Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. Et fint navn til en fin dreng. Afstanden mellem hans to fortænder har samme afstand som forældrene til hinanden. De er stoppet med at kysse og nusse og føle sig frem, nu er den stærkeste måde de når hinanden ved sovetid den spinkle klikkelyd fra deres natlamper.
   Det har Pelle Plys opdaget, nu skal der ske noget, nu vil han gøre en forskel. Sådan vågner han op, på præcis den måde, med mellemrummet mellem tænderne og missionen. Begge dele synlige.
   Han ligger og stirrer op i loftet med dét blik, en dreng der gør en forskel, og hans mund er åben, dybe indåndinger, en livlig dreng er han.
   Han åbner ind til tøjskabet. Et orange håndklæde falder på jorden, han finder et par sokker, der er nok sokker i hans familie. Han tager nogle rødstribede på, det ligner lidt blodstriber. Han tager altid sokkerne på først, efter en vittig fætter havde fortalt, at fødder altid vil være det første, der fryser på en krop, hvis man bliver for kold om fødderne vil de i værste fald knække af, sagde han. Lidt overtro har man ikke taget skade af.
   Der står han. Med sokkerne på fødderne, det ligner nogen har sprættet hans fødder op, eller at de er faretruende blodsprængte, og han kigger ud af vinduet, ud mod byen hvor han finder det glødende hjerte, og han fjerner en stribe støv fra vindueskarmen med sin ene pegefinger, han mærker en let hovedpine, ikke noget at skrive hjem om.
   Han tager resten af tøjet på. Han tisser og spiser indenfor det samme kvarter, han gumler maden i sig, Cherios, de knaser i munden på ham, og moren har skrevet en lille seddel til ham. Gider du smide tøjet i tørretumleren, når du går, og han kan se på hendes skrifttype, at hun har haft travlt. Hver dag, travlhed.
   Han går ned i kælderen. Der er køligt, som at stikke hovedet ind i et fryserum, han ser døde grise hænge fra en krog, han ser en slagter skære med en stor kniv langs rygsøjlen, lunser af kød klasker mod jorden.
   Tøjet i tørretumleren. Hvis bare det kunne gøre en forskel, tænker han, smækker lågen i, ruden rasler. Han ser ind på tøjet, det meste af hans eget tøj, det får en ordentlig slyngetur, tænker han, men det er ikke tøjet, der har brug for det, og han opdager sine joggingbukser med den neongrønne stribe langs siden, hvordan han havde båret netop dem, den dag hans bedstefar var død i sygesengen, sidste åndedrag, og far havde grædt, dengang var der i hvert fald noget at elske.
   Et lille klik som kun en hunds skarpe hørelse kan opfange lyder, da han trykker på den blågrønne knap, der sidder øverst på displayet, og tumleren siger en biplyd, før den gør i gang med at vælte tøjet rundt som lig i en hestevogn, der vælter hen over ujævne brosten.
   Pelle Plys har engang hørt sin mor skælde tørretumleren ud, mener hun kaldte den en luder, skreg lidt, og det var deromkring det skete, det ændrede sig, et stik i hjertet, der ikke kun var at mærke i brystkassen på Pelle, noget han delte med hele familien, selv Lassie mærkede det, før den døde ved siden af dyrlægens brune lædertaske, som var det sidste den nåede at snuse til. Nu er der kun tæppet i bunden af hundevognen, der dufter af ham.
   Så hører han lyden. Miav. Det lyder fra syrummet ved siden af. Hvor mor syer i stride strømme, mens far går i byen eller ser et program om skattesnyd eller andet. Så går hun amok på pedalen og syr de fineste bryllupskjoler til fætre og kusiner, der altid ser lykkelige ud, når de holder familiefester, når de siger ja og tager hinanden med på en rejse langt væk, mens far ser programmet om skattesnyd og mor syer bare videre, nogle gange syr hun kjoler, der slet ikke skal bruges. Hun er rastløs, for når først kærligheden flækker, så begynder hænderne at vifte rundt i desperation. Det er kjolerne eller far, siger hun, hvad så end hun mener med det, og så syr hun derudaf.
