Der var en broend i en have saa groent og bred hvor oejnene kunne bruge lang tid paa at kigge paa, og de kunne naesten naa hemmelighederne fra bunden Loebte vinden saa hurtigt som taenken, fra mennesker der blev kiggende paa den broend... troest som broenden tilboed til en verden.
   Ovenover den broend, der var en gammle spand som reflekterede paa bunden dens forme saa maerkeligt og paa middeldag spanden blev skinnende, fordi solen gav til den mere end skyggen fra dagen. Men ingen tog sin vand ud... der er laenge tid.
   Den lille spand, som var bundet med gamle reb, kunne ikke huske tiden, da ivrige haender tog den , og kastede den i det velsignede kolde vand, og den kom tilbage fuld af hvad ivrig haender oenskede... Maaske der var andre broender rundt det sted, og paa grund af det, mennesker havde glemt om vandet fra den broend.
   Men engenlig var sker en anden ting. Mennesker tog ikke vand ud fordi de kastede moenter paa bunden af broende. Og det var en vane fra enhver der gik rundt der. De kom taettere, sagde maerkeligt ting, nogle var trist, andre var bekymret, gjorde en oenske, kastede en moent paa broenden og gik vaek, og ikke engang saa tilbage.
   Men hvis de kiggede langs mere tid paa broendens bund, de kunne se vandet, samme gamle vand som mange mennesker havde brugt foer, men hvilket de var bekymret ikke mere. Og hver dag de kastede deres oensker paa broenden, deres oensker betoed moenter paa dagligs hurtig. Og de aldrig stoppede at taenke paa deres virkelige oensker, de aldrig stoppede at hoere deres sjaele, og lav oensker kasted paa broendens bund havde blevet lav vandet fra broenden ogsaa.
   Tiden gik, og paa den maade skoven blev sig mere fyldt af traaer, blomster og liv. Og efter vinden blaeser staerkt, solen og skygge naar ud broenden og dens vand.
   Paa en simple og mild eftermidag, optraedte en pige paa den skove, og hun viste sig saa stille og alene, men hendes oejne viste ikke har behov for ingenting oenske, paa sine laeber der var ikke hvisker... sit ansigt var mild, som om hun huskede om noget digt laest paa anden dag foer.
   Rundt broenden, paa jorden der var mange graes. Pigen kom naermere langsomt... det sted var meget romantisk, det var lige som en poesi.
   Gamle broende virkede en virkelig maleri immelem dalen, og pigen beundrede den mere og mere.
   Saa smukt... og garant liv gennen dens vande, hvilket maa vaere stille og kold paa bunden.
   Med nysgerrighed hun kom naermere. Stenerne loeft sig paa hendes midje og lavet rigtig en cirkel af broenden, men det virkede cirkel af skaebne.
   Saa, hun bare oenskede en ting... at var dyb den broede, og paa den maade, hvis raabte hun, sin stemme ville ekko paa den bund, og hvis oenskede hun et vand, vandet ville komme kold og rent fra broenden.
   Pigen vidste ikke om oenskerne fra andre mennesker der langs all disse aar var kasteder paa broendens bund, kommet fra 4 verdens hjoerner.
   Hun blev lykkelig, taenker at broenden kunne holde hendes oenske, som var saa simpel, saa smaa. Oenskede hun bare at broenden var fri, at broenden havde rent vande og en lang og dyb bunde.
   Hun bare oenskede friheden, og ville at se bare den, naar kiggede paa den broende som skulle vaere dybe. Men pigen blev sig trist. Sine oejne kiggede ikke paa en dyb bund indeni broenden. Den var korte pladsen mellem bunden og sit ansigt... saa korte.
   Hvis raabte hun indeni den, sin stemme ville ikke ekko. Vandet ville kom ikke tilbage kold hvis paa broenden kastedte hun den gamle spand. Der var ikke paa broenden hemmeligheder som hun hvade taget for givet.
   Der var ikke et dybe tavshed, der var ikke det dybt. Hendes oenske der var ikke til broenden: Friheden! Men eksistede andre tinge paa dens overflade... mange gulds moenter, mange oensker fra andre mennesker... men pigen vidste ikke.
   Hun gik vaek trist og skuffet, fordi broenden havde ikke friheden i gaa videre vaeret en broende. Den havde ikke valg. Der var ikke det dybt paa den... der var ikke vand.
   Saa meget andre oensker draebte den. Saa meget andre oensker lukkede den broende. Og jo kun pigens oenske naaede ikke bunden. Der var ikke bunden ikke laengere, for oensker havde drukned den.
   Og saa pigen forstod at friheden som havde i sinde til broenden, bare kunne blive til virkelighed hvis hver enkelt menneske som havde gaet rundt der foer hende, havde blevet stille deres egne oensker, tilladelser paa den maade at broenden var bare hvad den havde vaeret foer: FRI...

Bare en broend!