Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæller, at den har været brugt i en dødsulykke. En far blev båret af sin egen 16-årige søn, alt andet end hovedet var smadret nede i kisten. Det er jo forfærdeligt, tænker jeg, men styrthjelmen er holdbar, siger min mor. Det var en lastbil, og der er kun en bule på hjelmen. Utaknemlig lille. Hjelme kan redde liv. Det mener min mor. De kan gøre en forskel. Hun rækker den til mig en sommerdag. Jeg tager imod den.
   -Det er en hjelm, mor?
   -Ja, det er en hjelm til dig.
   -Hvad skal jeg med en hjelm?
   -Den skal beskytte dig.
   Min mor kan godt være meget bange, så derfor skal jeg have en hjelm, sådan jeg ikke får knust mit hoved. Hovedet er mere holdbart, end man skulle tro. Det knuses ikke bare. Faren i dødsulykken er et godt eksempel derpå, siger min mor.
   -Jeg har ikke længere nogen knallert, mor.
   -Du kan alligevel beholde hjelmen.
   -Jeg har ikke længere nogen knallert, så hjelmen giver ikke mening!
   -Den kommer til at give mening!

Nu har jeg fået hjelmen af min mor, og jeg står med den i min hånd. Mor har en spraglet kjole på, som jeg slet ikke vidste, hun ejede, og jeg står med hjelmen i min hånd. Hun kigger på den, og jeg ser på hendes sitrende underlæbe. Hun følger med mig ind på mit værelse.
   -Hvor har du tænkt dig at stille hjelmen, spørger hun.
   -Jeg finder en plads til den, siger jeg.
   -Hvor har du tænkt dig at sætte den?
   Hun står i døråbningen til mit værelse, og jeg viser hende, hvor jeg har tænkt mig at sætte den. Hun ryster på hovedet. Hun er ikke tilfreds. Hylden, hvor jeg stiller den, er det eneste sted, hvor jeg mener, at den passer ind.
   -Det er ikke det bedste sted, du har fundet, siger hun.
   -Det bliver her, siger jeg.
   Og sådan bliver det, og nu ved min mor, hvor jeg har hjelmen. Det hjælper hende lidt, og senere på aftenen tager hun fodbad, det er jeg vidne til. Jeg sætter mig ind i stuen sammen med hende, og jeg tror på, at hendes fødder har det rart nede i vandet.
   -Han hed Mads, siger hun, og jeg forstår det ikke.
   -Hvem?
   -Faren. Dødsulykken.
   Jeg forstår. Desværre.
   -Hvor gammel var han?
   -Det ved jeg ikke. Men han hed Mads. Det er utroligt, at bulen er så lille.
   -Det er lige før, man kan sige, at han har været heldig.

Jeg begynder at kigge i Den Blå Avis efter en ny knallert, for at få styrthjelmen til at give mening.
   En mor tager med i vuggestuen. I børnehaven. Sådan er det, man må have mor med. Mor tager den første barsel. Der er meget mor gør, og sådan skal det være. Men det er ikke alle mødre, der tager med ud for at købe en ny knallert til sin søn.
   -Jeg tager med, jeg vil sikre mig, at knallerten er i god stand. Man kan komme slemt til skade, hvis et hjul falder af en knallert, eksempelvis.
   -Et hjul falder ikke bare af en knallert, mor.
   -Det er kun et eksempel. Man kan også brænde sig på udstødningen!
   -Man dør ikke af at brænde sig på en udstødning!
   -Jeg er overbevist om, jeg kan finde et eksempel, hvor en person er død ved at brænde sig på en udstødning. Der er mennesker, der drukner i vandpytter.
   Jeg ryster på hovedet.
   -Og mennesker der går på vandet!

