Udover det hele
Jeg tror paa at du venter paa mig...
Udover alle glemsomhed
Alle lund, hvor jeg aldrig har gaaet
Jeg indså, mens jeg gik på et udtørret gulv under en brændende sol,
At lunden ville være der, hvis jeg kunne røre den, uden at kigge paa med oejenene, kun gennem tro.
Jeg kunne næsten føle duften af birches af fyrretræer
Jeg kunne næsten føle skyggen udover hvad jeg gjorde selv
Mens jeg blev ramt fuldt ud på en tom vej af træer af følelser,
Kun denne ulykkelige sol brændende kødet, kernen af hvem der allerede er vant til dette grimme landskab...
ørkenen af livet af håb
Men hvis jeg rørte ved med sjælens bløde hænder
Jeg ville føle den lund malet af min fornemmelse,
hvor jeg aldrig har gået...
men jeg tror paa...
En anden har fundet det: Dig!