Solen skinnede over bjerget. I det fjerne, kunne man se frugthaver med gamle træer, som fyldte vejen med anderledes farver, hvor han gik hen.
   Et smuk slot på bunden af dalen gjorde landskabet endnu mere vidunderlig, og på denne måde fik en, der kiggede på det for den først gang, en stor og god overraskelse.
   Alt var rigtig smukt. Sjældne fugle, rigtig hvide, som både ved søen af slottet, blev haven endnu mere særlig.
   Men fra et højt tårn i slottet, en unge pige, ikke engang vovede at kigge på den smukke dag som skinnede udenfor, heller ikke på den vidunderlig natur omkring hende. Virgínia havde vokset sig bange for alting, for dagen, for natten, for lyset fra solen eller månen, for dyr, for skoven... rigtig bange for altid.
   Hendes barndom, havde hun bare brugt ved siden af lærere, tjenere og bøger. Hendes forældre plejede ofte at have meget travlt, for travlt til at bekymre sig om hende.
   Så, hendes forældre følte bedre for at give hende tjenere og lærerere, der kunne passe på hende, mens de kunne leve deres liv. Og hvis hun var inde i huset, intet dårligt kunne ske for hende, ligesom der kunne ske for andre børn som løber eller leger og derefter, ender op med nogle ar.
   Men Virginia kunne lide at sidde stille ind i hus, hun læste bare, dag efter dag, så hendes forældre var rolige ved at tage på deres rejser, fordi de vidste at Virginia ville være ved siden af en lærer eller sad på stolen, med bogen i hænderne, uden at tage chancer.
   Og Virginia voksede op på denne måde, hun var bange for alle levende væsen, og bange for alting som havde en stærk farve. Hendes soveværelse var pyntet med neutrale og mørke farve.

Stråler af sol kom sjældent ind i det, igennem 16 år af Virginia's liv.
   Men der var drengen, som hver år kom til frugthaven af slottet. Han holdt øje med træerne for at afsløre hvilken frugt han kunne plukke. Men, selvfølgelig, gjorde han det uden at blive set af tjenerne som arbejdede i frugthaven.
   Clarence var hurtig og klog, han havde aldrig været bange for at plukke frugter.
   Og han havde en god grund til at gøre det. Hans familie var stor, og han var den ældste af alle hans søskende og i det lille og fattige hus, ventede de på ham, ivrigt, de længtes efter deres broder, som kom tilbage, og skulle bringe noget at spiste til dem, fordi deres sulten var stor. Deres far var brændehugger, men har havde længe været syg, så, Clarence, skønt stadig en lille drenge, var den ældste søn, så han følte sig ansvarlig for sin familie og var nødt til at hjælpe dem, selv om han måtte "stjæle" frugter.
   Denne dag, så Clarence at æblerne var klar til at blive taget, og der var så mange æble på træerne, at ingen ville ligge mærke til, hvis han tog nogle af dem til sin familie, og de lod til at have en meget fin aroma og være utrolig søde.
   Så med det samme, prøvede han at gemme sig iblandt nogle grene omkring trærne, og han ventede på, at nogle af de arbejdere, som stadig var der, ville gå væk.
   Men han kunne høre, hvad de snakkede om sammen, mens de gik, og Clarence blev rigtig nysgerrig på:
   - Du er en ny arbejder her på frugthavnes slot, så du kender stadig ikke historien om pigen som bor på slottet. Men vidste du, at ingen nogensinde har set hende?
   - Nå? Men hvorfor, hvis hun er herrens datter?
   - Alle har sagt, siden jeg startede med at arbejde her, at pigen, Virgínia, det er hendes navn, jamen, at hun er bange for altid - tjeneren tog et meget frisk rødt æble fra træet og viste det til hans ven - ser du denne smukke frugt? Det er sagt, at det simple faktum at den frugt er frisk, at den har en fin aroma og har den stærke farve "rød", allerede det bare provokerer en dyb aversion i pigen.
   - Har hun aldrig spist et æble? - spurgte den unge tjne.
   - Ah... Jeg tror aldrig at hun har, ikke engang set et æble.
   Clarence hørte på det, uden at forstå rigtigt. Så, kiggede han i slottets retning og bemærkede at der faktisk var noget som han alrig havde lagt mærke til; der var vinduet som i alle de år han var kommet her til, altid var lukket.
   Så, Clarence snart udledte at det måtte være være stedet hvor denne pige skjulte sig.
