Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men hans gode ven og samtidig periodiske fjende, Arne Andreasen, insisterede gentagende gange på, at de måtte have den med, blev ved indtil gentagelsen blev en anstrengelse, der nødsagede Jens til at give sig. Han tabte sin egen stolthed til en gammel blikspand, der havde stået i et redskabsskur ved Huset Solsikken og samlet rust i adskillige års varieret stilhed og storm i klitterne, hvor sommerhuset lå.
   "Hvad fanden vil du bruge den til, Arne. Det fatter jeg simpelthen ikke."
   "Nu er det jo ikke alt, du skal fatte, Jens."
   Jens slog sin på det tidspunkt periodiske fjende på den ene skulder, en lammer, ville nogen kalde det, men måske ville et lille puf være en bedre beskrivelse af det, der lå til grund for en hidsig slåskamp ned ad klitterne på en ellers fredfuld og almindelig dag ved kysten. Arne var en bred dreng, vejede allerede 70 kilo i en alder af 15, og man frygtede, at han ville nå de 100, før han fik kørekort. Jens var derimod almindelig af bygning.
   De trillede ned mod strandbredden i fuld fart. Først Arne øverst. Så Jens. Så Arne. Så Jens. Forståeligt nok at de blev rundtossede; da de kom på benene igen, svimlede det for dem, og benene føltes som gelé. De fandt sig derfor begge to ukampdygtige til at fortsætte slåskampen og blev enige om at slutte fred. Arne bemærkede omgående, at de ikke havde fået blikspanden med sig ned til stranden.
   "Så fik du din vilje, din odder."
   "En odder er noget andet, end hvad jeg er!" råbte Jens, så det gav genlyd i klitterne et sted fra. Det smukke sted, hvor de befandt sig, dér kunne Jens finde på at sige hvad som helst.
   "Jeg er Gud eller noget der ligner. Jeg er Ham. Jeg er Ham! Kan du høre det, Arne, andre end mig mener det tilsvarende."
   Arne blev paranoid og kiggede rundt omkring sig. Jens råbte alt for voksne ting, og Arne havde aldrig følt sig så beskuet, så jaget, så formet af noget udefra, noget ukendt. Hvorfor havde de ikke bare fået blikspanden med sig? Planen var ved at smuldre mellem fingrene på Arne, som var det det sand, de gik på. Men på den anden side, han skulle bruge benzin, hvilket de endnu ikke havde været oppe ved den lokale Shell og tanke, så det var nok alligevel bedre, de ventede til senere. Sådan tænkte han, mens de fortsatte hen ad strandbredden.
   "Gud!" råbte Jens, og genlyden syntes at råbe "Ud!", hvilken man kunne lægge mening i eller lade være. Jens skulle absolut udpensle det. "Når man råber Gud, så lyder det som om klitterne råber Ud. Lyt. Gud! Lyt, Arne. Gud! Lyt nu!"
   "For fanden, jeg lytter. Kan jeg gøre andet? Jeg kan jo ikke slå mine sanser fra og til som en maskine eller noget."
   "Maskine! Maskine!" råbte Jens og genlyden syntes ikke at være så gennemført, som den var det med Gud. Men man kan lægge en mening i det eller lade være. Denne gang udpenslede Jens det ikke, men han mente allerede at have slået sin pointe fast.
   Arne var paranoid og bemærkede to unge mennesker gå imod dem, langt væk, og han forberedte sig på, at de skulle skifte retning, drage mod klitterne. De gik nu langs med vandkanten. Der var ikke meget skum denne dag.
   "Vil du ikke nok lade være med at råbe, Jens."
   "Jeg er jo stoppet."
   "Tak."
   De to venner, for venner var de trods mange skænderier og forskelligheder, greb hinanden om livet og fulgtes med kroppene tæt mod hinanden, hen ad det våde sand, og de mærkede i perioder det lune vand ramme deres fødder. Arne
   havde bare tæer, mens Jens var iført sandaler.
   "Hvad tror du, Pia ville dig forleden?" spurgte Arne efter en større bølge næsten havde gjort deres bukser helt våde.
   "Hvad taler du om?"
   "Da hun skrev, I skulle mødes."
   "Hun ville vel mødes."
   "Ja, det kan jeg så godt regne ud. Hvorfor?"