   Men nu er der kattelyde fra syrummet, og Pelle går derind, finder de sødeste små kattekillinger, der bare vil elskes. Det bliver de, i hans håndflade, en efter en, sådan kommer de ned i hans hule håndflade, og de kan godt lide det. Moren er der ikke, det må være naboens kat, den hedder Felix, selvom det er en hunkat, og nu er den blevet bollet tyk, født de smukkeste skabninger. Pelle lader den ene af dem nusse næsen, det er den sødeste af dem alle, den har en hvid plet på sin hals, ellers er den sort som en ensom nat snydt for måneskin.
   -Nå, hvor er I søde, siger han til dem, og han ved godt, at han ikke har tid til at kæle med dem, han ligger dem ned på kjolen igen.
   De er født i en violet kjole, som mor har syet, måske for at skåne far, og nu går Pelle op fra kælderen, han tænker kun på kattekillingerne. Han har allerede fundet navnet til den sødeste af killingerne, Leonora, sådan skal den hedde. Det eneste navn Pelle kan forelske sig i uden en krop vedhæftet.
   Det er svært at forlade kattekillinger. Det var Pelle ikke klar over før denne dag, men nu ved han det, at de er svære at gå fra, sådan som de ligger og falder ind over hinanden. Se nu den der, hvisker han, mens den falder ned over hovedet på den anden killing, de små hoveder, på størrelse med et stykke komfekt der rulles mellem to fingrer til jul, og nu bider de kærligt hinanden, de mener ikke noget med det, og man forlader dem ikke sådan, man siger alle mulige lyde, får lyst til at samle dem op igen, mærke deres varme på håndfladen. Det bedste er, når de napper til næsetippen, tænker han.
   Men han kan ikke stå og se på dem hele dagen, han må forlade dem, dække dem til. Hans forældre vil opdage dem, han kan ikke skjule dem, men mest af alt har han lyst til at beholde dem. Det kan ikke lade sig gøre, vil moren sige, hun er overfølsom overfor kat. Men gælder det også killinger, det ved Pelle ikke, han har lov at håbe, at de kan vokse sig større, før de bliver druknet i tønden i haven.
   Han går ovenpå igen. Han tager sit overtøj på, en skindjakke, sort med gule knapper, ser ridset ud, det er sådan, han forelskede sig i den, han havde tænkt på en pige fra klassen hele dagen, hørt hende fnise med veninderne og tænkt på at kysse, men da han så denne jakke, glemte han alt om den. Han tager sko på, de har ikke fået ham til ikke at tænke på en pige. Hovedpinen er væk, men mellemrummet mellem fortænderne er der endnu.
   Så møder dagen ham, han låser cyklen med hundevognen op, han skal først hen til det glødende hjerte, det blinkende, glødende hjerte, som han så for et par dage siden, som han tænker kan gøre en forskel for hans forældre. Et tredje hjerte til de slagne. Sådan havde hans bedste ven sagt, da Pelle fortalte, at han ville overraske sine forældre og få dem til at kysse hinanden igen. Vennen havde sagt, at de nok havde brug for et tredje hjerte. Det havde vennen hørt i et program om kærlighed, eller sex, en af delene, at et ægtepar godt kan få brug for et tredje hjerte, et tredje hjerte der træner deres egne til at passe sammen i slag igen.
   Og nu havde Pelle fundet hjertet, han skulle forbi, høre om det glødende hjerte kunne hjælpe hans forældre. Udenfor i vinduet blinker det som tusinde magiske øjeblikke i minuttet, og han står og beundrer det. Aldrig har han set så stærk et hjerte, og han ringer på. Han står og venter, hvad andet kan han gøre, og han kigger lidt mere på hjertet i vinduet, det vil aldrig dø, tænker han, det ligner ikke et hjerte, der kan give op.
   Og døren åbner, en kvinde står i sit nattøj. Pelle har aldrig set et nattøj magen til, så man kan ikke fortænke ham i, at han bliver overrasket.
   -Sælger du dit hjerte, spørger han, og hun forstår ham ikke, hun aner ikke noget om det danske sprog, og hvis hun ved noget om kærlighed, er det på et andet sprog.
   -Do you speak english, siger hun, og det forstår Pelle kun meget lidt af, men han prøver.
   -Bye heart, siger han, og det forstår kvinden ikke meget mere af, og hun har smalle ben, smallere end afstanden mellem hans fortænder, han ved ikke, hvordan han skal snakke med kvinden, men han vil heller ikke tale en masse, han vil gerne have hjertet.
   Han peger på hjerte.
