Det plejede at være liv i haver af min ensomhed.
Mens jeg vandrede stille, jeg kunne se på migselv fra den anden side, og jeg vandrede mere og mere.
Ligesom gennem spejlet jeg kigger nu på haven hvor jeg gik.
Fra alt hvad der var, der er intet mere, og ikke engang migselv jeg må savne.
Jeg føler det som om livet som der var, har været bare en illusion, som om dette liv havde ønsket at tilbyde mig nogen glæde, og på denne made, når som helst jeg vandrede alene igennem illusionens have, jeg smilede, måske til ensomheden, som kiggede på mig,
fra den anden side, ligesom ønskerne fra mit eget hjerte.
I denne have vandrer jeg ikke mere.
Der, ensomheden ikke kigger på mig mere.
Ensomheden har gemt dens hemmeligheder til en anden der går.
Har gemt dens have til en anden der vandrer og tror på at smile er fundet på hjertet.
Stakkels den, som stadig skal gå igennem tornes vej fra illusionens have.