Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den måde, det hele fortsatte.
   "Du må skille dig af med halsbåndet, Dres!"
   Det var min første tanke, det første jeg sagde, vi havde ikke sagt noget, siden vi forlod stranden. Ingen af os havde tænkt på arven, at den var et muligt motiv, hvis politiet skulle mistænke os for noget. Og jeg ville ønske, jeg ikke fik den tanke, men jeg kan ikke afskrive den, jeg tænkte, om det havde strejfet min bedste vens tanker, blot et kort øjeblik, at han, hvis farmoren slugte glassets indhold, ville arve en røvfuld penge.
   Jeg fik det dårligt over at tænke sådan.
   Det kan du ikke gøre, tænkte jeg.
   Dres ville hjælpe sin farmor, og det var alt. Og jeg kunne ikke spørge. Man spørger ikke sin bedste ven, om han tænkte på penge, blot en lille smule, da han rakte sin farmor et glas med morfinpiller. Og hvad om han havde tænkt det, at han ville arve penge, gjorde det hans handling værre?
   "Jeg skal nok skille mig af med halsbåndet," sagde han, og han sagde ikke andet. Han var bange nu, det kunne jeg se. Men det overraskede mig, hvad han sagde næst, han sagde:
   "Jeg skulle ikke have slået Laila ihjel. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på."
   Sådan sagde han, og jeg troede, at han tænkte på sin farmor, at han var gået for langt med hende, men det var i stedet Laila, der fik ham til at græde. Igen. Som nede ved stranden, på samme måde tegnede der sig transparente løbebaner af tårer ned ad hans kinder.
   Jeg kunne ikke gøre så meget, jeg tog hans hånd. Jeg holdt den bare fast.
   Det gjorde noget ved angsten. For jeg var også bange, vi var begge bange, jeg kunne se det for mig, hvordan politiet ville stå i døren. Se på de skyldige. Man ville pege fingrer. Der går morfindrengene. Det ville blive øgenavnet, der ville florere i skolen, i byen. Morfindrengene dræber farmor, dræber hund.
   Jeg sagde:
   "Hvis du bare skiller dig af med halsbåndet, går det alt sammen."
   Og han nikkede, men jeg ved ikke, om han troede på det. Jeg tænkte på alle de stunder, hvor vi frygtløse gik rundt i byen, hoppede fra tage eller løb ud foran lastbiler. Vi turde i starten men senere blev vi bange. Nu blev vi bange. Og sådan blev turen gennem Søllywood, et langt uforbederligt hjertestop af krampagtighed. Det her kan vælte os, det her kan ændre alt.
   Jeg ville leve på den løgn, at det gjorde en forskel, hvis vi kom af med halsbåndet. Det var en mulig måde for farbroren at fælde os på. For sådanne var vi blevet, sådanne der kunne fældes. For helvede, hvad havde vi gjort? For fanden, vi havde dræbt hans farmor (i hvert fald hjulpet hende på vej), og alt hvad Dres tænkte på, var en forbandet død hund nede ved stranden.
   Han sagde:
   "Hvorfor kunne du ikke have taget Laila hjem til jer. Du kunne i det mindste have spurgt dem, om ikke i kunne have den!"
   Og jeg mærkede det krampe sig sammen i min brystkasse. Jeg fangede det ikke helt, ikke bevidst i hvert fald, men hele kroppen skælvede, den vidste godt, at det var et angreb. Jeg turde ikke kigge på ham, det værste at se på, det værste at være vidne til, det var Dres' vrede.
   "Min mor er overfølsom, Dres."
   "Jeg gider ikke høre mere om din forbandede overfølsomme mor!"
   Og jeg ville ikke sige mere om hende. Naturligvis ville jeg ikke det. Hans vrede skulle tæmmes, og der var kun én måde at gøre det på, at holde min kæft. Det gjorde jeg, og vi stod sådan længe.

Jeg tog med Dres til begravelsen. Hans mor var med, og det var godt vejr. Ikke en sort sky på himlen.
   Dres bar kisten. Sammen med sin mor og farbroren, han var rigtig nok ikke særlig sympatisk. Dres havde hele formiddagen, før begravelsen satte i gang, haft lyst til at kommentere hans knast på næsen, på den mest uanstændige måde, som han kunne komme i tanke om. Han nåede ikke til det, for pludselig blev den bare skubbet ud af vognen, den hvide kiste med den ældre dame proppet med morfin.
   Det var en åben begravelse.
   "Jeg skal altså ikke se hende," sagde jeg.
   "Jeg kigger lige. Bare lidt," sagde Dres, og det gjorde han. Han kiggede lidt, mens jeg ventede på ham nede ved rækkerne. I kirken med de grønne bænke og det gyldne kors på bagvæggen. En prut lød som en vejsidebombe herinde.
   Klokken bimlede over os. Jeg fik hovedpine. Præsten sagde en masse fine ord om en dame, der havde opdraget børn, og som havde været øboer det meste af sit liv, hun havde opdrættet kvæg i stor stil og brugt hænderne flittigt, indtil de blødte, sådan var hun gået i seng flere nætter, blødende. Hård hud på hænderne og et silkehjerte, noget i den stil sagde han.
   Så gik vi i én række, bag kisten, ud mod hullet. Alle fra Arnø var kommet til fastlandet, for at overvære begravelsen, ældre kvinder mest, de kom nok kun væk fra øen, når nogen skulle begraves, tænkte jeg. Ude ved hullet stod Dres' far. Han stod der bare, og det var ikke fatalt, men Dres stoppede op. De andre, der bar kisten måtte også stoppe op, og de undrede sig, de fleste, det måtte de gøre.
   Så gå dog med den kiste, Dres, tænkte de sikkert.
   Jeg tænkte noget andet, jeg tænkte:
   Der er han. Manden med skruetrækkeren.
   Alle opdagede det. Det måtte de gøre, men Dres gik snart videre, heldigvis, efter et halvt minut, de stirrede bare på hinanden, far og søn. Han var gråhåret, han bar en hvid skjorte og askegrå bukser og blanke sko, som han helt sikkert ikke havde købt på Christiania.
   Kisten kom hen over hullet.
   Nu så de ikke på hinanden mere. Nu fik kisten al opmærksomheden. Præsten sagde nogle flere ord, og han talte med en hul stemme, som kom den nede fra dybet, kisten blev sænket. Roser blev smidt. Enkelte græd. Dres græd ikke.


