"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til stranden, vi havde fået øje på en robåd. Eller Dres har fået øje på den. Vi tog fat om båden. Vendte den om. Den var grøn, og den kunne drukne os.
   Skal man, så skal man. Det var Dres' motto, den levede han altid efter, på godt og ondt. Og vi skulle. Nu havde han besluttet sig, som vi andre knipser med fingrene, sådan havde Dres besluttet sig, og på netop den måde, spontant, kunne Dres få nogle af de mest sindssyge idéer. Nu ville han ud til sin farmor.
   "Du er sgu da bange, Victo!"
   "Jeg er ikke bange, jeg vil bare helst ikke drukne," sagde jeg.
   Sandet i bundet af båden knasede. Dres trådte op i den, han bankede mod bunden med sin hæl, måske for at tjekke, at den ikke var så mør, at det ikke ville lave et hul. Jeg krøb sammen for hvert slag, jeg ville ønske, det var mig, der var frygtløs som ham. Men det var altid Dres, der sparkede døren ind oppe ved fyret, det var altid ham der brølede.
   "Vi kan da godt sejle derover, hvis du vil. Det kan vi da sagtens," sagde jeg, overbevisende løgnagtigt.
   Robåden var fugtig overalt, Dres tørrede siddepladserne af i sit ærme på sin mørkeblå vest. Jeg blev stående. Bare sådan.
   "Skal vi ikke lige tjekke den for huller," sagde jeg, og han smilede, han sagde:
   "Skal vi ikke tjekke dit hoved for huller?"
   Vi trak båden ned til vandet, det var et hårdt slid, jeg fik ondt i ryggen, lænden, og jeg stoppede undervejs, han kunne ikke holde sig tilbage:
   "Din kælling."
   Jeg tog fat igen. Jeg kunne flække.
   Bølger slog ind mod siden af båden, vand sugede sig ind i mine sko, det var klamt lunkent. Skum tegnede små skyer på mine bukseben, mens Dres allerede havde sat sig i robåden. Han pegede på årerne, der lå tilbage oppe ved klitterne, hvor vi havde skubbet båden fra.
   "Henter du dem ikke?"
   Han slog sine knoer ind mod bådens side, gong, gong.
   Jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage, at komme ud på øen, at nå til farmorens hus, hvis hun altså var der, for jeg ville se det, før jeg troede på det, men det er altid længere væk, end man regner med, sådan er det med havet. Vi kunne ikke svømme hele vejen, hvis der alligevel var et hul i robåden, så kunne vi kun svømme noget af vejen. Og drukne.
   Jeg tænkte lidt på druknedøden. Det måtte ikke være rart, tænkte jeg.
   Før jeg fik set mig om, havde jeg to årer i hånden. De var tunge, men de skulle bare ligge og hvile på kanten af båden, så kunne de jo være så tunge, som de havde lyst til at være. Jeg rakte den ene åre til Dres, han åbnede munden, som var det en ske.
   Så lo vi.
   Så lo vi ikke mere.
   "Lad os komme afsted," sagde han, og sådan blev det. Før vi vidste af det, var vi ude på åbent hav. Det hav der havde druknet flere sømænd i byen, hvis pårørende gik rundt i Søllywood med et larmende stille traume i baghovedet (eller hvor nu sådan et sidder).
   Der var bølger. De gemte på fisk under algerne. Vi gyngede, og der var kun en vej. Dres så ikke på mig, mens vi sad og padlede, han stirrede bare ud i det blå, måske tænkte han på noget larmende stille. Han så på den afstand, som jeg ikke kunne bedømme, fra fastlandet til lorteøen, og det bare fortsatte og fortsatte. Jeg skulle have sagt det, naturligvis tror jeg på alt, hvad du fortæller mig, Dres. Måske var vi aldrig endt herude, hvis jeg ikke mistænkte ham for at holde hemmeligheder ind til kroppen.
   "Der er længere derover, end man regner med," sagde jeg.
