Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst helvede. Da Franz vågnede op, var konen gået i seng. Men det skulle vise sig, at han hellere havde set, hun var blevet væk Han var i chok. Så meget for den ene pille.
"Berit? Berit? Hvad laver du? Berit?" råbte han og løb ud i køkkenet blot for at løbe tilbage ind i soveværelset igen. Det eneste der fór igennem hovedet på ham, var, at han gerne ville høre den underlige lyd fra i aftes, for med den vidste han, at hun stadig trak vejret, og med det i tankerne kunne han fortsat læse overskrifter fra avisen for hende. Overskrifter om voldtægt og overfald. Om hvor grusom verden kan være. Men den underlige lyd var ikke at høre.
Franz blev nødt til at ringe til sygehuset. De kunne vel fortælle ham, om hans kone var død.
Flashback. Jørgen sidder i togkupeen og ryster over hele kroppen. Han har svært ved at fokusere på noget som helst. Han kigger frem og tilbage mellem en kontrollør, der er på vej hen mod ham, og en ældre dame, der sidder overfor ham. Hun hoster med jævne mellemrum og kommer med enkelte beklagelser til sin mand, der er bøjet sig forover for at samle en kuglepen op.
"Jeg fik slet ikke lov til at give udtryk for min utilfredshed. Jeg blev overhørt!"
"Jeg forstod det sådan, at de allerede var sikre på, hvordan hele forholdet skulle opfattes, så de var hverken til at rive eller hive i."
Jørgen rømmer sig og får endnu et angstanfaldt. Han stirrer meget intenst på kontrolløren nu. Og han siger til sig selv, at det er en meget normal reaktion. Sådan er det, når man er på vej til at træde ud af et sygt sind. Så kan det mærkes. Og det er jo netop det fantastiske, at man kan det. Men han var bange. En ny verden ventede forude.
"Men godt Pedro trådte til," tilføjede den ældre dame og tog imod kuglepennen, manden langt om længe havde fået samlet op. "Det kan jo ikke passe, at der hele tiden skal tales til den enkeltes fordel."
"Nej, tingene er jo slet ikke så enkelte. Jeg var også glad for Pedros tilstedeværelse i dag."
Der blev stille i kupeen et øjeblik. Ordene var fjerne for Jørgen. Han sansede dem ikke. Talte de om Pedro? Han mente helt sikkert, han hørte, at de talte om Pedro.
"Jeg har måske ingen billet," sagde han så, efter de havde kørt i fem minutter.
"Har du ingen billet, unge mand?" spurgte den ældre dame. Hun var ikke begyndt at bruge kuglepennen endnu, men det virkede som om, hun var parat til at gå i krig med den. Den kunne skyde hårdt. Hvis den var ladet med nok sort blæk.
"Det har jeg måske ikke," påpegede Jørgen.
"Du ved det måske ikke?" spurgte manden.
"Nej, jeg har måske ingen billet. Og derude kommer kontrolløren," fortsatte Jørgen.
"Ja, det gør han godt nok. Har du kigget efter billetten i din jakke?" spurgte den ældre dame og virkede anmassende på en måde, Jørgen ikke brød sig om.
"Nej, den er der måske ikke. Jeg frygter, den ikke er der. Den er der nok ikke."
"Så får du en bøde," påpegede manden.
"Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, om jeg har en billet. Jeg rejser ikke. Jeg er slet ikke rejsende."
"Det må du uddybe, unge mand."
"Jeg flygter. Og jeg har måske ingen billet. Der er ingen billet. Han findes jo ikke."
Det ældre ægtepar fornemmede en ung, bestyrtet sjæl, og de talte efterfølgende med varsomhed.
"Hvem findes ikke, kære?" spurgte den ældre dame, som om hun kun kunne stille spørgsmål.
"Hold da op med at spille dum, dame. Jeg ved godt, hvad jeg taler om. Tror du ikke, jeg ved, hvad jeg taler om?"
"Jo," påpegede hun.
