Naar dagen er slut,
som paa det oejeblik fra nu,
jeg aander, mens vinden roere min hud
og huske jeg om andre dage fyldt af lys...
Solnedgang kommer hurtigt,
men jeg kan se lyset paa traes toppen endnu,
men snart dagen vil blive til nat,
sidst lys vil vaere fortid,
og maaske ingen vil huske om lyset fra i dag.
Jeg synes, hos mig selv, hvis kaerligheden er
paa samme maade at lyset af hver dag...
Kaerligheden er saa skinner og saa fyldt af haab som
morgen,
men den vil have slut som moerkes oejeblik?
Hvis var muligt at skjul lyset til bruge naar dagen er
slut
kaerligheden ville aldrig end... Jeg ved.