   Han var kortfattet, han sagde:
   "Ja."
   Jeg fik ondt i armene, i nakken. Spændte alt for meget, fordi jeg ikke var vandt til at padle på den måde, at rykke min krop ud af sig selv på den måde, bare vride. Dres sad foran mig, og jeg fulgte hans nakkes spændinger, han drejede rundt, jeg ledte efter hans blik, men det farede bare forbi mig.
   "Hvis vi skal tisse, gør vi det bare ud over kanten, men ikke hvis vi skal skide," sagde han og han rejste sig op, tissede i en overraskende tyk stråle ud i havet. Havet tog slet ikke imod farven, den var væk i det øjeblik strålen ramte vandoverfladen. Det var næsten magisk, hvis ikke det bare var pis.
   For første gang så jeg tilbage, herfra svømmede man ikke ind til land. Jeg turde ikke kigge efter vand i bunden af båden.
   "Er du søsyg," spurgte han, og jeg blev lidt rørt over hans eftertænksomhed, men det varede ikke længe. "For så kan du godt brække dig bagud."
   Jeg skulle ikke brække mig.
   Nu stoppede Dres med at padle, stadigvæk havde vi ikke set hinanden i øjnene på hele turen. Hans blik stirrede ud mod øen, der var belagt med en mild tåge. Vi kunne skimte pletterne fra køerne. Lyden af en traktor.
   "Hvorfor stopper du? Lad os nu bare komme afsted."
   "Tænk bare at lade sig drive. Herfra til evigheden."
   "Tag nu åren igen, Dres."
   Han havde lagt åren ned i bunden af båden. Han smed den, så der lød et mindre rabalder, men herude lød det som en eksplosion. Båden gyngede.
   "Saml den op," sagde jeg, og han gjorde det ikke.
   Han lod sin ene hånd flyde i vandet.
   "Næ," sagde han.
   Han fandt en smøg fra sin inderlomme, som stod vi i rygeskuret på skolen, på fast grund. Han tændte den med sin zippolighter, pustede røg op i luften. En duft af mentol ramte mine næsebor.
   "Glæder du dig ikke til at se min farmor," sagde han.
   Han bevægede sig ud mod den ene side af båden, den vippede ulækkert.
   "Sid stille," sagde jeg, og jeg lukkede øjnene. Som kunne man ikke drukne med lukkede øjne.
   "Hader du bare at sejle, eller hvordan er det?"
   "Jeg hader bare at drukne."

Traktoren brølede, land var tæt på. Det var en mindre strand, og nogle vilde planter stod og groede, som ukrudt oppe på en lille bakke. Dres havde rejst sig op i båden. Han smed bukserne, skoene, strømperne. Han hoppede i vandet og løb ind til strandkanten. Efterlod båden sammen med mig, råbte:
   "Goddag, forbandede lorteø, nu er freden slut!"
   Jeg turde ikke kigge tilbage. Jeg fik båden helt ind til stranden, og jeg væltede ned i sandet. Sveden knirkede i mine øjne. Vi skal tilbage igen, tænkte jeg, vi skal for fanden tilbage igen.
   Dres var helt nøgen. Han ville bade, og det gav så god mening, for vi var varme, glinsende svedige. Vi brændte som små djævle. Vampyren Dres, han lå bare i vandet og flød rundt. Lod bølgerne skyde ham op og ned, sagde:
   "Smid tøjet, Victo, det er lækkert."
   Tøjet kom af, splitterravende nøgenhed. Vi flød ved siden af hinanden, sammen og hver for sig, op og ned, og jeg kunne se hans tissemand, hans behåring var som de mørke alger, tissemanden snoede sig som en orm mellem hans ben, han opdagede, hvor jeg så hen, han sagde:
   "Den er havets vidunder."
   Jeg smilede, selvom jeg ikke helt forstod, måske mente han ikke noget med det. Måske ville han bare gerne flyde. Måske ville jeg bare gerne flyde. Det fik en ende.