"Han findes ikke. Der findes nok heller ikke nogen billet. Jeg har måske ikke sådan en."
Tavshed.
"Måske vi skulle finde vores billet, Susser," sagde manden.
Og så. Gamle Peder Møller åbnede sin boghandel klokken 10, som han havde gjort det de sidste 39 år. Han lod mærke til, at nattens kulde havde resulteret i et meget klart vejr, hvor han kunne se hele vejen ud til havet. Han havde en fantastisk udsigt fra sit butiksvindue. Men kun sjældent nød han den. Ofte ville han hellere åbne en af de bøger, der stadig ikke var blevet solgt, og som måske var den bedste af dem, han havde. Han havde i hvert fald en forhåbning om, at han på et tidspunkt ville læse den bog, der gjorde samtlige andre bøger til en banalitet på lige fod med at klø sig selv i bagen. Han mente, at en sådan bog fandtes, men han var alligevel ret overbevist om, at han aldrig ville komme til at læse den.
Det var følelsen af bøgerne, mere end oplevelsen med dem, der havde gjort, at han valgte handel med bøger som beskæftigelse. Sproget var for ham en meget håndgribelig ting. Det blev det nødt til at være, ellers mistede han sig selv i dem. Folk i byen købte altid de dårligste, mente han. De bøger der hev én væk fra verden i stedet for ind i den. De bøger der slet ikke handlede om den virkelighed, der altid omringede én, om man ville det eller ej.
En sådan bog havde han engang brændt. Det var han blevet nødsaget til. For nogle gange kommer det uvirkelige ubehageligt tæt på. Men så må man brænde bogen og indhalere den røg, der er et kemisk resultat af en sådan brændingsproces; for derved er man i en helt anden boldgade, ja så er man velsagtens i virkeligheden igen.
Peder havde arbejdet med bøger, siden han var 14 år gammel, og han havde fået en profeti, der indbefattede, at han ville dø med en paperbackudgave af Livsens Ondskab i hånden. Han ville nok ikke have læst den, men han ville have følt den til sit sidste åndedrag. Han var ikke pessimist, snarere en optimistisk skeptiker; han havde svært ved at tro på det gode liv, før han mødte det, men han søgte det da, det gjorde han.
Peder mærkede på mange bøger i løbet af en dag, men han var ofte skeptisk overfor deres budskaber. Ofte læste han dem slet ikke. Han elskede at røre ordene. Det virkede tirrende på ham. Men faktisk at indtage ordene, spise dem, det havde han ikke altid appetit til. Og når han gjorde, så bøvsede han dem hurtigt ud igen. Han havde svært ved at tro. Det var problemet. Han kunne ikke tro på ordene. Men han troede på det gode liv. Det gjorde han. Og den dag han mødte det, da ville han helt sikkert andet end tage på ordene.
Han regnede med, at der ville gå adskillige timer, før nogen ville finde sin vej til hans butik denne dag. Det var i det hele taget træge tider for den lille boghandel. Der kom ikke ret mange kunder om dagen. Og de fleste kom snarere for at dufte til bøgerne og iagttage de farvespil, han havde formået at lave med mange af bøgerne, end de rent faktisk kom for at købe en bog og faktisk læse den. Det hjalp på Peders samvittighed. Han var ikke den eneste, der kørte surt i ordene.
Han bebrejdede dem ikke. Der var nok at se til. Det tog tid at læse bøger. Der var så utrolig mange ord, der skulle bearbejdes i hovedet. Og sådanne bearbejdelser ville måske flytte fokus væk fra dér, hvor det burde befinde sig. Og han mærkede på bøgerne, som en krop, et selvstændigt liv. Han kunne kun opfordre andre til at gøre det samme. På den måde ville de få et mere oprigtigt forhold til dem og komme meget tættere på. Sådan kunne bogen overleve. For hvis befolkningen ikke mærkede kroppen, så ville de snart ende op i sindssyge. Det var ikke ønskværdigt. Sindssyge kan have døden som følge. Og døden var heller ikke ønskværdig.