   -Oh, that heart, is beautiful, siger hun, og Pelle smiler, og han har vist ikke set andre kvinder end sin egen mor med så lidt tøj på, og hun fniser, på en måde han slet ikke kender til, og hun går ind til hjertet, hun tager den ned af vinduet. Pelle kan slet ikke trække vejret, mens han ser på denne kvinde, der holder et hjerte i favnen, og han stirrer og stirrer. Hjertet trykker hendes bryster lidt, og det er så fint, hjertet, det blinker stadigvæk, for hun har ikke taget ledningen ud af kontakten.
   -Can i have it, siger han, og denne gang forstår hun, og han har glemt alt om kattekillingerne, nu handler det hele om hjertet. Hun er stoppet med at fnise, hun kigger på ham.
   -You really want it, siger hun, og han nikker, og måske kan hun se, at han har grædt, eller måske vil hun gerne gøre noget, en lille forskel, måske er det fordi denne situation er så tæt på utænkelig, som noget kan være det, at hun rækker ham hjertet. Hun rækker det i hvert fald til ham, hun tager det ud af kontakten, og hun rusker ham i håret.
   Lukker døren.
   Der står Pelle med hjertet. Han går ud til hundevognen, hvor tæppet ligger, der dufter af Lassie, han ligger hjertet på det, han sender tanker til killingerne på mors violette kjole, han ser på en hvid bil, der farer forbi, han overvejer at hilse, at råbe, at han fik hjertet, hans forældres tredje hjerte. Men han siger ikke noget. Han cykler videre, han skal ud og handle mad, han vil lave pizza til sine forældre. Over bordet skal hjertet hænge, de skal kysse hinanden.
   Han vil også gerne give navne til de andre killinger, men han kan ikke løbe fra, at den ene havde ramt ham hårdest. Den med den hvide plet, Leonora, og den aede hans ene finger med kinden, mens han havde den i sin huling i hånden.
   Pelle mangler gode råd, og han ved godt, hvor byens orakel bor. Han hedder Benni, han bor ude ved det gamle fyr, lyset op et lille flig af Vesterhavet. Han ved en masse, og han ved sikkert også noget om pizza.
   Der er en vældig bakke, der skal klares, før man når op til Benni, så hans gode råd koster blod, sved og tårer. Pelle okser og kokser og trækker vejret, som er han ved at trække et stort fiskenet med store torsk op fra Vesterhavet, og han kan skimte fyret i det fjerne. Det står alene og forladt ude ved de søvnige bølger, for blæsten er fraværende i dag, og solen skinner som havde den noget at bevise. Han tramper med alle kræfter, og Benni er ikke at se foran fyret, men hans knallert, en gul Yamaha, holder op af det medtagede smuds ved siden af opgangen til fyret.
   Pelle spurter op af trapperne, helt op til lyset, hvor han finder Benni i færd med at spise en mad med sylte og drikke en beskeden flaske øl. Han kalder det altid mjød.
   -Hvad ligner det, Pelle, at forstyrre mig midt i min mjød og grisehjerne, siger han, og han er ikke uden humor den mand, og Pelle kan ikke lade være, Benni kan man sige alt til, så han har kun én ting at sige:
   -Hjælp, siger han, og Benni kigger overrasket på sin yngste ven nogensinde, den tænksomme Pelle fra Solsikkevejen.
   -Hjælp? Det lyder ikke godt!
   -Jeg vil overraske mine forældre i aften. Med pizza. Men jeg har aldrig nogensinde lavet pizza før!
   Benni kigger med sit berømte intense blik på sin gode, unge ven.
   -Så er du kommet til det helt rigtige sted, Pelle. Jeg har lavet flere pizzaer end der findes skovsnegle i vores by!
   Pelle ler. Benni ler altid når andre ler, så det gør han også nu.
   -Det passer da ikke, Benni, vel?
   -Sådan cirka. Jeg har arvet den bedste opskrift på pizza fra min kære mor. Den må du gerne få, den er magisk.
   -Mener du det?
   Magi er jo netop, hvad Pelle har brug for!
   -Naturligvis! Du er min bedste ven, du skal da lave en god pizza til dine forældre. Naturligvis skal du det!
