Om aftenen dagen efter.
   "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj, der hev og rev i sin far, Mikkel Beck, mens et voldsomt uvejr var begyndt udenfor. "Han klappede mig på hovedet! Han klappede mig på hovedet! Mig!"
   "Hvor så du ham henne, Nikolaj?" spurgte moderen, der var i gang med aftensmaden. Hun havde nær tabt skålen af bare forbavselse.
   "Udenfor! Ude ved legepladsen! Han gyngede med mig! Og han klappede mig på hovedet!"
   "Det kan vist ikke passe. Kan det? Han skulle først komme om nogle uger. Nogle gange, skat, så ønsker man noget så meget, at man faktisk tror, man ser det for sig. Og det skal du ikke bebrejdes for. For sådan kan voksne også have det. Men det kaldes en illusion. Kan du sige det?"
   "Illsion."
   Faderen lo højlydt og slyngede sin tiårige søn rundt i luften. Bare rundt og rundt og rundt.
   "Hvor er det sjovt, du ikke kan udtale det ord. Det kunne jeg heller ikke, da jeg var mindre. Og faktisk har jeg stadig problemer med det den dag i dag. Et æble falder ikke langt fra stammen, hvad? Er du fars lille yndling, Nikolaj? Er du?"
   "Ja!" råbte Nikolaj og fik en lille smule kvalme. Men han ønskede ikke, at faderen skulle stoppe. Han skulle fortsætte, for det var sjovt, og Nikolaj blev rundtosset. Han mistede fodfæste. Han så verden i et helt andet lys. "Bliv ved! Bliv ved, far!"
   Men til sidst gad faderen ikke længere og satte sin søn på en stol. Alt omkring Nikolaj snurrede rundt og rundt og rundt, og den lille dreng tænkte, om det måske var sådan med en illusion, at alting snurrede rundt og rundt og rundt. I tanken var det en illusion, Nikolaj tænkte på, men når han udtalte det, så var det en illsion. Der var mere end et u til forskel, men den lille dreng vidste ikke af det, for han havde ikke andet i tankerne end det ord, der var tilpas mystisk til at beskæftige ham resten af dagen. Utroligt hvor meget et u kunne gøre.
   "Kan du gå ud på toilettet og vaske dine hænder, Nikolaj. Vi skal snart spise."
   Det gjorde Nikolaj med glæde. Og han talte til sig selv i spejlet, for han havde altid været god til at lave sjov med sig selv. Han sagde i hvert fald nogle sjove ord.
   "Slimede græshoppekamel! Din ulækre gedehamster og hundemarsvin! Du er en griseko! En stor griseko! Illsion. Du er en illsion! Illsion!"
   Sådan blev han ved i flere minutter. Men spejlet blev ikke ked af det. Det svarede aldrig igen. Og det var vel derfor, han godt kunne lide at angribe sit eget spejlbillede, for der var aldrig nogen, som blev såret. Det kunne vel ikke kaldes mobning. Og forældrene havde heller ikke nogen intention om at gribe ind, for de mente godt, at deres søn kunne tåle det. Han var et stærkt gemyt. Og han var ret morsom til tider. Det var den ligefremme spontanitet, der gjorde det. De tilfældige indfald.
   Ved aftensmaden spurgte Mikkel Beck sin søn, mest for sjov, hvad Pedro havde sagt til ham, da han havde set ham. Nikolaj tænkte sig om i meget lang tid. Han kunne godt huske det, men skulle lige finde den rette formulering. Han øvede sig på at tale voksent og pænt, for så forstod de bedre, hvad han sagde. Voksne kunne altid tale klart og tydeligt, for de vidste, hvordan ordene skulle stilles op ved siden af hinanden. Men det kunne være svært for børn at tale på den måde. Og der var unægteligt en stor forskel på griseko og illsion.
   Til sidst gjorde Nikolaj et forsøg på at tale:
   "Han spurgte mig, om jeg havde set en hund."
   "Om du havde set en hund?" gentog Mikkel Beck og kiggede mistroisk på sin kone. "Hvad svarede du så?" fortsatte faren og øste sovs på sin tallerken. Der var blevet serveret mørbrad.
   "Jeg sagde, jeg har set en død hund."
   "Gjorde det ondt at se det, Nikolaj?"