De snakkede sammen. Far og søn. Dres og hans far, hans far havde tunge øjenlåg. De stod bare og snakkede med hinanden. Faren trak ham ind til sig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg stod bare henne ved graven. Enkelte ældre mennesker blev stående, men begravelsen var slut, folk var gået hver til sit. Der var ingen gravøl.
   Jeg ventede længe, og jeg tænkte, at de vel havde en masse at snakke om. Her sker noget vigtigt, tænkte jeg, far og søn finder hinanden, efter afstand. Det var min tanke, og jeg gik hen for at finde min bedstefars gravsted. Selvmorderen. Jeg stillede mig og så på stenen noget tid. Den havde i hvert fald ikke rokket sig siden sidst, trods alt.
   Jeg kom tilbage.
   Far og søn snakkede ikke mere. Faren stod og svævede lidt, som var han blevet beruset af begravelsen. Men det var vel noget andet.
   Der blev givet et besværliggjort knus. Fra farens side.
   Det er vigtigt det her, tænkte jeg, selvom det er vildt, at der skulle en begravelse til for at genforene dem.
   Men så gik Dres.
   Det kaldes brutalitet.
   Han gik bare. Over til mig. Over til sin ven.
   Nu havde han grædt.
   "Han kommer ikke tilbage til os, den idiot," sagde han, og jeg måtte gå efter ham. Han gik hurtigt. Han løb vel snarere. Jeg kom op på siden af ham, forpustet. Vreden havde gjort en galophest af hans fødder.
   "Dres, stop lige."
   "Jeg hader ham," sagde han.
   "Men var det ikke godt at se ham igen," spurgte jeg, og han gik målrettet ud mod havet. Han havde de stunder, hvor han ikke kunne se sig selv andre steder, og jeg frygtede, at der stadigvæk lå en død hund ved strandbredden. Men det gjorde der heldigvis ikke.
   Dres havde ikke svaret på mit spørgsmål, han var bare gået ret frem. Han smed sine sko, strømper. Han ville mærke havet kilde hans tær, og han så på det, som skulle det få ham til at glemme sin far.
   Vi sad bare.
   Jeg ville sige noget, hele tiden, jeg sagde ikke noget, hele tiden.
   Jeg kiggede på ham. Han stirrede intenst på havet, og vandet skvulpede sart insisterende mod hans fødder. Der var noget dødt hud på den ene fod, som han slet ikke havde overskud til at sende en tanke.
   Men der sker det, at bølgerne bliver trivielle, og utilstrækkelige, sådan havde jeg det. Vi kan for fanden ikke bare sidde her og stirre ud på bølgerne, når Dres' far har været forbi efter mange års fravær. Det er helt forkert, det er traumatisk forkert, tænkte jeg, og der var noget med hans storetå, den vippede, jeg fik den tanke, at præcis dér i storetåen, var der noget, han ikke kunne skjule. Den havde ikke rystet på den måde før, og jeg vidste, at jeg aldrig fik chancen igen, at jeg ville have ham til at fortælle, sin historie, bare et flig af den (om ikke andet):
   "Han er en drukkenbolt, din far?"
   Han trak på skuldrene.
   "Han var faktisk slet ikke så fuld igen."
   Bølgerne havde taget hans vrede. Han sank mere sammen. Foden vippede stadig.
   "Men du kan jo besøge ham på Christiania?"
   "Jeg skal ikke til Christiania. Jeg skal til Hollywood."
   Det var et sjovt svar, det vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til. Han ville måske have ønsket, at han havde en skuespiller som far, men han havde fået en misbruger.
   "Du fatter ikke, hvor skuffende det er, Victo, at ens far først kommer hjem for at overvære en forbandet begravelse. Forstår du?"
   Jeg rystede på hovedet. Jeg var ærlig, jeg kunne jo ikke forstå det.
   "Han kommer vel til min begravelse."
   Han smilede. Det virkede ikke rigtigt, men han formede et tykt smil i hele ansigtet.
   "Så ved jeg da, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer til at savne ham alt for meget. Så tager jeg sgu mit eget liv."
   "Hold op med at sige sådan, Dres."
   "Er du bange?"
   "Altid."
   Det sagde jeg, og han rejste sig op. Han løb langs strandbredden, og jeg forstod det, i dette øjeblik vidste jeg, at jeg blev nødt til bare at lade ham løbe. Jeg blev siddende noget tid, men snart ville jeg gå væk fra stranden. Hjem mod min familie. Og jeg kunne ikke komme udenom, jeg skammede mig lidt, over at have så rolig en familie, der ikke først viste sig, når nogen skulle begraves.

Venskaber holder til mere end man tror. Det kan løfte sig fra morfin-medlidenhedsmor og døde hunde. Det handler om at nå hinanden, og det brugte vi nogle uger på. Vi hørte ikke noget, fra farbroren eller politiet. En dag kom Dres bare forbi, bankede på hos min familie, og min overfølsomme mor åbnede op.
   "Hej Dres."
   "Hej Mie."
   Hans vrede var helt væk. Det tog godt en uge, så var den helt væk. Han var kommet godt i gang med sin roman, fortalte han mig, han ville skrive om en ung mand, der havde mistet sin far under en tragisk ulykke på en boreplatform. Jeg tænkte, han kom lidt tættere på en ung mand, der havde mistet sin far til Christiania. Jeg tænkte, der var en sammenhæng. Mellem hans roman og hans far.
   Jeg tog ham med ind på mit værelse.
   "Jeg har fået pengene," sagde han.
   "Okay."
   Han smilede.
   "Det er mange penge."
   "Det er helt vildt."
   Vi sad stille noget tid. Han smed sig i min seng. Han duftede lidt til mit sengetøj. Det havde han ikke gjort før. Han havde taget shorts på. Lysegrønne. Hans t-shirt var nedringet, han havde list dun på brystkassen. Jeg var stadigvæk i nattøj. Jeg kunne sove længe. Det var en af forskellene på Dres og jeg. Jeg kunne sove længe, og Dres kunne slet ikke sove.
   "De finder aldrig ud af det, Dres," sagde jeg.
   Han tog en dyb indånding. Sidste flig af angsten kom ud som et sletskjult stød. Han var stadigvæk lidt bange, men det var ikke noget, der ville holde ham nede. Han havde fået den lyse farve tilbage i ansigtet. Hans hår var blevet lysere, sindet og tøjet ligeledes.
   Han kiggede på mig på den måde.
   Som var vi venner med tillæg.
   Det var den tanke, der havde ramt mig. Allerede ude i laden. Ved de hvileløse katte og de små halsstrå på det knirkende trægulv, derude havde jeg tænkt det. Inde i traktoren havde jeg tænkt det. At han ikke kunne komme tæt nok på, at han ville holde fast i mig på den måde. Tættere end tæt.
   At han ikke ville nøjes med at kaste lakridshagl.
   "Du skylder mig et årsforbrug af hagl," sagde jeg til ham, og han smilede.
   "Du skal få alle de hagl, du gerne vil have, Victo," sagde han (hans negle var begyndt at kilde mit ene lår).
   Jeg rykker mig væk, Dres, tænkte jeg.
   Jeg viser dig, at jeg er på en anden måde, Dres, tænkte jeg.
   Men jeg gjorde det ikke, jeg rykkede mig ikke væk, jeg blev tæt på ham. Hans varme var aggressiv.
   Jeg måtte hviske meget lavt, så ingen hørte det, så det ikke blev alt for mærkeligt, jeg ville sige: Jeg er ikke helt med på samme måde, Dres. Men jeg tror ikke, han hørte det, eller også kom der bare ikke sådanne ord ud af min mund, de var måske forseglet i skam, og hånden lå der bare, der var ikke noget, der nærmede sig en albueorgasme.
   Han knappede en knap op, han troede vel, at jeg var helt afslappet og ville det her. Jeg skammede mig, over min manglende brystbehåring, over min forbandede ulækre tavshed.
   "Dres, jeg tror ikke..."
   Han fangede det, han var hurtig, han sagde:
   "Det er bare for sjov, Dres."
   Det her er ikke mig, tænkte jeg.
   "Det er jo bare for sjovt, Victo."
   Vampyren Dres.