   Jens måtte tænke sig om i lang tid. Det unge par nærmede sig med hastige skridt. Arne ville have et svar. Vidste ikke hvorfor, men der skulle helt sikkert et svar til. Nu og her. Måske Arne kendte det unge par?
   "Jeg tror, hun har noget, hun vil fortælle mig. En hemmelighed måske." sagde Jens så.
   "Som jeg ikke må få at vide?"
   "Det ved jeg jo ikke, for jeg har ikke hørt hemmeligheden endnu, vel? Men der er grænser for, hvor mange bevidstheder en hemmelighed kan bære, før den mister sin status som et sådant."
   "Hvad tror du, det er?"
   "Noget andet end sidste gang forhåbentligt, for hun havde slet ingen hemmelighed at fortælle sidste gang."
   "Men det har hun vel denne gang."
   "Hvorfor kigger du ikke på mig, når du taler til mig, Arne?"
   Arne havde under hele samtalen kigget frem og tilbage mellem klitterne og det unge par og blev mere og mere rastløs, for snart ville ansigterne fremstå klart for dem, og måske det ville være et frygteligt syn. Ude ved kysten kendte folk hinandens ansigter, brændte dem fast til hukommelsen, som et for evigt bevaret stykke rav, og hvorfor skulle det unge par, der gik imod dem, være anderledes. Det var de ikke, for de hørte til området, var for nyligt flyttet til kysten, fordi ægtemanden var forfatter og ville lade sig berige af den friske natur og den interessante blanding af stilhed og stilhed før storm.
   "Skal vi ikke gå op i klitterne igen?"
   "Hvorfor?"
   "Jeg er bange for at vores veje bliver krydset med de to personer, der går imod os. Derfor."
   "Okay, så går vi væk fra stranden da."
   De to drenge slap hinanden og kiggede et sekund forlegent og lo dernæst sagte.
   "Du tror ikke, det er nok, vi slipper hinanden. Er du bange for, at de tror, vi er bøsser?"
   "Nej, det ville da være for åndssvagt. Der er da ikke noget galt i at være bøsse."
   "Nej, men derfor behøver vi jo ikke at være det, vel?"
   "Næ, men det er vi heller ikke, men som meget nære venner er der måske en glidende overgang."
   Jens lo af lungernes kraft og kunne slet ikke stoppe igen. Genlyden fra klitterne gjorde, at brølene fordobledes, og det unge ægtepar hørte lydene fra de to drenge. Ægtemanden tog dem til sig, lod sig inspirere af dem, for alt hvad han mødte på sin vej, kunne han bruge, og selvom alt gik i slowmotion ved kysten, så syntes det hele at tage form i hovedet på ham.
   "De bærer rundt på en hemmelighed, Else."
   "Ja, gør vi ikke alle sammen det."
   "Ikke som denne hemmelighed. Men på et tidspunkt bliver den afsløret."
   "Hvor ved du det fra?"
   "Jeg kender den."

Bagved døren, vidste Jens, sad Pia ved skrivebordet og skrev i sin dagbog. Han kunne allerede dufte den parfume, hun brugte til at sprøjte på den, og det var også sent aften, så det var det oplagte tidspunkt at skrive dagbog i. Han åbnede døren forsigtigt, ville ikke forstyrre hende, hvis hun var i gang med at skrive noget vigtigt. Det var hun heldigvis ikke. Jens blev stående i døråbningen et øjeblik og lod hende opdage ham, før de første ord blev sagt.
   "Får du skrevet noget godt."
   "Nej, ikke som det kunne have stået. Ordene er grimme i dag."
   Som Jens havde Pia også et interessant forhold til ord. Måske var det i lyset af sproget, at de havde mødt hinanden, men han ville ikke satse på det. Han ville blot være til stede for hende og lytte til hendes hemmelighed. Han havde på fornemmelsen, at den var vigtig, måske vigtigere end den blikspand, Arne ville have haft med til strandbredden, og som han havde fået tilbage på sin plads i redskabsskuret. Jens vidste, Arne ville gøre endnu et forsøg på at få den med til
   standen igen næste dag, og, tænkte Jens, han ville måske ikke ødelægge det hele ved at pege på et ligegyldigt ægtepar, der traskede af sted på deres ligegyldige strandtur.