   "Ja. Men det hjalp, da Pedro fortalte mig, at døde hunde kan gø. Og så gøede han selv som Holmes hund."
   Mikkel Beck smed sit bestik og rejste sig op.
   "Hvad er det for noget sludder, Nikolaj! Sådan taler vi ikke i dette hjem!"
   Nikolaj kiggede ned i bordpladen og var helt tavs. Så fik han nok ikke en svingtur mere efter aftensmaden.
   "Nikolaj, du kan ikke tale om Pedro på den måde, vel. Det må du kunne forstå." sagde Nikolajs mor i en bestemt, men dog moderlig tone.
   "Nej, men jeg lovede altså at hilse fra Pedro," sagde Nikolaj hviskende.
   "Nej, Nikolaj! Stop det der!"
   "Jeg lovede at hilse. Det lovede jeg ham. Og du har altid sagt, far, at man skal holde, hvad man lover. Det har du da altid sagt."
   "Det er rigtigt, Nikolaj," sagde hans mor, stadig afdæmpet.
   "Jeg skulle hilse fra ham og sige, at måske Holmes hund ikke gjorde det bevidst. Sådan sagde han, og efterfølgende gøede han som en hund."
   Nikolajs far, Mikkel Beck, rejste sig op og greb sin søn i den ene arm og slæbte ham op på barneværelset. Her blev han låst inde. Udenfor var det begyndt at regne.

"En hund, der aldrig får lov til at hilse på andre hunde og lege med dem, bliver tosset i hovedet. Det ender med, at den bliver gal, hver gang den ser en anden hund.
   Det er akkurat det samme, som hvis du selv blev bundet til en snor og aldrig fik lov til at lege med dine kammerater. Det ville du heller ikke bryde dig om, vel?"
   Lise rystede på hovedet. Det forstod hun nok.
   "Husk, når du lufter Pedro," fortsatte Lises mor. "så tænk på, at det er ham, der går tur, og at det er dig, der er med, ikke omvendt. Lad ham snuse alle de steder, han har lyst til, og lad ham snuse de steder, hvor de andre hunde har tisset.
   En hund, der ikke får lov til at opleve sin egen verden, har det ikke særlig godt
   Pedro mødte ingen andre hunde på sin vej, for Lise gik næsten aldrig tur med den mere.

Tidligere på dagen. Arne Bjælke havde hørt om den ulykkelige hændelse hos familien Karlsen. Han havde været den eneste, Franz havde ringet til. Han havde ikke haft andre, han følte sig fortrolig med, så en opringning til Arne havde været på sin plads. Det havde været en kort samtale, hvor Franz bad Arne om at komme ind på hospitalet og få en kop kaffe.
   "De laver bestemt en god kop kaffe på hospitalet. Jeg ved godt, at hospitalet ikke har et godt ry for deres mad og betjening. Jeg har aldrig selv været ude for en sådan beklagelig oplevelse, men adskillige fra byen har talt om en sådan, så jeg går ud fra, det er berettiget. Man venter ikke over fem minutter på en sandwich, for da kan man godt tillade sig at pådutte befolkningen den opfattelse, at hospitalets service er af så problematisk art, at folk efterfølgende vil tøve, før de benytter deres kantine. Det er der sådan set ikke noget at sige til. Men jeg siger dig, Arne, deres kaffe er af så høj kvalitet, at jeg kun kan anbefale dig at smage den. Jeg tager gerne en kop mere med dig. Lad os nyde den kaffe sammen. Noget kan vi da bruge hospitalet til."
   Franz havde moret sig over sin sidste bemærkning. Han var nok bevidst om, at det var en grov antagelse at give en kop kaffe en større status på et hospital end selve den lægelige behandling, men det fraholdt ham alligevel ikke fra at gøre det. Arne tænkte ikke, at det måtte være en god kop kaffe. Han kunne ikke forestille sig, den kunne være bedre, end den han selv formåede at lave. Men han forstod, at en kop kaffe alligevel ville være på sin plads.
   "Jeg kan køre med det samme. Der er meget, der skal gøres. Det ved du. Men jeg kan komme med det samme. Det skulle ikke tage så lang tid at drikke en kop kaffe."