   Øen var større nu, end den virkede på afstand. Man kunne bo, danse, skide, lege og dø herude. Der var plads til det hele.
   "Hvor bor hun," spurgte jeg, og han pegede bare, i den modsatte retning end havet, ret frem, og jeg vidste jo godt, at hun ikke boede nede i havet, nede sammen med Dres' såkaldte vidunder.
   Vi løb rundt og lod os tørre på den måde. Dres fandt en mør pind. Den var krum og lignede en krøblings ben. Han satte den mod sit skridt, lod den være hans rejsning et øjeblik. Jeg gik ned på alle fire, vi lo, lidt.
   "Skal du have kølle," sagde han, og jeg blev utålmodig, her sammen med Dres og køllen, fik jeg lyst til at komme videre. Møde farmoren. Jeg ville spørge, om også hun havde forstået det på den måde, at Dres' far var taget til Christiania.
   Så greb jeg pinden, trykkede den ned i sandet, lod den stritte.
   "Lad os nu komme afsted," sagde jeg, men vi var stadigvæk nøgne, Dres sagde:
   "Jeg vil ikke besøge min farmor nøgen."
   Vi gjorde noget, som vi ikke havde gjort før, vi byttede tøj. Jeg tog hans bukser og trøje på, han tog mine på. Dres rakte ud efter mine underbukser, jeg var hurtig, jeg sagde:
   "Glem det!"
   Underbukserne holdt vi for os selv.
   Så gik vi op ad bakken, den der havde skygget for beskeden liv, der mødte os på den anden side. Skorstene med røg. En hund der gøede. Køer der var ligeså charmerende dovne som på fastlandet.
   "Der bor flere end jeg troede," sagde jeg.
   "Hvad havde du regnet med," sagde han, og jeg vidste det ikke, hvad jeg havde regnet med. Dres gik målrettet hen mod et hus, hvor skorstenen røg. Jeg kiggede på de hvirvlende sorte skyer og tænke, om det var røgsignaler, der fortalte noget om hemmeligheden om Dres.
   Der var en brønd ude foran huset, han fandt en krone fra sin lomme, han smed den i.
   "Er det en ønskebrønd," spurgte jeg, og han havde et svar på alt, så han sagde:
   "Jeg ønskede, at det var en ønskebrønd."
   Der var et hus. Der var en tyr som dørhammer, hvis næsering Dres slog ind mod en metalplade, tre gange. Han gjorde det hårdt, jeg gemte mig bag hans ryg, der ikke var bred nok. Jeg stak ud flere steder, bag min bedste ven. En hund gøede inde fra huset, og jeg tænkte, om vi skulle have taget menstruationstæppet med til hende.
   "Farmor," sagde han, nej, han råbte det, han havde aldrig været tættere på at være hjemme. Vampyren Dres har fundet sit slot i Pennsylvania. Vi kunne ikke blive stående foran døren i al evighed, vi gik rundt om huset, og vi mødte en skovl, der stod og strittede i en urtehave. Der var ærter, dild, gulerødder. Der var jordbær.
   Vi kunne høre lyden af en dør, efterfulgt af en hunds skrabende negle mod asfalten. Den vraltede om til os, før jeg anede af det, havde jeg en cockerspaniel snusende i skridtet.
   "Laika," råbte en rusten stemme omme fra hoveddøren.
   Det måtte være Dres' farmor.
   En ældre dame kom gående hen mod os, sneglefart. Hun var faldet noget sammen, hendes ansigt var som et ambitiøst snittearbejde.
   "Farmor," sagde Dres.
   Hun så en fremmed, hun sagde:
   "Ja?"
   "Det er mig. Dres."
   Så åbnede hun armene.
   Her var hun.
   Laika slikkede mig i ansigtet, mens Dres stod med sin farmor. Dens tunge var varm og våd.

Vi blev budt på kage. Meget kage.