Jeg tænkte på regnen, der slog mod bøttens låg ude ved hulen. Dengang vi var huleboer-børn og lo ad det meste.
   "Hvordan kan det være, at både kvindernes bryster hedder kasser, men også det der kommer ud af køernes numser."
   Sådan kunne jeg finde på at spørge, og Dres lo. Jeg lo. Vi havde hele tiden tøj på, før fingeren.
   "Ved du, om Anders And nogensinde har dyrket sex med Andersinde?"
   Ingen kunne svare, og det manglende svar var ikke et problem. Vi elskede allermest at stille de spørgsmål, der ikke kunne svares på.
   Ude i hulen.
   Hvor regnen slog mod bøttens låg.
   Jeg tænkte på lastbilernes horn, når vi løb ud foran dem, legede kispus med skæbnen, som Dres kaldte det. Alle de lege, alle de vilde ting.
   Skal vi lege kispus med skæbnen, Victo?
   Vi kan også lade være?
   Vi kan også gøre det?
   Vi kan leve videre?
   Vi kan også lade være?
   Er du skør?
   Er du klog?
   Og sådan fortsatte vi, nogle dage vågnede vi op på den måde, var sammen på den måde, gennem spørgsmål levede vi, jeg spurgte:
   Skal vi spille kabale sammen?

Det var vampyren og mig. De næste dage i Søllywood City. Dres havde næsten beundringsværdigt lidt tøj på, da jeg besøgte ham et par dage efter. Han ville have, at jeg skulle se så meget skind som overhovedet muligt, og så ville han høre, om der var sket noget, efter vi havde været alt, alt for tæt på hinanden.
   Han gav mig også min sok tilbage. Han havde vasket den.
   Den duftede af vaskemiddel, stærkt.
   "Jeg ved ikke," sagde jeg, og jeg vidste det godt. Jeg mærkede det ikke på samme måde, jeg rystede ikke på samme måde som han gjorde. Jeg var bare ung, alt for ung til at forstå konsekvenserne.
   Han havde tænkt på mig, sagde han.
   Noget i den stil.
   Jeg sagde, at sådan gør venner, de er der for hinanden.
   Det var lidt anderledes for ham, sådan sagde han. Han havde tænkt på mine knæ. En del faktisk.
   Jeg forsøgte at være sjov, jeg sagde, at mine knæ også var yderst fantastiske. Et modelbureau havde ringet for at få dem udstillet i deres modemagasin.
   Han sagde bare: Ja.
   Så var vi helt stille. Han kunne ikke komme tæt nok på. Det var en anden slags nærvær, det havde han sagt, og jeg lod ham sidde der. Ved min side. Mentolduften var tilbage i hans mund. Han havde ladet skægget gro denne gang. Det var mig, der var kællingen. En victoriansk luder. Sådan tænkte jeg.
   Vampyren Dres og den victorianske luder!
   Han havde lige vasket sokken. Skulle vi gøre den beskidt igen? Han ville give sig til en ny legemsdel, som han sagde, at han utaknemligt havde overset første gang. Det var min lænd. Den gav han ekstra opmærksomhed, mens vi lå og svedte. Det kunne have været anderledes, hvis jeg ikke havde stoppet undervejs.
   Jeg sagde:
   "Stop, Dres."
   Det ændrede alt.
   "Jeg kan ikke."
   Det siger man ikke. Man bliver bare ved. Jeg var en latterlig dårlig victoriansk luder. Sådan en man åbner op og skider i.
   "Nej."
   "Jo, Dres. Jeg kan jo ikke."
   Måske hviskede han det. Det gør ondt. Måske sagde han noget andet, eller ingenting. Det var oplagt, at han var helt stille, for Dres var ofte tavs, uden ord, og jeg havde smeltet tyk materiale ud over hans hænder. De kunne ikke føle noget længere.
   Han trådte tilbage. Havde jeg kastet lakridshagl nu, ville han måske ikke gribe det.
   "Undskyld."
   "Du skal ikke undskylde."
   Han havde ventet længe, og nu skulle han vente i en evighed. Det var ikke på den måde, for mig, det var præcis på den måde, for ham, og vi sad og så på alt muligt i rummet, herinde, der ikke var et blik, og Dres gjorde noget, jeg aldrig havde set før, noget jeg nok aldrig ville se igen. Han begyndte at græde.
   "Det er lort."
   Sådan sagde han, han sagde bare:
   "Det er noget forbandet hæsligt lort!"

Det fortsatte. Venskabet.
   På en måde.
   Vi fandt vores cykler, og han ville gerne bytte cykel. Et øjeblik blev jeg lille som en rosin, fordi jeg troede, han mente for altid, men han fangede det hurtigt, han sagde:
   "Til biografen. Jeg vil gerne cykle på din til biografen."
   Og jeg nikkede, og har helt glemt den stejle bakke, på vejen mod nabobyen, og min cykel havde gear, hans havde en tung kasse med orange skruetrækker. Jeg blev helt rød i hovedet.
   Jeg oksede afsted, og jeg ville ikke stoppe, jeg ville ikke trække, så jeg frygtede en fiberspænding i låret. Flere lastbiler farede forbi, og Dres tog en tur over vejen, skræmte en lastbilchauffør, der hed Brian, det stod på skiltet, og han standsede ikke, Dres skreg:
   "Kæft I er nemme, skide truckerkarle!"
   Jeg havde fået ham tilbage, tænkte jeg, det var mærkeligt rart, og så var jeg over bakken, den samme bakke vi drønede ned ad på cykler uden kæder. Dres var blevet ekspert i at fjerne kæder fra gamle cykler, som vi fandt rundt omkring, eller som vi gravede op nede fra anlægget. Og det var en leg, han selv skabte, reglerne var simple, fandt man en cykel, der ikke var låst, skulle man tage kæden af og finde den stejleste bakke i Søllywood, så skulle man tage turen ned ad. Bare ned ad. Og ofte væltede man, Dres ejede næsten 100 procent af alle de arm jeg har på arme, på ben.
   I biografen skulle vi gætte reklamer. Den der gætter færrest, må spise billetten, og jeg tabte, jeg spiste den, skyllede den ned med cola. Dres lo.
   "Det var fandeme en dårlig film," sagde jeg.
   "Skal vi ikke drikke, indtil vi brækker os," sagde han så, og jeg trak på skuldrene.
   "Det kan der vel ikke ske noget ved," sagde jeg, og vi gik i stilhed.
   Dres købte en jægermeister, og smagen mindede mig om min bedstefar, bittersød, kvalmende cremet, og vi sendte den rundt mellem os, vi stoppede ikke, før den var tom.
   Her var vi, på en bænk, og pladsen snurrede rundt, tænkte jeg.
   Bilerne kørte på bulede vejbaner og mennesker, der gik forbi os, og som snakkede om børn og karriere, lød som talte de fra en brønd, det sagde jeg:
   "Sig mig, bor alle mennesker heromkring i brønde?"
   Og Dres var stille. Få ord.
   Så ville han i byen, ud og møde nogle mennesker, bare gøre noget andet, han sagde (langt om længe sagde han noget):
   "Vi tager på Stop In!"
   Det var byens ungdomsdiskotek, der var altid skænderier udenfor, der var altid en der blødte, og umage ungdomsflirt som snavede i hjørnerne, og hvis det havde været en rigtig god aften, kom ambulancen med slanger for at tømme en hel ungdoms gift i kroppen.
   "Måske kommer Lea," sagde han.
   Det er jo sådan det er at være ung, tænkte jeg, og vi havde gemt os, hele den forpulede ungdom, Dres og jeg, i huler og oppe i fyret og hjemme på værelset. Men nu skulle det være slut, jeg sagde:
   "Lakridshaglsdrengene kommer!"
   Dres blev overrasket, han anede ikke, at jeg kunne råbe så højt, men jeg råbte, fordi jeg håbede det kunne smelte os sammen, så vi aldrig blev væk fra hinanden igen, så vi aldrig gled væk fra hinanden.
   Dres viftede med jægermeisteren, tømte den og smed den ned i kassen på cyklen, så halsen flækkede. Det sidste bittersøde stads flød ud i bunden, nu ville den stinke af sprut længe, Dres gravede i sin lomme, fandt en pastil, kastede. Jeg greb ikke, jeg var for beruset.
   Det hele var befriende sløret, som et underholdende mareridt, sådan slog alt omkring mig ind mod mig, som bølgerne der slog ind mod båden, på vores roture ud mod Dres' farmor. Med morfin. Med lighter.
   Han sagde ikke noget, før han blev fuld, det gjorde han snart, han tømte lommelærken, talte (som han altid gjorde det fuld) blødt. Dres var fløjl. Dres var skumgummi.
   "Jeg vil gerne sige noget til dig," sagde han, jeg sagde:
   "Sig noget."
   "Jeg ved bare, jeg er skideberuset."
   "Det er jeg også."
   "Men jeg elsker dig."