   Arne havde omgående gjort sig klar til at køre af sted mod hospitalet, der lå over tredive kilometer fra byen. Det var første gang, han trådte uden for en dør, siden han var kommet hjem fra begravelsen. Han havde simpelthen ikke kunnet få sig selv til at forlade sit hjem. Fandt det bedst at blive inden døre. Han havde ikke haft mulighed for at forklare sig over for sin kone, andet end de få ord, der blev udvekslet gennem telefonen, da hun ringede forleden. Hun befandt sig på et kursus i den store by.
   Arnes kone havde tænkt sig at opveje sit fravær til begravelsen med adskillige minutters tilstedeværelse foran den smukke grav, Arne selv havde været med til at vælge både stenen og udsmykningen til. Hun havde dog påpeget, at hun var parat til at tage tilbage til landsbyen, hvis Arne insisterede. Det gjorde Arne ikke. Tværtimod. Janus var død og ville blive placeret på et sted, han aldrig ville forsvinde fra igen, og på den måde havde hun al den tid, hun behøvede, til at besøge ham. Og hun kunne blot sende ham en tanke. Alt hvad der havde med Janus at gøre, var blevet en tilstand i tanken. Og den tanke kunne hun vel lige så godt have i den store by som i den lille by.
   Arnes kone havde forstået, men alligevel lydt lettere forstyrret. Hendes tanker var tydeligvis besværliggjort af et eller andet. Hun sagde, hun savnede den lille by, for den store by var jo en stor by. Det var et kaos. Arne havde trøstet hende ved at fortælle, at hun snart var hjemme igen, og at landsbyen var på vej til at ændre sig. Sådan at det aldrig mere ville være hende en nødvendighed, at hun skulle tage til storbyen for at udvikle sig. De kunne udvikle sig sammen i den lille by. Han fortalte hende, at det var blevet offentliggjort, at Pedro stillede op til borgmester. Det var hun glad for.
   Han sluttede af med at påpege, at han gerne ville høre om København, når hun kom tilbage. Han havde ikke været der. Det siges, at mennesker i storbyen godt kunne dø og først opdages flere dage efter. Kunne det passe? Arnes kone trak vejret tungt og udstødte et "ja", for dernæst at understrege sin træthed over for sin mand, der fik sagt farvel og lagt røret på. Han ville gerne have kysset hende, men det var ikke muligt gennem telefonen.

Senere. "Det er rart at se dig, Arne," sagde Joakim Haarder, der kom cyklende forbi Arnes indkørsel. "Er du blevet rask?"
   "Jeg har da ikke været syg."
   "Nå, jeg troede bare, at du lå med influenza. Sådan havde jeg forstået det. Det er jo kolde tider. Vi kan alle sammen blive syge uden varsel," fortsatte den unge mand, der havde erhvervet sig den opgave at udbringe aviser hver eneste formiddag. "Jeg havde bare forstået, at vi alle sammen ville komme til middag hos Marie. Men jeg mener ikke, jeg kunne spotte dig nogen steder. Så der blev i forbifarten sagt, at du lå inde med influenza. Ja, ellers har jeg da misforstået nogle ord. Men med de frostgrader, der havde været til begravelsen, så vil jeg mene, at der var en stor sandsynlighed for, at du kunne være blevet syg."
   "Det er jeg nu ikke."
   "Det er da godt at høre."
   "Influenza er nu ikke en slem sygdom. Der findes andre mere alvorlige sygdomme."
   Joakim hoppede ned fra sin cykel og trillede den helt over til Arne. Han stillede den på støttefoden og lukkede avistasken.
   "Ja, Janus var meget syg."
   "Jo, han var dødssyg. Men han døde jo også. Men der er endnu mere faretruende sygdomme, Joakim. Og det ved du udmærket godt. Du har jo haft sådan én tæt på livet."
   "Hvad mener du?"
   "Du har mistet en nær bekendt, ikke sandt?"
   "Jo, men hun begik selvmord."
   "Og hvilken sygdom er det ikke, der nødsager én til at tage sit eget liv."
   "Jeg taler helst ikke om min fortid. Det er et overstået kapitel. Sådan en vender man ikke tilbage til. Lad os se fremad. Vi må undgå at gå i ring."
   "Det er jeg helt enig med dig i. Lad os se fremad. Min fremtid leder mig hen til hospitalet. Og jeg er allerede sent på den."
   "Fortsat god dag."
   "Og i lige måde."
