En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården i Dublin. Det mindede allermest om en modstandsbevægelse, der var ved at vælte et kæmpe ornament af jern, ironman, symbolet på styrke, nu symboliseret som forfald, noget forgængeligt, noget tabt. Man jublede af glæde, da den metalliske lyd klingede over hele pladsen og efterlod et gentagende ekko. Folk skreg, af glæde, af lettelse, og denne nat blev der festet, flere uger i træk, man kunne slet ikke få hold på det igen. Det var en glædens dag, man aldrig havde set lignende.
   Inde midt i jublen stod Torben Ejner Valle, den eneste dansker på stedet, og udlevede sin drøm, en brik i det største og mest komplicerede puslespil, han nogensinde skulle blive del i, og han var lykkelig, for han følte ikke brikken, men følte derimod hele den bærende mening, der lå bag. Han så med hvilken kraft, den store ironman blev væltet med, hørte lyden danne et stort sejrsjubel over hele pladsen, mærkede slaget i brystet, da politiet troppede op med deres køller og begyndte at slå i panik og rædsel.
   Verden var af lave, kaotisk og uden orden, folk var begyndt at slås for en sag, der ikke var velset af den orden, man havde opretholdt gennem den irske historie, og som man nu så i fald. Det største symbol på den irske styrke, ironman, manden af jern, urokkelig og fast tømret, lå på siden, såret og ude af stand til at rejse sig op. Befolkningen havde endelig fundet noget at slås for. Torben Ejner Valle havde fundet noget at slås for.
   Torben mærkede adskillige slag i brystet, før han kunne udskille dem fra en blidere hånd, der, stadig fast og bestemt, trak ham væk fra slagene og ind i en afkrog. Det var en smuk, ung kvinde. Hun kunne ikke være mere end i starten af tyverne. De runde bryster hang løst under en gammeldags kjole, runde, formede og nærmest i dyb kontrast til hendes levende personlighed. Det var, som om de var udstillede, fremstillet for et dommerpanel, og han skulle give dem karakter. Adgangsprøven til Playboy. Og det skræmte ham.
   Men hendes levende ansigt, den dybe alvor i blikket, vækkede ham til live, gjorde ham begejstret, og han mærkede, hvordan han fik jern på. Jernet voksede samtidig med, at ironman lå og rullede rundt på den store plads på banegården i Dublin. Dette var kvinden, han søgte.
   "Vi gemmer os her til det er mere humant at fortsætte vores gang. Vi har ikke skrevet under på, at vi skulle tæskes til døde i dag, vel?" sagde hun på et perfekt irsk, med en smuk accent, meget fornem. Og sådan forestillede Torben sig, at han skulle have læst Joyce, med denne accent, med et så fyldestgørende sprog, at han kunne blive ét med Ulysses, men i stedet lod han sproget dø hen i fortvivlelse og blive til intet.
   Han fik en trykken for brystet igen, men ingen slog ham. Der var stille, kvinden afventede en respons fra Torben, ingen var at se i mile omkreds, kun den unge kvinde på tæt hold, i en afkrog, væk fra kaos, men alligevel gjorde det ondt i brystet, som om der var nogen, der slog ham igen, men inderst inde vidste han godt, at det var Joyce og sproget, der generede ham. Inderst inde kendte han sandheden.
   Kan man overhovedet skrive under på noget i overført betydning i England?, tænkte han om og om og om igen og igen og igen.
   "Tror, det er bedst, hvis vi bliver her en stund," sagde han på et fordansket engelsk. Uden tryk de rigtige steder. Uden det flød som bølgerne mod sofaen. Det mindede slet ikke om det levende sprog i Drømmerne. Som det levende sprog i Drømmerne. Det levende sprog i Drømmene. Levende sprog i Drømmerne. Sprog i Drømmerne. I Drømmerne. Drømmerne. Merne. Ne.
   Det mest gennemførte ekko nogensinde. Fulgt hele vejen til sidste stavelse. Sproget på nedtælling. Talte ned ad mod noget, der slet ikke havde betydning. Men det betyder vel noget alligevel. Torben faldt ned på sine knæ. Hev efter vejret. Mærkede to arme, kærlige og behjælpsomme, der greb fat omkring livet på ham, hev ham op fra afgrunden, op på benene, i stærk modsætning til ironman, ornamentet, der lå på pladsen, og aldrig ville komme videre. Han kiggede ind i livet bagved den irske kvindes øjne. Så den store fortælling vokse ud af pupillerne på hende, og han ville elske hende. For altid.
   Han kunne mærke, at det var hende, han havde søgt hele livet, den eneste ene, og pludseligt kunne jeg (fortælleren, bare kald mig, hvad du vil, kald mig Mig!) fortælle den store fortælling om Torben Ejner Valles rejse til det store optøjer i Dublin, 2036, en fuldmånenat, smuk og bedøvende, pludselig blev småt stort og alt lyste op til ét sandfærdigt sprog, de store fortællingers sprog, det meningsfyldte sprog, det fabulerende sprog, og det var på tide at skrive historie. En god historie.
   Foran den smukke kvinde, side om side med den største symbolske sejr, man havde været vidne til i det irske hjemland, fandt Torben vejen til hendes læber, kyssede hende blidt og med åbne sanser, mærkede varmen fra hendes ånde, livgivende og oplysende, med en styrke, der alene kunne have væltet ironman, og hun gengældte kysset og strøg sin højre hånd gennem hans pjuskede hår. Han ville have sagt, at han elskede hende, men ikke her, ikke nu, for det var ikke en sådan sproglig konstruktion, han ville elske med, men hele sin tilstedeværelse, hele sin krop og sjæl, alt hvad der var levende. Ikke det døde sprog. Ikke det døde a. Alt andet!
   Men tanken strejfede ham, tanken om den gamle enke i klasseværelset, senere død, og Ponty, manden der ved et tilfælde ankom til Shamans hus, senere død, og tilmed manden på biblioteket, der så det omvendte alfabet, et andet alfabet, og senere død. Tanken om disse folk, deres dødsårsag, lykken som motiv, strejfede ham, og han spejlede sin identitet i ikke længere eksisterende personer. Arne Alterbaum og Carlos Shaman, folk der havde levet og alligevel ikke havde, og nu huskede han tilbage på kvalmen. Den uudholdelige kvalme. Kvalmen der var at spore i tegningerne.
   Han huskede tegningerne. Sammenstøbningen af alt. Han huskede teknikken. Kunne til hver en tid tegne alt. Men han havde ikke lyst. Han ville elske denne kvinde. Altid. For alt. I stedet for alt! Han ville fortælle en god fortælling som gammel. Ikke at han kunne tegne alt. Ikke det. Han ville fortælle om mødet med denne kvinde. Den smukke, irske kvinde. Om følelserne, der var indblandet. Den største åbning af sanserne. Han ville fortælle alt det. Han ville ikke fortælle alt.
   Men Torben gik ned på knæ igen. Kvalmen havde fået overtaget. Han havde mistet sine kræfter. Han kunne ikke elske denne kvinde. Pludseligt var hun ikke ægte. Hendes brysters uægte former havde udvidet sig til hele hendes væsen, gjort hende til et ornament, på lige fod med ironman, noget der måtte væltes, noget der måtte falde. Men det var ikke ironman, han kæmpede imod, men det var sig selv og sproget. Han kunne ikke længere elske denne kvinde. Det var ikke ironman, der faldt. Det var Torben Ejner Valle.