Han trak mig udenfor. Der var koldt, det støvregnede. Jeg hørte lyden fra bøtten, ude i hulen, de små eksplosioner af vand. Jeg smeltede ind i en tid, der for altid var væk. Her stod vi, i en anden tid, noget var sket, fingeren havde leget en alvorlig leg, og vi skulle videre.
   "Jeg tænker på dit forbandede knæ hele tiden. Forstår du det, Victo?"
   Han er fuld, tænkte jeg. Men er han fuld nok? Kan det forklare alt, fuldskab, eller hvordan var det med fulde mennesker? Jeg ville holde om ham, jeg ville give ham et knus. Men jeg kunne ikke. Jeg havde det jo godt med afstanden nu. Og støvregnen trykkede hans tykke, sorte hår ned i ansigtet på ham, tegnede små krabbekløer på hans pande, og jeg stod og stirrede på dem. Lige neden for panden var hans øjne, spejlblanke, knuste, fulde af savn. Jeg kunne have givet ham et knus. Trykket ham ind til mig, sagt: For altid.
   "Jeg vil ikke det nærvær, Dres."
   Han gik hen til mig. Skubbede mod brystkassen, det slog alt luft ud af mig. Jeg ville blive øm i morgen, men i dette øjeblik hjalp jægermeisteren mig. Alkoholen gjorde, at det kun føltes som et let puf.
   "Er det sådan vi er nu," spurgte jeg, og han tværede sin hånd gennem sit våde hår. Hans tunge vejrtrækning lød som en respirator oppe ved morfinland. Han skar tænder, jeg kunne ikke høre det, men jeg kunne se det på hans mund. Jeg stirrede på hans mund. Jeg stirrede rundt omkring hans øjne, men ville ikke se hans blik. Det ville starte en ildebrand i mig.
   "Vi er ikke en skid," sagde han, og han var hård, men han havde også ventet længe. Jeg vidste det ikke, hvordan skulle jeg have vist det? Det meste af tiden gik jo bare med at skræmme lastbilchauffører og bygge huler.
   "Jeg vidste det ikke, Dres, at du havde det på den måde?"
   "At jeg er skide homo?"
   "Du er min ven."
   "Kan man godt være venner med én, der stikker fingrer op i numsehuller?"
   "Lad nu være, Dres."
   "Skal jeg lade være med at tale eller bruge min finger?"
   Jeg vidste ikke, om han var i gang med en spørge-Jørgen-leg igen, men jeg ville ikke gribe den denne gang.
   "Vi er venner."
   "Er det et spørgsmål?"
   "Nej."
   "Skal du ikke stille spørgsmål?"
   "Nej."

Min ven spurtede hen over fodboldbanen, der strakte sig helt op mod Søllywood-bakke, hvor de rige boede. Han jagtede lysene fra alle kernefamiliernes huse, der væltede frem fra bakken med idyl og forbandet sikkerhedsnet. De sad i deres stuer og så weekendfilm i tossekassen og spiste slik og drak te fra fine arvestykker. Det var fredag, børnene hvilede på armene af deres forældre, let åndedræt, let underholdning. Så var der Dres, han løb over det våde græs, gled flere gange, skred, og borede sine knæhaser ned i den bløde jord. Han flygtede ikke fra mig, han flygtede fra en gråd, der brasede ud af ham som et springvand. Som farens springvand. Det hele var savn, savn, savn.
   "Dres, vent, lad os snakke om det," sagde jeg, og han ventede ikke, men han skred i græsset. Denne gang blev han liggende. Han var våd og beskidt, og han var begyndt at grine.
   Jeg var helt udmattet. Sammensunket kom jeg hen til ham. Han lå og grinede grædende. Han var på humørets knivspids, et sted der kunne tippe til begge sider. Det var en tragedie, det var en komedie, jeg sagde:
   "Jeg elsker for fanden også dig. Kan det ikke være lige meget, om det er på en anden måde?"
   Han hev mig ned til sig. Han tog et tot græs, smed det i ansigtet på mig. Jeg lod ham gøre det, og han gav sig til synet, af mit græsansigt, jeg havde fået et par græsstrå ind i munden. Spyttede.
   "Nu er det dig, der er Hulk. Grøn som bare fanden."
   Han var skarp. Hele tiden talte han i fantasimonstre og havde en skæv tankegang, som jeg sagtens kunne elske. Det var fingeren, der gjorde det svært.
   "Mine knæ er bare ikke klar på orgasmer."
   Han rystede på hovedet.
   "Det er bare så skide ærgeligt. Kunne du ikke se det for dig, os to bo i et af de huse oppe på bakken. Du står for vasken, jeg står for druk og galskab. Vi får et par bøssebørn og bare trives med det. Kan du ikke se det, Victo? For fanden, bare skide trives i en verden, hvor folk siger: ja, det er så kært, de knepper hinanden i røven, men det betyder ikke noget for os, vi synes da bare det er hyggeligt."
   Jeg smilede. Han havde sat et græsstrå i sin mund. Han begyndte at bore en finger ned i græsset, sagde:
   "Skal den fingers magiske fingerkneppeevne virkelig gå til spilde?"
   Jeg lo. Dres lo.
   Han borede løs, så jeg blev helt nervøs for, om han ville forstuve sin finger. Det var trods alt en finger, ikke en jernpæl.
   "Jeg er da ikke den eneste, der har et anushul," sagde jeg, og han tog fingeren op. Begyndte at angribe mit ansigt med en finger fuld af jord. Vi er de bedste venner, tænkte jeg, sådan at ligge herude, på en fodboldbane, fredag, sent, og bare lave sjov og ballade, lade sig jagte af en finger fuld af jord.
   "Men det er jo dig, jeg vil have," sagde han, men han havde lagt al alvor fra sig, det havde han trykket ned i hullet i græsset, og han var sjove, finurlige, rablende Dres igen. Han rullede sig i græsset, han var ligeglad. Det var elskværdigt, at han var ligeglad, og ulideligt, knugende, brutalt angstprovokerende på samme tid.
   Vi rejste os op igen. Vi gik skulder mod skulder, her var kabalen der blev lagt sammen, sådan så jeg vores venskab, sådan gik vi sammenklistrede og smuldrede lidt bort fra hinanden på samme tid. Sammen og hver for sig, sådan blev der sunget, i en sang af Kim Larsen, og han havde ikke mødt os, men han sang om os. Og vi gik, som venner, ved siden af hinanden, som var der ikke noget i vejen, som var alt i den skønneste orden.