   Joakim steg op på sin cykel igen og drejede omkring hjørnet. Selvom Arne stadig kunne nå at råbe de sidste par ord, før drengen ville være helt væk, så droppede han det, for hvad han ville have sagt, kunne han alligevel ikke nå at sige på den tid, han havde til det. Ord er altid bremset i forhold til den tid, vi forsøger at leve ud. Derfor er der så meget tavshed. Der kunne være blevet sagt meget mere, hvis ikke avistasken var næsten helt tom, og han derved kunne cykle så hurtigt. Han havde fart på. Han havde leveret overskrifterne fra en virkelighed, der i overskrifterne virkede uvirkelige og absurde. Sådan stod det skrevet.

Flashback. På jorden foran ham ligger en god ven. Han trækker ikke vejret længere. Det gør ondt at rulle ham om på siden, men det gør endnu mere ondt at se ham ind i øjnene. Med ryggen til kunne det være en anden. Det kunne have været hvem som helst.
   Bag den lille dreng kommer hans mor løbende inde fra huset.
   "Sven, hvad har du dog gjort! Hvad er der sket, Sven!?"
   Sven ved godt, hvad der er sket. Men han fortæller det ikke. Han vælger at tie stille. Tavsheden giver ham mange år i et lukket rum.

Det tog Arne godt en halv time at nå hen til hospitalet. Han var lidt overrasket over at se, at Franz Karlsen stod udenfor og ventede på ham. Den ældre landmand havde en smøg i hånden, men han havde ikke røget i mange år. "Hej, Arne, godt at se dig. Håber ikke jeg hev dig ud af noget vigtigt. Du er jo en betydningsfuld herre, ved jeg. Vigtige opgaver hele tiden. Og så vil jeg tro, der er flere opgaver i øjeblikket end normalt. Det er der da helt sikkert. På grund af Pedro, mener jeg."
   "Ja, der er travlt. Men jeg kan godt afsætte lidt tid. Du står jo i en uheldig situation. Jeg kan forstå, din kone er blevet akut indlagt i dag. Hun har forsøgt selvmord. Den er galt med hovedet, forstår jeg. Det er jeg da oprigtigt ked af at høre."
   "Min kone taler i vildelse. Lad os sætte os i hospitalets café. Jeg må have sat ord på noget af det, jeg har stået ansigt til ansigt med det sidste døgn, forstår du nok. Jeg er ikke skør, men kun hvis jeg fortsætter med at sige det til mig selv, så bliver jeg det nok heller ikke. Jeg bliver nødt til at sikre mig, det er min kone, der er blevet skør. Ikke mig."
   "Efter dig, Franz," sagde Arne og ventede på, at landmanden førte an. Det gjorde han efter et kort tidsrums tøven. Han ville have talt mere. Men det var nok bedst, at de fik den kop kaffe først. Kaffe kan gøre underværker.
   De satte sig ved en vinduesplads i caféen og bestilte to kopper kaffe med sukker. Arne opdagede, at de selv skulle hente teskeer og sukker. Det ordnede han. De sørgede for, kaffen var, som de ville have den til at være, anrettet på hver sin måde, sådan at den var tilpasset deres personlighed. Kaffe kunne fortælle meget om en person. Franz beholdt skeen i koppen. Sådan at han var beredt på at røre rundt en ekstra gang. Det var et tegn på usikkerhed. Arne lagde skeen ned på underkoppen.
   Arne følte sig nødsaget til at sætte samtalen i gang:
   "Hvordan kan det være, hun brød sammen, Franz?"
   Franz rømmede sig og smilede til en sygeplejerske, der kom gående forbi. Hun var ung og smuk. Hospitalet lå i nabobyen. Det var en større by. Og der var mange flere smukke kvinder i den by. Befolkningen i den lille, navnløse by talte kun sjældent med dem. Det var ofte besværlige samtaler, der var resultatet af de møder, der havde været. Da Franz fangede Arnes blik igen, så det ikke ud til, at han havde hørt, hvad Arne havde sagt.
   "Hvor blev du af til vores komsammen i går?" spurgte Franz.
   "Jeg blev derhjemme. Jeg havde noget, jeg skulle have ordnet."
   "Det var til ære for Janus. Var det nu også så vigtigt? Det er vel mere vigtigt, at man får sagt farvel på en ordentlig måde?"