Peder havde ikke troet på den mulighed, at døren skulle blive åbnet allerede ti minutter efter, at han selv var mødt på arbejde. Men den mulighed blev realiseret i det øjeblik, at der blev taget i dørhåndtaget, og døren blev skubbet indad. Der lød en sagte knirken fra døren, og, overrasket og en smule forvildet, snurrede Peder rundt på sin højre fod og måtte erkende, at han blev nødt til at ændre en smule på den opfattelse, at ingen kunder kom ind i butikken før over middag - hvis de altså overhovedet viste sig.
"Jamen, minsandten om ikke jeg skal se vores kære smed, Sven Bæk, her fra morgenen af. Hvilken overraskelse. Manden der aldrig har åbnet en bog i hele sit liv. Har han pludseligt fået lyst til at snuse til bogstaver?"
Sven Bæk var i de sene tyvere. Foruden at hans livret var andesteg, kunne han også meget godt lide at træne sin krop. Han havde brug for at kunne forsvare sig selv og stå stærkt i omgangen med andre mennesker. Han havde ikke mange ord. Men han havde store næver. Og i værste fald kunne de slå ihjel.
Sven så meget ældre ud, end han var, men han havde også oplevet ting, der fik årene til at indvirke på det kraftigste. Det talte man aldrig om. Men det gjorde jo ikke det gjorte ugjort. Det vidste man. Men heller ikke dét talte man om. Og man talte ikke om, at man ikke talte om ... nå, ja, man talte som sagt ikke så meget!
"Den dag man præsenterer mig for sande ord, talt fra hjertet, om muligt, så vil jeg åbne en bog for at beholde den åben. Men dine ord kan ikke bruges, når et stærkt fundament skal bygges op til det formål at stå på det. Til det bruger vi jern. Jern forsvinder ikke, Peder. Jern er holdbart. Jeg er ikke læser. Jeg er smed."
"Ja, det har du aldrig lagt skjul på, Sven. Jeg kan heller ikke modsige, at bøger kan brændes og forsvinde for evigt, mens jern bliver varmt og kan smedjes om og genskabes i anden form. Men måske en sådan genskabelse alligevel ikke er en umulighed, hvad sproget angår. Jeg betragter sproget som en meget mekanisk ting, ved du. Sproget kan man jo også varme op eller sætte ild til."
"Har du brændt en bog?"
"Jeg har brændt en bog engang. Det var jeg nødt til. Du har vel også været nødsaget til at smedje noget jern om på et tidspunkt. Vi er jo begge to med til at pille ved realiteterne. Sådan at tingene kan udvikle sig."
"Der er forskellen. Jeg udvikler. Dit fag er i en stilstand. Det udvikler ingenting. Det er meningsløst. Hvad har sproget med realiteterne at gøre, Peder?"
"Prøv og skriv realiteterne og se, hvad der sker. Jeg er nu ikke så sikker på, det hele er i en stilstand, kære medborger. Men hvad bringer dig da til min løgnagtige boghandel? Siden du ikke vil købe døde, sproglige formuleringer. Jeg troede ikke, du kunne forlade smedjen, for i værste tilfælde kunne det stoppe hele udviklingen." sagde Peder med en smule sarkasme, men det lykkedes ham nu ikke at modsige den påstand, Sven var kommet med. Tværtimod syntes han at bekræfte den. Den bog han havde brændt, den var forsvundet for altid. Den ville aldrig vende tilbage igen. Den kunne ikke vende tilbage. Og hvilken nytte havde den da haft? Havde den overhovedet noget at fortælle?
"Jeg har sandheder at fortælle dig. Sandheder fra selveste den storslåede Pedro."
"Har du talt med Pedro?"
"Det er der i hvert fald nogen, der har."
"Hvordan lyder ordene?"
