Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større end nogen anden. En hemmelighed for mit liv. Den må aldrig komme frem i lyset. For evigt bevares den i mørket. Der skal den forblive. For altid. Brian og jeg er blodbrødre.
   Ude på Blåtholmsgård, hvor jeg i en ung alder arbejdede som stalddreng, løb vi rundt på markerne og skræmte køerne. Vi var enige om, at de var dumme, så derfor berettigede vi os selv til at gøre noget sådant. Selvfølgeligt var det bare en undskyldning. Men hvad har køer overhovedet at være bange for?
   Brian var en af disse sprælske drenge, der altid havde fart på, hastede af sted til den næste milepæl, det næste stoppested, hvor livet kører efter en fast timeplan, og selvom døren åbnede sig for ham, og varmen fes ud af bussen, så lod han den køre videre uden at stige på, forblev ude i kulden. Sådan levede Brian. Vi var egentlig meget forskellige, ham og mig.
   Brian elskede at have en kæp i hånden som magtredskab. Det var aldrig mig, han slog på.
   "Det ville sgu da være for åndssvagt," sagde han.
   Enten var det køerne, der skulle smage, hvordan smerten kunne bide sig fast i en ellers meget stor krop, ellers var det kattene, der altid stod i massevis omkring en skål ude i stalden, fra hvilken de måtte gemme sig en stund for at undgå for mange slag på ryggen. De havde et underligt, ærefrygtigt forhold til Brian; holdt sig på afstand, men syntes samtidig at være fascineret af hans adfærd. De udvalgte torturofre blev dog hurtigt kedelige for Brian, og han måtte udse nye muligheder, og der var så uendelig mange af dem.
   Han fandt en ny mulighed i en af gårdens nabounger. Kaj hed han. Han var det foreløbigt sidste led i en degenereret, indremissionsk slægt, Provstebjerg, og hans forældre havde allerede fra fødslen fyldt ham med adskillige dogmer om kristendommen. Det underlige var, at Kaj, efter han havde erhvervet sig adskillige blå mærker, på en måde var blevet indviet i vores selskab. Han var altid med os, når vi tilbragte en hel dag oppe på Blåtholmsbakke. Og det gjorde vi tit.

En dag døde Kaj, mens vi legede skjul oppe på halmloftet. Rygterne spredtes. Der blev talt fra alle munde. Man mente, at hans forældre havde forgiftet ham, fordi han havde syndet. Men det troede jeg nu aldrig på. Tværtimod. De havde nok valgt at slå ham i stedet for at slå ham ihjel, hvis han virkeligt havde trodset Guds ord. Kaj havde før haft flere blå mærker, end Brian ville sætte sit navn på, så mon ikke det allerede var en metode, de havde valgt at bruge.
   Men vi fik aldrig nogen dødsårsag fra politiet. De så bare med fortrøstningsfulde blikke på os, og forsøgte at tale livsfilosofi selvom det sidste, vi havde brug for, var en moralprædiken om livets mening. Senere spurgte de til de blå mærker, de havde fundet på Kajs krop; om han måske havde fået dem, mens vi legede med ham. Men vi fortalte dem, det var nogle, han havde fået hjemmefra. Og det var jo kun en halv løgn.
   "Husk, du fortæller altid halve løgne! Det resterende tager jeg mig af!" sagde Brian engang til mig. Han talte ofte i tåger, men sådan ville han det helst, for sproget syntes for ham ikke at muliggøre andet. Han talte ofte slet ikke. Efter en kortere samtale lod politiet os være i fred. Men jeg vidste nu godt, de ville vende tilbage. Døden jager mennesket gennem hele livet. Man siger, med døden får alt en ende, men sandheden er, at døden aldrig får en ende. Døden hænger ved.
   Jeg husker en samtale, Brian og jeg havde få dage efter Kajs død. Den var underlig dyster. Som om vi begge vidste noget, vi ikke ville fortælle. Men hvad var meningen også med at fortælle noget, vi begge vidste?
   "Nu vil jeg begynde at slå kattene igen. Det er de nok ikke,så glade for," sagde Brian og tændte en smøg.
   Vi sad på en af højene oppe på Blåtholmsbakke, og vi kunne se ud over hele byen. Min fødeby. Jeg gryntede en smule for at bekræfte, jeg havde hørt ham. Men fandt det ikke det mindste morsomt. Jeg inhalerede blot den behagelige røg.
   Han fortsatte:
   "Hvad fanden ligner det at lege filosoffer. Som om man som politibetjent kender svaret på livets spørgsmål. Fik du noget ud af det, de sagde?"