   Hun havde savnet ham, grusomt.
   Hun havde tænkt på ham, konstant.
   Efter alt det der er sket. Sådan sagde hun.
   Vi fik jødekager i stor stil. Jeg havde aldrig set så mange jødekager, og hun sagde det ikke, men hun mente det, at vi skal spise, indtil vi sprækkede. Og der var drømmekage, smørkager, småkager. Der var en pistancietærte. Vi fik varm chokolade til at skylle alt det søde ned med, og hun undskyldte, flere gange, fordi hun ikke havde fløde til den, hun sagde:
   "Men det vigtige er, at I er her."
   Det sagde hun flere gange, og Dres nikkede hele tiden, han sagde ikke så meget. Jeg kom til at give Laika nogle godbider, noget af pistaciekagen, det halve af en småkage, men det sagde farmoren ikke noget til, og jeg havde slet ikke bemærket det, at Laika haltede på bagbenene.
   "Hun skal aflives," sagde farmoren.
   Vi kiggede på Laika, for det måtte næsten være hunden, som hun hentydede til. Hunden var den eneste, som man kunne lovliggøre at aflive herinde. Den haltede jo også på bagbenene.
   "Hvad fejler hun," spurgte Dres, og jeg vidste slet ikke, at han var så hundeglad. Han gik ned til hunden. Tog fat i bagbenene på hende, så hun hyl.
   "Sådan kan den jo ikke leve ret meget længere," sagde hun, og Dres nikkede, han sagde:
   "Der er ingen dyrelæge herude?"
   "Nej, det er der ikke. Vi har ikke engang en Brugs."
   "Vil du gøre det selv?"
   "Jeg ved ikke, om jeg har noget valg."
   "Vi kan tage ham med til dyrlægen."
   Jeg så det for mig, at vi skulle have en hund med ud på båden, når vi skulle tilbage. Hvordan overskriften lød: To drenge drukner med en hund. Jeg var ikke glad for idéen, men jeg kunne jo godt se, at hun ikke bare kunne slå sin hund i hovedet med den spade, der stod ude ved jordbærerne.

Vi sejlede hjem igen.
   Laika havde vist ikke sejlet før, hun var ikke meget værd på hele turen. Bølgerne der skvulpede op i båden, skræmte hende, så hun lå i bunden af båden og rystede. Dres kiggede på hende hele tiden, og jeg så ikke en Dres, der kunne tage den hund til dyrlægen.
   "Det er synd, at den skal aflives," sagde han, og jeg var ikke uenig. Jeg nikkede, og så var vi tilbage. En duft af vanilje fra mejeriet blandede sig med rådden tang, der bliver blæst ind over byen fra vest. En sirene fra en politibil et sted fra.
   Så Dres og jeg og Laika, langs Kastaniealléen, op mod bakken der dannede en skygge over byen. Der lå den i et mørke hele tiden.
   "Vi skal jo alle dø," sagde han, og det var absurd, han dansede rundt.
   En bil havde nær kørt ind i os, da vi krydsede parkeringspladsen. Inde i den grønne Opel Kadett sad en mand, der trak vinduet ned, han råbte:
   "Møgunger, se jer dog for!"
   Dres spyttede mod bagenden af bilen, men han ramte ikke. Han blev helt rød i hovedet, som sad alt ondt i den bil, og så blev han stille.
   Vi gik bare. Forbi bageren. Ikke et ord. Forbi slagteren. Ikke et ord. Laika var ved at være træt i benene. Hun satte sig flere gange, og Dres blev nødt til at bære hende. Det gjorde han gerne, og jeg blev bange for, at han blev for afhængig, og alt, alt for omklamrende.
   "Er der noget galt," spurgte jeg ham, fordi han var gået ind i sit mørke sted, men han svarede ikke. Måske skyldtes det Laika. Måske skyldtes det hans farmor. Måske var han bange, fordi han fandt tilbage så sent, hvor farmoren havde en hund, den skulle aflives, den havde jo levet et langt liv, uden Dres.