   Clarence var fattig, og hans familie ventede på hvad han ville bringe, æblerne, som han startede med at plukke hurtigt, inden tjenerne kom tilbage. Det samme æble, som betød en kedelig ting for en rig og temperamentsfuld pige, ville for hans familie, betyde en
   velsignet livs kilde, fordi de havde intet at spise.


Drengen begyndte at tænke på ting, som han aldrig havde tænkt på før, på forskelligheden imellem fattige og rige mennesker, ikke bare i tanker, men også af følelser. Han blev trist, men ikke for at være fattig og hans familie har sådant et behov for hans hjælp. Nej, fordi det betød noget for ham, grund til at være stolt, han bare blev ked af ikke at have arbejde. Fordi, hvis han havde et arbejde, ville han ikke have behov for at stjæle.
   Men hvad der gjorde ham rigtig trist, var Virgínia.
   Det var en skam at selvom livet kunne tilbyde så meget til alle, uden at gøre forskel på gode og dårlige mennesker, rige eller fattige, stadig på denne måde, kunne eksistere en, der afviste, en der simpelthem ønskede at lukke øjenene for alt og for alle.
   Han tog hurtigt de æbler og gik hjem, og lod et af dem blive tilbage, i hans lomme, og inden hans mor kunne spørge hvor han skulle gå hen, var han allerede gået igen.
   Han tænkte på alt hvad havde hørt om pigen, og følte det som om han måtte lave en overraskelse til pigen som undgik at leve.
   Han løb ligesom en dyr, gennem stenene og mosen af vejen, snart nåede han den smukke frugthave, og overvandt det. Han stoppede lidt for at holde øje med vejen, og være sikker på at ingen kunne være der for at afvise ham for at komme tættere på slottet, men der var ingen. I det øjeblik var det middag, og alle arbejdererne ville være i køkennet, for at få deres frokost. Så, Clarence, som var rigtig rask, hoppede op på muren og startede med at klatre hurtigt.
   Han overvandt de lavere vinduer, og endelig, nåede det høj tårn, som virkede uberørt, hvor Virginia var. Da ha kom derop, sagde han ingenting, ville heller ikke komme indeni for at se og snakke med den fremmede og rige pige; han bare efterlod, på baustradaen af balkonen på hendes vindue, det vidunderlige æble som han havde i sin lomme, og så hurtig som han havde klatret op, han kom ned, og kom tilbage hjem, fløjtende en gammel sang... Han var glad.
   Virginia hørte noget larm som kom ude fra. Hun blev nysgerrig, fordi, ikke engang fuglene, plejede at forstyrre hendes rolighed. Så, hun prøvede at åbne vinduet, men det var meget svært at gøre; der var så længe hun ikke havde åbnet det, at sådan et pludselig lys fra dagen på hendes ansigt, gjorde at hun lukkede øjnene.
   Lidt efter lidt begyndte hun at åbne øjnene igen, og hun så foran hende noget meget rødt, forladt der, på den hvide balustrade.
   Hun kunne næste ikke identificere hvad var det, men hun huskede, en gang at have set nogle billeder der lignede, i en af bøgerne hun havde læst.
   Og hun, fik uvilkårlig lyst til at tage frugten og kom tilbage ind i hendes soveværelse, og for først gang, mærkede hun at hendes soveværelse var mørkt og
   trist.
   Og hun ville have mere, hun havde lyst til at afsløre smagten af alle frugter, duften af de andre blomster, og mere end alting, hun ville at finde ud af hvem det kunne være som bragte hende gaverne og hvorfor dette menneske tog sådan stor risici, at
   Klatre på ad denne høj mur, bare for at give hende gaverne, i stilheden.
   Hver dag var en ny overraskelse til Virginia, nye farver, nye dufte, nye smage. Clarence blev ikke sig træt af at bringe hende hver dag en blomst eller
   frugt der fra, fra Virginias have og frugthave, som hun ikke engang bemærkede eksisterede. Han vidste ikke om hun modtog gaverne med glæde eller hun var vred på dem.
   Han ville gerne se hende, spørge om hvordan hun følte sig, om alt det han havde bragt, om hun var vred på ham, og at spørge om så mange andre ting...
   Virginia ville også møde ham, og, tænkte på måder så de begge to kunne komme til at kende hinanden.
   Så, inden natten kom - fordi hun var stadig bange for natten - hun lagde en note med en sten på, netop på stedet hvor hun havde modtaget de andre gaver, og hun længtes efter den nye dag som sikkert ville bringe hende mere end en rar overraskelse, og få et svar på hendes note.