Peder lukkede den bog, der skulle have underholdt ham hele dagen. Han var så småt ved at fatte, at det ikke blev en af de dage, hvor berøringen af ord kom i højsædet. Der var noget på færde, det fornemmede han tydeligt på tonefaldet. Og det havde med Pedro at gøre. Naturligvis.
"Jeg vil citere ordene for dig, men først vil jeg gribe fat i en anden sag, Peder. Det siges, at nogen er på vej til at gøre hærværk på vores by. Har du hørt om det?"
"Jeg har hørt om det."
"Der er en ondskab, der presser sig på, og jeg tror, vi skal passe meget på. Måske var Janus' død et varsel. Tror du på det?"
Sven Bæk kiggede med foruroligende øjne på den gamle boghandler, der ikke fangede essensen i spørgsmålet. Men noget andet faldt ham ind.
"Jeg tror ikke på så meget, Sven. Også jeg frøs til begravelsen. Jeg ville tro, du vidste det, hvis jeg turde tro så meget. Men det gør jeg ikke. Lad endeligt være at bekymre dig om sådanne sager. Det er mit råd."
"Det kan jeg ikke lade være med. Der skete mere, end hvad ord genfortæller, da Janus trådte uden for rådhuset den aften. Det er jeg sikker på."
"Hvordan kan du være så sikker?"
"Jeg har hørt, Arne Bjælke leder efter det nøglebundt, Janus havde på sig, da han døde. Har du måske set dem? Vi kan jo ikke blot lave en kopi til Pedro. Han skal have den ægte vare."
"Men det er jo bare nøgler."
"Hvordan kan du sige det? Det er jo de nøgler, Pedro skal overtage. Har du ikke hørt det? Pedro har patent på de nøgler, Janus gav afkald på. Da han blev offer for en blodtørstig køter, da var det ikke længere hans nøglebundt. Nøglerne er blevet overført til Pedro. Det er Pedro, der skal have de nøgler."
"Det ved jeg godt. Tror du ikke, jeg ved det? Jeg har været i denne by i over tredive år mere end dig. Du skal ikke prøve at forklare mig om de regelsæt, vi lever efter her, Sven Bæk!"
Peder Møller var tydeligvis skuffet over Svens udtalelse, og måske han også forventede en undskyldning. Men den syntes ikke at ville ud af munden på Sven. Der var et øjebliks stilhed. Den stilhed der også havde været resultatet af de oplevelser, Sven havde måttet stå ansigt til ansigt med i flere år af sin ungdom. Mange havde haft ondt af ham, men man havde ikke svaret igen med medlidenhed, men derimod en skærende stilhed, præcis som den han oplevede i boghandelen denne dag. Mennesket var bedst til stilhed.
En dag løber Pedro væk. Alle i familien går rundt og leder efter ham i nabolageret. Men han gemmer sig godt.
Lise er ked af det. Det er hendes skyld. Hun har glemt at sætte ham i snor, da hun om morgenen lukkede ham ud.
"Åh, nej, jeg tror aldrig, vi får ham at se igen!" skriger hun og tuder som et tudehorn.
Hendes mor trøster hende og siger, at de skal nok finde ham igen. Han er nok bare løbet en tur ned for enden af vejen.
Men Lise bliver ved med at græde. Hun vil først holde op, når hunden er tilbage igen. Hvad hvis den bliver væk? Så er det som om, den aldrig har eksisteret.
"Men mon ikke man finder de nøgler." sagde Peder for at bryde stilheden. Det var ikke stilheden, der plagede ham, men det var tanken om, at den selv samme stilhed kunne fortsætte i det uendelige, hvis ikke den blev afbrudt. Han var på en måde nødsaget til at tale.
Noget var helt sikkert ved at presse sig på. Men Peder havde svært ved at tro, at selve essensen i problemet skulle findes ved det nøglebundt, der endnu ikke var dukket op efter overfaldet. Det var et ligegyldigt objekt, der ikke var værd at bruge ord på. Og alligevel havde han afbrudt stilheden ved at kommentere det. Der var helt sikkert på vej til at ske et eller andet.
