Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, holdte Carlos en tale for de efterladte. Sig selv inklusiv. Den lød således:
   "Mine tegninger er alt for mange, men for mig repræsenterer de dødsangsten. Når jeg lader mine tegninger bestå for alt, for altid, for alle tider, i en evig gestus, så understreger det min angst for at dø. Den er altid til stede. Angsten er altid til stede. Også min mors dødsfald er skrevet ind i mine tegninger. For hvis der er noget mine tegninger handler om, så er det døden. Og tegningerne er ved at falme bort. De udvisker sig selv i et sidste suk, mine damer og herrer. Mange har set døden i øjnene ved at kigge på dem. Oplevet døden og dernæst forsvundet bort i et smil. Døden læger alle sår. Men jeg har personligt aldrig fået den velsignelse. For mig har tegningerne kun været et tegn på en verden, der har døden som stopskilt. Sidste rejse er den første. Den vi påbegynder ved fødslen. Tag min mor som eksempel. Hun blev født i en vugge. Hun ligger død i en kiste. Men vuggen og kisten er bygget ud fra den samme teknik. De samme arkitektoniske virkemidler er brugt. Lad os sænke min mor ned i dybet. Ned i den mørke plet."
   Carlos Shaman døde ikke som sin mor. Han forsvandt. Falmede bort til intet, sammen med sine tegninger. Man kan ikke finde overleverede spor fra de penselstrøg, han har sat, fra en forsvunden epoke. Den tegnede verden består i sproget, og kun i sproget, ikke i virkeligheden. Og kun sproget fortsætter med at leve. En ny sproglig konstruktion. Tegningerne var ikke holdbare, som først antaget, det var ikke tegningerne, der overlevede, men det er det sprog, der tegner dem. Det sprog der tegner en verden, det sprog overlever. Historien kan derfor stadig fortsætte.
   På en af Carlos Shamans tegninger kunne man se den værste dag i hans liv nogensinde. Når folk så den tegning, blev de nedtrykte, melankolske og ude af stand til at agere i verden. En verdenslammelse faldt ned over dem. Ingen forstod sig på Carlos Shaman, en mand med en fantastisk evne, men man forstod, hvilken forfærdelig dag det var, den værste dag i Carlos Shamans liv, hvor han slog en kolbøtte og landede på ryggen, mørbanket og uden identitet. Som en rystet cola uden mærkat, uden varemærke, uden varenavn, der bliver smidt ned af en trappe. Lyden af slået plastik. Man havde ikke ondt af ham. Man følte ikke skyld. Men man forstod sig på dagen og følte melankolien æde én op.
   Man forstod sig på det identitetstab, det måtte være, at starte forfra, ny person, ny omgangskreds, nye tegninger, nye navne, men stadig en evig gentagelse over det samme fundament. På en af Carlos Shamans tegninger kunne man se den værste dag i hans liv nogensinde. Og disse tegningerne var overalt. Over alt. En splittet identitet. Der var flere tegninger over det samme tema. Identitetskrisen. Hvem er jeg? Hvem er jeg? Jeg? Mig? Kald mig hvad du vil. Mig!
   Den værste dag i Carlos Shamans liv. Da han tabte den fantastiske fortælling og blev overrendt af form. "Hvilken form for person er du, Carlos? Er du i form? Har du nogensinde smagt formkage? Form. Form. Form!" Den værste dag i Carlos Shamans liv. Da han tabte drømmen. Drømmen om den store fortælling. Levende. Virkelig. Utrolig.
   Den bedste dag i Carlos Shamans liv. Han ville have fortællingen tilbage. Han ville ånde på ny. Den store fortælling var noget for ham, en virkning, en oplevelse, en holdbar situation, noget at forholde sig til, noget der levede for evigt. Den bedste dag i Carlos Shamans liv. Han ville føle noget bagved kvalmen, vokse med fortællingen, gøre småt stort, ånde med sproget, den å, der bare flyder og flyder mellem Lamu og Zanzibar (nej, det er jo ikke nogen å, men forstå genialiteten ved et sådant ordspil). Men ikke med et formsprog.
   Ikke det. Formen skulle neddæmpes, formen skulle dø, dø, dø, dø!
   Han ville genskabe det fortællende sprog. Kun en måde at gøre det på, og det var at starte på ny. Begynde forfra. Slette. Lak. Delete. Ild. Træde udenfor gentagelsen.