   "Men den mulighed får man sjældent. For hvornår er man parat til at sige farvel til et menneske, man holder af?"
   "Jeg fik sagt farvel."
   "Vi går ud fra, farvel aldrig er det sidste ord. Derfor tør vi bruge det. Tænk hvis det faktisk var det sidste ord, som det lægger op til, så havde vi aldrig brugt det. Det er kun, fordi vi ved, at farvel ofte avler et goddag. Så kan vi godt sige det. Men fik du egentligt sagt farvel?"
   "Jeg fik sagt farvel."
   "Det er også lige meget. Lad os tale om din kone, Franz. Jeg spørger så direkte, som jeg kan, for på den måde kan vi vel nå ind til problemet, du er blevet placeret i. Var det begravelsen, hun ikke kunne håndtere?"
   "Hun kendte ikke Janus ret godt."
   "Men døden, den kender din kone måske bedre end dig og mig. Måske det er den. Det er ofte den."
   "Tror du ikke, jeg har talt med hende?" sagde Franz, der blev stærkt angribende. Lidt spyt ramte det runde bord, de sad ved. "Jeg har ikke lavet andet end at tale med hende. Hele dagen, forstår du. Det er hårdt. Jeg tror ikke, ordene trænger ind i hendes forstyrrede sind. Jeg kan ikke tale med hende. Jeg kan ikke. Jeg tænker, jeg bruger de forkerte ord. Men jeg bruger de samme ord, jeg altid har brugt. Hverken mere eller mindre. Faktisk lidt mere."
   "Hvad har hun sagt?"
   Arne tog en slurk af kaffen. Franz tog også en lille slurk af den varme kaffe, der ikke syntes at behage ham det mindste. Den var tydeligvis alt for varm. Det er med kaffe, som det er med livet. Man søger den gyldne middelvej. Hverken for kold eller for varm. Alligevel kender vi alle følelsen af at brænde os på læberne eller smerten i hovedet grundet indtagelsen af for kolde drikke. Dem husker vi bedre end den middeltemperatur, der klæder mennesket bedst.
   "Hvad har hun sagt, Franz?"
   Franz rømmede sig og ville snart tale, vidste Arne. Så Arne ville ikke presse på mere end nødvendigt. Kort tid efter talte Franz med rystende knæ.
   "Hvad hun har sagt? Hun taler i vildelse, fortæller jeg dig. Jeg forstår ingenting af det, hun siger. Ingenting."
   "Men hvad har hun sagt? Franz, hvad siger hun til dig?" fortsatte Arne, der var blevet angrebet af en form for stædighed. "Du må kunne gengive nogle af hendes ord."
   "Pedro. Hun taler om Pedro hele tiden. Hun ser på mig, på mig, men alligevel siger hun Pedro. Jeg hedder Franz, ikke Pedro. Det må hun da kunne se. Vi har været gift i snart tredive år. Det er som om, hun søger en krop til Pedro og bruger min!
   Hun taler til Pedro gennem mig. Jeg er sgu ikke Pedro. Det rabler for hende. Det er al den snak om ham. Vi snakker jo ikke om andet disse dage. Pedro her og Pedro der. Det må da snart få en ende. Snart vil han vel være at finde i byen og aldrig forsvinde igen. Det må vi gå ud fra. Alt andet bliver vi mere og mere skøre af. Det kan da ikke være meningen. Jeg respekterer den mand, det ved du. Men han skal ikke tage min kone fra mig!"
   Det sidste blev sagt så højt, at kantinedamen bad ham dæmpe sig. Han undskyldte for sin umodne opførsel. Den undskyldning tog hun tydeligvis til sig. Men Arne tog det også til sig.
   "Pedro står nok højest på dagsordenen, men han vil jo også blive den kommende borgmester, som du nok har forstået." sagde Arne som forsvar mod de ubehagelige beskyldninger mod Pedro.
   "Hvem har valgt det?"
   Arne valgte ikke at svare på det spørgsmål. Han hverken kunne eller ville gøre det. Det var et for tåbeligt spørgsmål, mente han.