"Nogen må jo have det. Og nogen har til hensigt at sabotere vores planer. Det er det, jeg forsøger at fortælle dig. Nogen forsøger at ødelægge vores planer. Og jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at gå stille med dørene."
"Nej, det kan jeg forstå. Har du talt med andre end mig?"
"Jeg har talt med Pedro."
"Jeg synes lige du fortalte mig, at nogen havde talt med ham."
"Kan jeg ikke have lov til at være nogen? Jeg har talt med Pedro, for jeg mener, han må vide, hvad der foregår i den by, han skal varetage i en nærmere fremtid. Mener du ikke det? Og han er vel også selv i centrum."
"Pedro er altid i centrum. Men han er ikke valgt som borgmester endnu. Det må du holde for øje. Du kan ikke lade som om, han allerede er valgt. Det ville være at foregribe noget, der ikke skal foregribes.
"Vi ønsker ham valgt. På den måde er sandsynligheden for, at det sker, meget stor. Det er dig vel ingen besværlig tanke?"
"Jeg modsiger ikke, at Pedro bliver den kommende borgmester. Det kræver blot hans tilstedeværelse. Jeg ønsker det mindst ligeså meget som dig. Betvivl ikke det. Gør dig ikke så mange tanker i den retning. Det ville jeg ikke unde dig. Fokuser hellere på nøglerne. De er jo tydeligvis et mere aktuelt problem."
"Pedro er tydeligvis et problem for nogen. Det kan jeg da læse mellem linjerne. Det er da soleklart. Kan du ikke se det?" fik Sven kværnet ud af munden i brudstykker. Først konstaterende. Så forklarende. Så stedfæstende. Og til slut spørgende. Det lød rodet for den gamle boghandler. Ikke just skarp sprogbrug.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Du fortæller mig, du er nogen. Du fortæller mig, at nogen ser Pedro som et problem. Og samtidig fortæller du mig, du ikke ser Pedro som et problem. Det er ikke logisk i mine ører. Jeg tror hellere, du skal droppe nogen, og tale om dig selv, tale fra hjertet, som du så gerne vil. Men sig mig, kan du ikke fortælle, hvad Pedro fortalte dig? For han fortalte dig vel noget?"
Sven blev ivrig. Der var mere i hovedet på ham, end der var ord til.
"Ja, han gjorde. Han fortalte mig flere ting. Han mener, at vi skal sætte nogen ... eller sætte folk på sagen. Nogen ... folk må ud og lede efter nøglebundet. Og jeg tænkte, siden du ... du er den ældste i byen, så kender du den vel bedst. Byen altså. Måske du har en idé om ... om hvor det kunne være gemt, i det tilfælde nogen ... eller en person har gemt det."
"Du tænker meget, Sven, dig der altid har sidestillet tænkningen til fordel for dine hænder. Men du tænker ikke på min boghandel. Det er måske en stilstand, men en smule bevægelse ind og ud af døren er der jo. Jeg er faktisk beskæftiget herinde. Der er mange bøger, der skal lugtes igennem. Tag du og brug hænderne, som du er bedst til. Lad andre om tænkningen. Vi har begge to travlt. Der er meget, der skal gøres, bare for at få det hele til at løbe rundt, som det er meningen, det skal."
"Det var ikke det indtryk, jeg fik, da jeg trådte indenfor for lidt siden. Den bog du vil underholde dig med, den vil også være at finde efter eftersøgningen. Det er jo bare en bog. Du taler nedgørende om nøglebundtet. Men det er trods alt mere brugbart. Det er vores adgang til det rådhus, der skal styres af vor alles Pedro. Det er del i din virkelighed. Hvad gør bøger? De underholder os på en regnvejrsdag. Og det kan være så utrolig trist på en regnvejrsdag. God underholdning. Det er, hvad det er. God underholdning. Det er alt. Den bog du vil underholde dig med, den vil også være at finde efter eftersøgningen, siger jeg dig."
