"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får man en søvnig fremtid."

Oskar V - en hudløs ærlig student der i et øjebliks galskab havde prikket en lille dreng på kinden med en nål - stod i den skærende vinteraften og kiggede ind ad et distræt udstillingsvindue i en sørgelig boghandel. En ung dame stod med sine attributter og gabte hen over en ikke særlig levedygtig krimi. Ekspedienten var en kræftramt ældre herre, der altid rystede på hænderne når han tog sig til skægget, og derhjemme havde han en søn, der læste en masse bøger om at drive virksomhed for at forberede sig på at overtage forretningen.
   Hvis blot Oskar havde haft råd, ville han købe Camus' Faldet og læse den to gange før sengetid, for han kunne alligevel ikke sove om natten, men så kunne han læse og udforme en filosofisk udredning af, hvad konsekvensen af et selvmord måtte være ud fra et medmenneskeligt perspektiv. Men selv Camus' tynde bog Faldet var blevet for dyr, kostede mere end et selvmord.
   På gaden kom en lille dame forbi ham. Hun ænsede slet ikke boghandlen, hvilket fik Oskar V til at blive harm, og skræmmende fredfuldt vendte han sig om, trådte ud foran damen, der omgående fik et chok:
   "Ser du dog slet ikke bogens verden, din kælling," sagde Oskar V til hende, og damen tog sig til sit flatterende bryst, hendes blik var slatten, hun gik i en desperat bue omkring ham. Endelig syntes han at være kommet til en art velplaceret konklusion og vendte sig om med en dansedrejning for at gå hjem og præsentere sit påfund.
   Da han åbnede døren til forældrenes dagligstue, så han sin far, han sad og stoppede en pibe. "Nå da," sagde denne, og Oskar havde en ubehagelig tilbøjelighed til at fryse til is, når faren åbnede munden, men heldigvis var faren en mand af få ord, så det skete sjældent. Men denne aften havde faren tænkt sig at tale, og hans røst væltede frem som et stillads, der faldt mod en mennesketom gade.
   "Du skal ikke gøre dig den ulejlighed at komme længere indenfor i rummet. Jeg vil bede dig blive stående, for du har - og dette ved jeg, at din mor vil give mig medhold i - ikke fortjent bedre. Der kan gro mos ud af ørerne på dig, og det vil være en velfortjent omstændighed i dette cirkus, som vi stakler af uforløste årsager kalder for virkeligheden!"
   Oskar V stod helt stille, men han blev snart træt i benene, og han blev nødt til at løfte det ene ben, og det gik det fint med. "Men kære far, jeg ..." "Ro," sagde faren og rejste sig op og malede en tung skygge foran et maleri af en fiskekutter. "Der er i sandhed blot en enkel voksen i dette rum, og det er ikke dig. Du er det usleste, det dovneste menneske, jeg kender. Hvor mange gange er du ikke kommet hjem med endnu en skuffelse i snor? Som en lille pryglet køter, sådan vralter du frem og tilbage mellem meningsløshed og pest! Du driver din far i graven!" "Kære far," sagde Oskar V, og han var dristig nok til at nærme sig det tunge legeme, der stod ved et vakkelvornt skrivebord.
   På bordet lå en bog, Slottet, som sønnen havde påduttet faren, men det var tydeligt at se, at bogen ikke havde været åbnet.
   "Jeg har fået en genial idé, som jeg gerne vil fremføre for dig ved aftenbordet. Jeg ved, at vi skal have forloren hare, og det er ikke min livret, men jeg har ikke noget imod netop at spise sådan en ret, og mens vi behager os med dette, vil jeg fortælle dig en - når jeg selv skal sige det - overordentlig genial idé! Du vil blive stolt af mig!"
   Faren brød ud i latter, og han satte sig ned på en bambusstol, der knirkede vellidt, som var den bevidst om tragedier. "Du har fået en idé! Og så oven i købet genial! Så har man hørt det med! Fortæl, fortæl..." "Nej, far, jeg kan ikke fortælle den nu. Jeg er nødsaget til at lade mit legeme overbetynges af luft og frisk havskum først [og det vil ikke vare længere end en time, hvormed det vil være dig muligt at tilberede den spiselige forloren hare], og når jeg vender tilbage, vil du finde en udpræget tilfredshed i hele mit ansigt og sjæl, der bevidner om min genialitets stedfæstelse. Idéen vil i sandhed gøre mig til et virksomt menneske med alt hvad det måtte indebære!"
   "Du skal vide, at jeg - og med dette har jeg meddelagtiggjort din mor, hvis hovedrysten bevidner om en ubetvivlelig enighed - ikke har den fjerneste tillid til dig og din såkaldte geniale idé! Jeg spytter din tyvagtige latterlighed i ansigtet!"