Det var ikke tømmermændene, der var de værste. Vågnede op. Tør i munden. Dunkende hovedpine. Tre kodigmagnyler og en hæs løgnehistorie til mor. Jeg var blevet syg. Glemte at sige, at det var selvforskyldt. Lå i sengen hele dagen, kom ikke ud af sengen. Brækkede mig flere gange, sagde:
   "Jeg gør det aldrig mere!"
   Gik på toilettet. Sked tyndt. Kom tilbage, sagde:
   "Gør det aldrig mere!"
   Forsøgte at spise et halvt rugbrød med marmelade, sagde:
   "Gør det aldrig mere!"
   Og senere fik jeg det lidt bedre, i tyve minutter, så anrettede jeg noget mad. Varmede pomfritter og stegte et par pølser, der sprang i skinnet og blev dejlig sprøde. Så fik jeg det dårligt igen, smed det hele i skraldespanden.
   Velkommen til forbandede lortetømmermænd.

Foran indgangen holdt hans christianiacykel. Den skyggede over Den stenede vagthund. Jeg løb op af trapperne, og støv tegnede mine aftryk hele vejen. Før jeg nåede toppen, kunne jeg lugte noget sødt, der lagde sig blødt og kvalmende på min tunge. Han røg hash. Han sad og skubbede det svære væk med sjovtobak. Jeg havde ikke set ham i flere dage. Han havde bare været væk.
   Jeg kneb øjnene sammen, fordi røgen rev i mine øjne, og sagde:
   "Hey Dres."
   Jeg sagde ikke andet. Dres så ned i jorden.
   Jeg satte mig ned på tæppet. Det duftede fortsat af hund, men det var ikke til at lugte, at hunden havde haft menstruation. Ligesom man ikke kunne se på et gravsten, om den døde havde begået selvmord. Jeg mærkede en spænding i nakken. Jointen var brændt helt sort. Som havde den lagt her siden fortidsbranden, der omringede. Han havde tændt et gult bloklys, der stod skrigende i al det støvede og gamle. Han blinkede ikke.
   Den spinkle flamme på bloklyset lod sig skræmme en smule af hans ord, der blæste den i en krampetag omkring væden. Men den forblev levende.
   "Jeg vil ikke arve fra min farmor," sagde han så.
   "Hold nu op," sagde jeg.
   "Jeg vil ikke have den."
   "Kan du ikke bare tage imod?"
   "Nej. Jeg har jo for fanden ikke fortjent den!"
   Han rejste sig op. Han gik hen til vinduet. Kiggede ud mod prikken i horisonten. Båden derude kunne flyde med strømmen, eller være ved at kæntre, det var ikke til at se, for det var blot en prik. Jeg stillede mig hen ved siden af ham, og jeg forstod, hvor vigtigt fyret var for ham. Hans overlevelsesstrategi. Det brændte fyr der stod, såret og slukket, men hvor han kunne finde plads til sine tanker, bekymringer, drømme. Og frygten.
   Han vendte sig om mod mig.
   "Du skal vide, Victo, at jeg tager alt ansvaret på mig. Hunden, farmor, det hele."
   Han åbnede vinduet. Hængslerne var helt rustet fast, og jeg fik rust på min ene hånd, det bandt, og Dres bankede det ud med en knyttet næve. Det var så utrolig nemt for ham at knytte sin hånd, og i hånden bar han det knugende fængsel, som han snart ville løsrive sig fra.
   Han spyttede ud ad vinduet, desværre var der modvind, og jeg fik lidt støvspyt tilbage i ansigtet. Jeg skærmede mig ved at bukke med ned under vinduet, men det var for sent. Det gentog jeg et par gange i mine tanker, at det er for sent.
   Han slog vinduet ud, så det røg af det ene hængsel, og et af rudekvadraterne gik i stykker, så noget glas flækkede. Han tog et stykke glas og satte det mod sit håndled. Jeg stirrede på ham, ville sikre mig, han smilede.
   Han trykkede glasset en smule mod håndledet, så det begyndte at bløde lidt.
   "Dres, nej," sagde jeg, og han tog håndleddet op til sin mund. Slikkede såret rent og smilede i hele ansigtet med en stænk af blod på sin ene fortand.
   "Vampyren Dres," sagde han selv, og han smilede med blod om munden.
   "Den farløse bøssedreng fra Søllywood," sagde han, og jeg anede ikke, hvad han snakkede om. Jeg ville hellere, at han ikke sagde noget, når han røg på den måde. Jeg kunne eksplodere.
   "Hold nu op med at tale i tåger, Dres.
   Han kastede glasset ud ad vinduet. Gik hen til Fresnel-linsen, der stod midt i rummet, og han lænede sig op ad det og havde nær faldet. Jeg stillede mig helt hen til ham.
   "Du hører jo ikke, hvad jeg siger til dig. Der er ikke noget sjovt ved det her. Det er minus-humor."
   Og så lo Dres, blødende højlydt.
   Dres var helt rød i ansigtet, og sved tegnede tykke striber ned ad ryggen på ham. Tilfreds rejste han sig op og trak mig op, ind til sig (gav mig et forbandet bamseknus).
   Han trak vejret gennem rusen. Det ene øjeblik så han mig som en hoppeborg, det næste som en kælebamse.
   Men det eneste han gjorde, var at udsætte det, jeg blev nødt til at sige det, uden omsvøb, jeg sagde:
   "Jeg er virkelig, virkelig ked af det."
   Og Dres rystede på hovedet, han sagde:
   "Hvad er det præcis, du mener, at du er ked af?"
   "At jeg ikke kan være i det."
   "Jørgen ringede til min mor, Dres. Fortalte at jeg var den sidste, der havde set min farmor."
   Det gik op for mig, at vores små lege ikke betød en skid. At noget andet var langt større end vores nøgenhed og alt. Dres var i langt større problemer.
   "Hvad sker der nu?"
   "Politiet har været forbi mig."
   "Hvad sagde de?"
   "Det ved jeg ikke, for jeg er jo her."
   "Har de noget på dig?"
   "Jeg aner det for fanden ikke!"
   "Det skal nok gå, Dres."
   Og så farven i ansigtet. Frygten pumpede. Det værste var ikke stenene fra ens fjender, det værste var roserne. Jeg ville give ham alle roserne i hele verden, men han kunne ikke tage imod.
   "Og du ved lige akkurat, at det kommer til at gå så fint, så fint? Er det, hvad du mener, Victo? At du har patent på det gode, problemfrie liv? Er det sådan, det er?"
   "Hold nu op, Dres."
   "Jeg er for fanden holdt op. Kan du ikke se det på mig, at jeg er holdt så forbandet meget op, at mine arme, mine ben, ender med at visne af. Fordi jeg bare står her."
   "Dres, jeg er sikker på..."
   "Jeg står bare her. Hele dagen. Også i morgen. Så står jeg sådan her, mens politiet spørger mig, hvad jeg lavede den dag, hvor farmor slugte de forbandede piller, om jeg var ude på øen og proppede hende med gift ned i halsen. Men du kan slappe af. Jeg nævner dig ikke, Victo."
   "Jeg er sgu da ligeglad med, om du nævner mig."
   "Okay? Du er ligeglad? Vil du gerne sidde i fængsel i flere år? Vil du gerne visne op i et forbandet fængsel?"
   Dres gik hen foran mig, helt hen, ånden var tæt på, duften af sød hash, han kiggede mig ind i øjnene, som altid veg jeg først med blikket, mens han kunne kigge i flere timer, uden at blinke. Måske var han ikke bange, måske var han bare vred.
   Vampyren Dres.
   Så gik han.
   Jeg stod tilbage.

