Træt,
loeft jeg mine oejne ovenover disse kanaler
og en gammel vind lede mig paa det foersten af mine
droemme, begyndelsen fra saa meget mere.
Og ved siden aaerne synger jeg,
inspireret af deres sagte rislen,
saa foelge jeg deres loebe, mens hoere klokkerne ringer
paa morgen.
Jeg kigger paa sjaelen af daggry som aldrig hvil,
og flyder over i min sjael et haab, som en soed dug.
Et mild graes roere de foedder fra blomster, og det hele
er et stille digt mere smuke end noget andet digt
allerede skrevet.
Saa, naar dagen er slut, jeg er ikke traet mere,
bare poesi ekisiste, fordi kaerligheden
er et landskab som ingen aldrig glemme,
fordi det er eget liv.