Jeg sidder paa graes... foran en smuk soe. Den reflektere solopgang som komme hurtigt fra horizont gennem stor straale af lys... nyen lys fra en ny dag.

Jeg venter langs nogen tid... maaske jeg er forestiller at du kunne vaere her hos mig... bare en dum tanke, som aldrig kunne blive til virkelighed.

Saa jeg gaar videre kigger paa soen, saa klare og blaat. Livet ligner saa stille og let her fra. Morgens fugle flyver og synger sine egne skaebne... de er lykkelige kun paa grund de er lever, og solen er skinner paa sine svinger.

Jeg taenker paa dig igen... hvis du var her nu, kunne noget vaere forskellig? Jeg havde saa meget at sige til dig... men det var foer, naar jeg troede paa liv...

Indeni min sjael eksistede saa meget spoerge... og lignede bare du havde svaret til mig... ville vaere saa let at tro paa dig...

Men jeg ventede for meget, solopgang blev til solnedgang saa hurtigt... mange og mange gange, og du aldrig optraedte... vi aldrig saa en verden fra samme plads... maaske paa grund af det du aldrig forstod mig.

Mange parre gaar omkring soen, de ligne glade, men jeg vil aldrig vide hvis de er lykkelige som jeg oenskede at blive en dag, naar jeg ville at del mine droemme med dig.

Jeg gaar videre alene, saa alene som maanen som optraede sig paa himmelen nu. Der er mange stjerne ved siden maanen, men den er saa alene som jeg.

Soen er sort og maaneskin soeger at skinner paa den, men jeg vente ikke paa se det. Jeg er traet... jeg ventede for meget allerede... ordene blev til en stor stilhed, hver en af dem... Kaerligheden blev til glemmehed, og jeg er frygte... maaske jeg glemte eneste ting som altsaa er vigtig... Men jeg maa blive mig staerk... jeg kan ikke at glemme hvordan det er at foele... aldrig.

Jeg er del af en verden som jeg ikke kender nok til endnu... verdenen tilgiv ikke hvem er svag , eller hvem laerte ikke hvordan det er at elske...

Jeg har laert , hvordan det er at elske... men hvorfor oenskede verdenen, at jeg havde glemt det???