Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun var hans kusine, og at de aldrig skulle dele seng sammen. Men nogle gange former livet sig anderledes, end man først har spået det til. Og det var tilfældet i dette tilfælde. Tilfældets tilfælde. Tænk hvis man kunne samle alle tilfældigheder og støbe dem sammen i én perfekt støbning. Som når man samler alle fortællingens tegn i en støbning og ser den smukkeste skabning, man nogensinde har set.
   Det var en kold dag i oktober, og Arne havde haft lyst til at blive hjemme. Han var ikke helt på toppen. Han havde faktisk ikke været på toppen nogensinde. Arne havde kvalme. Men kunne ikke kaste op. Langtidssygdom ville nogen kalde det, men han kaldte det selv en depression af første grad. Han var nødsaget til at leve med den i en længere periode og ville allerhelst have låst sig selv inde, alene og væk fra omverden. Han ville have sit indre til at afspejle sit ydre, ikke delagtiggøre sig i et forhold til andre mennesker, kun spejle sig i sit eget vanvid. Det sproglige vanvid. Dér mødte han sin egen situation. Og han var ikke andet end en situation. Noget der sker for senere at forsvinde igen. Se nu forsvandt det igen, men kun for at vende tilbage.
   Uden at kunne sige hende imod, var han mildest talt blevet skubbet hele vejen til festen af sin mor. Og der stod han. Blandt alt for mange ligegyldige og uinteressante mennesker, centrum for et fællesskab, han ikke brød sig om, og folk snakkede om tegningerne, hvilke de bedst kunne lide, hvilke der havde givet dem størst stimulans. Det eneste, Arne kunne tænke på, var, hvordan han kunne tegne en tegning, der ville sende dem alle sammen direkte til helvede. Men selvom Arne ønskede helvede, så fik han også himlen, Gud, jorden, alt, alle, den ultimative sammenstøbning, med i købet.
   Kusinen, der ikke var en kusine alligevel (man har så mange navne, at de ikke alle kan være rigtige), havde haft et øje på ham hele aftenen til receptionen. Begge øjne faktisk. Meget intense. Han havde nikket goddag til hende. Et lille og afklaret nik. Tungsindigt og indelukket. Depressionen var ikke sådan at ryste af sig. Der var en duft af parfume og sæbe, og hun havde gengældt nikket med et sexet smil og to uskyldige øjne, blågrønne. Uskyldige og sexede. Hun var lige hans type.
   Tidligere på aftenen havde Arnes mor peget på den sexede, unge kvinde, der hed Marta. "Kan du se hende, det er din kusine. Kan du så forstå, at du ikke er den eneste med en enestående gave givet fra Gud, ham den store. Det ligger til vores familie."
   Hun havde ikke sagt andet. Lod ordene sive ind i Arnes indre uden at uddybe det yderligere, lod dem sejle sin egen sø for dernæst at gå videre hen og mænge sig med de fisefornemme herrer, lokalet var fyldt af. For Arne havde ordet 'kusine' haft større slagkraft end ordet 'Gud'. Han lod 'Gud' svæve ud med samme fart, som det var kommet ind med, og det efterlod dug på ruden. Men 'kusine' fik sin plads i tanken, som en rille i en grammofonplade, den irriterende gentagelse fra en popsmart plade fra 70'erne, mikrofonhårets blafren, ridsens fastlåste stilling, dybere og dybere spor, lod sig ikke løsrive.
   En ubehagelig skyld over at klæde sin kusine af ødelagde den erotiske stemning. For en stund. Men stemningen skulle vise sig at indtræffe igen senere, i forstærket styrke, kraftigere og saftigere, mere intens, og hvis man kunne tale om en sammenstøbning af al erotisk masse, en sammenpresning af det hele; af kusse, af pik, af lår, af safter, af patter og alt andet, så var han eksploderet, og hysteriske sædceller ville have poppet ud af hovedet på ham som popcorn i en mikrobølgeovn, varme, sprøde og levende, små sædceller, det hele blandet sammen i en stor skååål! Hiiiv! Positiv!
   De var begge to seksuelt underernærede. Arne havde ikke dyrket sex i næsten to år, og Marta havde ikke haft samleje i over tre år, kun oralsex en enkel gang. Marta havde fundet det meget underligt, at manden, hun sidst var sammen med, ikke ville have sex med hende, men at han kun kunne tilbyde hende oralsex. Han havde kondomer. Han var godt udstyret. Han havde en penis, der sagtens kunne fylde hendes skede ud og oven i købet udvide den mere, end hun ellers var vant til. Der var ikke noget galt med ham.