"Og den dør, du kom ind ad, den vil også være at finde på vejen ud. Farvel Sven!"
"Fint, Peder, men husk, at du lige har trodset Pedros ord! Det vil ikke forbedre dit ry i byen! Vi kender til din brogede fortid! Vær du blot glad for, at det kun er nøglerne, vi graver efter!"
"Jeg har ikke hørt Pedros ord. Jeg har hørt nogens ord. Nogens, Sven."
Sven forlod boghandlen, og Peder åbnede sin bog igen. Det var ikke en regnvejrsdag. Men det var meget koldt udenfor. Hundekoldt. Peder søgte videre efter den bog, der gjorde alle andre ligegyldige. Men den bog var nok ikke i hans boghandel. Det kunne han næsten ikke tro. Måske han allerede havde brændt den.
Senere samme dag. Paula Jørgensen greb fat i recepten og foldede den sammen for at få plads til den i sin pung.
"Du kan gå derned med det samme, Paula. Ja, jeg synes, du skal gå derned med det samme. Nu du alligevel er ude og gå."
"Det er jeg nu tit. Jeg går meget."
"Det er sundt."
"Men sundhed hjælper vel ikke på min sygdom?" spurgte hun, og lægen blev omgående tavs igen. Han havde i det hele taget ikke sagt ret meget på den halve time, hun havde været inde hos ham. Han var god til sygdomme, der kunne kureres. Det strakte hans evner til. Men hvad med de sygdomme, der aldrig kunne kureres? Det var straks værre. Så han blev tavs og fraværende. Havde naturligvis ondt af hende. Alle skal dø. Men ikke alle bliver tvunget til at forholde sig til døden.
"Jeg har naturligvis tænkt mig at gå en del alligevel. Jeg vil fortsætte min færden rundt i byens gader. Det gør mig glad," fortsatte Paula.
"Du skal helt sikkert fortsætte med at gå. Det kan jeg kun opfordre dig til."
Lægen rejste sig op. Tiden var udløbet. Han vidste, Pia Hansen ventede uden for døren. Han havde lavet en aftale med hende for snart en uge siden. Hun havde skrevet det i sin kalender.
"Jeg kan også kun opfordre dig til at tænke på noget andet. Og der er jo nok i disse tider, der kan flytte tankerne væk fra en sådan tilstand, du befinder dig i, Paula. Husk det. Den rene tanke kan gøre større underværker, end du i din vildeste fantasi kan forestille dig. Jeg har hørt, vi har fået et telegram i dag. Fra Pedro. Han er på vej til byen. Han ville lade os fortælle, at han er taget af sted. Jeg vil gerne have dig til at holde det for øje. Det er slet ikke så slemt det hele. Det bliver bedre. Tro mig. Eller tro på Pedro."
"Tak for det."
"Det var så lidt. Send venligst Pia ind. Jeg tror, hun venter ude på gangen."
"Det skal jeg gøre."
Paula forlod værelset og sagde til Pia, at hun kunne gå derind.
Flashback. Forældrene er stolte af deres søn. Sådan et flot flag havde de ikke før set. Og han var kun ni år gammel. Han fik mange klap på hovedet og denne dag fik han oven i købet lov til at sidde på farens yndlingsko en hel time. Det var en af de gode dage.
"Du har været meget dygtig i dag, Jørgen."
"Tak, far."
Et øjeblik blev der ikke sagt noget.
"Er de gode ved dig nede i skolen?" spurgte faren så.
"Ja. De kalder mig Tissebarnet. Men jeg tisser jo også meget tit i mine bukser."
"Ja."
Faren lugtede til sin søn og kunne konstatere, at det var en sandhed, der ikke kunne modificeres.
"Vi må hellere få dig skiftet, Jørgen. Men det var et flot flag. Det var et meget flot flag."
"Tak."