   Dres gik ind i legetøjsbutikken. Karl Ballonkind stod og nynnede en melodi af Anne Linnet derinde. Smuk og Dejlig. Han så hunden, han sagde, at vi måtte sætte den udenfor, men Dres havde svært ved at sætte den fra sig. Han gav den et knus, Laika satte sig ned og overskuede ikke så meget.
   Jeg så på uret, det var for sent at aflive den i dag.
   Dres skulle have et spil kort, havde han i forbifarten besluttet sig for, han ville give det som gave til sin farmor.
   Han tog fat i sorte kort.
   "Genialt."
   "Hvad?"
   "De er bare helt sorte. Det er da genialt."
   "Okay."
   Jeg anede ikke, hvad jeg skal sige. Og han gik hen til Karl Ballonkind med kortene. Karl smilede, han sagde:
   "Sorte kort til forfatteren."
   Dres sagde ikke noget, betalte bare. Lidt sod oppe fra Sejlvang Fyr sad på den ene fem'er.
   "Måske kan den helbredes," sagde han, efter vi kom ud på gaden igen.
   "Nej, Dres, du har lovet din farmor, at du vil aflive den. Den er meget gammel, du hørte hende, det er meningen, at den skal aflives."
   "Jeg ved det godt, Men det er synd."
   Der var en lighed mellem de sorte kort og det mørke, der havde groet sig fast i hulningen omkring hans øjne, og det var vokset frem. Mens vi gik forbi tømmerhandlen, sagde Dres ingenting. Og først henne ved ABC, det store indkøbscenter med de store, hvide træskilte ved indgangen og den stærke duft af årstidens blomster, stoppede han op, han så mig ind i øjnene, han sagde:
   "Skal man egentlig bestille tid til sådan noget?"
   "Til at få en hund aflivet?"
   "Nej, til at skide. Hvad fanden tror du?"
   Han rystede på hovedet. Laika havde løftet sit ben. Efter den intenst havde snust mod en gadelygte. Den havde fået lidt mere overskud, men haltede. Hele tiden. Der var aldrig en pause. Den havde våde øjne.
   "Jeg tror godt de kan gøre det i morgen."
   "Jeg tager ikke derned i morgen."
   "Hvorfor ikke?"
   "Fordi jeg har noget andet, jeg skal i morgen."
   "Dres altså. Du afliver den hund. Du kan ikke tillade dig at gøre andet overfor din farmor."
   "Jeg skal nok aflive den, men nu har den levet flere måneder med det ben. Det hørte du jo selv. Så kan den godt leve nogle dage endnu."
   Han rakte mig snoren. Uden tøven løber han over den store ringvej foran parkeringspladsen. Han skræmte en lastbilchauffør, hvis horn borede sig ind i mine øregange, og han stillede sig på den anden side af vejen, stirrede på mig med dødsensærlige øjne, der havde været i kontakt med døden.
   "Jeg bygger sgu et galehus til dig, Dres!"

Så kom vi hen til den gamle biograf, der var under ombygning. Til ældreboliger. Sådan var Søllywood blevet, et sted hvor borgerne var for gammelgrå til at se noget som helst, og derfor havde biografen mistet sin berettigelse. Nu skulle man til nabobyen for at se de små glimt af lykke fra Hollywood.
   "Nu skal ældre mennesker have skiftet deres tisseble i biografen," sagde Dres, og jeg så ham tage sin taske af ryggen. Lynlåsen var ødelagt, han havde lukket den med en grøn og en hvid klemme. På siden i et net sad en lille lommelærke, der fik ham til tale mere blødt.
   Vi endte hjemme ved Dres. Laika gøede op mod et fuglebur i haven, hvor en pillet solsort nappede til lidt sørgelige rester i bunden. Han låste døren op, der var ingen hjemme. Han tog mig næsten aldrig med hjem til sig selv, hans hjem var et transitsted. Et sted at skifte underbukser.