   "Nej."
   "Jeg tror bare, de skal passe deres arbejde, og lade de dybere spørgsmål synke ned på bunden af det dybe hav. Glemslens hav."
   "Som hvem der tog livet af Kaj?"
   "Det spurgte de jo ikke engang om. De gik vel ud fra, det
   var Gud eller noget."
   "Ved det ikke."
   "Jeg kan sgu ikke lide politiet. Jeg afskyr dem."
   "Ja."
   "De skulle tage at passe deres arbejde. Det er det, de får deres penge for. Politiet får penge for at knalde folk. De skulle tage i lære hos luderne."
   Jeg gryntede igen, men lydene syntes at dykke ned i et dyb, syntes at danne et tungt og fjernt ekko i mørket, der fadede langsomt, men stadigt bort, for altid opslugt af et indre vakuum, fortrængt til det uvisse. Det var ikke den dag, vi blev blodbrødre. Mærkelig nok. Vi havde alle gode grunde til at blive det. Vi havde en hemmelighed. Hvilken bedre begrundelse kunne der være for at dele blod, end det at man deler en hemmelighed? Eller hvilken bedre begrundelse kunne der være for at have en hemmelighed, end det at man deler blod?


* * *
   Brian og jeg blev blodbrødre, da vi var i sommerhus med min familie flere måneder tidligere. Ikke lang tid efter Brian blev en del af mit liv. Vi var på ferie uden min storesøster. Men det betyder nu ikke noget. Vi fandt en høj, hvor vi kunne sidde og ryge vores smøger. Faktisk lignede den højen hjemmefra.
   Det gjorde ikke noget. Så var vi på en måde hjemme, selvom vi var ude. Jeg har altid følt mig bedst tilpas i min fødeby. Pludselig rørte Brian på sig, og jeg rejste mig op, drejede en omgang og kiggede på mig selv.
   "Lad os blive blodbrødre," sagde han.
   "Ja," sagde jeg.
   Og nu begynder det hele at blive sløret. Flashbacket besværliggøres, svimmelhed og underlige visioner synes at præge tilbageblikket, blande sig med historien, gøre gengivelsen umulig, og det nødsager mig til at ændre på den. Dette er skrevet med de muligheder, der ligger i sproget, muligheder for at grave i fortiden, underbevidstheden, gøre noget sket levende, eller måske snarere levendegøre noget aldrig sket, sammenføre noget muligt med noget umuligt, noget sandt med noget falskt, hvor to halve løgne bliver til én, tale i modsætninger. Sproget taler altid i modsætninger. Sådan fortsætter historien.
   Jeg husker, at Brian stod med kniven i hånden, og jeg husker, hvordan jeg blev helt svimmel og måtte støtte mig op af redskabsskurets endevæg for ikke at vælte omkuld. Brian begyndte at le.
   "Nå ja, du har det ikke så godt med selvpinsel."
   Vi lo sammen, og det var en dejlig følelse af sammenhold. Pludseligt gik det op for mig, hvorfor han aldrig slog på mig med kæppen, hvorfor det altid var Kaj, det gik ud over. Jeg mener, det var på dette tidspunkt, det gik op for mig. Det er deromkring. Så skar han. Jeg stivnede. Kunne ikke kigge væk. Måtte se blodet løbe ned ad begge sider af armen, pumpe ud af årene, presse sig igennem hudens rift og dryppe ned på jorden. Måtte se, hvordan blodpletterne formede sig på det beskidte trægulv.
   Jeg sværger, at jeg kunne høre lyden, da blodet ramte overfladen og for altid satte mærker på gulvet i det gamle skur. Blodpletterne er de eneste vidner til vores pagt. En pagt for livet. For altid. Så skar han igen. Per refleks hev jeg armen til mig. Men før jeg vidste af det, kunne jeg se mere blod. Mit blod. Flere dryp ned på gulvet. Flere pletter. Flere vidnesbyrd om en pagt, der aldrig måtte brydes. Aldrig kunne brydes. Indtil dette tidspunkt forløb ritualet traditionelt. Som jeg havde set det i en film engang. Eller havde jeg læst det i en bog? Det er ligegyldigt. Indtil Brian talte igen. Han talte i tåger. Det var som om, han søgte at finde nye sproglige konstruktioner, nye former, nyt indhold. Han var jo også anderledes.
   "Uanset hvad der sker, uanset hvordan vores venskab udvikler sig, så står vi sammen om det, vi foretager os; ser vore handlinger som fælles gerninger, der kun vedkommer os. Vort fælles ansvar. Og således skal de dykke ned i glemslens hav."
