Du ikke ved, men livet er ikke den samme, intet er ligesom plejede at være.
Husker du når jeg sagde hvor højt jeg elskede at være ved havet og hvor højt jeg elskede at kigge på dine blå øjne?

Du ikke trøde på mig, fordi det så ud til at være for få , men det mente rigtig meget til mig.

Men jeg har aldrig været ved havet, skønt du tænkte på at jeg sagde løgnen. Men det var sandt... havet jeg kendte var ind i mig, og jeg bare kunne rørte på det gennem tårerne, der trillede ned af mine kinder når som helst jeg tænkte på dig.

Fordi, hvor højt jeg elskede at kigge på dine blå øjne, men igen, bare ind i mig jeg kunne se på dig.
Afstanden større end tid og rum har lært mig
At ingen kan være lykkelig uden at elske... sig selv.
Så jeg glemmer dig og havet, måske for altid, før det er for sent for at redde... mig selv.