   "Men du er meget smuk. Du er smuk, grimme er kun ord."
   Han overraskede ofte sig selv med sine vendinger. Ordene havde været så smukke, at han ikke engang bemærkede den paradoksalitet, der lå inkorporeret i det, han havde sagt.
   "Tak, Jens, men jeg tror nu alligevel, jeg bliver ved med at skrive dagbog."
   "Ja, gør endelig det, du elsker det jo."
   "Hvad elsker du, Jens?"
   Han satte sig på sengen ved siden af hende. Kiggede hende dybt ind i øjnene. Han havde lyst til at kysse hende, men i stedet førte han en hånd gennem hendes nougatbrune hår og følte lidt modstand fra knuder hist og pist.
   "Arne spurgte til dig i dag."
   "Hvad spurgte han om?"
   "Hemmeligheden."
   "Hemmeligheden? Hvilken hemmelighed?"
   "Ja, det kunne jeg ikke forklare ham, for jeg har ikke hørt den endnu. Men jeg fortalte ham, at du havde en sådan."
   "Hvorfor skulle du også gøre det, Jens? Det var der da vist ingen grund til."
   "Har du da ikke det?"
   "Vi har vel alle sammen hemmeligheder."
   Jens ville gerne have kysset hende, men hun rejste sig op og gik hen til vinduet og kiggede ud på gaden. Mørket havde lagt sig, men en meget skarp gadelygte lyste hele indkørslen op og hun kunne se helt over til genboens garage. Hun kunne se en gammel, rusten spand, og hun tænkte, at den nok blev brugt til at vande blomster i haven med. Men inderst inde vidste hun overhovedet ikke, hvad den skulle bruges til, og hun vidste slet ikke, hvorfor hun bekymrede sig om en tilfældig, vel også ligegyldig, spand. Men det gjorde hun.
   "Hvordan går det med dig og Arne? Stadig gode venner?" spurgte hun efterfølgende.
   "Altid."
   "Det var da godt. Jeg vil jo ikke ødelægge noget."
   "Hvorfor skulle du ødelægge noget?"
   "Du ved, jeg har jo ikke altid vidst, hvordan man skal forholde sig til tingene. Min mor har altid fortalt mig, jeg ikke må glemme at sætte tingene i et større perspektiv. Alligevel dykker jeg hele tiden ned i tingene, som stod de alene. Jeg tror ikke helt, jeg ved, hvordan man kæder ting sammen, så de giver mening i det store billede."
   "Hold da op. Du ved det da ligeså godt som os andre."
   Jens bevægede sig sagte mod hende. Tog hende rundt om livet og klemte hende blidt. Han snittede hendes bryster og blev en smule tændt, men ville ikke virke desperat. Mente heller ikke, han var det. Hun gengældte klemmet ved at flette sine fingre med hans. Han kyssede hende i nakken. Et godt sted at starte. Kunne være et venskabeligt kys. Men hun vendte sig om. En ven ville nok have fortsat med at kigge ud på gaden. Ville have læst faresignalerne. Men Pia vendte sig om og kiggede ham dybt ind i øjnene. De kyssede hinanden, som havde de ventet på dette øjeblik hele deres liv.
   Hurtigt startede Jens med at trække hendes bluse af og fik adgang til brysterne. De var ikke fuldt ud modne, men de var store nok til, at han kunne gribe fat i dem og kalde dem en lille håndfuld. Han ville elske hendes bryster, som han ville elske hele hendes krop.

Et andet sted stod Arne og tænkte på det unge ægtepar og deres travetur på stranden tidligere på dagen. Han vidste godt, Jens var på besøg hos Pia, men det var ikke dér, hans tanker var, snarere i visheden om, at det unge ægtepar gik den tur dag ud og dag ind, og det ville kunne angribe det projekt, han havde sat sig for øje, og som involverede en blikspand, to liter benzin og Hemmeligheden. Hemmeligheden kunne have været, at ingen vidste om hans planer, men det
   var det ikke, for han kunne ikke skjule dem, før projektet var tilendebragt.
