Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeblomst. Det syntes at gøre skidtet fraværende, og selv toilettet skinnede som en vase; og måske man kunne placere hyldeblomster i den, og de ville vokse sig store og flotte. Hun var meget påpasselig, Marie Olsen, og derfor var det også en sjældenhed, da hun undervurderede gulvets glathed og snublede sådan, at hendes baghoved slog hårdt mod gulvet. Hun var omgående bevidstløs. Faktisk var hun blevet hjerneskadet præcis på det tidspunkt, hun ramte den hårde overflade. Den overflade hun på ingen måde kunne bryde igennem. Hovedet var mere skrøbeligt.. Der skal ikke meget til for at bryde med et bevidst hoved.
   Marie Olsen vågnede adskillige minutter efter. Men da så hun verden anderledes. Hun så den faktisk slet ikke. Hun fornemmede ikke, at den var derude. Hun placerede sine hænder på det kolde toiletgulv. Men hun mærkede ingenting. Hun havde mistet orienteringen. På den måde rejste hun sig op uden at opfatte, at hun gjorde det. Hun stod op, selvom hun ligeså vel kunne have siddet ned endnu. Hun var blevet slået så hårdt, at det var lige meget, hvad hun gjorde. Hun havde mistet følingen. For altid. Der var ingen verden. Derude. Og der var heller ingen verden. Derinde. Hovedet var knækket. Hun lignede sig selv. Hun var overhovedet ikke sig selv. Hun var heller ikke en anden. Hun var ingenting. Sådan var hun blevet. Til ingenting. Og hun var ligeglad med det smukke. Hun var ligeglad med det grimme.
   Hun var ligeglad. Det hele var en illusion.

Samme tid et andet sted. Man ville ikke vente ret meget længere. Men blandt andre Marie Olsen og Anders Hassel var ikke mødt op endnu. Og Marie Olsen plejede ellers at være én af de første til møderne. Der var andre af byens borgere, der ikke var mødt op. De tilstedeværende frygtede det værste. Det var en begrundet mistanke. For det syntes nok at være en sandsynlighed, at der kunne være sket dem noget. Alle de lig taget i betragtning.
   Bestyrelsesformanden stod omklamret til billedet af Pedro.
   "Lad os starte. Mon ikke Marie og de andre er på trapperne," sagde han.
   "De er nok ved at gå ned af det sidste trin i dette øjeblik," var der en i flokken, der sagde, ment som en spydig bemærkning. Man hørte enkelte fnys, men alligevel ikke nok til at kvalificere det som et rammende citat. Det var ikke sådan underholdning, man forventede. Det ville også være en fejl at gøre, for der var ikke tale om underholdning. Der var tale om døden. Og hvordan kan døden være underholdende?

Et andet sted tidligere på dagen. Franz Karlsen var røget på den lukkede og var allerede kort efter kvælningen af sin kone blevet erklæret sindssyg. Det var forståeligt. Men paradoksalt nok var det en stor sindsro, der mødte Jørgen, der var vendt hjem fra storbyen. Jørgen var Franz Karlsens yngste søn.
   Det var svært for Jørgen at tale, for det sprog han normalt brugte, og som han fik sin dagligdag til at vikle sig omkring, det sprog syntes ham utilstrækkeligt i den sammenhæng, han nu skulle bruge det i.
   Franz Karlsen talte med en rolig og afklaret stemme:
   "Jeg kan ikke engang undskylde, Jørgen. Hendes sprog kom fra djævlen selv. Djævlen selv, siger jeg dig."
   "Jeg forstår ikke. Hvordan talte hun?"
   "Som djævlen, siger jeg dig. Mere ondskabsfuldt end de trolde, vi skræmte væk, da du var yngre. Og de eksisterede jo slet ikke."
   "Det var en illusion. Noget du opdigtede, mand," understregede Jørgen.
   "Men opdigt kan have en god hensigt. Det kan sågar redde menneskeliv. Men din mors hensigt var ond. Som djævlen, fortæller jeg dig. Hun opbyggede en ondskabsfuld illusion."
   Jørgen samlede en strøm af ord sammen og fik sig formuleret klart og tydeligt.
   Han talte:
   "Det kan jeg ikke tro. Den onde handling er den, du har gjort, mand. Og du gør det svært for mig at føle den mindste forståelse."
   "Der var ingen forståelse i din mors sprog. Hun kaldte mig Pedro. Jeg er træt af det navn. Træt! Ingen har forstået en skid af det hele!"
   Franz Karlsens sindsro blev langsomt, men stadigt, forvandlet til en galskab, der pegede på, at han nok var sindssyg.
   "Pedro går mig på nerverne!" råbte han.
   "Nerverne går vist af sig selv, mand. Stop nu det lort. Spild ikke ord på den måde. Gør dog noget fornuftigt. Hvad har du bidraget med? Hvordan bidrager du til mit liv, far?"
   "Jeg er her for dig."
   "Du har sørget for, at min mor ikke er det. Man skal bruge begge sine forældre. Jeg har ingen af dem."
   Stilhed.
   "Hun var djævelsk ond. Hun brugte Pedro. Og Pedro ..."
   Franz tav et øjeblik. Nogle ord kræver et øjeblik, før det er muligt at placere dem i virkeligheden. De fleste ord kræver dog et helt liv og mere til. Der er også mange af dem. De ord.
   "Pedro mig her og Pedro mig dér!" påpegede Jørgen.
   "Ja! Din mor talte i vildelse. Jeg har aldrig været mere klar i hovedet. Din mor så mig i øjnene og kaldte mig Pedro. Jeg er så træt af at høre det navn. Hold op med at nævn det navn mere! Og du skal vide, at et navn er alt, hvad det er!"