   Lige bortset fra, at han havde det, han selv kaldte angst for at trænge sig på. Han turde simpelthen ikke presse sig på, om det så var med hele sin krop eller en legemsdel som sin penis. Skulle han besøge sine venner, så sørgede han altid for at ringe til dem først for at sikre sig, han ikke var for påtrængende. Han rystede over hele kroppen, når han greb fat om sin penis og skulle til at presse den ind mellem lårene på en kvinde. Han havde fortalt Marta det hele, og hun havde suttet hans pik og forladt ham samme dag. Det var simpelthen for underligt.
   Det hele kan ses på Arne Alterbaums fantastiske tegninger. På dem kan man følge streger, der fortæller, hvordan de sammen fulgtes ad hjem til Arnes lejlighed. En lejlighed på 68 kvadratmeter. Hvad vigtigst var, at han havde en dobbeltseng, hvor deres samleje kunne få frie tøjler, kunne udvikle sig til det utrolige. Deres møde og samleje skulle give en hel ny betydning til livet, det at producere liv, det at leve. Sådanne forventninger havde Arne, da de låste sig ind i hans lejlighed.
   Lysten havde udviklet sig til højder, der ikke kunne bestiges af nogen bjergbestiger, og han mærkede pulsen hamre løs i sin pik. Den var klar til at skabe nye dimensioner. Nye streger til tegningerne. Nye former der aldrig var set før. Nye mutationer. Skabninger der ikke forstillede noget og alligevel forestillede alt. Hvordan kan noget også være alt? Alt er ikke noget. Dér har De opskriften på Arnes succes. Han tegnede alt uden det var noget. Derfor kunne man ikke navngive hans tegninger. De var ikke noget. De var alt. Og da de var alt, så måtte tegningerne logisk set både være konkrete og abstrakte på samme tid. Sådan kunne man ånde med tegningerne, samtidig med at man døde.
   Marta pressede sit lår ind mod Arnes stive pik. Deres puls slog i takt og forstærkede hinandens slag. Om lidt ville de være det samme legeme. Støbt sammen i en uendelig kærlighedsseance, der skulle hive dem ind i en fantastisk illusion, eller illustration, måske illumination, noget forgyldt og evigt. Heller ikke denne streg ville kunne udviskes fra tegningerne. Man ville forsøge med slettelak, ild, vand og delete, men stregen ville ikke kunne forsvinde. Den evige streg. Sat en gang for alle - for alt. Én gang. Men aldrig mere. Forblive. Der. Her!
   Martas lår begyndte at nærme sig Arnes ansigt, som et kæmpe kyllingelår, han skulle spise, mad og sex, sult og lyst, støbt sammen i en seance, scene a, den første scene i et stykke, der ville udvikle sig til et medias res mere intenst end noget andet set før. A'et levede. Benene spredtes. Vidunderlige muligheder fremstod for ham i tilfældets natur. Kunne han selv vælge? Pludseligt syntes han at kunne skabe sin egen tilfældighed, strukturere den, som han strukturerede sine tegninger. I et splitsekund kunne han ikke kende forskel på sine tegninger og dette øjeblik.
   Liggende med hovedet mellem Martas ben, så han sig selv indskrevet i sin egen tegning, så sig selv viklet ind i de fantastiske tuscher, der lå til grund for dem, og han var selv tegnet. Det var en illusion. Han vidste inderst inde godt, det ikke var ham, der tegnede verden. Sæt et par streger, og så har De, kære læser, Arne Alterbaum og Marta N. L. E. Bauer. Manden med den magiske evne og kvinden med det forunderlige navn. Det er såre simpelt. Sådan tegner man en verden.
   Forspillet tog nogle få minutter. Arne var simpelthen for liderlig til at slikke i evigheder og måtte have den stive pik ind i hende, før det var for sent, før lysten slog sig selv omkuld, før lyst blev til ulyst. Lyst. Ulyst. Der er så utrolig lille afstand mellem disse. Som mellem himmel og helvede. Han fik åbnet op for sine egne bukser, så pikken fik fri adgang.
   Han trængte ind i hende (for han turde godt), hårdt, men følte ingen modstand, kun lethed og simpel nydelse. Simpel sex. Og det var virkelig simpelt, men på tegningerne blev det kompliceret for det menneskelige øje. Tegnene syntes at komplicere oplevelsen. Det forblev ikke blot en oplevelse, men det blev tegnet. Som en mutation.