   Clarence fandte beskeden, men han kunne ikke læse, fordi han havde aldrig lært at læse, så han blev forvirret fordi han vidste ikke om det var en god eller dårlig besked skrevet på noten. Og han lagde gaven som han havde bragt på det samme sted ligesom han altid gjorde, men denne gang, fyldte han sig selv med mod, og ventede på at endelig at se pigen som ville komme at tage blomsterne som han havde taget fra marken, som lå på den anden side af skoven, blomster som han vidste at Virginia ikke havde set endnu.
   Og om morgenen åbnede sig i en smuk daggry, Virginia stod op. Hun havde en lang hvid natkjole på, og hun var glad for at vågne. Fordi en rar overraskelse altid ventede på hende, udenfor. Men denne morgen, hun længtedes efter svaret på beskeden som hun havde skrevet for en, der bragte hende flere gode og smukke gaver.
   Så, hun gik hen til vinduet, med sikkerheden om at der ville være et svar til hende der.
   Men denne gang, havde Clarence ikke forladt blomsterne ved balustraden, han holdt dem i hænderne, sammen med beskeden som han kunne ikke læse, og i det øjeblik Virginia kiggede på balustrade og ikke så noten, heller ikke noget andet, blev hun meget skuffet, og var ved at gå tilbage hendes soveværelse, der i hjørnet af den, kunne hun se en lille drenge, med store øjne, hvor man kunne mærke en klog sjæl. Han havde smukke blomster i hånden, og papir i den anden.
   - Oh, du frygtede mig! Hvem er du? Så, det er dig som...
   - Jeg hedder Clarence, frøken... og hvis du spørger mig om, hvem der bringer dig disse ting, må jeg indrømme at det er mig ja - og han gav hende den
   simple buket som han lige havde taget - det er til dig.
   Hun tog dem, omfavnede blomsterne, og takkede ham. Han så på hende og staks kunne han lide hende, hun så ud til at være simpel og venlig, hun så ikke ud til at være temperamentsfuld, som tjenerne havde fortalt hun var.
   - Læste du noten? - spurgte Virginia, mens så at beskeden var i hans hænder.
   Han skammede sig, og vidste ikke om han skulle sige sandheden, men indrømmede:
   - Desværre, jeg kunne ikke læse...
   - Kunne du ikke? Men hvorfor?
   Virginia ville aldrig have tænkt på muligheden af at nogen ikke kunne læse, fordi at læse, var den eneste ting hun havde gjort i hendes liv.
   Clarence skammede sig mere, og vidste ikke hvad han skulle svare.
   Så, i stilheden, han blev, kiggende på landskaben, i det fjerne, som var meget smukt, set fra det høje tårn.
   Og, pludeslig, Virgínia fik et chok, og mærkede gennem de triste øjne i sin nye og eneste ven, at han ikke kunne læse, fordi han havde aldrig lært at læse.
   - Stakkels ham - tænkte hun på - og pludselig blev hendes hjerte blidt på grund af ham. Hun havde aldrig tænkt på at der eksisterede mennesker der ikke kunne læse. I dette øjeblik, tog hun en beslutning.
   - Hør på mig, min ven, jeg vil foreslå dig noget. I dag, ved frokost tid, mens tjenerne alle sammen er i køkkenet, skal du mødes med mig, nede ved trappen, og jeg vil give tilbage lidt af alt hvad du allerede har gjort til mig.
   Clarence blev endnu mere skamfuld.
   - Nej, frøken, jeg kan ikke accptere. Jeg har aldrig gjort noget for at få noget til gengælde. Jeg...
   Virginia bemækede på en eller anden måde, hun havde gjort ham ondt.
   - Hør på mig Clarence, først har du ikke behov for at kalde mig frøken. Jeg hedder Virginia, og tingene jeg vil give dig, er noget som tilhører mig, og som jeg kan dele med dig, og jeg vil stadig have endnu mere, efter jeg har givet.
   - Gud! Men hvad kan det være? - spurgte Clarence, forvirret.
   - Det er erkendelse, Clarence! Og jeg vil bare "dele" det med dig. Du vil lære mig at leve, og jeg vil lære dig at læse og skrive.
   Bare i dette øjeblik drengen smilede, bemærkede de begge to, forskeligheden som havde ført dem sammen, var, alligevel, meget ens.