   Sådan talte Brian så ofte; om glemslens hav, hvor fortrængt liv lever på bunden; liv, som ikke bør forstyrres af hverken perledykkere eller andet. Men dette var første gang, han nævnte det. Dette hav fik på en måde liv sammen med pagten. Selvom flashbacket er sløret, selvom sproget ikke synes tilstrækkeligt for mig, så fremstår billedet af dette hav tydeligt for mit blik, visualiseret på den klareste måde. Jeg fornemmer bølgerne, rytmen, en brusen ind mod fortællingen, og jeg føler hele tiden, jeg må vende tilbage til det.
   Vi trykkede armene sammen, og vi kunne ikke adskille blodet fra hinanden. Det var ikke Brians blod og mit blod. Det var vores blod. Jeg kom af uforklarlige årsager til at tænke på blodet i Kajs mund. Det var underligt, for han var på dette tidspunkt slet ikke død. Men som sagt er flashbacket sløret. Historien besværliggøres. Sproget taler i modsætninger. Tiden kommer i vejen. Kronologien giver sig til kende som en mutation. Noget deformt. Men stadig fortsætter historien.
   Jeg kan jo altid fortælle, hvad der skete næst.


* * *
   Politiet fortalte os ingenting om dødsårsagen. Men det betød ikke, vi ingenting vidste. Min far var advokat, og han kunne en dag komme hjem og fortælle os, at Kaj havde hostet blod op den dag, han døde. Forældrene havde udtalt til en avis, at han havde gjort det før. Han havde haft problemer med maven. Det var vel det, der havde slået ham ihjel, mente min far. Jeg nikkede blot og lod samtalen være afsluttet. Også hvad dette nye påfund angik, så spredtes rygterne omkring forældrenes skyld. Man mente, at de måske havde forgiftet ham. Jeg syntes, det var en interessant teori, at han skulle være blevet forgiftet, men forældrene havde et godt modargument, i og med Kaj var deres søn og de elskede ham over alt på jorden. Forældrene blev heller aldrig dømt. Der
   var ingen anden end meningsløsheden selv, der fik skylden i den sag. Men jeg vidste godt, politiet ville henvende sig igen. Døden hænger ved. Den sætter sit aftryk, som blodet satte sit aftryk på trægulvet i redskabsskuret.
   Da der pludselig stod en politibetjent i døråbningen til vores hus, gjorde det min storesøster meget bange. Hun havde aldrig stået ansigt til ansigt med sådan én før. Hun var sikker på, at vores far var blevet dræbt i forbindelse med et hævndrab eller noget i den stil. Politibetjenten kunne straks se, at Marlene var bange. Han beroligede hende ved at sige, der ikke var sket noget. Ikke for nyligt i hvert fald. Han skulle bare tale et par ord med hendes yngre bror. Hun slappede lidt af, men det berørte hende også, at han skulle tale med mig. Vi har altid været meget tæt på hinanden, hende og jeg - og når noget angår mig, så angår det på en eller anden måde også hende.
   Stop! Korrektion. Det går op for mig, at hvis hun havde været med i sommerhus, den dag pagten blev en realitet, var Brian og jeg aldrig blevet blodbrødre. I hvert fald ikke den dag. Og så havde det hele nok set anderledes ud. Måske.
   Jeg sad inde på mit værelse. Spillede på guitar, hvilket var en hobby, jeg havde haft længe. Husker ikke, hvornår den startede. Sådan er det tit. Man glemmer, hvornår noget starter, og man finder aldrig ud af, hvornår det slutter. Det kaldes uendeligheden. Det er livets cirkelkomposition. Og Brian
   sagde altid: "Lad vær at tale om livet og døden. Det taler for dig. Mening giver kun mening uden sprog. Tal ikke. Ti stille! Nævn det ikke. Nævn det ikke!" Således talte han, altså når han talte overhovedet.
   Samtalen med politibetjent Jørgensen var endelig. Havde en tydelig start og slutning. Sådan husker jeg den. Det startede med, at Jørgensen lukkede døren bag sig og præsenterede sig med et håndtryk. Hvorfor skal politimænd altid have et fast håndtryk?
   "Hej Klaus. Mit navn er Peter Jørgensen. Jeg kommer fra politiet og vil gerne stille dig nogle få spørgsmål. Er det i orden?"
   "Jeg hedder nu ikke Klaus. Mit navn er Brian. Men du spørger bare."