Paula stod ude på parkeringspladsen og inhalerede den kolde luft. Men hun frøs ikke på samme måde, som hun havde gjort det til begravelsen; hendes tilstand var på dette tidspunkt en hel anden. Denne gang drejede det sig ikke om en andens død. Som det altid gør til en begravelse. Denne gang drejede det sig om hendes egen. Og hendes kinder var helt røde. Hun svedte. For den begravelse ville hun aldrig selv opleve.
Kulden der mødte hendes indre varme gjorde hende svimmel, og hun så den store åbne plads med et sløret blik. Det virkede, som om pladsen snurrede rundt. På den måde var illusionen om, at verden drejede rundt om hende, vækket til live. Men foruden denne bevægelse, så syntes noget andet at bevæge sig målrettet mod hende. Det kom fra hækken, der skilte lægehuset med skolen.
"Det er en hund," sagde hun til sig selv. "Er det ikke en hund?"
Noget der lignede en hund nærmede sig hende. Hun gned øjnene flere gange, men det hjalp ikke på det slørede blik. Og det fik ikke, hvad der angiveligt var en hund, til at forsvinde igen. Den var snart foran hende. Den strejfede hendes ben. Hun hørte den gø.
"Jeg har lige set en hund," sagde hun til sig selv. "Jeg har lige set en hund. Har jeg ikke lige set en hund?"
Hun mente helt bestemt, at den eneste hund, de nogensinde havde haft i den lille by, var blevet aflivet af Per Holme for adskillige dage siden. Men hun havde lige set en hund.
Samme tid et andet sted.
"Hej, doktor."
"Hej, Pia, hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?"
"Jeg har ondt i maven. Igen. Det bliver værre og værre. Jeg tror, der er noget på færde i maven på mig. Det er jo tænkeligt, ved du."
"Jeg undersøgte dig i sidste uge. Der kan vel ikke være sket så meget siden da. Mon ikke du gør et stort nummer ud af ingenting."
"Det tror jeg nu ikke. Jeg ved, hvordan det føles. Har været turen igennem før, forstår du. Allerede i en meget tidlig alder. Da talte min far også, som du gør det nu. Han kunne vel have sine grunde. Men han tog fejl. Jeg gjorde ikke et stort nummer ud af ingenting. Det var ham, der havde lavet et stort nummer."
"Hvad mener du?"
"Ingenting. Jeg er jo cirkusartist."
Hun lo let og ubesværet. Næsten som om hun faktisk ikke mente noget med det. Men det gjorde hun bestemt.
"Jeg vil undersøge dit underliv."
"Men jeg har ikke taget kalenderen med. Kan vi klare det uden kryds i kalenderen?"
Lægen svarede ikke. Hun fortsatte med at tale:
"Skal jeg lægge mig op på briksen."
"Gerne."
"Det gør jeg så."
Pia smed tøjet og lagde sig op på briksen. Hun var snart helt nøgen.
"Jeg tænkte nøgenhed ville lette dit arbejde gevaldigt. Så kan du sagtens komme til at undersøge mine nedre dele uden stof kommer i vejen."
"Ja."
Han undersøgte hende længe. Men han fandt ingenting. Og han havde ellers det bedste udstyr til en sådan undersøgelse. Pia kunne ikke tro det.
"Der må da være noget. Det kan da ikke passe."
"Jeg ser ingenting," sagde han.
"Det sagde du også sidste gang."
"Så må det da næsten passe," sagde lægen, mens hans bælte raslede som et nøglebundt.
"Jeg tror ikke på det. Men måske jeg vil opsøge en anden læge."
"Så må du tage udenbys. Og det kan jeg ikke anbefale dig. Jeg kender din krop bedre, end en fremmed læge ville gøre det."
"Jeg vil nu nok gøre et forsøg alligevel."
"Det er dit valg."
Pia trak i tøjet igen. Lægen lynede op. De var færdige for denne dag. Det havde ikke været noget problem, at hun havde glemt kalenderen. Overhovedet ikke. Det kunne sagtens lade sig gøre uden kryds i kalenderen.