   "Ham manden i den grønne Opel," sagde han så, og jeg huskede ham jo godt, han havde råbt møgunder, og Dres var blevet stille.
   "Ja?"
   "Det er min fætter."
   "Din fætter?"
   "Han er bankmand."
   "Er det virkelig din fætter?"
   "Ja, for fanden! Hører du ikke efter?"
   Endnu en hemmelighed.
   "Er det på din fars side?"
   "Alt det dårlige kommer fra min fars side."
   Han sagde ikke andet.

Vi tog tøjet af inde på hans værelse. Byttede om igen.
   "Er det ikke sådan noget piger gør, skifter tøj med hinanden," sagde jeg, han trak på skuldrene, sagde ikke noget. Han tog bare rub og stub af, som havde han glemt, at vi ikke havde byttet underbukser. Han stod helt nøgen.
   Stolt af sin behåring, på brystet, i skridtet.
   Jeg beholdt mine underbukser på. Han vadede nøgen ud i køkkenet efter en skål til Laika. Jeg kunne høre, at han lod det kolde vand løbe. Nu skulle Laika have vand, nu skulle Laika drikke for en af de sidste gange i sit liv.
   "Hun ser altså ikke så gammel ud," sagde han, og jeg vidste, hvor han ville hen, han ville beholde hende, jeg sagde:
   "Hun skal aflives!"
   Hunden var til låns, han havde lånt den for at aflive den, og jeg sagde:
   "Kald det en 'den', lad være med at sige Laika til den mere. Det er et dyr, der skal aflives."
   "Ja, ja, jeg har forstået det."
   Og Laika drak, og Dres gik rundt om mig, han blev omkring mig. Jeg tænkte på den vildfarne ål nede i algevandet, hvordan den var fri. Hvordan tissemanden var fri og behåret.
   "Du har ikke taget dit tøj på," sagde jeg til ham, han rystede bare lidt med pikken. Han var sådan, nogle gange, lidt grænseoverskridende, og jeg lo, let, og et øjeblik var jeg bange for, at han skulle begynde at tisse.
   Jeg skulle hjem. Pakkede mine ting sammen.
   Dres gik hen og stillede sig nøgen foran døren, nu legede han. Han bredte armene ud, stod foran døren på den måde, jeg skulle fjerne en nøgen ven for at komme hjem. Han havde lukket øjnene, han var begyndt at tænke på noget frækt. Det var ikke noget voldsomt, men man kunne se det, blodårerne brød frem på pikken, den var mere rødmosset, han smilede bare. Og stod på den måde, mens Laika havde lagt sin snude ned på gulvet og var faldet lidt hen.
   "Dres, for fanden," sagde jeg, og han begyndte at grine. Han var sådan, nogle gange var han bare på den måde. Jeg tog min jakke under armen, jeg følte det stadigvæk, som var der bølger under mig, jeg gik hen og skubbede ham til side, sagde:
   "Jeg tager med dig hen til dyrlægen imorgen."

Dyrlægen var en kvinde. Hun spurgte, hvorfor vi ville aflive Laika, og Dres sagde:
   "Fordi hun er blevet for gammel."
   Dyrlægen sagde:
   "Hun er ikke blevet for gammel."
   Vi kiggede på hinanden, og jeg pegede på Laikas bagben, jeg sagde:
   "Hun halter jo."
   "Hun har nok slået sig. Det kommer hun over."
   "Er Laika slet ikke ved at dø?"
   "Laika kan blive mindst 18 år gammel. Sikkert mere."
   "Ok," sagde Dres, og han tog bare Laika ind i sin favn. Han tog hende med udenfor, det støvregnede, hans hår blev fugtigt, jeg bar en hue. Han havde hende på skødet, virkede rørt. Vi havde nær dræbt en rask hund.