   Han gik ud i redskabsskuret og kiggede på blikspanden. Den hang præcis, hvor han havde placeret den tidligere på aftenen, efter de var kommet tilbage fra deres tur ved stranden, lige forinden de havde fået varm kakao med boller. Sådan var det tit, først en udendørs gåtur og så indendørs råhygge. Det havde været en god dag for Arne, helstøbt og uden dunkle indskydelser, men hvad der var ved at ødelægge den, var visheden om, at et andet sted blev hans dag gjort dunkel og abrupt, hvilket han læste som et varsel på den dag, der skulle komme, og som han ville få til at forsvinde ved at fuldende projektet.
   Han gravede dybere ned i al den skrammel, der lå i det bagerste hjørne af skuret. Bagved gamle cylindre, håndklæder og børster gravede han en sort benzindunk frem, som han børstede af for støv og skidt.
   "Perfekt." sagde han til sig selv og smilede som for at overdøve den pessimisme, der var blevet resultatet af mødet med ægteparret på stranden. Han stillede dunken ved siden af blikspanden og syntes at være godt på vej til at kunne udføre sit projekt. "Næsten perfekt."
   Pludseligt hørte han en lyd udenfor. En gren der knækkede. Han stivnede. Han vidste, nogen stod udenfor, men han måtte indtil videre acceptere det.
   "Jeg har fundet en gammel benzintank ude i skurret. Det må være én, mine forældre har brugt, da de havde den gamle græsslåmaskine. Sådan en af dem, man selv skulle skubbe. Den skal vi have med til Shell i morgen for at fylde op med benzin. Der kan nok ikke være meget mere end to liter i. Det tror jeg ikke."
   "Hvor ved du det fra?"
   "Det er nok bare en fornemmelse, jeg har."
   "Altid dejligt med en fornemmelse."
   "Ja."
   Arne og Jens lå i deres køjer. Det var just blevet nat.
   "Så har vi blikspanden og to liter benzin. Det må være, hvad du ønsker."
   "Lige præcis."
   "Må man spørge hvorfor?"
   "Ja, men jeg ville nok ikke bruge et sådant ord til at spørge med. Derfor vil jeg ikke svare."
   Kan du ikke høre det lyder underligt, Arne?"
   "Måske. Hvordan gik det hos Pia?"
   "Det gik rigtigt godt. Vi fik snakket en del."
   "Og Hemmeligheden?"
   "Der var ikke nogen."
   "Der er vel altid en hemmelighed."
   "Der var ikke nogen denne gang. Jeg er træt. Kan vi ikke sove."
   "Jo. Godnat."
   "Godnat."
   Næste morgen stod solen som altid højt på himlen og varmede beboerne ved kysten. Arne smilede overdrevent, og Jens kiggede forundret.
   "Jamen, godmorgen Arne. Du virker utrolig veloplagt i dag."
   "Det kan du også lige nøjagtig tro rigtig meget på, at jeg er."
   "Herligt. Skal vi så tage til stranden igen i dag. Uden at trille ned ad klitterne denne gang måske?" sagde Jens og lo en høj latter. Denne gang uden genlyd fra klitterne, men det var alligevel som om, det gav genlyd et sted fra.
   "Det skal vi nemlig. Men lad os starte med at hente benzin, for så kan vi købe morgenmad samtidig med."
   "God idé."
   "Selvfølgeligt er det det."
   De gik til tanken med den sorte benzintank, og en mindst ligeså sort pung med få mønter og en enkel seddel i. Det var den rest af de penge, de havde fået med hjemmefra. Nu var det snart tid til at tage hjem. Men Arne var ikke parat endnu, for projektet skulle først føres ud i livet. Han havde sat sig for at udslette alle spor fra deres ferie i Huset Solsikken de sidste måneder. Det var projektet. I hvert fald noget af det.
   Arne fyldte benzin i dunken, mens Jens købte morgenmad. Et par rundstykker og en liter mælk var, hvad det kunne blive til. Jo færre penge de brugte, jo længere kunne de blive i sommerhuset. Det var, hvad deres forældre havde fortalt dem. Og Jens ville gerne blive nogen tid endnu. De gik hånd i hånd tilbage til sommerhuset, hvor Jens begyndte at varme vand til te, mens Arne hældte en smule benzin i blikspanden og tændte ild nede i den for at nyde synet. Da han kom ind i huset, var der dækket bord og gjort klar til morgenmad. Arne
   formede et bredt smil i ansigtet og klemte Jens på den ene skulder.