   Pelle nikker. Han bliver helt rørt. Benni overrækker ham opskriften, og peger på ingredienserne, og han siger, at Pelle ikke behøver andet end at følge opskriften, så skal det nok gå alt sammen. Pelle takker Benni mange gange, men han kan ikke læse, hvad der står. Det står med en meget gammel skrift, det er ikke skrevet i hast, sådan som morens seddel, men det er skrevet med gammel skrift, og det kan Pelle slet ikke tyde.
   -Jeg glemte, I slet ikke kender til skråskrift, siger Benni, og han skriver det ren, med en fin tydelig skrift, og Pelle takker.
   -Men en meget vigtig detalje, Pelle, er at du skal bruge en pizzasten. Og det skal være robust, veje tungt.
   Pelle aner slet ikke, hvad en pizzasten er. I første omgang tænker han, om det er noget, der skal på pizzaen, men den tanke dropper han snart, for man spiser ikke sten, og så ser han blot spørgende på Benni, oraklet.
   Han ser nok, Pelle ikke kender sådan en sten.
   -Det er en sten man bager pizzaen på. Så bliver den helt perfekt. Nej, mere end perfekt, genial. Du ved vel, hvad det vil sige, når noget er genialt?
   Pelle nikker. Det ved han, for det er netop, hvad han kalder sin idé med at bage pizza til sine forældre.
   -Ja, det kender jeg godt, for det sker at jeg får geniale idéer.
   -Så er du en af de få udvalgte, siger benni og smiler skævt.
   Før Pelle forlader fyret, vender han sig om, han vil fortælle om killingerne.
   -Vi har fået killinger i kælderen, siger Pelle.
   -Det er et symbol, siger Benni, han går hen til Pelle. -Det er tegn på bedre tider!
   Pelle ved udmærket, at Benni er en symbolsk person, han gør stort ud af småt, og det er en af grundene til, at Pelle holder så meget af ham. Han er den eneste sande symbolist i byen.
   Pelle må videre. Han går ned til sin cykel og hjertet, der ligger i vognen, mat og uden blinkende farve. Men Pelle ved, at der kun skal strøm til, så vil det blinke hen over hans forældre, og han kigger på sit Mickey Mouse-ur, ser på klokken, ved hvornår hans forældre kommer hjem, ved hvornår det hele begynder.
   Men ved ikke, hvornår det slutter.
   Han står snart foran slagteren, for det er en af ingredienserne, naturligvis er det det, kød, svin der hænger i kroge, bloddryppende, trevlende kød.
   Slagteren har store overarme og holder en kødkniv i hånden. Hans læber er mørke som oksekødet, der bløder saft i montren foran Pelle.
   -Jeg skal bruge noget godt kød til pizza, siger Pelle.
   -Er du sendt i byen af din mor, Pelle, siger slagteren, der godt kender ham. Han er med i samme fodboldklub som faren, og engang imellem ender slagteren med at råbe højt i deres stue til lyden af kapsler der presses af flaskehalsen.
   -Jeg vil overraske dem med at lave pizza i aften.
   -Skal du lave mad til dine forældre?
   Pelle nikker, og slagteren griner. Han har ikke set Pelle som den store kok, snarere som en usikker dreng, der burde få bøjle til den store mellemrum mellem tænderne.
   -Jeg vil overraske mine forældre.
   -Det er sgu godt gjort, siger han, og han finder noget kød, det ser godt ud, og han giver Pelle nogle gode råd om, hvordan man tilbereder det bedst, når man skal bruge det til pizza. Pelle lytter efter, det handler trods alt om forældrenes kærlighedsliv.
   Slagteren aner ikke noget om, at det betyder noget, pizzaen, at det skal gøre en forskel, han tænker ikke på meget andet end kød og penge, ser Pelle, at betjene kunder. I fodboldklubben snakkes der ikke om kys og nus, der snakkes mandesnak, det ved Pelle godt, og slagteren ved ikke, at hans forældre ikke kysser.
   I baglokalet, tænker Pelle, er der slagtekroge, grise der hænger fra krogene, trevler af kød, blodpøle og den samme temperatur, som i kælderen, hvor de søde killinger befinder sig. Pelle tænker lidt på de søde killinger, mens han tager imod kødet, og han forlader slagteren med en brun papirpose med kød, han lægger det i hundevognen, ned til duften af Lassie, springer på cyklen, okser afsted mod de andre varer, der skal på pizzaen. Han køber ananas hos den lokale grønthandler. Han hedder Fahim, han er fra et andet land, Irak, vist nok, og han ser ud til at elske sin kone, der altid lytter til arabisk musik i baglokalet, og han sender hende blikke, han mener det, de kysser.