   "Du er frustreret over, at din kone tiltaler dig som Pedro, hvilket er fuldt forståeligt, Franz. Men bland ikke dette sammen med Pedros forhold til byen. Det er der vist ingen grund til. Har du inviteret mig for at angribe Pedro på den ubehagelige måde? Det kan jeg ikke tro. Jeg tror snarere, du skal tage hjem og slappe lidt af. Du har haft en meget ubehagelig morgen. Jeg kan se, du trænger til at komme væk herfra. Du kan køre med mig."
   "Jeg kører selv!" råbte han endnu højere end før, men faldt dernæst lidt til ro. Kantinedamen skulle til at blande sig igen, men da han hurtigt talte mere afdæmpet, så droppede hun det. Hun forstod også, at manden var lettere forstyrret, og det kunne vel godt bruges som en god undskyldning. "Jeg kører selv. Men jeg skal først have min kone til at kalde mig Franz. Jeg kan jo ikke gå rundt derhjemme og føle mig som en Pedro, forstår du nok. Jeg er ikke sydlænding. Jeg er ikke af sådan afstamning. Jeg er pæredansk. Kan ikke et eneste ord på spansk. Me plabro no espaniol!"
   Han lo et hysterisk grin og kiggede sig selv over skulderen. Måske der kom flere sygeplejersker gående den vej. De var smukkere end gennemsnittet på dette hospital, det var der ingen tvivl om.
   Arne rejste sig op.
   "Jeg tror, det hele snart vil gå i orden, Franz. I skal nok klare det," sagde Arne, men der manglede den sikkerhed, han plejede at hvile sine ord op ad. De stod og vaklede denne dag. Ordene havde ikke noget fundament.
   Franz drejede en omgang med sin kop og smilede ned i bordet. Det var et utilregneligt og forstyrret smil, der skræmte Arne en smule. En mand, der kan trodse Pedro på den måde, kunne måske gøre andre utilregnelige ting. Franz' kone talte i det mindste godt om Pedro. Om hun så kom til at sætte et forkert ansigt på ham. Det kunne et forstyrret sind komme til. Men hvilket sind kunne få sig selv til at trodse Pedro på en sådan ubehagelig måde?
   "Lige en sidste ting, Arne. Tror du, Pia snakker om sig engang imellem?"
   "Jeg tror, vi kan regne med Pia. Hun er god til sit arbejde."
   "Jeg håber, du har ret, Arne. Du taler med mange mennesker."
   "Jeg taler med mennesker, der taler tilbage til mig som menneske," sagde Arne og lagde et par mønter på bordet. "Jeg vil til at vende snuden hjemad igen. Ønsk din kone god bedring, Franz. Og ligeledes dig selv. Få det hele på afstand, det er mit råd. Ved at komme på afstand fra tingene forstår man, hvor tæt man nogle gange kan komme på dem. Det er et farligt spil at zoome ind på den måde, Franz. Man kan miste sig selv."
   "Før jeg får noget på afstand, så vil jeg høre min kone tale fornuft."
   "Giv hende lidt tid. Med tiden vender fornuften nok tilbage, skal du se. Farvel, Franz.
   "Farvel."
   Arne forlod hospitalet med fornemmelsen af, at det ikke var et endeligt farvel, der var blevet sagt. Han tænkte, at der ville blive talt sådan adskillige flere gange. Arne kiggede over sin ene skulder og så den ældre landmand, der fortsat sad tilbage med en kold bundslat kaffe i sin kop. Franz kunne bare have drukket den hurtigere og derved talt en del mindre. Så havde han måske fanget den gyldne middelvej. Hverken for kold eller for varm. Men i stedet sad han med en kold bundslat kaffe. Og nu kunne han slet ikke drikke den. Kaffe fortalte meget om et menneske. Men mest af alt skulle man huske at drikke den i tide.

Mikkel Becks søn, Nikolaj, øvede sig. Det måtte kunne lade sig gøre at udtale ordet korrekt. Han kunne sige alle mulige andre sjove ord. Så hvorfor skulle det ikke være ham muligt at sige det ord også?
   Han rullede tungen rundt i munden som forberedelse. Så var tungemusklen forberedt på det værste. Han åbnede og lukkede munden et par gange. Og han var klar. Klar til at udtale ordet korrekt.
   Han sagde ordet:
   "Illsion."
   Han sagde ordet igen.
   "Illsion."
   Men han måtte til sin irritation give op og acceptere, at det var et svært ord. Sværere end griseko.