Flashback. Pias far stryger hende over håret med sin store hånd og klemmer hende let på kinden.
   "Dette siger vi ikke til nogen, vel Pia?"
   Tavshed.
   "Pia, du skal vide, jeg elsker dig meget højt. Det skal du vide."
   Tavshed. Pia har lært meget denne dag. Men det fortæller hun ikke til sin far. Det er ikke, hvad hun siger.
   "Jeg elsker dig," påpeger hendes far, som om det retfærdiggør hans handlinger.
   "Vov!"
   Tavshed. Pias far ser forbavset på sin datter, der er begyndt at gø som en hund. Han lægger hende ned under dynen. Selvom hun ikke har brug for nogen dyne. Hun kommer ikke til at sove denne nat.
   "Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov! Vov!"

Om aftenen samme dag.
   Det formelle kunne begynde.
   "Pedro, vil du tage imod titlen som byens borgmester?" spurgte formanden og stirrede ud i rummet.
   Stilhed. Der lød intet svar.
   "Jeg spørger igen. Pedro, vil du tage imod posten som byens kommende borgmester?"
   Stilhed. Der lød heller ikke noget svar denne gang. Formanden blev rød i hovedet. Men han bevarede fatningen og forsøgte sig atter engang.
   "Pedro, du vil blive tildelt titlen som vores bys næste borgmester. Hvad siger du til det?"
   Igen blev spørgsmålet gengældt med tavshed. Formanden knækkede en blyant i sine hænder af raseri og slog hårdt i bordet.
   "Pedro! Svar mig!"
   De øvrige borgere kiggede på hinanden og flere begyndte at tvivle, om Pedro var til stede. Og i så fald hvor i salen han skulle befinde sig. Man havde også undret sig over, hvor han sad.

Flashback. De sidder i et lukket rum. Ingen må komme i nærheden af dem. Skyldfølelsen er stor. Hvor meget kan sindet bære? De ved, de aldrig kommer til at tale om dette. De er nødsaget til at tie resten af deres liv. Kan aldrig tale om følelserne, for i følelserne vil hændelsen altid fylde det hele. Smider de følelserne væk, så smider de også hændelsen væk. De vil fortrænge. Det hele. Der er masser af skraldespande. Men der var ingen skraldemænd til at tømme dem.

Om aftenen samme dag.
   "Vi har alle interesse i at redde vores samfund fra den uvisse død. Lad os få en forklaring. Vi har brug for en forklaring," sagde formanden efter adskillige raserianfald. "Vi må tage den tid, vi skal bruge."
   "Det er netop problemet, at vi har så meget tid, at vi mister os selv," blev der sagt et sted i rummet. "Det, du siger, kræver, at vi taler sammen. Men vi taler jo aldrig sammen," blev der videre sagt. Denne gang var der ingen tvivl om, at ordene kom fra Palle. Der skete noget tankevækkende ved billedet af Pedro. Det syntes at falme. Pedros ansigt syntes at falme en anelse. Ikke meget.
   Palle fortsatte:
   "Og det kræver, at vi redegør for de sidste dages færden. Alle sammen. Hvad vi har lavet. Hvor vi har været. Hvilket motiv vi havde for vores handlinger. For sådan mener jeg, at alt kan forklares rationelt. Det er på tide, at vi taler sammen. For det er ikke noget, vi har brugt mange kræfter på her på det sidste. Jeg forsøger blot at gå ind i en dialog. Er det så stort et problem?"
   "Du må tie stille, Palle! Jeg vil ikke høre sådan tale. Du siger, vi ikke taler sammen. Hvorfor tror du, I er kaldt til møde? Det er da for at sætte ord på noget af det, der sker. Men når man bliver afbrudt, så brydes sprogets lethed, og du er jo selv med til at komplicere, hvad du gerne vil have forklaring på. Du må stoppe med at afbryde. Hører du?"
   "Jeg hører dig. Men du benytter dig af de forkerte ord. Du siger, jeg komplicerer, men lyt dog til dig selv. Vi er ikke samlet for at tale. Det ved du. Det ved jeg. Det ved vi alle sammen. Vi er samlet for at give Pedro borgmestertitlen. Men vi søger at få en mening ud af det allermest absurde!"
   Befolkningen begyndte at tale i munden på hinanden. Formanden måtte tysse på dem længe, før der blev ro i salen igen. Han stod med ryggen til maleriet og forstod ingenting af al den postyr.
   "Hvad foregår der? I plejer ikke at være så urolige."
   "Se på billedet af Pedro. Eller det billede han skulle have været på," sagde politichefen.
   Maleriet var næsten helt sort. Man kunne skimte omridsene fra den mand, der var malet ind på lærredet. Men Pedro var væk. Formanden var chokeret.
   "Hvem har gjort dette? Jeg vil have et svar omgående! Jeg tolererer ikke dette! Personen vil blive straffet hårdt. Meget hårdt, siger jeg."
   Der blev ikke sagt noget. Inden formanden talte igen var selv omridsene fra det menneske, der angiveligt skulle have befundet sig på billede, forsvundet, og der var ikke andet tilbage end en sort baggrund. Det fik politichefen til at tænke på det sorte hul, han havde set oppe ved højen tidligere på ugen. Der skulle hunden have været begravet. Og hunden var blevet kaldt Pedro. Det kunne man ikke flygte fra. Den havde lystret på det navn. Og det tænkte politichefen på i dette øjeblik. Det kunne han simpelthen ikke lade være med. Man søger en sammenhæng. I alt. Med alt.
   "Billedet gjorde det selv. Vi sad alle og så på det," sagde Nikoline Højbjerg.
   "Hvad er det for noget sludder! Jeg vil ikke have, I taler på den måde!"

