Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og sådanne undgår man aldri, når man læser en tekst, uanset hvilken slags tekst det er, så havde Torben fået ondt i øjnene og knebet dem sammen for blot at opdage, at fejlen havde rettet sig selv, var blevet fuldkomment, som hele fortællingen og livet var det. Man tror ikke livet er fuldkomment, men samler man fragmenterne af brudte tilstande, så får man helheden. Som når man samler hele fortællingens tegn i én støbning og ser den smukkeste skabning, man nogensinde har set. Der skal ikke mere til end et øjeblik, så er hele fortællingen perfekt. Som aldrig før.
   Men midt i læseprocessen puffede Marta til Torben og gryntede af noget inde i fjernsynet. Fokuseret blinkvist på det ene sted og blinkvist på det andet, måtte han rømme sig i sofaen. Han sad i mellemrummet mellem rummet til to steder, men fastholdte en tro på fantasien. Det var fantastisk. Lidt endnu. Men abrupte, sproglige konstruktioner angreb ham på den anden side af kompendiet.
   "Se den klovn. Har du set magen til en klovn?" Torben kiggede. Men han så ikke en klovn. Han så Said Ben Ahamed ligge på dækket af Dhowen med sit hævngerrige ansigt. Ahamed er ikke nogen klovn. Han er en eventyrhelt. En mand der er skabt i livets fortælling, og hvis åndedrag følger bølgernes bevægelser. Bølgernes og hele fortællingens bevægelser. Sofaen flød oppe i et hjørne af stuen. Marta kiggede op på Torben og klovnen sendte en luftboble af
   sted. I boblen så han klovnen i omrids, men slog den i stykker med kompendiets skarpe kant. Sofaen gyngede og Ahamed stillede skarpt for at ramme Torben med sin Harpun. Harpun? Det er sgu da ikke Moby Dick det her!
   Klovnens omrids vendte tilbage i flere bobler, han selv havde sendt af sted. Torben langede ud efter dem med kompendiet, men det lod sig ikke gøre at få dem alle slået itu, før de ramte ham hårdt ind i siden, og han tabte kompendiet ned på jorden. Der var så forfærdeligt langt ned til gulvet. Han flød jo i loftet. Bølgerne var store og faretruende. Og de dødsensfarlige bobler, de indeholdte nok luft til at slå et menneske ihjel, og de havde omringet ham. Klovnen lavede et åndssvagt fald og snublede over sine lange trompetbukser på vejen op. Hov børn, hvad skete der? Hvad gjorde jeg der?
   Det var Drømmerne, der så fjernsyn. De elektroniske impulser fra apparatet skabte postyr mellem de to rum - stuen og havet - og lod intet roligt tilbage. Bølgerne slog ind mod sofaen og slyngede den rundt i stuen, næsten cirkulært, som en tivoliseværdighed. Noget man slynges rundt i. Noget lystigt. Noget kvalmende. Noget der skal stoppe. Noget der må stoppe.
   Stop.
   "Han er sgu da for dum, hva'?"
   Et dræbende spørgsmålstegn flød af sted mod Torbens ansigt. Han red på de sidste bølger, før det store, drømmende hav var borte, før vandet forsvandt ud af stuen. Han følte tegnenes angribende natur, deres aldrig opgivende gå på mod. Han åbnede munden. Gav sig fuldt ud. Slugte tegnet med al dets fylde. Mærkede den hele vejen ned i mavesækken, åd den råt, uden tilbehør.
   "Han falder bare helt uden grund. Hvilken lav form for underholdning er det ikke?" fik han svaret. Hun kiggede på ham med de blågrønne øjne, han havde forelsket sig i, lettere forståelig og alligevel lidt overraskende, blev en smule genert og kiggede ned.
   "Ja, skat, men samler du ikke lige dine papirer op fra gulvet. De faldt vist på gulvet."
   Hendes kommentar fik vandet til at springe ud af hovedet på ham, og vandet greb fat i kompendiet og skyllede det ud af vinduet, ned på gaden, hvor han lige akkurat nåede at se det synke ned i kloakken. Kompendiet med de overstregninger, der afspejlede en forvirret ungdom. De streger var væk for altid, forsvundet ned i afgrunden. Måske de bedste tegn, Torben Ejner Valle nogensinde havde tegnet, men han var jo heller ikke tegner.
   I maven på Marta voksede et foster sig større og større. Torben følte efter. Det havde sparket tidligere på aftenen. Små, uskyldige spark, måske fra en lille dreng, der var desperat efter at komme ud i verden, ud og tegne den, som han selv syntes, den skulle tegnes. Måske ville det lykkes ham bedre, end det gjorde for Torben. Måske var det vidunderbarnet, han havde ventet på hele sit liv.
   Sådanne forventninger havde Torben, da han kyssede sin
   kone på kinden, blidt og uproblematisk, og lænede sig tilbage i sofaen for at se klovnenumre. Han ville opfostre en drømmer som ham selv.
   Stop!