I dag, uden en særlig grund, mens jeg gik gennem stedet hvor jeg plejer at vandre hver dag, jeg startede med at se på den verden som om mine øjne var af en fjerne rejsende.
En rejsende kommet fra et sted meget afstand, hvilket overvinder den hindring af denne verden, engentlig lille. Og jeg bemærkede, hvor meget vi er, hele af os, bare rejsende nogle, eller evige fange, andre, afhænger af hvad vi ønsker til os virkelig.

Den mest af os, kigge på en fugl, fx og se på den ingenting mere, ingenting mindre end hvad har været lært, om år, årti af forkert forklaring.
Hvis det er en fugl, hvad eksiste mere for at sige om den, det er bedre at glemme, og lad den der, hvor den er på, alligevel den er bare en fugl, hvad kan det betyder for nogen?
Jeg kunne være ligesom nogen andre, som tænker og tror virkelig på denne mangle af tillid, på denne mangle af forklaring, på denne mangle af årsag til livet.
Men, lad mig at huske om i dag.. Jeg gik, det var stadig morgen, næsten middag, gik gennem en vej hvor flere andre mennesker, hovedsagelig unge havde gæt før mig.
De lod at falde ved bænke imellem de smukke og høje træer, og også ved jorden, flere stykker af forskellige slags af frokost, af brød..
De havde allerede gæt bort, og hele det sted havde blevet stille, på en god stilhed, på en mildhed af få minuter, fordi snart de låger ville være åbnt for at andre unge kunne at komme ind igen.
Jeg gik gennem denne stræd, når bare vinden, denne stykke af brød og jeg rørte på jorden.
Og pludselig, her og der, kom til syne, små brænder øjne, rigtig hurtige, der tog for sig, den ønsket mad. Sikkert de ventede på dette øjeblik med talmodighed.. det øjeblik når denne stykke af brød faldt og ingen andre var rundt.
Nogle fugle, tog dene stykker af brød næsten ved mine fødder og fløj hurtigt ligesom små magisker væsener med vinger, særlige.
De ikke bekymre med min tilstværelse, og gik videre tager hvad havde været foragt for nogen, men hvad til dem, var den garanti af deres overlevelse.
Andre små fugle, forsøgede at finde på bygningen ved siden, insekter, der de blev hækkende som om var blomster.
Så, efter at kigge på hele det, pludselig jeg så de fugle som denne "mærkelig rejsende" fra begyndelsen, som om jeg havde kommet fra langt væk, og om fuglene jeg kendte hele sandheden.
De hjalp via en nobel måde den evolutionn af denne verden, og ingen bemærkede det.


Menneskheden trøde på de var bare "fugle". Men jeg så dem, ligesom for den først gang. De havde en mission så vigtig.. de beholdte miljøt og omrade ren omkring os, bekymrer med deres egne overlevelse de beholdte vores live væk fra skrald og forurening der vi gjorde, når vi bekymrede ikke.
Den store vigtihed af dem, på deres små og brænder øjne, bag af denne skrøbelig struktur er rigtig større end vi kan tro på, hvis vi kalder dem simpelthen af "fugle"

Jamen, jeg tænkte at min syn af nye verden havde afsluttet med denne sidst mærkeligt tanke. Og jeg gik videre min vej, tænker på ingenting mere, bare smiler for at have fandet min sandhed af "Fjerne Rejsende", på grund skønheden af dene brænder øjne.

Men ved en mur af bygningen, der var en Giftmål Invitation for at hele kunne at kigge på. Jeg så på billedet af det unge par, og jeg kendte dem.
Jeg vendte tilbage, og jeg ville tænke på det ikke mere, men pludselig.. den Fjerne Rejsendes tanke foregik til mig igen, og jeg blev mig mærkelig også igen.
Giftmål..
Hvad det engentlig kunne betyde? To mennensker der kom på et særlig tidspunkt i deres liv, der havde en rigtig dag for at leve sammen for altid. Betyder en historie af en gasnke donering af sig selv. Give sig for det andet menneske, uden frygt, tror på en sandhed som måske eksiste bare ved vores øjne, men en sandhed for hvilken vi give os selv.
Det må eksiste en stor mod for at give sig, og måske, selv at glemme af sig selv.. det hele for at TO bliver til EN.
Det er forkert! Tænkte jeg med mine Fjerne Rejsendes øjne. En fejltagelse som ingen bemærke.. fordi de lever det, de "bare" leve.
Hvis de også tænkte om det, ligesom jeg, en Rejsende kommet af fjernt sted, de ville forstå at kærligheden aldrig gøre dig opgive af sig selv eller tror på blind sandhed, som vil bedrageri os på enden.
Når to mennesker elsker hinanden, af denne kærllighed må at føde andre, der også vil ønske ingenting mere end at give sig selv en dag, og på det gerning at miste sig selv uden at bemærke.
Kåerligheden vil eksiste for altid hvis den blive universal iblandt dig og en ganske verden foruder denne, foruder af denne to. En kærlighed tilbage den enestående, som har skabt os, hvor enhver vil blive bare en, og ikke bare denne to der må at blive mere en, og mere.
Jeg ønskede at tænke på denne virkelighed ikke mere. Til mig, havde ikke årsag for nogen ting hvilken jeg ikke trøde på; en Fjerne Rejsende, med forskellige oplevelser, men som trøde på en kærlighed rigtig forskellig fra denne af den invitation der, som havde fæt tilbage.
Jeg gik videre vandrer. Jeg kom ind i min væresle, satte ned på min stol og når jeg trøde at mine tanker af Fjerne Rejsende havde afsluttet, kom til min sinde noget længere mere mærkelig.
Den Ungdom!
Hvorfor de mennesker blev gift da var unge, hvorfor de blev forelsket hinanden da de var unge.
Hvad kunne Ungdom betyder?
Intet..
Det var et kneb.. måske en kujon kneb for at binde de mennesker med en lynk som de kunne ikke se.
Den skønhed, den Overstrømmende givet via den Ungdom, var bare en fejtagelse, ligesom den camouflage af nogle dyr, ligesom den Figerdragt af nogle andre, eller ligesom det farve og duft af blomsterne, som eksiste for at Tiltrukke insekter for deres POLENIZATION.
Og den Ungdom tiltrukket en unge til den anden, skønheden var ligesom blomsternes farve, og på denne måde, efter tiden var gæt, når den Ungdom var forbi, nogen anden lynk kunne binde dem.
Men jeg spørge til mig selv, ligesom en Fjerne Rejsende som jeg har været for i dag, hvorfor anden slags af lynk ikke kunne binde de menneske siden begyndelsen?