En dag havde jeg siddet en time og ventet på Dres i hulen, men han dukkede ikke op. Det plejede altid at være ham, der var i hulen før mig, og jeg gik med hastige skridt ind mod byen. Han var ikke svært at finde, for Søllywood var lille og uden gode gemmesteder, og jeg fandt ham nede ved molen. Med fyret bag sig, der i aftenskumringen lyste ham blidt i nakken. Han havde grædt, det var første gang, jeg havde set det.
   "Dres, hvor blev du af?"
   Han svarede ikke, og jeg satte mig ned ved siden af ham.
   "Min far er forsvundet," sagde han, og det kunne han sige 100 gange, og jeg ville ikke forstå det alligevel.
   "Er han ude og rejse?"
   "Langt," sagde han bare, og ikke andet. Han rejste sig op, og jeg blev nødt til at følge efter ham, hvis jeg ville vide mere. Jeg gik ham i hælene, og han skyldte mig lidt ord, han måtte da sige noget mere. Men han steg blot på sin christianiacykel, som han fik ugen forinden. Der var en kasse på den, hvor han lod mig sidde. Jeg havde nær sat mig på skruetrækkeren.
   Så cyklede han, han sagde:
   "Du går op af kassen, hvis jeg finder min far."
   Så gik det op for mig, at vi cyklede rundt for at finde hans far, og vi sagde ingenting på vores vej rundt i alle kroge af byen. Vi kørte bag om hallen og hen mod mejeriet, der nogle gange sendte vanilje ud over hele byen, der ikke duftede godt blandet med komøg. Der var han ikke. Vi kørte hen forbi byens luder, som vi nogle gange bankede på hos, men aldrig turde blive stående hos, når hun åbnede døren og regnede med en fuldvoksen, liderlig mand. Vi kørte hen forbi teglværket, hvor hans far arbejdede, men som var lukket på det her tidspunkt af døgnet. Han var der ikke.
   Dres stoppede cyklen for enden af min gade.
   "Stig af," sagde han, og jeg gjorde, som han sagde.
   "Dres," sagde jeg, og han steg på cyklen igen, trykkede alt hvad han kunne på pedalerne og cyklede væk. Jeg stod der bare, så ham blive mindre og mindre.

Jeg gik rundt uden en ven. Lea var den første der bemærkede det, hun fangede mig henne ved springvandet, hun gik rundt med en is og en veninde. Nå, ja, tænkte jeg, det var jo sommer, nogen fik smeltet is på fingrene, hun sagde:
   "Har du tabt Dres?"
   Jeg trak på skuldrene, vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
   "Det kan man godt sige."
   Og det sagde hun, hun satte sig ned, det var en gammeldags is, hendes veninde hed Ea, som havde hun stjålet Leas l, og hun smilede bare, sagde ligesom ikke noget. Hun var den eneste her, der ikke vidste, at Dres var taget til Christiania.
   "Hvad er der sket?"
   "Alt," sagde jeg, og det var ikke et svar, men det var mit svar, og Lea glemte sin is, snart ville det hele være creme på hendes hånd. Solen bagede og jeg så ned på en duelort, der ikke var ret gammel.
   "Han har ikke haft det let," sagde hun.
   Det var for store ord, jeg blev irriteret, jeg sagde:
   "Lea, jeg gider ærlig talt ikke at snakke om ham."
   Der blev stille, Ea fik spist sin is, elegant, uden at spilde, hun var den perfekte pige, tænkte jeg, hun var vokset op oppe på bakken, kernefamilieslik om fredagen, hygge og en nærvær, der var langt fra Dres' nærvær.
   "Men vi kan da godt snakke om noget andet?"
   "Eller lade være med at snakke."
   Og det gjorde vi, vi snakkede slet ikke, og det var en svær stilhed, vi sad bare, længe, lyttede til en isbils klokke, der lød hele vejen hen ad gaden derude, ude foran porten stoppede den. Ismanden smilede, han anede nok slet ikke, der fandtes farløse bøssedrenge i hans forbandede tabuiserede by.
   "Er det ok, at vi går, vi skal nemlig i teatret med min fætter," sagde hun, og jeg trak på skuldrene, sagde:
   "Gør hvad I vil."
   "Han kommer tilbage, Victor. Det gør han jo altid."
   Og så ville hun gå, men jeg blev nødt til at sige noget, et eller andet:
   "Jeg er bange, Lea."
   Jeg havde aldrig sagt sådan før, brugt ordet bange, men denne gang kunne jeg ikke lade være. Og når man bruger ordet bange, så vender folk sig om igen, så går folk ikke væk. Det kaldes vel håb, at man kan bruge det ord, få folk til at stoppe op. Nu er jeg der for dig, Victor, fordi du netop har sagt at du er bange, og Lea gjorde det samme, hun havde alligevel ikke så travlt med teatret, som først antaget, hun sagde:
   "Hvad sker der Victor?"
   "Han forsvinder."
   "Forsvinder?"
   Jeg kunne jo ikke sige det. Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde sat det som det var. Et forbandet aktivt dødshjælp. Jeg kunne have sagt det. At jeg var bange, fordi jeg ville miste min bedste ven. Han ville svinde ind, for det gjorde mennesker jo, som bar rundt på alt for meget. Det var absurd, at dem der havde mest i sig, som gik og skvulpede rundt på skide traumer, de havde nemmest ved at forsvinde.
   Men jeg sagde ikke noget om, at jeg var bange for, at Dres skulle gøre noget, han ikke burde gøre, jeg sagde bare:
   "Han er min bedste ven, Lea."
   Hun nikkede, det vidste hun godt, hun vidste også, at jeg var hans eneste ven.
   "Vi kan mødes senere, Victor. Jeg vil gerne snakke. Vi omkring Dres må holde sammen."
   Og hun gik.
   Og jeg stod tilbage, kabale-bange.