Vi tager afsted, ud til et nedlagt landbrug, hvor en stor Sankt Bernhardtshund møder os med en venlig gøen. Jeg klapper den på ryggen. Mor er bange. Vi ringer på. En ældre mand åbner op. Han lugter af pibetobak ud af munden, og en gås skratter bag os.
   -Jeg havde helt glemt, jeg ejede den knallert. Det er måske det første tegn på alderdom, at man glemmer en knallert, siger han.
   -Og nu vil du af med den, spørger min mor.
   -Hvad skal jeg med en knallert. Jeg kan ikke engang slagte en gås.
   Han peger på gåsen, der skratter bag os, og jeg forstår, at den skulle have været død.
   -Jeg har faktisk haft økseskaftet mod dens hals.
   Den så ikke særlig død ud, den stod og nappede til en tynd gummislange, sikkert fra en pakning, der havde siddet i en motor. Jeg kiggede efter øksen, men jeg kunne ikke få øje på den.
   Vi går ud til knallerten. Den er ikke køn, det vil være synd at sige, men den vil få hjelmen til at give mening, og mor ser længe på den, vurderer om man kan brænde sig på udstødningen. Hun mærker på udstødningen, og hun bliver lettet over, at den er kold, og jeg orker ikke at fortælle hende noget om udstødninger, hvordan varme kun skabes af en tændt motor. Sådan noget ved mor ikke.
   -Er den plomberet, spørger hun, og jeg anede slet ikke, at hun kendte det ord.
   -Nej, siger den pensionerede landmand, og han trækker den ud i sollyset. Vi kigger alle tre på den, som blænder den os, men det skyldes kun, at vi tvivler på det er sundt at kigge direkte ind i noget som grimt!
   -Vi tager den, siger min mor.
   -Skal vi ikke sikre os, den kan starte først, spørger jeg.
   -Vi køber den!
   Og sådan bliver det. Vi trækker den med os væk fra det nedlagte landbrug, men før vi når helt ud til postkassen, vender mor om. Hun spørger til øksen. Manden viser os den. Hun tager fat om skaftet, og hun sender mig et kort blik, før hun går hen til gåsen og hamrer øksen ned over dens krop, så den næsten går i to stykker. Blod sprøjter til alle sider, og jeg overdriver ikke, når jeg påstår, at hendes ansigt får flere prikker end et barn med røde hunde. Tre slag og så er der ikke længere nogen gås, der skratter.
   Manden tøver lidt, men han får klemt et tak ud af munden, før vi forlader gården og den døde gås, som han samler op, så den hænger og dingler som en våd skjorte i hans hånd. Sankt Bernhardshunden spærrer for vores vej, og af en eller anden grund er jeg glad for, at mor ikke længere har øksen i hånden.
   -Hvorfor slog du gåsen ihjel?
   -For at hjælpe den stakkels mand. Han var jo helt hjælpeløs. Vi er jo til for at hjælpe hinanden.
   -Med gæs?
   -Ja, og andre ting. Det skal du nok finde ud af, det med at hjælpe. Lige nu tænker du sikkert kun på dig selv og din knallert.
   -Jeg har faktisk ikke særlig meget lyst til en knallert.
   -Nu vrøvler du vist.

Vi trækker knallerten hele vejen hjem, og i indkørslen sætter jeg den på sit støtteben og står et øjeblik og kigger på den. Den har buler på benzintanken, og den er rusten alle de steder, den kan være rusten, foruden følgene ligner noget der har ligget i en sump i flere år. Det ser endda ud til, at dækkene er rustne, selvom gummi ikke ruster. Og så har vi slet ikke forsøgt at starte den. Hvis den ikke vil starte, er hjelmen stadig meningsløs.
   -Jeg kan ikke lide, at du skal ud og køre på knallerten. Du husker altid at tage hjelmen på!
   Jeg nikker.
   -Mor?
   -Ja?
   -Hvis vi ikke købte en knallert, hvad var så din idé med hjelmen? Skulle den bare stå inde på mit værelse?
   Hun står bag mig og beundrer knallerten, og hun piller lidt ved forlygten, men så ryger den af med en hul, en knasende lyd.
   -Hov, siger hun, og hun forsøger at sætte den på igen, men taber den i stedet ned på jorden. -Der røg forlygten. Nu skal du ingen steder efter mørkets frembrud!
   Jeg ryster på hovedet. Hvad skal jeg også lave ude om aftenen på en knallert? Jeg har ingen venner eller bekendte, der er længere væk, end jeg på gåben kan nå dem på under 15 minutter. Jeg blev træt af knallerter af den simple grund, at det ikke var lykkedes mig at få nogle af det andet køn til at sætte sig bag på den, og en dag, efter jeg havde skilt motoren ad på min gamle CV fem gange, gav jeg op, og jeg trillede den i søen ude ved Risleskoven.
   -Du svarede ikke på mit spørgsmål!
   -Med hvad?
   -Hjelmen. Hvad skulle jeg gøre med den uden en knallert?
   -Jeg har en livsfilosofi, skat, at man aldrig ved, hvornår man skal bruge en hjelm. Jeg har ofte brug for sådan en, når jeg skal have fat i krydderierne over emhætten. De falder nogle gange ned i mit hoved. Så vil det være fint med en hjelm.
   -Mor!
   -Glem det! Jeg laver svensk pølseret!

