Engang for længe siden, drengen hørte på vindens stemme... kommet fra gamle tide når drengen aldrig havde levet:
   "Vinden har ikke stemme." Det var hans første tanke. "Måske jeg bare misforstod stilheden." Drengen havde boet hele livet på et fjernt bjerg, hvor han iagttog vildheden fra dets veje. Han var hyrde til mange får på en rigtig grøn og bred dal.
   Hans liv var simpelt, ligesom hans drømme.
   Dagerne ment kun arbejde, og ingenting mere var vigtig... fordi drengen kendte ikke intet mere end vildheden. Men han var vant til stilheden, dag efter dag, inden solopgangen, han forlod hans lille hus og fulgte med fåre flokken til et grøn sted på dalen.
   Der var mange forskellige veje, men drengen gik gennem den samme vej at han var vant til, altid. Men en dag, en særlig ting er sket.
   Et får fik bortset fra andre fåre, dette faar kom vaek fra flokken og fulgte gennem en vej som drengen havde aldrig gå et før.
   Og hans tjeneste var at få det mistet får tilbage, så han forlod hele flokken og fulgte hen til det mistet får.
   Dalen var mere vild der... vinden blæste mere stærkere og drengen havde lyst til at høre på vinden... fordi lignede at vinden sagde nogen ting mens blæste mod det høje bjerg og gik ned gennem dalen på det øjeblik.
   "Jeg aldrig hørte på vinden ligesom denne." Drengen gik videre, han kunne føle den spændende overraskelse skjult i denne ukendt vej . Men han havde behov for at finde det mistet får, og tænkte på vinden ikke mere. Alligevel, det var kun vinden, og en får var mere vigtig end det.
   Men drengen kunne ikke at gå videre.
   En søde stemme rørte på hans ansigt som en kærtegn, og det var uimodstå elig, så han stoppede, og tillod den søde stemme kommer ind i hans sjæl.
   Hvis han havde ikke fulgte efter det mistet får, han skulle aldrig har lyttet til stemmen kommet fra vinden.
   På først gang, drengen tænkte om skæbne... Der var flere veje på dalen, hele af dem førte til bjerget... men hvorfor han havde aldrig valgt en anden vej, hvis han havde bøt altid der og kunne har kendt andre?
   Livet var ikke bare vildheden uden valg som han trøde før.
   Livet var ikke bare arbejde uden hvil...
   Livet afhanger af vores beslutninger. Og måden at man se på tingene er meget vigtig. Drengen lagde mærke til det nu.
   Daggry ikke eksisterede kun for at vågne os op... hver ny dag mener en gave... og man skal lære med hver ny dag. Men drengen brugte tiden altid på samme måde, han havde aldrig valgt anden vej... og måske ville følge den samme vej for altid, hvis fåret havde ikke ført selv på vildspor på denne gang.
   Kunne mon den sød stemme er kommet fra andet øjeblik af tiden?
   Han startede med at tænke på det fordi den stemme så ud som en mistet ekko imellem bjerget og dalen. Måske ekko var endlløs, og skulle blive fanget for altid der, på dalen.
   "Tag mig ud herfra," bad denne stemme.
   Denne samme sætning lyttede drengen til mere end gang, så endelig tænkte selv:
   " Måske skæbnen ønsker mig for at forstå mere end allerede har forstå et før. Jeg har ikke tilladt min sjæl bliver fri som var jeg benægter til mig selv også ."
   Han blev benægtende at se på verden og på måden det gjorde ondt på hans sjæl.
   "Tag mig ud herfra..."
   Hvis hans sjæl kunne sige noget, drengen var sikker på at hans sjæl ville sige det.
   Så denne sød stemme blev han frygte. Han var bange for at høre længere.
   "Jeg skal gå væk hvis du ikke vil at høre på mig... " (sagde den sød stemme).
   På det øjeblik, drengen vidste at han skulle aldrig være den sammen igen.
   Det var ikke en simple ekko... stemmen kommet fra bjerg snakkede med ham, uden tvivl.
   Hvordan of hvorfor hørte ham på det?