Flashback. Den ene skaber en gentagelse. Det er Sven. Han gør handlingen igen og mærker, at han er blevet bedre til at takle situationen. Det gør slet ikke ondt. Døden gør slet ikke ondt. Den gør ingenting.
   En anden skaber også en gentagelse. Det er Pia. Hun er blevet oplært gennem hele sin barndom, og hun bruger sine erfaringer. Til glæde for mange. Også hendes far. Og han elsker hende. Meget højt.
   De vælger alle tavsheden. Pia, Jørgen, Sven og Joakim. Hele byen. På den ene eller den anden måde. For hvordan fortæller man meningsløse, grusomme handlinger, når det er alt, hvad de er? Hvordan fortæller man noget, man ikke kan fortælle? Tavshed er let. Så let, at det ligger tungt i mennesket. Men troen kan være meget svær.
   Der er én, der flytter væk fra det hele. Starter på en ny. En ny begyndelse. Det er Jørgen. Han har planer om aldrig at vende tilbage igen. Også han vælger tavsheden. Men han vender alligevel tilbage igen. For æblet rådner tæt ved stammen. De rådner alle sammen tæt ved stammen. Men er der ikke masser af friske, modne æbler på træet. Tør vi plukke dem?
   Masser af æbler rådner tæt ved stammen.

Så skete det. Maleriet dannede et billede, der langsomt men stadigt fik omrids af et dyr. Naturligvis ikke et hvilket som helst dyr. Det var Pedro. Som det stod skrevet nederst på maleriets bagside. Med tydelige bogstaver, malet med en sort pensel. Det var Pedro. Det var en hund.
   "Hvad sker der?" spurgte bestyrelsesformanden forbavset og så til, mens dyret kæmpede sig ud af maleriet. Snart fik den bagbenene hevet med sig og gik til angreb på befolkningen i lokalet. Ingen lod den stå tilbage med et hjerte, der bankede. Alle måtte dø. Sådan skulle det være. Blod og maling flød over det hele. Mennesker skreg. Der var et stort kaos af lidelse og uforståelighed i rummet. Men snart var alt stille igen. Ingen sagde noget. Men det havde de sådan set aldrig gjort. Men nu trak de ikke vejret. Men det havde de sådan set heller aldrig gjort.
   Alle i den lille, navnløse by var døde. Der lå lig alle vegne.

Og så. Jørgen Karlsen forlader hospitalet i hast. Uden at kigge sig tilbage. Men det behøvede han heller ikke, for han så stadig sin far foran sig.
   Han gik ind mod byen, der havde opfostret ham. Snart begyndte han at løbe. Hurtigere og hurtigere. Sveden begyndte at krible ned ad panden på ham, og hjertet slog så hurtigt, at man skulle tro, det havde noget, det skulle nå.
   Han skreg højt. Men det kunne stadig ikke høres. Der var ingen ord. Der var overhovedet ingen ord. Han havde ikke noget at sige. For sproget må rette sig mod noget. Men han havde ikke noget at pege mod. Han løb endnu hurtigere.
   Snart nåede han byskiltet og sparkede det ned, mens han fortsatte ind mod centrum. Over ham begyndte solen at skinne. Den store, runde sol var begyndt at skinne. Pludseligt fik han et lysglimt i øjet. Det skar dybt og forstyrrende. Han kneb dem i en stund og kiggede efterfølgende ned mod jorden. Der var den. Medaljonen han aldrig troede, han skulle se igen. Nu lå den for hans fødder, som havde den altid været der. Den havde ikke ændret sig det mindste. Den var så ren og pæn, og nu vidste han, at denne medaljon ville han tage med sig hjem. Den var ægte.
   Han samlede medaljonen op og drog mod øst.