Jeg husker godt... Dine blå øjne. Måske de har kastet din sidste blik, og i min retning.
Dit navn jeg må har gemt i den dybeste og ukendt del af mit hjerte, fordi jeg har glemt, ligesom alt hvad menede liv, lys...
Du kendte godt, og jeg skulle have kendt også ... Den stor flamme bål hvor sjael skal ildnes, men jeg trøde på evigheden , og var ikke bange for det.
Men du havde ret i, ilden er der stadig, jeg kan se på. I hver solnedgang mere sjaeler er ført til mørkheden, efter at være braendt, efter at miste alle hukommelse, og bliver del af mørk for at vente på øjeblik de kan følge lyset igen, at få et nyt navn, et nyt liv.
På samme måde, at vi er skyldige og ikke ofre, ilden er altid der, klar, og de kun venter på os, venter på vores historier, sultne, venter på vores følelser, og hvis vi har elsket, denne ild bliver endnu mere farligere.
Denne ild går ud den ild vi har indeni og igen prøver gå imod den.
Vi accepterer ting som "sandheder" og vi vil at få vores lykke selv om, efter det helle vi bliver intet.
Du kiggede på mig for den sidste gang, og jeg kunne ikke glemme...
Dine blå øjne kastede en verden til min verden og jeg blev mig større end ilden. Så kunne det ikke slette din styrke i mig.
Kærlighed er den sværeste opgave, men en der få at holde den levende, kan komme ind i ild og ikke blive braendt.
Så her jeg er igen. Så lang vaek derfra, vor den stor flamme har taget din sjael. Men herfra jeg kan føle, udover ensomheden viser, udover umuligheden viser; bro mellen 2 fjerne sjaele.
Måske, på grund af dine øjne, din sidste ønske var for mig.
Du ønskede at jeg aldrig ville glemme dig. Og vi gik igennem "sammen og særskilt" mørket bag ilden.
Og vi ventede for den ny dag.
Skaebnen kastede os udover horisont, som om vi var skinnende stråler af en sol der besluttede at sende hver enkelt af os til fjerne steder, hvor vi skulle ikke møde aldrig mere, ligesom lyset der skinner til alle retninger.
Så efter at starte det hele igen, uden havets kant hvor mine fødder kunne vandre på. Uden stranden af dit smil, hvor jeg kunne hvile på, uden erindringer, uden kaerlighed, og stadig at kigge på horisonten og at savne noget jeg kunne ikke give et navn.
Ilden kunne ikke tage vaek en ting, dit lys, blå øjne, var større end Solen hvor skal vores sjaele ildnes.
Og jeg blev sammen et ord eller 2 for at sige: Jeg er stadig den samme. Blå øjne, husk mig også .