   Han vidste ikke hvad det kunne mene.
   "Jeg vil at høre!" Drengen bestemte: "Er du min sjæl?"
   Så vinden blæste mere roligt, og stemmen blev sødere.
   "Nej... jeg er Sjælen af Jord.. det er meget svært at finde mig ud... men du fandt mig..., så du er ansvarlig for min eksistens på dit liv. Så du må Tage mig ud herfra, og fører mig hos dig."
   Drengen hørte med hynsen, men han kunne ikke forstå .
   "Hvordan kan jeg gøre det?" Han kiggede på alle retninger, og søgte efter finde stedet hvor stemmen kom fra. Men han så bare alle andre veje som han aldrig havde gå et, omkring bjerget.
   "Forlad alting, fårene, dette mistet får, og følger gennem en vej som du kan vælge nu."
   Drengen kunne ikke tro på det bede, hans hjerte aldrig skulle tillade det, ikke engang han øsnkede det.
   "Undskyld mig, men jeg kan ikke gøre det... aldrig! Fårene har behov for mig, og jeg har kendt min sjæl lige nu... min sjæl har behov for frihed... og jeg bare kan give frihed til den hvis jeg blive mig fri også ."
   "Så ... kære drenge... hvis du forlade hele disse tinge, du skal blive fri straks!"
   Drengen vendte tilbage og ville at høre stemmen ikke mere.
   "Jeg have allerede gjort min valg. Jeg kan ikke blive mistet som fåret. Hvis jeg altid følger gennem en samme vej hver dag, og bruger ingen anden, det er fordi denne samme vej er bedre til mig... jeg har ikke behov for anden. Min sjæl har ikke set nok endnu, fordi da jeg gik gennem denne samme vej hver dag, jeg ikke kiggede på tingene med sjæls øjne... Måske jeg skal har behov for at gå på denne samme vej langs mange tid inden min sjæl og jeg blive til kun en... Nå r min sjæl endelig haf kendt denne gammel vej også , jeg skal være fri for at vælge til en anden vej..."
   Stemmen blev stille mens drengen var snakker... Men efter stemmen sagde:
   "Du sagde sandheden om din skæbne drenge, du skulle ikke tage mig hos dig hvis du forlod din tjeneste. Din sjæl kender den vej, og du vil aldrig være alene... Jeg vil live for altid ind i dit hjerte."
   Og pludselig drengen så det mistet får foran ham. Lykkelig, han løb til den, men inden han kunne nå den, landskabet blev til andet, og han var tilbage på stedet hvor han havde forladt de andre fårer. Og han var sammen hele fårene, selv det mistet får.
   Flokken var på den kendte vej igen.
   Han tænkte at alting havde været bare en drøm, og inden solnedgangen kommer, han var tilbage hans lille hus med fårene.
   Men ved døren, der var en, der ventede på ham. Han bøde alene langs helt liv, så han vidste ikke hvem kunne være. Da han kom tættere på , han så ...en der ventede på ham, var en smuk og simpel pige, som havde venlige øjne, sorte hå rer, og havde en almindelig kjole på . Hun var der, iblandt mange fåre. Sikkert, hun var en hyrde også , lige som ham.
   "Jeg blev mig mistet... kan du hjælpe mig? Jeg skulle har valgt en anden vej, men på nogen måde jeg kom her til, hvor jeg aldrig har været før."
   Pigen havde sammen stemme fra Jordsjælen havde... dregen var helt sikker på det, fordi han skulle aldrig glemme denne sød stemme...
   "Jeg var på bjerget, men jeg tog en forkert vej, og nu jeg er her... mistet..."
   Drengen vidste ikke hvis han drømte da hørte denne stemme før, men nu denne var virkelig.
   Han ikke opgave af hans liv, han beholdte trofast til sin tjeneste, fårer og arbejde, men han følte som om hans liv kunne blive forskellig nu...
   "Du tog ikke en forkert vej... , du er ikke mistet," - drengen smilede og følte sig velsignet... Jordsjælen havde lov at han, havde taget ret beslutning og han vidste at Sjællen af Jorden ville være hos ham for altid fra nu.