Vi havde et moede i dag. Flere timer venter jeg paa dig. Vil du ikke komme? Den gamle havn er fyldt af mennesker der kommer og gaar, og andre par, sidder, ser hinanden i oejnene, snakker... om det de ville snakke om.
Maaske ikke noget vigtigt, men de er smiler, og ser ud til at vise den bedste side af sig selv.
Jeg ser bare paa dem, fra afstand, og ser paa mit ur... de minuter er rigtig lange, jeg er naesten i den havn i det oejeblik, hvilket, haaber jeg er et kort ensom oejeblik.
Havets duft er paa alting rundt om mig, og mit hjerte banker saa hurtigt... vil du ikke komme? Jeg husker hvert enkelt ord at du sagde, de faar mig til at smile, ligesom parret foran mig smilede.
En gang, har du talt om dit oenske at vaere hos mig for altid, og jeg troede paa det... saa hvorfor er du for sent?
Den smukkeste dags timer er naesten forbi. Paa havet, er aftensolens reflektioner paa en maade saa staerk og spaendende, at jeg vender tilbage for at beundre den paa en bedre maade.
Stemmerne og larmen er blevet tilbage, selv mine tanker om dig... det er sjovt... jeg venter ikke laengere paa dig. Jeg er her bare paa dette hoejtidelig tidspunkt naar solen 'siger' farvel. Og det ser ud til at det bare er solen og mig som er her.
Maager flyver imod himlen, laver smaa skygger over farven roed som reflekterer paa himlens vildhed. Oejeblikket som dette er for at blive stille, og jeg lukker mine oejne et sekund for at indaande fra den god vind som blaesten er kommet af, boelgerne, den samme luft af fjernt... maaske det samme som bragte mig dertil.
Jeg er kommet saa langt vaek fra... for at moede dig... jeg taenkte at det ville ske... men jeg moedte dig ikke. Jeg saa bare mig selv igen, med de samme fornemmelser der jeg havde inden - at vaere taet paa havet. Jeg var sikker paa at jeg ville foele mig tilpas da jeg var ved havet, og jeg tog ikke fejl. Havet goer mig lykkelig, det er hvor jeg saetter mine tanker og de moeder hvile, havet er hvor mine tanker vandrer da de er toerre og beder om frihed.
Jeg moedte dig ikke alligevel, men jeg moedte mig selv, og jeg ser ikke laengere paa et ur, og det er ikke engang vigtig hvis du vil komme eller ej.
Havet er stadig det samme sted. Det ventede paa mig, det var trofast ligesom jeg troede at det ville vaere. Selv maagerne kom for at sige jeg var velkommen, netop paa det smukkeste tidspunkt, da solen kyssede dem som om de var blomster fra dens store have.
Jeg fandt paa stilheden som eksisterede fra den anden side af denne horisont, og selv hvisken af saa meget smiler det rigtigt tilbage til mig, jeg kunne forstaa dem. Jeg troede ikke mere paa lykken, ikke paa lykken som de troede paa. Jeg blev lykkelig paa grund af at jeg havde moedt mig selv, jeg ventende paa ingenting mere.
Ak... hav, hvis jeg kunne kysser det og foeler dit omfavne... jeg ville blive laengere mere lykkelig... bare paa det oejeblik jeg foelte mig alene... havet ville ikke knus mig, skoent det vaere saa stor og god.
Men, inden sidste straale af solens lys var forbi, som om, ogsaa, sidste haab blev mig troende endnu, foelte jeg en haand paa mine skuldre, paa oejeblikket i hvilket jeg var ser paa spaendende havets horisont. Jeg blev frygt, og taenkte at havet havde blevet lever, og havde kommet give den kaertegn til mig.
Men det var dig! Paa foerst af vores moeder, naesten for sent... Men, aldrig er for sent til de fornemmelser ogsaa, hver og enkelt ensoms oejeblikker forsvinder, fakstik da du optraede.
Jeg vende tilbage for at se dig, saa kaere ven, og dine oejne kommer ind i mine. Og vi siger ingenting, foruden et smil!
Vi reflekterer hinanden, og paa foerst gang vi knuse! Ak, guddommelig oejeblike! Paa dit omfavne, foelte mig stoerre end dette ganske hav, jeg lukkede mine oejne og jeg bare foelte mit hjerte banker saa staerk at bare efter nogle sekunder jeg kunne bemaerke at mit hjerte var ikke banker alene. De var to, opgive paa dette omfavne. Jeg foelte igennem mit, dit hjerte banker og jeg ville at spoerge hvis du kunne foele mit hjerte ogsaa.
Men da jeg aabnede mine oejne og saa paa blaat retning af ditte oejne, du lod ikke at jeg sagde ingenting, og inden solnedgangen var forbi og bragt moerket, jeg saa stjerner paa det foerst kys hvilket du gav mig med lidenskab og kaerlighed.
Jeg sagde til dig foer, om en gamle droem, men du forestillede, fordi, ligesom et varsel denne droem sagde til mig:
"Dit foerste kaerlighedskys maa ske inden solnedgangen."
Og paa den maade er det sket. Du var den store kaerlighed for hvilken jeg gemte mit kys og min sjael til. Havet fik mit selskab da jeg ikke havde dig, det fik mit selskab da alting jeg havde i mine tanker var havet.
Jeg var aldrig rigtig alene, fordi jeg forestillede mig vildheden, selv om havet var saa langt vaek fra mig.
Men i dag, saa jeg for foerste gang havet, og i det syn fik jeg mere af det end i nogen droem. Og det moede med dig, min ven saa kaer, gav mig sikkerheden at skaebnen havde beholdt det bedste af alting for denne dag.
Din kaerlighed ville foere mig efter solen blev skjult. Og den er skjult nu. Ved den moerke nat bliver det umuligt at se havet, men enhver kan hoere det og foelte det endnu. Og paa den samme maade jeg foeler dig min kaere, selv om jeg ikke kan have dig for altid ved min side, saa vil sikkerheden at du eksister foere mig igennem hele min vej.
Jeg sagde det til dig! Og du kunne naesten ikke forstaa. Det er fordi jeg ser ovenover bare dagen af i dag, og jeg oensker
dig mere end kun i dette liv.
Hvad der er inde i sjaelen naar den moeder dens egen skaebne er ting som overvinder vidende og aarsag.
Kaerligheden er frihed, er hvad foerer os, og jeg moedte den i din varme.
Jeg vil forudse dig for altid, ligesom dette hav hvilket jeg ikke ser paa nu, men hvilket jeg foeler. Jeg saa paa dig min kaere, jeg foelte dig og der er ikke hvordan det er at radere bort fra min sjael dette soede tegn af kaerlighed.
Havet og dine kys vil vaere for altid som mine stoerste skatte.
Jeg har taget det for givet. Jeg elskede dig, fuldt ud, inden dette vores foerste moede.
Nu, hvad vil komme her efter, vil der vaere arbejde til i morgen at afsloere. Jeg ved at i dag har jeg vaeret rigtig lykkelig, jeg ved at havet fik befriet ensomheden i mig. Den er fri nu, ligesom jeg ogsaa er fri. Jeg ved at jeg ville vente paa dig igennem hele livet, uden at behoeve at vaere paa vagt den time, fordi jeg har ikke den samme hast som jeg havde da jeg ikke kendte dig.
Da jeg saa paa dig, min kaere, glemte jeg tiden, og jeg vil bringe dit smil med mig , for altid inde i mit bryst, fordi det var den gave som vinden bragte til mig. Jeg er her i dag, jeg har dig, havet og det indtryk af den smukkeste droem: Jeg er lykkelig!