Den gamle kone nåede hen til en lysning i skoven. Hendes ben var så trætte, nu kunne hun næsten ikke gå længere. Hun fandt et træ, der var væltet, og satte sig tungt på det. Trætheden værkede i hele hendes krop og hun gled langsomt ned af træstammen så hun sad på skovbunden med træstammen som ryglæn. Hendes ben var strakt ud foran hende, og hun bemærkede hvor slidte de gamle sko var. Som hende selv. Hun lod sig glide helt ned, og lå på ryggen i skovbunden. Fugten fra bladene og mosset trængte op gennem tøjet, men hun bemærkede det ikke. Hendes blik var fæstnet opad, op mod træernes kroner som lyste i skønne orange og røde farver. Efterårsfarver. Trætoppene svajede frem og tilbage i vinden, hun betragtede dem døsigt. Hun rakte en arm i vejret, hvor ville hun gerne røre ved farverne. Hendes hånd var kroget, bemærkede hun. Det kom bag på hende, - var det ikke i går at hun sad derhjemme i sy-værelset og hendes hænder var unge og smidige? Hun vidste at disse hænder aldrig mere ville kunne gøre nytte. Det vidste hun nu. Hendes arm var stadig strakt, hun kærtegnede trætoppene, som var det de børn der for længe siden var forsvundet. Som var det hendes elskede mand, der for længe siden forlod hende. Ensomheden i hendes hjerte blev større, trætheden nåede helt derind og minderne kunne ikke længere holde sorgen borte. Hendes arm faldt ned, hendes øjne lukkede sig langsomt. Langt borte hørte hun fuglene, de sang hendes yndlingssang. Hun ønskede at de aldrig ville holde op, og hun fik sit ønske opfyldt. Fuglene sad midt i alle farverne og sang for den gamle kone, der lå i skovbunden med de krogede fingre og de slidte sko. De kendte til konen og vidste hvor ganske særlig hun var. De vidste hvor mange mennesker hun havde glædet i sit liv, de vidste at denne gamle kone satte særlig høj pris på deres sang. Den gamle kone hørte at flere fugle kom til, hendes øjne kunne ikke længere åbnes, men hun hørte desto mere. Fuglenes sang varmede hendes hjerte op og varmen bredte sig til resten af den gamle krop. Fuglene var smukke, det vidste hun - dertil behøvede hun ingen øjne for at se. Fuglenes sang steg til uanede højder, de sang alle de sange, de vidste konen holdt så meget af. Varmen i den gamle kones krop steg og steg, hendes hjerte fyldtes med glæde og pludselig kom der et hvidt lys som fyldte hendes hoved. Selv med lukkede øjne kunne hun se det, så stærkt var lyset. Fuglenes sang bar hende mod lyset, og hun lod sig villigt bære. Sådan en transport var en konge værdig, tusind vinger bar hende af sted, sangen var alle vegne og hun vidste det var sådan det skulle være.

Den gamle kone vågnede. Under hende var ikke længere den fugtige skovbund, nu lå hun i sin gamle seng derhjemme. Hvor blev hun glad. Sengen var som den plejede at være, og hun strøg det fine dynebetræk med hænderne. Tænk at hun lå her igen, det havde hun aldrig troet var muligt. Glæden strømmede igennem hende og hun mærkede at hun ikke længere var træt. Hun satte sig op og bemærkede så for første gang sine hænder. Ungdommens glans strålede fra hænderne, - hvordan kunne det lade sig gøre? Huden var glat og stram, fingrene pæne og lige. Hun bøjede og strakte fingrene, ingen smerter. Langt bort hørte hun sang. Den samme sang som fuglene havde sunget for hende i skoven, men denne sang var alligevel anderledes. Den kaldte på hende, og hun mærkede ungdommens styrke i sine ben da hun svingede dem ud over sengekanten. Hun sad et øjeblik på sengekanten og nød synet af sit gamle soveværelse. Dér var billedet af hjorten i skovlysningen, dér var det gamle skab med messinghåndtagene. På bordet ved siden af hende stod det gamle ur, og det gik som det gjorde engang. I døråbningen stod en engel og hun hilste venligt på englen, før blikket vandrede videre rundt i værelset. En engel?! Den gamle kones blik røg tilbage til døråbningen, jo der stod hun endnu. Så fin og hvid, den gamle kone stirrede og stirrede - hvordan kunne det være muligt? Drømte hun? Englen strålede af hvidt og sølv, langt gyldent hår bølgede ned over skuldrene og hun smilede til den gamle kone, et så blidt og kærligt smil at tårerne væltede op i den gamle kones øjne. Englen rakte sin ene hånd hen imod den gamle kone, og konen rejste sig og tog lykkeligt imod den. - Vi har ventet dig længe, sagde englen blidt. Tvivlen og spørgsmålene var borte af den gamle kones sind, englens hånd rummede så stor tryghed og kærlighed. Hun fulgte med englen ud af værelset og de gik hen af en lang, hvid gang. Der var mange døre til højre og venstre og englen standsede midt i den lange gang.
   Hun så på den gamle kone og sagde med den smukkeste stemme:
   - Vælg.

Den gamle kone kiggede rundt på alle dørene, hun syntes ikke hun kendte nogen af dem. Alle dørene var forskellige, nogle så smukt udskåret og med guldhåndtag, andre slidte og forfaldne. Hendes blik faldt på en dør meget langt henne af gangen. Det var en ganske almindelig dør, her var ingen overflødig luksus. På døren hang en tegning som var lavet af et barn. Det forestillede et hjerte og i midten stod der 'Mor'. Da vidste den gamle kone, hvilken dør hun skulle vælge. Englen nikkede og fulgte den gamle kone derhen. De standsede foran døren, og den gamle kone nød synet af døren og tegningen. Englen åbnede døren og lyset strømmede dem i møde fra vinduerne i den modsatte ende af det rummelige værelse. Den gamle kone trådte ind i værelset og følte lykken brede sig indeni, tænk sig at hun atter en gang skulle se sit gamle sy-værelse. Dér stod reolerne med stofresterne, dér stod det lange bord med hendes symaskiner placeret på rad og række. På væggene hang flere tegninger, lavet af børn, og der hang avisudklip og billeder af de mennesker hun havde kær. Gulvene flød med trevler og tråde, åh hvor hun glædede sig til at rydde lidt op igen. Englen smilte til hende og nu så den gamle kone at der var et hul i englens ene vinge. - Kom, sagde den gamle kone til englen. - Nu skal jeg hjælpe dig. Den gamle kone satte sig ved symaskinen og de gamle hænder dansede over vingen med ungdommens kraft og smidighed. Hun syede englens vinge så flot, at ingen kunne se den nogensinde havde været i stykker. Englen nikkede og bredte de smukke vinger ud så de fyldte hele værelset ud i bredden. Den gamle kone havde aldrig set så smukt et syn før. Englen smilede sit smukke smil igen og samlede hænderne foran sig, hun bøjede hovedet ærbødigt og gjorde sig klar til at forlade den gamle kone. Den gamle kone smilede tilbage til englen og blev ikke forbavset eller sorgfuld, da englen forsvandt lige så stille. Den gamle kone kiggede rundt i sit gamle sy-værelse, betragtede lykkeligt englenes leg ude på græsset i det hvide lys. En anden engel kom til syne i døråbningen til den gamle kones sy-værelse. Da vidste den gamle kone at hun atter kunne gøre nytte. Hun rakte hånden frem mod englen:
   - Kom, nu skal jeg hjælpe dig.