Sikkert min soen, hvis du er en af kompagnon nu, du har at komme med nogen ting af din paa dette kameratskab..
   - Saa, vi gaar nu kompagniskab. Jeg behoever at vise maaden som alting har blevet der i den bygning og hvor meget mennesker er der venter paa vi... men for Guds Skyld!
   - Hvad har sket? - spurgte han, mens tog den forklaede.
   - Jeg glemte at jeg havde kommet her til at tage soede broed til dem, sin far gjorde jeg lovede at jeg ville fodre dem på den samme maade at sin mor bad mig for at bringe broed hver dag, og jeg ikke engang vidste at bageriet var af hendes egne maend.
   - Saa, jeg vil tage de broed straks...
   - Nej, du vil ikke goere det! - den fade kvinde tog den forklaede som han havde lige taget ud og saetter den, hun gik indtil display af soede broed. - Hvad broed den unge pige kan li mest?
   Hun startede med at vaelge de bedre broed.

Og jeg gik ud der fra med en store pakning paa haender. En almindelige og paen kompagnon, som talte til mig om sine ide for den fremtid.
   Og flere mennesker gik, taet paa os gennem den gade, mens vi var snakker som om vi var de bedre venner, som om vi kendte hinandem der er laenge tid siden.
   Nogle kvinder gik, gaar til marked, nogle drenger med dens cykle var gaar til naest parken stadig, og hvis en af dem kiggede paa os begge, ville sige at vi var gaar hen en samme sted, at vi var sammen paa in eneste maal, og at vi var lykkelige, og havde moedt ekko for vores tanker.
   Og hvis nogen spurgte mig hvor jeg var gaar, jeg ville vide at svar, perferkt, men sandt, jeg foelte mig ligesom denne hemmelighedt vind som bragte til mig et nyt liv, saa, ligesom den vind jeg kendte ikke min fremtid, men den ville vaere vidunderlig, fordi jeg var alene ikke mere, jeg holdt mange maale nu, men hvad fremtiden beholdte til mig virkelig, til min kompagnon, sin mor, til denne gammel kvinde der gik til marked hver dag, eller for de unge der gik med dens cykle gennem os, hen den park, var den samme ting som gjorde vinden blaeser og foelger... alting paa livet bare kunne sker 'Paa Lykke og Fromme', og var det den bedste del af det hele.