   Skum sprøjtede op på buksebenene, og vinden gjorde det svært at høre noget som helst. Dres lavede en smutter. Lydløs larm noget tid. Han vendte sig om, som fornemmede han, at jeg kiggede på ham, han sagde:
   "Det blæser ikke så meget."
   Jeg trak på skuldrene.
   Laika gravede et hul i sandet. Den anede ikke, den skulle ud og sejle igen. Ellers ville den grave sig helt ned i jorden.
   "Hvad vil du sige til din farmor?"
   Dres svarede ikke i første omgang. Det var problemet med Dres, at han ofte tænkte så længe over sine svar, at man fik den fornemmelse, at han var ved at skabe en historie ud fra alle sine små flækkede sætninger. Som var alt, hvad der kom ud af munden på ham, stof til en roman, noget de skal pyntes med.
   "At jeg har helbredt hendes hund."
   "Hundehealeren Dres."
   "Netop!"
   Vi lo.
   Der var lidt bølger i dag, lidt højere end sidst, vi skulle ikke være for urolige i båden. Laika virkede meget mere levende i dag. Som vidste den, at den var på vej hjem, overraskende levende. Jeg frygtede, at hun ville hoppe ud i vandet, skæbnens ironi, at den ville drukne efter den alligevel ikke blev aflivet.
   Jeg sagde.
   "Kan vi ikke spænde Laika fast til båden."
   "Vi kan da ikke spænde en hund fast til en båd!"
   "Men hvad hvis hun hopper ud?"
   "Hun er vist ikke en vandhund."
   Dres fandt en smutsten. Lavede fem ringe. Og så gik han væk fra vandet, satte sig op i robåden, det var betryggende, at vi allerede havde sejlet i den, at jeg vidste, der ikke var et hul, at jeg vidste, den kunne holde til sejlturen. Årerne var krydset som et kors ved bådens snude.
   Dres slog på båden med sin knytnæve, så lyden bankede sig vej ind i mine øregange, og han kunne have slå et fatalt hul i bunden af båden, hvis han blev ved. Jeg vidste ikke, hvad der ville brække først, bådens flade eller hans knyttede hånd.
   "Lad nu være Dres," sagde jeg til ham.
   "Er du bange for, at jeg smadrer båden?"
   "Næ, jeg er sgu ikke bange."
   Han stoppede med at slå. Hans hånd var blodsprængt.
   "Kom Laika, hop op i båden," sagde han så, og jeg stirrede på båden.
   "Du skal hjem," sagde jeg, og Laika slikkede mig i ansigtet. Hun var elskelig.
   Selv Vampyren Dres ville savne hende.
   En død måge var skyllet op på bredden. Den havde hul i maven, og Dres trykkede dens hoved ned i sandet. Ville vist undgå dens øjne. ¨
   Vi sejlede.
   "Det er bare så vildt, at du har en farmor derude."
   "Det er jo bare en ø."
   "Det er stadigvæk vildt."
   "Det er stadigvæk bare en skide ø."
   Dres røg en smøg, og han kunne jo ikke lade være, han måtte søge grænser, han rejste sig op, løftede Laika op og ind til sig, holdt hende tæt ind til kroppen. De kunne falde i vandet, begge to, måske kunne Laika ikke svømme. Måske kunne Dres ikke svømme.
   "Sæt jer ned," sagde jeg, og det gjorde Dres ikke, han stillede sig helt op på sædet. Han ville være tæt på. Hele tiden. Tæt på at falde i vandet. Tæt på sin farmors hund. Han legede Karate Kid, han lavede tranen, med en hund i favnen, det gik næsten galt.
   "Oh Laika, my love, you are the answers to my sorrow doomed mind."
   "Dres! Ned!"
   Og han satte sig ned, et øjeblik troede jeg, at også han blev mild bange.

Vi kom til strandkanten på Arnø.
   Vi badede igen.
   Vi byttede tøj igen.