   "Du er sgu en guttermand."
   De spiste morgenmad i fred og ro. Arne med sit store smil og Jens fordybet i et ordspil, han havde fundet i en avisartikel fra den lokale avis. Men snart skulle bordet stå tomt, og de to drenge ville være på vej til stranden for anden dag i træk. Huset Solsikken ville blive efterladt som om intet var hændt.
   Arne bar på blikspanden. Jens bar på benzindunken.
   "Har der været ild i blikspanden?"
   "Ikke nok."
   "Nå, der skal måske rigtig sættes fut i spanden," forsøgte Jens som en morsom finesse.
   "Ja, det skal der rigtignok. Men det skal du ikke bekymre dig om."
   "Noget skal jeg jo bekymre mig om."
   "Det kan der selvfølgeligt være noget om."
   De nåede strandbredden og kunne se spor fra deres færden dagen før. Det gav Arne den paranoide følelse, han også var plaget af aftenen før. Der var en krydsning af fodspor, der øjensynligt var ægteparrets, så selvom deres veje ikke var blevet krydset sådan rent kropsligt, så havde de alligevel krydset hinanden via tegn i sandet. Dette så Arne som et tydeligt varsel.
   "Skal vi ikke lige sætte farten lidt op?"
   "Du har måske travlt?"
   De nærmest luntede hen ad det bløde sand og satte flere spor. De var allerede nået meget længere, end de var nået dagen før, og Jens havde på fornemmelsen, at de ville nå meget længere endnu. Arne vidste, de ville nå til præcis det
   sted, han havde sat sig for at nå til. Han kendte til mere end Jens, men Jens vidste det bare ikke.
   Vandstanden rakte længere op på strandbredden denne dag, og der var meget uro i vandet. Måske det trak op til storm. Det kunne se sådan ud. Arne gik nogle skridt foran Jens. Jens kunne slet ikke følge med.
   "Arne. Vent. Hvorfor har du så travlt?"
   "Når man ikke slapper af, så har man travlt."
   "Har det noget med Pias hemmelighed at gøre alt dette?"
   "Ved du noget om det?"
   "Nej, men vil..."
   "Så er det vel en hemmelighed for nogen."
   Da de var nået tilpas mange kilometer hen ad strandbredden dukkede en mindre hytte op, som næsten lå helt nede på stranden. Den var sjovt nok døbt med det underfundige navn, Hemmeligheden, hvilket måtte være, fordi den lå godt gemt bag nogle buske og noget meget højt græs, og med sin størrelse kunne den sagtens gemme på en lille hemmelighed. Arne stoppede og ventede på Jens, der var sagtnet yderligere mange meter bagud.
   "Se, Jens, der har du Hemmeligheden."
   Jens lo og forstod. Arne smilte blot, som han havde gjort det hele dagen. De stillede sig bag en hæk og syntes på en måde at afvente et signal eller noget.
   "Er det her, ægteparret vi så på stranden i går, bor?"
   "Godt gættet."
   "Har du været her før."
   "Jeg kender jo Hemmeligheden."
   Jens lo igen, men det var som om, morskaben druknede med et stort bølgeslag, der næsten greb fat i Hemmeligheden og hev den ud i vandet. Stormvejret var begyndt, og der var bevægelser over alt. Arne frydede sig over, han kunne vise sin bedste ven, Jens, at han nu havde blikspanden, to liter benzin og Hemmeligheden ved sin side, for det var selve essensen i projektet at finde frem til det.
   Døren til Hemmeligheden blev åbnet og ud trådte ægteparret. På vej til at gå deres daglige tur. Jens så, at Arne gravede efter noget i sin lomme. Noget han ikke vidste, Arne havde på sig. Noget han aldrig havde troet, han skulle se med sine egne øjne, at Arne havde anskaffet sig. Arne stod med en pistol i hånden. Han trådte frem fra buskadset og skød ægteparret i brystet. To skud og så stilhed. De faldt bagover, som Jens kun havde set legetøjssoldater gøre det. Han var naturligvis chokeret. Han havde lige overværet sin bedste ven, Arne, skyde to, øjensynligt uskyldige mennesker. Koldblodigt. Solen stod måske stadig højt på himlen, men stormvejret havde fået overtaget, og i hovedet på Jens var alt lys slukket.