Derhjemme havde jeg en lillebror, han havde ild i røven. Han løb rundt i alle rum, som var han ved at træne op til en maraton i vores hus, og jeg spurgte ham, hvad han lavede, og forpustet sagde han:
   "Jeg vil være soldat, og så skal man have en god kondi."
   Jeg sukkede, han er for viderekomne, men jeg havde brug for ham, hans tankevakuum. Jeg spurgte, om vi skal spille kabale sammen, og han anede ikke, hvad jeg snakkede om. Vi spillede i stedet 21, og der gik flere dage, hvor vi spillede 21, og hvor jeg ikke så skyggen af Dres. Han var helt væk, og jeg havde fået en ny ven, han hed angst.
   Kristian løb sig til at blive soldat, og mine forældre nævnte slet ikke Dres, selvom de måtte have lagt mærke til, han ikke kom på besøg. Der havde ikke gået mange dage, før han var forbi. Tidligere. Før vores nøgenhed.
   Nu kom han ikke.
   Jeg lå om aftenen. Ventede på en sten der skulle ramme vinduet.
   Nu kastede han.
   Nu ramte stenen ruden.
   Og så ingenting. Ikke en lød. Alt for meget forbandet stilhed. Knugende, larmende intet.
   Og så gik jeg rundt i byen.
   Jeg ledte efter mennesker, jeg kunne spørge, om de havde set ham, død eller levende
   Fyret havde ikke set Dres.
   Det skræmte mig, at de havde så nemt ved ikke at nævne ham ved navns nævnelse, mine forældre, og de vidste slet ikke, at jeg gik og ventede på, at han ville banke på døren.
   Jeg hørte skridt på trappen.
   Det kunne være Dres, der havde fået det bedre. Sådan lå jeg i min seng og tænkte, og så var det min lillebror. Soldaten kristian. Han smilede, og han lod slet ikke mærke til, jeg havde grædt.
   Jeg så ham ikke, i skolen. Jeg havde den følelse, at hvis jeg stoppede med at lede efter ham, ville han forsvinde helt. Pist væk. Dagene gik, og jeg har taget hans kikkert, der stadig lå på gulvet oppe ved Sejlvang Fyr, jeg havde zoomet ind på lorteøen derude. Så køerne, der aldrig havde været hans farmors køer, så bølgerne og vidste, at han aldrig kom til at vikle mig ind i menstruationstæppet igen.
   Her slutter det, hviskede jeg.
   Men jeg forestillede mig, det var Dres og mig der tog i teatret. Som Ea og Lea.
   Det var godt nok noget af en løgnehistorie, Dres.
   Ja, jeg kan slet ikke forstå, du troede på det.
   Det lød rigtigt. Det sker jo for børn.
   Men ikke for mig.
   Nej, jeg kan heller ikke forstå det. Det lød også helt vildt.
   Mildt sagt.
   Og vi ville grine af det, hvis man kunne grine af sådan noget, og vi ville lave drengehop, hele vejen hen til kiosken. Vi ville finde mønterne frem, Dres ville sige:
   Vi skal have en is, der ikke kan smelte.
   Og ekspedienten ville sige:
   Vi har ikke is, der ikke smelter.
   Men så skal vi have en is, der godt kan smelte, og sådan en is ville vi få, og gå rundt i byen, lade solen bage på vores isser og spise hurtigt. Dryppe lidt, mærke det fedtede stads, guf, på hænderne. Og vi ville møde Lea, hun ville have en pige ved sin side, en veninde der måske hedder Ea, og hun vil ikke have en for stor bagdel eller bøjle, hun vil passe til Dres, og Lea passer til mig.
   Hej.
   Hej.
   Vi vil alle sige hej, og de vil også købe en is, de vil gå rundt med os, indtil mørket falder på. Dres fortæller vittigheder og at han fik mig til at tro, at han for fanden er blevet taget på af sin far, og vi ville alle grine af det, af hans vittighed, der havde været så gennemført. Og så skulle der kysses, og det der var værre, og Mira ville blive hos mig, og Kira ville blive hos Dres, det vil være så tæt på lykken, som man kan komme.
   Det kunne jeg sagtens se for mig.

Som altid kom han tilbage igen, denne gang tog det bare noget længere tid.
   Jeg fandt ham oppe ved fyret, omringet af røg. Jeg havde aldrig set ham blødere, han var gelécreme, Dres var noget, man kunne skære med en usleben skærekniv.
   Der var gået nogle uger, adskillige opringninger og tanker siden sidst, jeg havde været forbi ham, forgæves, han havde gemt sig.
   Han sad der, og var faldet noget sammen under et tæppe, jeg ikke havde set før. Han var varm og frøs. Han hostede, fordi han trak vejret gennem den sødlige røg og ikke jagtede strandens friske brise mere.
   "Hvornår er du kommet tilbage," spurgte jeg ham, anede ikke hvad han skulle være kommet tilbage fra, men væk havde han jo været. Dres var mester i at ramme, knugende hårdt, sådan her:
   "Du vidste godt, jeg havde været væk?"
   "Selvfølgeligt vidste jeg det! Hvad mener du med det?"
   "Er man måske savnet?"
   "Hold nu op, det ved du da."
   "Ok, jeg holder op. Jeg har faktisk besluttet mig for, jeg ikke har mere at sige."
   "Dig! Uden ord," sagde jeg, malplaceret spydig, men ville gøre alt, bruge alle kneb, for at blive lukket ind.
   Røgen var ikke bare røg herinde, den var sløret sygdom, sådan som den lå og holdt Dres nede.
   Jeg var slet ikke sikker på, at han kunne rejse sig op, om han evnede at fjerne tæppet, der lå over hans knæ. Han omfavnede sig selv, som det eneste knus, han kunne få sig selv til at give.
   Nu talte han ikke.
   Nu sad han bare der.
   Jeg skulle have rørt ham lidt mere, forstået det var hans måde at vise kærlighed på, og jeg var bange, fordi jeg ikke vidste, om jeg kunne komme tættere på end dette, nu, han var ild, noget man ikke rører ved, noget der får en til at tisse i bukserne om natten. Os små mennesker, vi er så skide bange.
   "Jeg har ikke rød til et årsforbrug af hagl," sagde han så, og jeg rystede på hovedet.
   "Det er lige meget, Dres. Det betyder ikke en skid."
   "Gu gør det da så. Jeg holder jo ikke, hvad jeg lover. Vi har væddet."
   "Glem det."
   Han var svær at se, ulidelig sløret, som han sad der, og jeg kan ikke forklare det, heller ikke i dag, men jeg fik en lyst til at synge en vuggevise for min bedste ven. Først senere skulle jeg skrive den, og synge den for mine egne børn, Dres nåede ikke at høre den.


Du slæber dig gennem mørket
   Finder en lilla panter og kradser drømme
   Du skælver lykkens tosserier
   I en ulidelig kabale af snørklede minder
   Sådan holder jeg dig, sådan folder jeg dig


Men jeg kunne ikke synge. Jeg kunne ikke holde ham. Jeg stod bare, og han blev bare siddende. Kradsede sig på armen, det havde jeg ikke set ham gøre før. Han havde så tykke, sorte hår på armen. Jeg misundte ham dem, jeg havde brugt så meget tid på at beundre hans krop, den var mere robust, mere klar til krig, end jeg nogensinde blev det. Uden skyttegrav. Sådan var Dres, jeg sagde:
   "Vi kan bare tage væk."
   Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det, for man kom jo ikke bare væk, ikke sådan som jeg fik det sagt. Det krævede en masse, det krævede et sted, han sagde:
   "Hvor skal vi så tage hen?"
   Og så kunne jeg ikke lade være, jeg havde ikke sagt det før, men én gang skulle jo være den forbandede første, og sådan blev det, jeg sagde:
   "Christiania."
   Et sted man skaber en karriere der ikke er samfundsberettiget.
   Et sted man ryger en helvedes masse hash.
   Bliver blød og menneskelig. Mellem gamle, faldefærdige skure og skærende traumer.
   "Desværre kom min far først," sagde han, og det var en stærk måde at sige det på. Det ville jeg gerne have sagt til ham, foruden altså vuggevisen, jeg ville have fortalt ham, at han talte stærkt trods rusen.
   Han prøvede at rejse sig op, men havde svært ved det. Han støttede sig med begge sine håndflader. Han havde kradset sig til blods på den ene arm, men kun ubehageligt lidt skadeligt, og hans røv stak op i luften.
   "En gave til bøsserne," sagde han, jeg ville gerne grine, jeg kunne ikke grine.
   Han stønnede. En halvrøget sort pen lå nede på jorden og røg sørgelige cirkler op fra det møre gulv. Han kom op på benene, min bedste ven stod oprejst, og væltede ind over mig. Jeg lavede marionetdukke med ham, jeg kunne stikke mine hænder ud under hans armhuler, jeg kunne fægte med armene, jeg kunne lave sjov.
   Jeg gjorde det ikke.
   "Dres, du skal jo hjem og sove."
   "Hjem? Rend og hop! Jeg skal fandeme ikke hjem. Jeg er færdig med hjem. Forstår du hvad jeg mener?"
   Jeg svarede som jeg tænkte, jeg sagde:
   "Nej."
   Han rystede på hovedet. Hans hovedrysten imiterede en skuffelse.
   Det her gør ondt, tænkte jeg.
   Det her bliver ikke det samme, tænkte jeg.
   Jeg sagde:
   "Hvad er der sket?"
   Det kunne han ikke svare på. Han var for blød.
   "Er du nu bange igen, Victo? Er det det du er?"
   Jeg sagde ingenting. Han gik til angreb, som et rovdyr. Han skyd med skarpe hagl, der ikke blev produceret i en pose. Som ikke havde set skyggen af lakrids.
   "Det ved jeg ikke, hvorfor spørger du om det?"
   "Skælver Victor nu?"
   "Nej, lad være med at sige sådan. Hvad sker der med dig, Dres?"
   Han strakte sin krop. Han gjorde sig så rank, som man kunne gøre, når man havde røget al den hash, han havde røget. Han stod og svajede, oppustet. Sådan så det ud, som en person der ikke var helt sikker på, om han var i militæret eller på tosseanstalten. Et sted midt imellem.
   "Hvad der sker med mig?"
   "Jeg ved godt, du har røget."
   "Du kan fandeme tro, jeg ryger. Og jeg ryger helt ned i helvede!"
   Han lo.
   Jeg lo ikke.
   "Skal jeg følge dig hjem?"
   "Siger du hjem én gang mere, Victo, så tror jeg desværre, at jeg må slå dig."
   Han var heldigvis for påvirket til at virke truende. Hvis han slog mig, ville det mærkes som aede han mig, tænkte jeg, og det var tragedien. Han kunne ikke slå hårdt, han smuldrede. Han var byens bedste dreng til at smuldre. Væk.
   Jeg nærmede mig ham.
   Tænkte det var på sin plads med et knus.
   Det samme tænkte Dres ikke. Han slog mig væk. Stadig tvivlsomt truende.
   "Dres."
   "Victo," imiterede han.
   Han kastede op foran fødderne på mig.
   Han trådte i brækket og var ligeglad.