   Jørgensen undrede sig meget over svaret. Begyndte at bladre i sine papirer og kiggede på mig igen. Så stillede han det mærkeligste spørgsmål, man kan forestille sig blive stillet:
   "Er du sikker?"
   Hvis jeg ikke skulle kende mit navn, hvem skulle så?
   Han fortsatte: "Der står Klaus ud for denne adresse på mine papirer, og ude på døren stod der også Klaus, så jeg før jeg gik ind. Det kan jeg ikke forstå."
   Har du overvejet, at dine iagttagelser er fejlagtige? At jeg er Brian, selvom dine papirer og en dum navnetavle fortæller noget andet!
   Brian og jeg kunne ikke lide politibetjente, det skal ikke være nogen hemmelighed, men lad nu det ligge. Efter flere forvirrede minutter havde Jørgensen accepteret navnet, og han kunne fortælle, han da også godt ville stille Brian nogle enkelte spørgsmål.
   Og Brian har allerede givet dig lov!
   Det var unødvendig tidsspilde, al den forvirring omkring navnet, men jeg havde vel ikke andre at bebrejde end mig selv. Jeg hed jo ikke Brian. Ikke på min dåbsattest eller noget andet sted. Og Jørgensen var vel ligeglad med, hvad jeg syntes, jeg burde hedde, for det var mit fødte navn, der blev henvist til, og det var ikke det navn, han fik af mig. Men jeg gjorde nok, hvad jeg gjorde, fordi jeg fra starten vidste, at vi ikke ville forstå hinanden. Jeg kunne ligeså godt gøre det klart for ham fra starten, at vi ikke kunne lide politiet, Brian og jeg.
   "Du kendte Kaj og var på halmloftet, da han døde. Har jeg ret i mine antagelser?"
   Således fortsatte Jørgensen, og jeg følte mig angrebet af ham. Han kunne ligeså godt have slået mig med gummikøllen.
   "Ja, jeg kendte ham godt. Han var en af mine legekammerater. Vi er begge to kede af, han er død. Meget," sagde jeg til mit forsvar.
   Hvordan forsvarer man sig mod en gummikølle?
   "Begge to? Vi bliver jo nødt til at få opklaret, hvad der er sket, forstår du. Man skal ikke lade livet forgæves, vel?" Jeg var på dette tidspunkt glad for, at Brian ikke var til stede. Han havde afskyet en bemærkning som, 'man skal ikke
   lade livet forgæves'.
   Hvorfor skal livets mening eller mangel på samme blandes ind i et uskyldig barns død?
   Og han havde ment, at det var dybt ironisk, at vores samtale hovedsageligt gik ud på at slå nogle navne fast, når det i hvert fald ikke var navnene, der havde slået Kaj ihjel.
   Så kom da til sagens kerne!
   Nogle gange forstod jeg præcis, hvad Brian mente. Og jeg var ikke det mindste i tvivl om, at han ikke ville have lyst til at være til stede på det tidspunkt, hvor Jørgensen begyndte med sin lommefilosofi. Det var det første, Brian fortalte mig.
   Fra første dag jeg lærte ham at kende, gjorde han det klart for mig, at han ikke eksisterede for at give livet mening, men for livet alene. Uden mening. Uden ord. Jeg måtte godt kalde ham Brian, men det skulle ikke være for at få ham til at give mere mening. Han gav ikke mere mening med et navn end uden. Og det var jeg indforstået med. Det var jo også mig, der til at begynde med opsøgte ham. Sådan husker jeg det i hvert fald.
   Det var en sommerdag. Jeg husker ikke måneden, men den kan heller ikke genfortælle oplevelsen. Måske andre ord kan. Jeg sad i badekarret i det lune vand og kiggede ud af vinduet for at samle nok sanseindtryk til at varme vandet op med. Jeg troede på det tidspunkt, det kunne lade sig gøre, at jeg via nogle energier fra mine sanseindtryk kunne varme vand. Set i bakspejlet kan jeg godt se, det var naivt. Og det var lige nøjagtigt, hvad Brian fortalte mig, da han pludseligt stod i vinduet og kiggede ind. Jeg blev forskrækket. Pludseligt havde jeg en ven for livet. Det hele gik så utrolig stærkt.
   Stop! Flashback! Fejl! Så var det vel ham, der opsøgte mig?!
   Og dine sanseindtryk fik ikke dit snavsede tissevand til at koge! Prøv med mere tis næste gang!