   Ålen var fri i vandet. Behåringen. Uden tydelige blodårer på pikken denne gang.
   Vi kom op til farmorens hus. Hans farmor skulle bankes op. Hun var væk i en tung søvn. Vi kunne se hende ind ad vinduet, hun lignede næsten et lig, sådan som hun lå der, hun manglede bare en kiste omkring sig, en præst, et hul. Jeg skammede mig over det billede.
   Laika var helt uregerlig, hun ville ind. Haltede næsten ikke mere.
   Dres' farmor åbnede døren. Hun havde taget søvnen i øjnene og en knugende hovedpine med sig. Undskyldte for sin træthed. Dres fejede det væk, sagde:
   "Laika er rask."
   "Ja," sagde hun.
   Hun satte sig ned. Vi spiste lidt blødbrød sammen med hende. Det smeltede på tungen, og jeg knuste nogle sukkerstykker med fortænderne. Et korn satte sig fast.
   "Du vidste det godt," spurgte jeg.
   "Med Laila?"
   "Ja."
   "Det er desværre mig, der skal aflives," sagde hun så. Dres sagde ikke noget, vi havde vel regnet det ud, at hun var meget syg. At det var et spørgsmål om tid (men det var det jo altid).
   Vi gik ud i haven. Kastede en pind. Laika hentede den. Kastede den samme pind. Laika er umættelig, og bagbenet var næsten helt fint nu. Dres' farmor har lagt sig på en briks, der var slået ud i haven. Der var et dødt springvand, som jeg slet ikke lod mærke til sidst, et fint stykke arbejde. Jeg pegede på det, jeg ville sige, at det var fint, Dres sagde:
   "Min fars projekt."
   Han sagde ikke andet om sin far. Et fint projekt fra en mand, vi ikke talte om.
   "Hvad fejler du," spurgte han sin farmor.
   "Jeg er gammel."
   "Men alder er ikke en sygdom!"
   Hun nikkede.
   "Jo, det hedder alderdom."
   Hun kiggede ned på Laika, hun sagde:
   "Hun er en stor hvalp. Ikke andet. Hun kan ikke undvære mig. Hun vil savne, hele tiden. Det var derfor, jeg ville, I skulle aflive hende."
   "Jeg skal nok passe på hende for dig!"
   "Vil du gøre det, Andreas? Vil du gøre det for din gamle farmor?"
   "Ja!"
   De snakkede om alt muligt, og mere til, mens jeg kiggede på springvandet, de fine sten der var lagt med målestokkens præcision, og der var fisk i den sø, som vandet løb ned til. Guldfisk. En enkel lå nyligt død i overfladen.
   "Det kommer til at gøre ondt."
   Det sagde hun. Kun gamle mennesker kunne italesætte smerten på den måde. Jeg var gået ned på alle fire og gravede efter den døde guldfisk, jeg ville fjerne den for hende, dagens gode gerning.
   Dres havde sat sig på græsset, ved siden af sin farmor.
   "Hvad mener du?"
   "Jeg bliver meget mere syg, før jeg forsvinder helt, jeg har smerte i maveregionen, Andreas. Det er ikke kun hovedet."
   "Er det ikke bare alderdom? Du sagde, det er alderdom, du fejler."
   "Det er en slags alderdom. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Men det gør ondt."
   "Tager du ikke medicin for det? Smertestillende?"
   "Det er som at spise vingummi."
   "Vingummi?"
   "Det hjælper ikke, skat. Jeg må have noget stærkere."
   "Skal vi hente noget til dig, farmor?"
   "Jeg vil gerne, hvis I vil hente noget til mig."
   Og jeg smed den døde fisk ind i hækken. Måske var der en kat et sted. Og Dres havde rejst sig op, han vidste godt, hvad vi skulle, vi skulle hente noget til hende, fjerne det, der gjorde ondt, eller i hvert fald gøre det nemmere for hende at leve med det. De nævnede ikke Dres' far.