Du flæber i hjørnet
   Samler en blålig papirflyver og piller drømme
   Du skælver lykkens tosserier
   I en uendelig kabale af blæsende vinter
   Sådan holder jeg dig, sådan folder jeg dig


Jeg vidste godt, at det ikke var det bedste tidspunkt, men jeg kunne ikke lade være. Jeg ville høre mere om manden med christianiacyklen, jeg ville vide, hvad det var med den skruetrækker. Byttehandlen.
   "Jeg mener det, Dres, vi bør tage til Christiania og lede efter din far. Hvorfor vil du ikke finde ham."
   Han var gået hen til vinduet. Trak lidt ren luft, men han så mere smertefuld ud, når han åbnede sine lunger for den. Han hang ud ad vinduet, uden skræmte øjne, mærkede ikke nogen fatal tærskel her, foran ham, noget der kunne knuse hans krop. Han lignede en, der ikke var bange for faldet.
   "Du kan jo bare finde ham."
   "Det er ikke mig, der savner ham."
   "Og det gør jeg?"
   "Gør du ikke?"
   "Jeg spytter ham i ansigtet, hvis jeg ser ham."
   "Det er stadigvæk det hele værd."
   "Jeg bliver her."
   "Hvorfor."
   "Fordi det er et forbandet fængsel. Jeg kommer ingen steder."
   "Jeg forstår dig ikke, Dres."
   "Og jeg forstår ikke dig. Det er vel derfor, vi er venner? Mæhhhh for helvede!"
   Det sidste var nok den mest autentiske og gale imitation af et får, jeg nogensinde havde hørt.
   "Mæhhhhh, for helvede. Hører du Søllyskidewood?"
   Helt forpustet kom han tilbage hen til vores sørgelige anretning af kasser og tæpper. Han stod hen over mig, og hans skygge malede mig helt mørk i ansigtet, han sagde:
   "Det var sgu meget godt at få det indre forpulede får ud!"
   Jeg rejste mig op. Han tog sin lighter og gav sig i kast med tændingsstenen. Jeg havde aldrig før ønsket så meget, at hans lighter ikke ville tænde. Der gik længe. Gnister sprang. Små latterlige farlige gnister. Så en flamme til sidst, ild.
   "Er det her ikke en fin flamme," sagde han.
   "Dres for fanden!"
   Jeg gik langsomt hen mod ham, var villig til at gribe om flammen, lade den brænde ind i min håndflade og stoppe der. Jeg ville ikke se flere flammer, jeg vil ikke se større flammer, jeg sagde:
   "Vil du ikke nok lade være!"
   Men det ville han ikke. Han satte den hen mod gardinet. Det var tørt, det brændte alt for nemt. Snart var det fra gardinet. Flammen voksede. Og jeg tog min taske og løb hen mod udgangen. Dres blev stående lidt. Jeg kaldte ham hen til mig.
   "Dres, for helvede, kom nu," sagde jeg.
   Røgen bredte sig. Dres stod med den sidste lille stump af jointen i hånden. Han knipsede den ind i flammen, der var vokset til at blive større end os. Det her stopper ikke, før vi når bunden, tænkte jeg, og jeg gik halvvejs hen til Dres, men flammen var vokset. Også den ville røre ved Dres, og jeg var bange. Jeg havde lyst til at sige det til Dres, at jeg var bange, men i stedet vendte jeg ansigtet væk fra røgen. Så hen mod trappen. Ned.
   Det var ikke for sent. Der var 43 trin, havde talt dem, og så var jeg udenfor. Så var jeg tættere på havet end flammerne. Men det samme kunne jeg desværre ikke sige om Dres.
   "Dres, for helvede," sagde jeg, men det havde aldrig hjulpet, at bande overfor Dres, han tog det ikke ind, råbene, de rørte ham ikke. Der skulle mere til, før man rykkede ham ud af hans døs. Den eksisterede før røgen, det var ikke røgen der gjorde ham tung, der fik ham til at falde sammen.
   Og det kunne have været anderledes, jeg kunne have sagt:
   Dres, jeg er bange.
   Han ville være det samme, og han ville sige:
   Det er jeg også, Victo.
   Men jeg nåede aldrig så langt, jeg løb hen mod trapperne, de 43 trin, ned mod cyklerne, ned hvor jeg kunne høre havets brusen. Herude trak jeg vejret igen. Jeg stod og ventede på Dres, foran de sidste rester af hans bræk, som fuglene ikke havde ædt. Der gik lang tid, og jeg kiggede op mod vinduet. Snart sprang glasset på det eneste vindue deroppe, hvor vi havde kigget ud med kikkerten. Min bedste ven var deroppe endnu.
   "Dres, kom nu ud for helvede!"
   Og så var det sådan her. Lad os sige, det var på den her måde.
   Så hørte jeg ham komme ned af trapperne. Forpustet, men ikke for sent. Han står helt tilsodet i ansigtet. På dørtærsklen. Lad os sige, det er sådan det ender. Han er blevet deroppe så længe, at han akkurat har kysset selvmordet i røven, men ikke for sent. Og han kommer ned med sandheden til mig. I sin hule hånd.
   Her, Victo, her har du sandheden, så skal du fandeme også tage godt vare på den.
   Naturligvis, Dres. Det lover jeg dig.
   Han rækker den til mig. Den er blød, klæbrig.
   Sådan ender det. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, så vi står lidt tid, siger ingenting, står blot og kigger på hinanden. Uden lakridshagl. Vores vejrtrækning er tunge, levende, som når noget voldsomt er sket, som efter farens overgreb. Efter bedstefars selvmord.
   Dres får det sidste ord:
   Jeg tror, det er slut med at drømme. Måske har vi kun virkeligheden tilbage?