Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et kompendium, han havde fået engang i sin studentertid tilbage i 90'erne. Kompendiet havde stået i bunden af et af skabene i soveværelset, gemt væk under nogle kasser med skrammel, uforandret, som om tiden havde givet op på sin store vandring mod afgrunden.
   Han havde ikke haft det fremme i over ti år. Det var overstreget med udråbstegn, spørgsmålstegn og alle mulige andre tegn. Han måtte le. Tegnene afspejlede hans forvirrede ungdom. Dengang var det sådan, at når bare han satte nogle streger, så prægede han verden, og det havde vel været alt, hvad han ville - dengang. Den gang. Evighedens gang med tomheden i midten, mellemrummet mellem rummene, der aldrig får nogen fylde.
   Sådan var han endt i sofaen i stuen på 1. sal i Handelsparken 134 i en tom by med mange mennesker. Der var ikke længere fylde, substans i menneskene. Tomheden prægede alt. Der manglede noget. Nej, der manglede alt. Der var kun tomheden. Der var kun noget. Der var en form, men ikke noget indhold. Mens han fulgte stregerne på kompendiet med sine følsomme og stadig brugbare fingre fra ét sted til et andet, uden at kunne opfange en start eller en slutning, fik han en tanke, kald det en tankestreg, noget der cirkulerede på papiret. Stregerne var blevet et varemærke for hele hans eksistens.
   Hvis man nogensinde ville forstå sig på Torben Ejner Valle, måtte man følge de streger, der skabte ham. Den største fejl ville være, at man påstod, han var tegner, for han var ikke af sådan karakter, men han var derimod selv en tegning. Noget fiktivt. Skabt af streger. Set gennem streger. Født ved en penselstrøg, og han ville dø, når livets streg ophørte. Når livets streg fik sig snørklet hen til afgrunden.
   På kompendiet var stregerne tydelige. Han kunne ikke overse de fortryllende ord, der lå gemt bagved overstregningerne. Ordene, der startede på side 28 og sluttede på side 65, indrammet af nummereringer, der afspejlede længden på Karen Blixens Drømmerne. En fortryllende historie, han aldrig havde glemt, trods ti års dvale i den tidløse skuffe. Men han kunne heller ikke huske den ned til mindste detalje.
   Han havde i sin ungdom haft en brændende lyst til at stille sig op foran sin familie og læse hele historien, men fandt det ikke morsomt at fejle. Han vidste jo ikke, om alle mennesker kunne rumme en så fantastisk fortælling. Måske den gnaver sig ind til benet, sætter sig fast som en ondartet svulst og kvæler illusionen om en hverdag uden de store udskejelser. Måske oplæsningen ville have skabt røre i det lille hjem. Han havde derfor valgt at lægge kompendiet væk.
   Han havde nu fundet det frem igen. Gemt bag overstregninger og afmærkninger fra spildt te var en utrolig sammensætning af bogstaver, der tilsammen skabte en beretning, levende og imødekommende for det menneskelige øje, det trænede øje, der ikke lod sig fæstne ved en enkelt detalje, men som opslugte hele fortællingen i ét drømmende blik.
   Selv før han læste det første ord, syntes fortryllelsen at sende ham væk fra den varme og trygge stue, videre ind i et higende, eventyrligt rum, skabt af Karen Blixen. Det kan skyldes, at han havde læst Blixen før, at han var forberedt på følgerne. Men der var noget mere, noget andet, en fortryllet sammensætning af ord, som han øjnede fra det øjeblik, han kiggede overfladisk på den første side.
   Nogle ville kalde det banaliteter. Men det gjorde Torben ikke. Han blev spist af ordene, før de blev bearbejdet af intellektet. Som en skildpadde på vej ned til strandbredden uden en chance for at undvige rovfuglenes skarpe bid. Ordene ordnede sig således, at de syntes at smelte sammen til én støbning af 24 karat. Forskellige variationer over det samme fundament. Han så sproget bevæge sig som en menneskelig krop. Ånde. Som den å, der bare flyder og flyder og flyder.
   Hvilken stemme var hun ikke, er hun ikke, den kære Blixen. Hør hende tale:
   "En Fuldmaanenat i Aaret 1863 var en Dhow undervejs fra Lamu til Zanzibar, og sejlede langs med Kysten en Sømil ude."
   Sådan skal en beretning begynde. Det er som om alle andre fortællinger ikke længere kan starte med Der var engang eller Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime, for en sådan begyndelse kan aldrig overgå begyndelsen, der er en realitet i den fantastiske fortælling Drømmerne. Men sproget kan ikke udviske sig selv. Sket er sket. Man starter ikke forfra, når fortællingen er begyndt, men man forsøger at råde bod på sproget undervejs, udvikle det, forme det, udvide det, rette op på fejlene. Sket er sket er sket er sket.
   Og hvad så. Sproget er alligevel en gentagelse af sig selv. Artikuleret af sig selv. I nye variationer over det samme fundament. Torben var begyndt at læse novellen. Bevidstheden tog fat og lod sig hypnotisere af historiens væsen. Som millioner af andre mennesker har gjort det. Det var der ikke noget originalt ved. Han lod Blixen, nej, stemmen, tale til sig. Lod ordenes magiske evne til forførelse forføre ham - væk fra dagligstuen og ind i et rum, der var omsværmet af fiktive elementer. Streger. Masser af streger. Men Torben så ikke streger. Han så levende mennesker, helte, elementer, der ikke fremstod fiktive for det drømmende øje; det øje, Torben så med. Historien var spækket med navne, der ikke syntes at kunne opdigtes af den menneskelige fantasi. Said Ben Ahamed, Mira Jama, Lincoln Forsner. Og hvad de ellers hed. Arne Alterbaum?
   Han så indhold. Alt syntes at eksistere i det øjeblik, han læste det. Nu åndede Torben ikke længere i virkeligheden, men trak vejret et andet sted, et sted mellem Lamu og Zanzibar. Det var fantastisk. Han trak vejret sammen med sproget og så ikke længere sprogets materialitet, men så dets legeme, dets sammentrækninger, dets kropslighed. Han var parat til at dø sammen med sproget. Når historien var færdig, var livet færdigt. Det var fantastisk. Sprogets følge var livets følge.
   Men han tænkte, hvilken underlig fornemmelse det var at se et a - et A - trække sig sammen for atter at udvide sig som lungerne i et menneske. Måske var a'et netop luftcenter for sprogets krop. Han lod A'et tale.