   -Jeg skal bruge et ananas, siger Pelle, og det får han, og Fahim giver ofte rabat, han er venlig, måske gør frugt og grønt det ved mennesker, gør dem mere venlige, mere imødekommende, mens kød har en anden effekt. Pelle tænker ikke så meget om det, han fortæller, at der er kattekillinger i kælderen derhjemme.
   -Det en god ting, siger han, og Pelle tænker over det, om det er en god ting, og så ser han tønden for sig, i haven, så er han ikke enig, men han vil ikke fortælle Fahim, at kattene nok skal druknes, måske smiler Fahim så meget, fordi han er følsom, fordi han ikke tåler ret meget?
   Ananassen kommer ned i hundevognen. Den dufter stadigvæk mere af hund end pizzaingredienser.
   Pelle tager en pause i en park, hvor glade forældre svinger deres barn mellem sig. Barnet lyder lidt som et lokomotiv, der hviner ved en banegård, og Pelle kan ikke gøre andet end at sætte sig på en bænk og se på dem. Han er aldrig blevet svinget mellem sine forældre, tænker han, han kan i hvert fald ikke huske det. Det er en pige, hun er helt forpustet, og hun lægger sig på græsset nu, forældrene går hen til en ældre herre, der sidder på en bænk. Det er nok bedstefaren.
   Pelle går hen til pigen, han ser sur på hende, han kan ikke lade være, hun har det for nemt. Han peger på hendes fødder, hun har ikke strømper på.
   -Det første der fryser af et menneske er fødderne, siger han, og pigen går hen til sine forældre, urolig, mens Pelle går ud af parken. Han har ikke trukket vejret, siden han så på pigens fødder, og nu går han hen til hundevognen, udånder.
   Næste stop er bageren, hvor han får en færdiglavet dej til pizzabunden. Kærligt behandlet og mørbanket som dej skal, hvis det skal blive et godt brød. Han har alt, hvad han skal bruge for at lave pizza nu, og mangler kun pizzastenen, men han fik ikke noget at vide om, hvor man fik fat på sådan en henne. Pelle aner det ikke, og han må byen rundt for at spørge til den. Han starter for ham det mest oplagte sted, henne ved Peter Bark, kunstneren, der som bibeskæftigelse udhugger gravsten. Hvis ikke han har en pizzasten, må han vel kunne lave en ud af sten, eftersom han kan lave gravsten, tænker Pelle, og han tænker også, om ikke netop den tanke var genial.
   -Hej Peter, siger Pelle og giver den fuldvoksne mand med mere hård hud på huden end en gorilla har hår på kroppen hånden, han er en venlig mand, nok lettere skeptisk overfor mennesker, skal se dem an, men altid smilende, og hans ansigt ligner hver dag et ansigt med en hjerne gemt bagved, der har opfundet den dybe tallerken. Igen og igen.
   -Hej Pelle, hvad bringer dig hid, spørger Peter, og Pelle fortæller, hvordan han har brug for en pizzasten for at lave pizza til sine forældre, hvordan slagteren, grønthandleren og bageren allerede har hjulpet ham, og Peter vil hjertens gerne hjælpe, men han har ikke det rigtige materiale hjemme til at lave en pizzasten, men han forslår at låne af hans søster, Inge-Lise, som har alt hvad et køkken begærer.
   -Hun er, hvad jeg kalder for køkkenfil, siger han, og han griner, længe, og Inge-Lise har en pizzasten, den er fin og rund, og hun deler den gerne ud, for hun er på kur, og hun mener, pizza feder, hun vil ikke have mere på sidebenet, siger hun, og rækker stenen til Pelle. Den ender i hundevognen, nu kan der snart ikke være mere i den.
   Pelle kan kun tænke på én ting, at tiden går, før han ved af det, er forældrene hjemme, og Pelle må være klar til at tage imod, må sætte det hele op, skabe hygge, og i det øjeblikke han tænker hygge, tænker han levende lys. Han mangler at købe levende lys!