   Måske var dette et dumt tilbageblik. Ord kan ikke genfortælle noget som helst. Modsætningsfulde som de er. Ord er uden minder. Ord er tomme. Uden indhold. Ord er mindernes modsætning. Det var for resten samme dag, vi blev blodbrødre. Sådan husker jeg det i hvert fald. Men en ting er, hvad jeg husker, en anden ting er, hvad jeg skriver.
   Jeg husker, hvordan samtalen med Jørgensen sluttede. Præcis som jeg husker, hvordan den startede. Han havde stillet lidt flere spørgsmål. Han ville gerne vide i detaljer, hvordan Kaj reagerede lige før, han døde. Hvordan vurderede jeg hans død? Blev han måske kvalt? Blev han svimmel og døde? Hvordan så han ud i hovedet? Sagde han ord eller lyde, lige før han døde? Jeg husker tydeligt, hvordan samtalen sluttede. Jeg svarede ham ikke. Det gjorde Brian.
   Men jeg ved ikke, hvad han svarede. Han havde garanteret ikke sagt ret meget. Han talte med få ord, ja, han var nærmest usproglig. Flashbacket er sløret. Efterfølgende gik Jørgensen ud af mit værelse og lukkede døren efter sig. Ikke sagte, ikke hårdt, men fast som håndtrykket. Han var en rigtig politibetjent.
   En af dem Klaus og jeg ikke kan lide! Det er forstået! Så kom da til sagens kerne!


* * *
   Jeg undrede mig i lang tid over alt det, Brian havde fortalt mig under vores pagt. Alt det med, at vi fælles skulle stå til ansvar for det, vi gjorde. Det var ikke, som jeg havde set det på film. Det var originalt og personligt. Jeg havde ikke tænkt på det i tiden efter pagten, men da Kaj lå i høet ved siden
   af mig, død og helt blå i ansigtet, blev jeg simpelthen nødt til at tænke på det. Det var som om et par tråde begyndte at hænge bedre sammen. Det var som om årsag og virkning gjorde sig gældende i en verden, hvor årsag ligeså vel kan føre til virkning som omvendt. Måske var mordet årsagen til, at vi indgik i en pagt. Eller var det omvendt? Sproget er så utrolig modsætningsfuldt og dobbeltmoralsk, uden minder, uden indhold. Kronologien er en mutation. Deformt.
   Brian gør sig bemærket. Jeg er ikke parat til endnu en dunkel samtale. Ikke nu. Ord kan ikke beskrive, hvad jeg følte, mens jeg kiggede på Kajs døde krop og væmmedes ved min ligegyldighed. Brian var knap så ligeglad. For ham betød det noget. For ham gav det mening, fordi det skabte ligegyldighed hos mig. Han gjorde det for mit liv. Jeg forstod ikke, han gad. Men jeg ville ikke starte nogen dunkel samtale om, hvad vi gider og ikke gider. Det er blot ord. Blottede ord.
   Jeg går nu til sagens kerne, som Brian ønsker det. Jeg har allerede pointeret, der ikke var nogen, der blev dømt for mordet på Kaj. Men det var et mord. Jeg ved det, fordi min bedste ven, Brian, tog Kaj af dage. Koldblodigt slog han ham ihjel ved på daglig basis at tilsætte en smule rottegift i en vanddunk, Kaj altid havde med sig rundt. Det resulterede i, at han hele tiden kastede op, og lægen mente, det nok var maven, den var galt med. Forældrene fik skaffet noget mavemedicin til deres stakkels barn. Brian greb denne chance til at putte gift i medicinen. På dødsdagen fik Kaj den smule, Brian havde puttet i vanddunken, men samtidig også en større dosis, han havde puttet i mavemedicinen. Det kunne Kajs lille, skrøbelige krop ikke holde til.
   Kaj døde klokken 16.34 den 18. januar 1996. Sådan en dato kan man aldrig glemme. Derfor kan jeg så udførligt gengive den. Altså datoen. Men alt hvad jeg skulle have glemt i min fortælling, alt hvad der ikke trådte klart frem for Dem, det ligger trygt i glemslens hav. Hvilke spørgsmål De end måtte have, så kan jeg fortælle Dem; med sproget kan vi kun tale i tåger, og disse tåger synes at overdække en troværdig fortælling. Men med sproget kan vi fortælle, og det er fortællingen selv, der er værdifuld, ikke hvad der fortælles om.
   Brian er i dag perledykker og lever livet et andet sted. Langt væk. Mere kan jeg ikke sige. Det handler jo om en hemmelighed. Brian og jeg er blodbrødre. Samme blod.