Jeg vasker knallerten, og det bliver den bestemt ikke kønnere af, men den er knap så fedtet. Det er, som om sædet er sodet til i ahornsirup. Jeg sætter mig på knallerten, og nu vil jeg starte den. Mens jeg gør det, tænker jeg på den døde gås, hvad manden har gjort med den, og hvor min mor har lært at svinge en økse henne.
   Den starter tredje gang, og firetaktmotoren brummer som en Harley. Jeg mærker et øjebliks stolthed over at eje et sådant monstrum.
   Han har nok lavet gåsesuppe af gåsen, tænker jeg.
   Mor kommer løbende ud af huset med hjelmen i sin hånd.
   -Uforsvarligt, råber hun, og kaster nærmest hjelmen i skødet på mig. -Du må aldrig starte knallerten uden hjelm på. Det kan ske, at de eksploderer, sådan nogle bæster!
   Jeg ryster på hovedet, og jeg tager hjelmen på. Hvis knallerten sprang i luften, ville hjelmen ikke være til megen nytte. Hun så helst, jeg bar den hele tiden. Og jeg lukker øjnene. Ser det for mig. Alle de steder jeg kan bære hjelm. Når jeg skider. I skolen. I bussen. Mens jeg står og langer bøffer over disken nede ved den lokale grill.
   -Børnene hed Albert og Stine, siger hun, og jeg ligner et spørgsmålstegn, mens jeg tager hjelmen på. Hun har stadig den kjole på, som jeg slet ikke genkender, men det er heller ikke altid, at jeg genkender min mor. Nogle gange er hun lånt ud til angsten.
   -Børnene?
   -Ja! Har du allerede glemt, at hjelmen er fra en dødsulykke.
   Jeg sukker. Jeg gider ærlig talt ikke at høre mere om ulykken. De havde skrevet det i annoncen, at den havde været med i en dødsulykke, og mor havde hentet den hos enken. Hun ville gerne have lidt ekstra penge for hjelmen, fordi det uden tvivl var en god hjelm, og fordi hun havde mistet sin mand. Mor er fair nok.
   -Hvor ved du det fra, at de hedder Albert og Stine?
   -Jeg spurgte dem. Jeg synes, det er sådan nogle fine navne. Tænk at skulle miste, når man hedder Albert?
   -Ville det være bedre, hvis man hed Hugo?
   -Det har jeg ikke tænkt på. Men jeg har ondt af Albert. Han så slet ikke ud til at vide, hvad der var sket. Men det kommer han til, for hos andre vil der være barbersprit i toiletskabet.
   -Jeg kører op til fyret, mor. Op til Benny.
   -Du kommer hjem, før det bliver mørkt!
   Hun peger på forlygten, der ligger foran forhjulet.
   -Ja, ja.