   "Hvad gør du, Arne?!"
   "Ikke tale, min ven, det er for vores skyld, jeg gør det her."
   Arne knælede foran det nu døde ægtepar og greb nogle papirer i mandens jakkelomme.
   "Sådan, der var det. Her har du begrundelsen for min ekstreme handling, Jens. Tag et nøje kig på dette manuskript og fortæl mig, om det ikke virker bekendt."
   Allerede med overskriften virkede det bekendt.
   "En blikspand, to liter benzin og Hemmeligheden." sagde
   Jens gentagende gange, og det syntes at danne et ekko i hans indre. "Jamen, det er jo om os. Er det en novelle."
   "Manden var jo forfatter."
   "Jamen, hvordan kan han gøre det, bruge vores liv på den måde."
   "Ja, nu har vi til gengæld opbrugt hans."
   Arne tog manuskriptet ud af hånden på ham.
   "Ingen grund til at læse det. Du kender historien. Du er jo en del af den. Jeg har tænkt mig at brænde den i blikspanden. Vi må udslette alle spor. Vi har aldrig været her, forstår du det?"
   "Var det derfor, du skulle bruge blikspanden og de to liter benzin?"
   "Vi har aldrig været her, Jens. Hvis vi ikke har været her, så kan vi heller ikke være skyldige. Hvis manuskriptet udslettes, så har vi aldrig været her. På den måde bliver vi aldrig dømt for det her."
   "Vi? Jeg har ikke gjort noget."
   "Du er min bedste ven. Du er medskyldig. Du kunne have stoppet mig," sagde Arne først anklagende. Men fortrød. "Vi havde ikke noget valg. Dette måtte ske. Manden stjal vores liv. Han gjorde os til ord. Kun ord. Jeg er mere end ord, Jens. Det er du også. Kan du forstå det?"
   "Jeg troede, du godt kunne lide ord."
   "Hvem siger, jeg kan lide mig selv."
   "Du er sikker på, det ikke har noget med Pias hemmelighed at gøre?"
   Arne hældte benzin i blikspanden og satte ild til den med en tændstik. Han tog manuskriptet og smed det side for side ned i spanden, hvor det omgående blev brændt af ilden.
   "Vi har aldrig været her, Jens. Vi vil aldrig blive opdaget."
   "Og jeg har aldrig besøgt Pia. Er det det du siger?"
   "Vi glemmer det hele."
   "Vil du så tage hjem nu?"
   "Ja."
   "Men først fortæller jeg Pias hemmelighed. For hun havde en hemmelighed."
   "Hun fortalte dig ikke nogen hemmelighed, Jens."
   "Nej, men ofte så er hemmeligheder ikke artikulerede. Ofte forbliver hemmeligheder usagte, ikke?"
   "Jeg forstår ikke."
   "Jo du gør. Vi er bedste venner, Arne, vi fortæller hinanden om vores egne og andres hemmeligheder. Det er det, vi gør."
   Arne blev aggressiv og greb fat i kraven på Jens. Jens vidste, han stadig havde pistolen på sig, og han frygtede for sit liv. Men det var jo rigtigt nok, de var jo bedste venner, så hvad havde Jens at frygte?
   "Jeg bliver nødt til at fortælle dig Pias hemmelighed, Arne!"
   "Nej, jeg har fortalt dig Hemmeligheden!"
   "Det er jo ikke en hemmelighed! Det er en hytte! Det er jo kun en hytte! Jeg kender Hemmeligheden, Arne! Pia forsøgte at fortælle mig, at vi elsker hinanden, hende og jeg! Vi elsker hinanden!"
   Arne slap taget. Sank sammen i et enkelt hug og begyndte at græde.
   "Vi kan jo ikke flygte fra det. Se dog sandheden i øjnene i stedet."
   "Jeg kan ikke se noget. Ordene er brændt til aske. Det er bedst sådan. Kom," sagde Arne og begyndte at gå op mod klitterne for sidste gang nogensinde. Sporene i sandet fra deres sko var væk. Han kiggede tilbage, men opdagede, at Jens blev stående foran Hemmeligheden.
   "Nej, Arne, jeg bliver her. Jeg har en fortælling at fortælle."