Hendes uskyldige blå øjne fulgte den figur indtil at forsvandte for enden af gaden.
   Der var ikke et farvel som ord som han sagde, men hun vidste at hun aldrig ville få ham at se igen.
   Alene igen, med hendes uskyldighed, hendes blå øjne... Ville være bare det hvad hun ville have?
   Bare det, ville bestå af, og intet andet?
   Hun havde lyst til at gråde, ikke på grund af hun var trist, men fordi der var smerten, som om hun ikke tilhørte denne verden ligesom alle andre så ud til at tilhøre og at være glade.
   Tåren løb ned af hendes bleg ansigt, mens hun lukkede sin frakke indtil nakken, følte en kuld som aldrig følt før.
   Hendes knogler smertede og vinden som blæste, virkede til at komme fra alle retninger for at tilsidst ende ved hende. Men, det var ikke vinden som frøs hendes sjæl, det var noget meget større og ind i hende.
   Hvad skal man gøre når der er en som ikke tror på noget mere? Hun trøde ikke! Nå, hun var uskylig, ligesom i begyndelsen af hendes liv, hun havde tillide, men trøde ikke!
   Hun forsøgte at huske de sidste dage, men hun kun ikke glemme engang en eneste detalje. Hun passede ikke til denne verden og der var ingenting hun kunne ændre.
   Når denne mand, som allerede forsvandt gennem gaden hvilket virkede ikke endnu, nu at hun forsøgte at huske af hans skridt; når han spurgte om hun ville være alting i hans kærlighed, hun kunne ha' sagde:
   -Nej!
   Og, selvfølgelig, ville han ikke forstå, han spurgte hende ikke hvorfor, han kiggede ikke på hendes øjne; han vendte rundt og gik væk, uden, at sige farvel!
   Men nu, var hun der, med orderne i hendes mund, som aldrig ville være talte, og det var en større smerte!
   Omkring, en grå verden, mennesker går... alting går. Ingen stoppede, ingen opholdte sig, ligesom i hendes liv, ligesom på denne gade, selv fyldt med forskellige mennesker, hun var helt alene.
   Nu kunne hun nemt forstå hvorfor. Det var fordi ingen stoppede. Ingen der blev der, til kigge på hendes blå øjne og til se at de var uskylige!
   Ingen anden var uskylig, ikke mere; og på grund af det, ingen anden kunne se hende.
   Og prisen til hende, virkede nu til at være meget højt! Ensomhed det var prisen.
   Og hvad havde hun gjort? Hvorfor han havde gæt, hvorfor hele andre altid gik væk?
   Hun bare havde været et sande menneske, og vist hvem hun var virkelig: En simpel pige, måske meget simpel for hvad denne verden afvente på nogen; for hvad han afventede på hende!
   Enhver ønsker mere af andet menneske end de kan have... Men hvorfor?
   Hvis hun øsnkede sig ingenting, bad om ingenting? Hun bare var der, ligesom andet menneske, lever på den verden, indånder samme luft, ønsker bare at være elsket.
   Så, hun, som tænkte at være forskellig og at ønske ingenting, nu bemærkede at ville mere end at andet. Hun, hendes blå øjne, og hendes uskylighed, søgte efter det perfekt, det enhed.
   Hun vidste ikke hvis hun skulle søge efter det på kærligheden, men det var hvor så ud til at skal finde det.
   Og han, som gik væk, og forlod hende alene i denne koldt eftermiddag, ikke elskede hende, han bare ville af hende noget som kunne at tage, ligesom enhver gøre med den verden. Tager ud af den hvad de vil, uden aldrig tager tilbage, uden aldrig tænker på de ødelægge uandset at hjælpe den verden. Den samme verden som beskytter dem, som tilbyder dem de bedst via vandet som de drukkede, via luften som de indånde; for at være lidt efter lidt udtørt, beskidt, af mennesker, samme mennesker som den verden stadig elsker. Mennesker til hvilke, verden tilbyder dens egn liv, træerne, havet, himmelen; de var de samme mennesker som tager tingene af denne verden, som om de havde at STEAL, som om den verden allerede havde ikke tilbudt ligesom gaven, hver dag, uden at bede om ingenting til gengælde, men været beskadigt dag efter dag, som om verden havde skyld.
   Og det var denne måde at hun også følte sig, skyldt!
   Det var som om hun havde skylden for han have gæt væk, og hun er blevet alene.
   Tænker på hvad der var forkert på hende, forsøger at afsløre hvor altid hun tog fejl, hun gik hen til en plads og satte sig alene på en af bænkerne.
   Træerne var tørt, og uden liv, vinden blæste meget og gik videre at røre på dem med styrke, som om havde stadig på dem noget blad som vinden skulle at tage af. Men der var ingenting, der var ikke et blad tilbage, men vinden ikke stoppede; den simpelthen ikke kunne.
   Hun kiggede på træerne, og de så ud til at være triste, tørt, deres grene virkede døde, men de var ikke døde virkelig. Hun vidste at de var ikke!
   Det var bare en anden vinter, men der ville ikke vinter for altid. Hvis, for deres ønske, mænderne ikke ødelagde dem, træerne stadig kunne have flere andre forår, for at give nyt liv, for at se ud til at være lever igen, for at give håbe til hvem havde ikke mere.
   Hun følte sit egnt hjerte, og der var så mange smerte indeni, ikke mere. Hvis mennesker ikke ødelagde kilden til hendes liv, hun også ville give sig nyt liv.
   Hendes uskylighed ville føre hende igen til hvad hun havde altid været. Hun var før, glad, skønt ensomheden, og hun ville forsøge at finde det igen på sig selv. Lykken for at være lever og at lære i hver dag at blive stærk, ligesom dete træer, der selv ved af blive ødelagt på grund af denne vind, ville have et andet, følgende forår for at have deres grøne blade og liv tilbage, og for at blive denne voldsom vind til en ven, som kunne være venlig og mild om sommeren, når træerne ville være smukkeste.
   Inden hende kunne stå op og forlade bænken, hun forsøgte at smile, og barnet som løbte gennem pladsen foran hans mor, kiggede på pigen og gav et smil til gengælde. Og snart startede med at løbe igen.
   Hun mærkede at hun var i fred, og at de smiler tiltrækker smiler, uskyligheden tiltrækker de uskylige, og hun var glad til at være hvem hun var virkelig, skønt alene, for en stund.