Benny møder mig oppe ved fyret. Han er halvtreds år og mistede sin kone sidste sommer. Men heldigvis har han sin anden forelskelse, som han kalder fyret, og den plejer han dag ud og dag ind. Det sker, jeg tager op til ham, når jeg har en hel dag fri. Så trasker jeg afsted og spiser min madpakke sammen med ham oppe ved lyset, øverst oppe, og Benny er verdensmester i at fortælle historier, der involverer en masse kager, som har menneskelige egenskaber. Drømmekager og spandauer og alle mulige andre kager.
   -Hej Benny. Jeg har købt en knallert.
   Han nikker.
   -Ja, det kan jeg se. Jeg troede, du var blevet træt af dem.
   Jeg ryster på hovedet.
   -Mor har købt en hjelm, og jeg kan jo ikke have en hjelm uden en knallert. Det kan du nok forstå?
   Det kan Benny sagtens forstå, kan jeg se.
   -Den er grim, siger han.
   -Ja, jeg vil høre, om det er den grimmeste knallert, du nogensinde har set. Det er faktisk derfor, jeg er kommet.
   -Ikke for at høre kageeventyr?
   -Også det. Men mest for at høre, om du nogensinde har set en grimmere knallert end denne.
   Han ryster på hovedet. Det har han vist ikke.
   -Nej, det er nok den grimmeste, jeg har set. Ham der har haft den, må da være blind og uden fornemmelse for skønhed i det hele taget.
   -Nå, han var bare for gammel til at slå en gås ihjel.
   Benny trækker mig med op til lyset, og der sidder jeg foran ham og lader mit ansigt male af lysets skarphed. Jeg ved ikke, om jeg har fået ham til at tænke en hel del på gæs, men han sidder i hvert fald i egne tanker.
   -Hvad tænker du på?
   -Du skal ikke tage det ilde op, Sven. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ikke er normalt, at man køber en hjelm, uden man først har en knallert.
   Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg sidder bare og kigger ud af fyrets glasøje, ud mod havet, der bølger dernede. Stille skvulp.
   -Ligesom hønen og ægget, spørger jeg, og jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det. Benny rusker mig i håret, og han fortæller et kageeventyr, og et mere, for jeg har tid nok. Det tager knap så lang tid for mig at komme hjem denne dag, nu jeg er på knallert. Han når at fortælle hele tre kageeventyr, før jeg må stoppe ham.
   -Jeg skal nå hjem, før det bliver mørkt, siger jeg til Benny. -Forlygten er røget af.
   -Det er et symbol!
   -Et symbol?
   -Ja. Undskyld mig, men jeg er jo tænksom, det ved du. Og jeg elsker jo billeder. Når du fortæller mig, at knallerten ingen forlygte har, tænker jeg mit. Måske betyder det, at du ingen retning har, Sven. Du kører afsted i blinde.
   -Hvis blot jeg kører, når det er lyst, så...
   -Jeg er lidt bekymret for dig! Du skal ikke bo derinde i hjertet af byen. Du bør komme herud, hvor der er åbne vidder, det er sundt for sjælen! Jeg tænker sgu meget på dig, skal du vide. Efter du sænkede din far ned i dybet.
   -Du skal ikke være bekymret, jeg skal nok klare mig. Mor laver blandt andet Svensk Pølseret, og vi hygger. Godt nok ser vi kedelig tv, men det er der mange, der gør. Hun bekymrer sig om mig, derfor køber hun en hjelm til mig. Og for at sove godt om natten, men hvem vil ikke gerne sove godt om natten? Hvis nu en hjelm kan hjælpe...
   Han sukker.
   -Du skal komme tilbage igen snart. Du skal fortælle mig, hvordan du har det. Lover du det?
   Jeg nikker. Jeg kan slet ikke holde mig væk. Det er ikke kagehistorierne, det er heller ikke fyret, selvom det er tiltrækkende at sidde oppe i områdets højeste punkt og kigge ind mod byen. Jeg vender tilbage for at se Benny og for at tale med ham. Min klassekammerat. Han har blandt andet fjernet toiletpapir fra tyskernes toiletter under 2. verdenskrig. Jeg kender ikke andre, der har gjort det, sådan de ikke kunne tørre sig i røven.
   -Og Sven?
   -Ja?
   -Jeg kender en mekaniker, der hedder Lars. Han kan shine op den der øse dernede. Så du kan få opmærksomhed. Kunne du ikke tænke dig det?
   Jeg tænker omgående på damerne. Jeg nikker ivrig, lidt for ivrig, måske, men jeg kan ikke skjule det. Patter er da et spændende fænomen. Jeg vil elske at køre afsted med en pige bag på knallerten. Køn. Naturligvis.
   -Jo, for dælen. Jeg vil meget gerne have gjort knallerten flot. Nu jeg har fået den.
   Benny finder en lap papir og en blyant. Han skriver en adresse til mig.

Lars Flemmingsen
   Lodretsvej 34
   9876 Strogense

-Han er intet mindre end ekspert i at få knallerter til at se lækre ud!
   -Ok, hvad hedder den uddannelse?
   -Smækkerlækkerknallertuddannelsen, siger Benny, og han følger mig ned til knallerten. Jeg starter den tredje gang, og jeg drøner afsted. På halvvejen hjem kommer jeg i tanke om, jeg har glemt hjelmen hos Benny. Jeg stivner og kører næsten ind i et stødhegn, bag hvilket en ko står og glor.
   Her står jeg forpustet og stirrer på en ko, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal køre tilbage og hente hjelmen, eller om jeg skal køre hjem til min mor uden hjelmen og tage en røvfuld.
   Jeg er på en skillevej.