   Da han kommer hen til butikken, der sælger levende lys, opdager han, at han ikke har penge nok, og Pelle bliver nedtrygt, for uden levende lys vil forældrene sikkert ikke kysse hinanden. Sådan tænker han, han kan ikke lade være, og han stiller sig ud til hundevognen, dufter til tæppet, tænker på Lassie, og det hele bliver for meget for ham, han begynder at græde. Han ville ønske, han havde en kattekilling i sin hånd, tænker han, hulker løs, og det er utroligt, det er det, men præsten kommer forbi i samme øjeblik. Han hedder Torben Hav, og han går hen til drengen. Er man præst, lader man ikke gråd passere.
   -Jamen, kæreste barn, hvad sker der dog, siger han, og Pelle forklarer det hele, om kysset, om hjertet, og det er tydeligt, at præsten bliver rørt, han tager Pelle med hen til kirken, og derinde er der masser af levende lys, og ro, masser af ro.
   -Du tager bare de lys, du skal bruge, siger præsten, og Pelle går rundt i paradis, han tager alle de lys han vil have, fylder hundevognen op med dem, og han takker præsten, der tager fat i pelles ene skulder, ser med et alvorlig blik på drengen.
   -Intet er vigtigere end kærligheden, min dreng, siger han, og Pelle nikker, og han er ikke i tvivl om, hans idé er genial.
   Pelle tager hjem. Det første han gør, er at hænge hjertet op over stuebordet, det skal hænge og gre sig til, der skal ikke være noget at tage fejl af. Hjertet skal blinke, sættes til strøm, han håber, den vil ramme forældrene, på samme måde som den ramte ham, da han så den i vinduet første gang. Hjertet hænger, blinker, Pelle er tilfreds, står og kigger på det som en regnbue på en skyfri himmel.
   Nu skal der laves pizza, og han former bunden, smider fyld på pizzaen og tænder ovnen. Det hele i en sådan fart, at han slet ikke når at sende killingerne en tanke, han er beskæftiget som aldrig før, og han får lavet den flotteste pizza, han nogensinde har set. Den kommer ud af ovnen, damper af, og så, KATASTROFE!
   Så læser han den mest fatale sætning, han nogensinde har læst:
   Efter pizzaen er bagt, skærer du den ud i de fineste slices med en pizzaskærer!
   Han har ikke nogen pizzaskærer, og hans tanker er helt tomme, han ved ikke, hvad han skal gøre, det skal gøres helt, ikke noget at pege fingre af, og Pelle må føjte i byen en sidste gang, han løber fra butik til butik, men der er ikke den store efterspørgsel på pizzaskærere i byen, ingen har den, og Pelle kan ikke gøre andet, han er nødsaget til det, han finder en krog i parken, hvor han tidligere skræmte den lille pige, han går ned i knæ, helt ned, han sætter hænderne forn ansigtet, han maler en skygge i ansigtet med de håndflader, hvor killingerne tidligere befandt sig, han græder.
   Han græder.
   Men det kan ikke blive ved på den måde, han må op på hesten igen, som man siger, og det gør Pelle, han rider hen til "køkkenfilen", damen med pizzastenen, han er forpustet, hun kan se, at han har grædt. Hun henter en pizzaskærer, for naturligvis har hun sådan en, og alt er i den skønneste orden, han nynner endda en fin lille melodi på cyklen, mens han sigter mod hjemmet, mod det blodrøde, blinkende hjerte og killingerne i kælderen, men så ser han bilen, mor er hjemme, hun er kommet tidligere hjem end hun plejer, hun har overhalet ham indenom, som man siger.
   Pelle løber ind i huset, og moren står i køkkenet, hendes hoved ind over pizzaen, der er blevet kold, og hun har slukket hjertet, det opdager Pelle, hun har taget stikket ud af kontakten, og på bordet nåede han slet ikke at tænde for det levende lys. Stearinlysene ligger ude i hundevognen, og Pelle skynder sig at tænde for hjertet igen, moren sukker.
   -Hvor har du dog fundet det hjerte henne, spørger hun, og Pelle tænder det, han fortæller, han har set det i et vindue, han fortæller hvor, mor går hen til Pelle med en flad hånd, den bruger hun. Der står de, og Pelle spørger til far, han er ikke kommet hjem.
   -Han kommer ikke hjem, siger mor, og sådan står de, og Pelle forstår desværre alt for godt, hvorfor hjertet ikke passer ind, for det passer ikke ind, og det eneste Pelle tænker på i dette øjeblik er, at hvis der ikke var kattekillinger i kælderen, hvis ikke de kunne være i hans håndflade, så ville det værre endnu værre.