   "Jeg forstår, at du betragter mine påfund som meningsløse, ja måske decideret ødelæggende, men far, jeg lover dig, denne gang er det ikke en bold jeg kaster op i luften, som jeg ikke evner at gribe igen. Hvis du eksempelvis ville have mig til at hente en avis til dig, ville jeg gøre det, før du får set dig om, for du kan regne med mig igen!"
   "Hente en avis? Men det vil ikke give mig anden glæde end læsningen af aftenavisen, Oskar!" "Det er jo ikke min sande far, der taler! Han ville omfavne mig nu, men du er et menneske, der spiser kakerlakker, og sådan har min far aldrig gjort! Du skal se, når jeg fremlægger min idé for dig, vil du blive henrykt, ligeledes vil mor. Og Allan. Nu vil jeg hente Allan," sagde Oskar V, og han havde fat i dørhåndtaget.
   Da han var ankommet til Allans lejlighed, bøjede han sig ned til den lille portnerske med ordene: "Hr. Opfinder er i drømmeland, det ved jeg godt, men jeg er simpelthen nødsaget til at tale med ham. Det kan udelukkende ske for langsomt."
   Oskar V gik hen til soveværelset og åbnede døren. Indenfor i rummet kunne man høre det tunge åndedræt fra opfinderen. Oskar satte sig ned ved siden af ham, han fandt nålen frem, som han tidligere havde stukket en dreng i kinden med. Nålen fik det til at bløde lidt på Allans kind, der vågnede i et spjæt.
   "Hvad sker der i dette horehus," råbte Allan, og Oskar kunne ikke lade være med at more sig over ordet Horehus, og han var sikker på, at havde Allan gentaget ordet, havde han moret sig endnu længere tid end godt var. "Allan, stå op. Jeg har brug for din, om ikke frelsende idé - for jeg vil ikke nedgøre mig til trosbekendelser og religiøsitet - så livsbekræftende idé! Men jeg kan ikke være indenfor, det vil få bugt med mig, vi må gå udenfor. Forstår du?"
   Opfinderen havde smuldrende søvn i øjnene. "Det vil jeg mene," sagde han fra sin læderkanapé. "Jeg er jo så tæt på genial, som man kan komme, men i dag er jeg trættere end en våd klud i olie." "Verdamt! Verdamt! Verdamt! Du er så underlig, når du er træt! Du må gøre mig den tjeneste, ikke at fortælle vittigheden om storken, der kommer med et barn, og som tror, at det er æg den skal levere til en bondekone! I grunden er den ikke sjov - og vittigheder hører en brutal fortid til ... Vi må fokusere på fremtiden, og vi er jo i gang med at skabe en genial idé sammen, det husker du vel? Min far er lydhør, Allan! Hører du, hvad jeg fortæller dig? Min far er lydhør!""Om jeg husker vores geniale idé? Jo tak! Jeg er jo dømt til hukommelse, Oskar!" "Verdamt, verdamt, verdamt! Jeg ved hvad du mener, dømt til hukommelse! Dømt til hukommelse!"
   Opfinderen gned søvnen ud af sine øjne.
   "Jeg har et problem med at stå op for tiden, det er der hurdlen ligger. Jeg vil hellere spise to toastbrød med ost i min seng end at stå op bare en enkelt gang!" Oskar V blev utålmodig. "Kom så op! Ingen indvendinger."
   Oskar tog fat i det svagelige menneske, der ikke var sådan at rejse op, men det lykkedes at få ham til at sidde. "Jeg har ligget vågen hele natten og tænkt på et lille pigebarn, der hedder Ida, og hun kan stå på et ben og tælle til femhundrede, hvilket jeg finder yderst underholdende. Jeg ved ikke, hvad det er, men søvn har jeg i hvert fald ikke fået meget af," sagde Allan. "Nå, nå, dit snakketøj taget i betragtning kan du ikke være mere træt, end at du kan gå med mig hjem til min far og få forloren hare og fremlægge genialiteten." "Jeg vil befale dig, at du tager dig af fremlæggelsen af genialiteten, for jeg har fået en art strubesygdom, som min læge helst ikke vil sætte ord på, og den kan få fatale konsekvenser, hvis jeg taler for meget og for længe. Især om genialiteten. Den er for mig en ulidelig dræber. Rent faktisk har min læge frarådet mig at tale i det hele taget, og nu har jeg allerede sagt alt, alt for meget. Jeg stopper med at sige noget nu."
   Oskar pegede på et slips og en enkelt strømpe, der lå på sengen. "Hvis det ikke er for meget besvær, vil jeg gerne bede dig tage slipset og den rå sok på, sådan vi kan komme videre med dagsordenen." "Tak," sagde opfinderen, selvom han svor ikke at tale mere, for sit helbreds skyld. "Dig kan man nu altid regne med."